Fotobogen

Så blev den endelig færdig, fotobogen om mine forældres og deres børn og børnebørns liv. Min far blev født i 1910 og min mor døde i 2000, så deres liv spænder over i alt 90 år.

Det er fotos fra denne periode, som jeg har fundet frem fra gamle gemmer og udvalgt og scannet. Opgaven har trukket lidt i langdrag, men nu foreligger resultatet altså. Meget bedre end jeg havde håbet, for jeg havde frygtet at de gamle, uskarpe sort-hvide fotos taget med boxcamera for mange år siden ville se lidt sølle ud i endelig udgave. Men nej, alt er skarpt og fint udført, rigtig tysk kram lavet hos CEWE, som jeg kun kan anbefale.

En fotobog kan være en god gaveide. Jeg har et par gange benyttet mig af at få lavet en fotobog over en bestemt begivenhed eller et bestemt emne som gave.

Uh, en rotte!

Jeg sidder mageligt på min yndlingsplads i sofaen og drikker morgenkaffe, mens jeg kigger på vores lille faste fugleflok på terrassen, som dagligt bliver så rigeligt fodret med både korn og æbler. De sidste til solsortene, som vi håber så vil kvittere med lidt sang her til sommer. Ellers består fugleflokken hovedsagelig af skovspurve, musvitter, bogfinker og duer og indimellem enkelte eksotiske småfugle, som jeg ikke kender navnet på, bl.a. to meget små fugle med sorte hoveder, som i lang tid har boet fast i tujaen lige over foderstedet.

Men i dag ser jeg lige pludselig et mindre pelsklædt væsen komme til syne og begynde at spise af kornet. Jeg tænker, at den er på størrelse med en kattekilling og egentlig ser meget sød ud, indtil det går op for mig, at det jo er en rotte. Uhh! Så er den pludselig ikke sød længere. Jeg kender jo alle de uhyggelige rottehistorier – hvordan de avler i stor mængde, huserer i kloakkerne og sågar kan bide spædbørn til døde. En gammel dame fortalte mig engang om noget familie hun havde, der havde en gård på landet, og som var blevet hjemsøgt af rotter. Rotterne havde formeret sig så meget, at de ligefrem løb op og ned ad husmurene.

Jeg åbner derfor terrassedøren under stort rabalder for at jage udyret væk og ser den løbe over vejen lige ind i genboens have. Min rare genbo, som jeg helst skal holde mig gode venner med, for det er ham, der holder mig til ilden med hensyn til min gang i motonscentret. Vi skiftes til at køre derhen to gange om ugen. Al den motion i maskinerne er forfærdelig kedsommelig, synes jeg, men den er vistnok med til at holde mig i form.

Det er over til genboen, at rotten er løbet, og jeg fortæller ham ved først givne lejlighed, at der kan være en rotte i hans have. Og det er der. Jeg har netop fået at vide, at han har set rotten løbe gennem haven over til en anden nabo. Så der er en rotte på færde her i nabolaget. Jeg håber, at kattene vil holde den væk fra min dør.

Knausgård afsluttet

Det har taget mange timer at komme igennem Karl Ove Knausgårds ‘Min Kamp’, et værk i 6 bind på i alt 4096 sider, hvoraf alene bind 6 er på 1289 sider. Men det har været alle timerne værd. Det er et fantastisk værk, en skildring af en mands liv som barn, ung og 30-40-årig familiefar med 3 børn  i vore dages Skandinavien. Det er et følsomt og bevidst menneske, der skriver, og så er det hele oven i købet fortalt så autentisk som muligt, det er forfatterens eget liv gennem alle årene, der fortælles om, hvilket da også har bragt ham i unåde hos flere familiemedlemmer, som har truet med sagsanlæg.

Hovedparten af bogen er let at læse, og man bliver næsten suget ind i bogens stemning og kommer tæt ind på livet af dens hovedperson. Når en del af bogen er sværere tilgængelig er det fordi, at der i bind 6 er indlejret en slags  bog i bogen, nemlig 500 sider omhandlende Hitlers ‘Min Kamp’ og de strømninger i tiden fra 1900-45 som han var eksponent for. Jeg må indrømme, at jeg sprang disse 500 sider over i første omgang og først læste dem til sidst. Denne tekst er tungere kost, en fin analyse af og refleksioner over de omstændigheder, der førte til Holocaust, men jeg har ikke rigtigt kunne greje den højere mening med at kombinere den med det øvrige indhold. Alligevel forekommer værket at hænge sammen, at være en helhed. Og tegner helt sikkert til at blive en klassiker.

Knausgård har givet mig blod på tanden til at genlæse Proust, men det må vist vente til vinter. Lige nu skal jeg i hvert fald ud og plante blomster i potter på terrassen.

 

 

Den 5. maj 2013

Den 5. maj er Danmarks befrielsesdag. Det var også den 5. maj, på en dejlig forårsdag,  at søde grandniece Amalie blev konfirmeret i Ålum Kirke.

Bagefter poserer Amalie sammen med far og mor og søstre uden for kirken:

Og traditionen tro bliver konfirmanden sammen med søstre og veninder kørt til fotografering ved Fussingø sø i en flot veteranbil:

Efterfølgende spiste vi frokost i telt på gårdspladsen, mens ungerne morede sig  på trampolinen:

Det var en rigtig fin dag.

Moderne Tider

Jeg får en SMS med meddelelse om, at nu er min Viasat-pakke på vej, og at jeg snart kan afhente den på posthuset. Jeg har bare ikke bestilt noget hos Viasat og ringer op til dem, men man kan kun komme igennem, hvis man er kunde hos dem og har et kundenummer. Jeg er ikke kunde og opgiver. Et par dage efter får jeg endnu en SMS, denne gang fra postvæsenet der meddeler, at nu ligger min pakke parat til mig på Ikast postkontor. Der er lidt langt fra Mellerup til Ikast, måske 100 km, og jeg venter som sagt ikke nogen pakke, så jeg finder et telefonnummer til Ikast postkontor, men det viser sig at være postvæsenets hovedkontor, og da jeg har ventet her i tilstrækkelig lang tid med musik og diverse meddelelser i øret uden at en person giver sig til kende, giver jeg op og sender en venlig tanke til familien i Ikast, som jo nok ikke får deres pakke fra Viasat.

Vi hører meget radio her i huset og bliver temmelig vrisne, hvis vi ikke kan høre vores radio til morgenkaffen. Vores eneste radioforbindelse med ordentlig lyd foregår digitalt via vores TDC box, som desuden er forbundet til telefon, internet og TV. Alt det andet fungerer som sædvanligt, men igår fremgik det af skærmen, at radiosignalet midlertidigt var afbrudt, og det er det stadigvæk. Jeg ringede op til TDC hotline for at få en forklaring, men fik at vide, at jeg var nr. 19 i køen, og at det kunne vare 25 minutter, før jeg kom igennem, så det opgav jeg. I stedet sendte jeg en mail til deres service og forklarede problemet, men har selvfølgelig ikke fået noget svar.

Jeg må til en vis grad og nødtvungent give de af mine ældre medborgere ret, der mener, at alting var meget lettere i gamle dage, før den digitale tidsalder holdt sit indtog. Og alligevel elsker jeg jo mine gadgets.

For lidt siden gik jeg en tur i anemone-skoven og fik rystet ærgrelserne af mig:

Det hvide klaver

Jeg kan godt lide, at det nye klaver er hvidt, det er meget pænere end det gamle sorte skrummel, som nu er kommet på lossepladsen. Men det er især husbond, som sætter pris på det nyrestaurerede Hindsberg klaver, vi har fået i huset. Det har en god tone og går ikke ud af stemning for et godt ord, så nu lyder der heldigvis igen god klavermusik her i huset.

Her har jeg fanget ham i et improvisationsstykke:

og her i en god gammel boogie woogie:

Og så i øvrigt God Weekend!

Naturligt look eller botox

Journalist Annegrethe Rasmussen, bosat i USA, skriver i en klumme i Information om folks udseende på TV i henholdsvis USA og Danmark. Da hun sidst var i Danmark på besøg syntes hun lige pludselig at de personer, hun sad og så på  i DR2 Deadline, så både forkerte og mærkelige ud, indtil det gik op for hende, at folk der optræder på dansk tv slet ikke er shinet up på samme måde, som det sker på amerikansk TV. Her i dansk tv bed hun mærke i hver eneste rynke, modermærke, hudorm eller dårligt sat hårlok hos de to værter og deres fire gæster. Det er hun slet ikke vant til fra USA, hvor tv-værter og deres gæster altid er fuldkommen rynkefri og glatte i huden, uanset hvor gamle de er.

Her i Danmark er vi sammenlignet med de fleste andre lande rimeligt afslappede hvad angår påklædning og udseende, men dette kan jo også nemt gå hen og blive for meget af det gode. Jeg selv er ikke meget for hverken skæl på reverset, krummer i fuldskægget, hængerøv i bukserne eller Bilka-smoking – heldigvis er sidstnævnte da vistnok en saga blot – men er heller ikke for det super stylede. Jeg foretrækker et rimeligt naturligt look, gerne med lidt makeup til at forskønne udseendet, men ikke en stiv maske af kosmetik og spor efter såkaldte skønhedsoperationer og botox. Jeg synes det er patetisk og lidt sørgeligt med de mennesker, der hopper med på den vogn. Og det er ikke bare kvinder, tænk bare på Berlusconi, som er kommet til at ligne en figur i et vokskabinet.

En af mine yndlingsskuespillere Helen Mirren er et godt eksempel på én, hvor rynker virker charmerende og giver ansigtet karakter:

I øvrigt kræver det bare en lillebitte indsats hver dag at holde ansigtshuden frisk, det er slet ikke nødvendigt med botox:

Vask huden grundigt i lunkent vand (aldrig sæbe). Smør ansigtet ind i Dr. Hauschka Rosencreme og lav en blid ansigtsmassage. Om aftenen renses huden med Dr. Hauschka ansigtsvand (nej, jeg får ikke procenter). Engang imellem får ansigtet en ekstra omgang med en god skrubbe-creme. Voila!