Igår var en god dag

Der skete nemlig hele to gode ting.

En CT-scanning viste at superniecens kræftknude i højre bryst ikke havde bredt sig, og på tirsdag bliver hun forvandlet til en superamazone. Et lettelsens suk har bredt sig i hele familien.

Jeg selv var under kniven på Århus Universitetshospital og fik indopereret min nye elektroniske hørelse i højre øre, et såkaldt cochlear implantat. Jeg kom allerede hjem i går aftes og havde det som jeg plejer, og det har jeg stadigvæk, mens jeg sidder her med den bærbare, uden smertestillende midler af nogen art. Jeg har fået lidt af håret barberet af, men det kan ikke ses, og så er jeg faktisk døv indtil om 4 uger, når såret er lægt og apparatet bliver tilsluttet. Desuden har udstyret fået et nyt design, så jeg i stedet for et stort bøvet apparat bag øret i fremtiden bare skal gå rundt med en mindre knap bag øret, som ikke kan ses,

Hele operationen varede kun ét sekund, hi, hi, mærkelig fornemmelse at være bedøvet. Jeg følte mig virkelig godt behandlet. Ikke så underligt, at Århus Universitetshospital scorer højt i kvlitetsbedømmelse. Jeg blev opereret af en kvindelig professor, som forinden meddelte, at operationen ville blive bivånet af en gruppe udenlandske specialister, der var på besøg. Men det mærkede min sovende krop jo ikke noget til.

Denne lille meddelelse sendes både på blog og Facebook til orientering for dem, der har været så søde at bekymre sig om mit tilfælde.

Og så, kære venner, har vejrprofeterne meddelt, at sommeren nu virkelig er på vej.

Rigtig god sommer!

Æg i påsken

At spise æg i påsken er en gammel tradition. Ligesom muslimerne i dag overholder visse spisetraditioner i forbindelse med ramadanen, praktiserede man også før i tiden faste inden for kristendommen. Fra askeonsdag og 40 dage frem, dvs. indtil påskedag, afstod man fra alle animalske produkter såsom kød, fisk, æg, mælk samt fra olie og vin/spiritus. Dette har nok været svært at overholde, selv for tidligere tiders fromme kristne, og de er nok derfor gået lidt over gevind, når fastetiden endelig var ovre og har spist masser af bl.a. æg. I hvert fald mener man, at det er herfra traditionen med påskeæg stammer.

Og jo, til påske spiser vi selvfølgelig også æg her i huset. Vi har allerede i nogen tid spist et Anthon Berg marcipanæg til eftermiddagskaffen, og i aftes kom der et spejlæg oven på den vegetariske biksemad (inspireret af  Kirsten Skaarup).

I dag har jeg tænkt mig at bage butterdejs-piroqqer (er det mon med ét eller dobbelt ‘q’?) med fyld af finthakket hårdkogte æg, røget laks og dild rørt op med rygeost og creme fraiche. Butterdejen er heldigvis købt færdig. Hertil en fyldig blandet salat.

I morgen skal vi spise frokost hos svoger inde på havnen i Randers. Så håber jeg sandelig, at han har æg på bordet.

God påske herfra!

Brunch og AROS

Vi var blevet godt trætte i fødderne, søstrene og jeg, efter det meste af dagen igår at have travet omkring på Aros. Men som altid på Aros var det alle anstrengelserne værd. Først havde vi dog indtaget en lækker brunch på Café Foodfein i Sønder Allé med økologiske delikatesser og hjemmebagt brød. Selvom jeg normalt ikke er særligt meget for installationskunst, må jeg indrømme, at den mest spektakulære udstilling på Aros netop nu er ‘Something Strange this Way’, seks fantastiske multimedie-installationer af det canadiske kunstnerpar Janet Cardiff og George Bures Miller. Værkerne lader sig ikke gengive fotografisk, men fortjener at blive set og oplevet. Efter at være kommet hjem sad jeg igår aftes og så ‘Smagsdommerne’ på DR K. De havde også været på Aros og var ligesom mig enige om, at denne udstilling var en oplevelse i særklasse. Men vi startede i Regnbuen og fik et lille vue over Århus. Psykedeliske i hovederne efter turen i Regnbuen vandrede vi nedad og tog en allround tur gennem dansk kunst. Helt nostalgiske blev vi, da vi faldt over Julius Exners billede af den lille bondedreng med violinen, for dette var jo originalen til det billede, der i barndomsårene hang over fars skrivebord derhjemme sikkert som et minde om ham selv som den lille dreng derhjemme på gården, der hellere ville spille violin end være landmand. Længere henne ser vi J.F. Willumsens billede af Sophus Claussen, der læser sit digt ‘Imperia’ op for kunstneren selv og Helge Rohde: Og så kommer der billeder af Richard Mortensen: Videre nedad går det, for vi er jo slet ikke færdige endnu, selvom fødderne værker. Vi skal jo også igennem Michael Kviums maleri-serie Fools bestående af 200 malerier i formatet 30×30 cm af Kviums karakteristiske ansigter: Endelig er vi kommet helt ned til ‘Boy’ og afslutter med installations-udstillingen:Fin, fin tur. Fødderne er kommet sig.

Super same procedure ….

Som sædvanlig en vellykket juleaften hos søster og famlie i Fønsskov på Fyn. Svoger er eksperimenterende mesterkok og står altid for julemiddagen. Dette år overgik han sig selv med velstegte ænder, lækker rødkål med hakkede valnødder og valnøddeolie samt en sublim sauce.Til dessert naturligvis risalamande med kirsebærsauce. Finn vånder sig endnu over, at det ikke som sædvanlig var ham, der løb med mandelgaven.

Så er det vistnok den sidste gave:

Grundtvig var også med:

Septembers himmel er så blå

Himlen var  blå og luften mild, da vi i weekenden afholdt familietræf på Fyn. Min far og mor vil fryde sig i deres himmel over, at deres børn med familie og efterkommere, 42 i alt ved denne lejlighed, stadig kan samles og hygge sig sammen og mindes gamle dage.

Vi sang også denne sang, en af vores afdøde søster Evas yndlingssange:

Vores dejlige søster døde af kræft for 10 år siden i en alder af  kun 59 år:

Gravstedet

Forleden aften var vi til orgelkoncert i Sct. Morten – ingen over Johan Sebastian Bach blev vi enige om på vej ud af kirken. Vi havde parkeret bilen foran Randers Klosters lille kirkegård, hvor mine forældres urne-gravsted befinder sig, og jeg måtte jo lige ind og se, hvordan der så ud.

Det så ikke for godt ud. Dahliaerne jeg havde plantet for et par måneder siden var halvvisne og hang med hovedet, så i dag har jeg været derinde igen og plantet nogle friske blomster. Jeg forestiller mig, at der engang imellem kommer nogle forbi, som siger: “Næh, der ligger jo …….”, og så skal der sandelig se ordentligt ud.  Min far har nok også forestillet sig, at der engang imellem ville komme nogle forbi og notere sig hans og mors navne, for det betød meget for ham med et gravsted med en sten med hans og mors navne på.

Min mor havde vist nok det samme forhold til gravsteder som mig, for selvom jeg synes, der er en vis stemning ved i ro og mag at gå omkring på en kirkegård og studere navnene på stenene, må jeg indrømme, at jeg ikke behøver noget gravsted for at bevare mindet om mine forældre eller andre afdøde. Men for min fars skyld blev det til et urne-gravsted på den lille, pæne kirkegård i tilknytning til Randers Kloster, hvor de tilbragte deres sidste år. Sjovt nok troede jeg som barn i flere år, at den lille kirkegård inde bag de gamle mure var en hundekirkegård. Engang jeg som barn kom gående forbi sammen med mor, spurgte jeg hende, hvad der var derinde bag ved muren, og hun svarede rask og for sjov, at det var en hundekirkegård. Da fars urne blev nedsat, grinede vi midt i alt det triste af, at hans urne nu blev nedsat på hundekirkegården.

Mine svigerforældre ønskede heldigvis at få deres urner nedsat i de ukendtes plæne på Nordre Kirkegård, så der er ikke flere gravsteder, der kan give mig dårlig samvittighed.

 

Så er det sommer

Hvis bare insekterne aflægger et besøg, er der udsigt til mange pærer i år.

Det er lige før syrenerne springer ud.

Bellis og bare ben i nye sommersandaler

Frokost i nyudsprunget bøgeskov.

Sightseeing.

Hindbærsnitter på kajen.

Lille sovetryne

Nieces lille Kiki skal til fastelavnsfest på skolen og er iført en vandrende seng. Far har lavet kostumet, som passer fint til en lille sovetryne:

Fødselsdag og pandekager

Idag er der fødselsdag her i huset. Så står den om lidt på a damned good cup of coffee og tynde, sprødstegte pandekager med brombærsyltetøj.

Her er et pressefoto af fødselaren som ungt, håbefuldt menneske taget i aulaen på Århus Universitet, vistnok omkring den tid hvor jeg traf ham, for jeg synes, jeg kan huske den tweedjakke han har på.

Fin fest

Her i huset er vi jo ikke 50 år  længere, så vi er lidt smadrede i dag efter i går at have fejret søster, som rundede et skarpt hjørne. God stemning, dejlige mennesker og lækker mad. Kan man ønske sig mere?

Til kaffen var der underholdning med smukke kærlighedssange:

Blogskriveren ville have forsvoret, at hun nogensinde ville iklæde sig dyreprint, men her er hun alligevel i én, som ekspeditricen fik hende prakket på til lejligheden: