Det gamle bryghus

“Drik Thor, så bliver du stor, så drikker du alle de andre, under æ bord” plejede vi at sige i gamle dage i Randers, når vi sad bænket med en Thor øl foran os. Nu eksisterer Thor Bryggeriet ikke længere, selvom produktionen vistnok fortsætter hos Ceres i Århus, og den gamle, solide bygning fra 1920 har i længere tid stået tom hen. Som gammel randrusianer har jeg gået og frygtet, at den ville blive revet ned. I den retning har man i tidens løb ikke taget det så nøje i Randers, når det drejede sig om historiske bygninger og kvarterer. Og desuden er jeg lidt nostalgisk, fordi jeg i min grønne ungdom var i 3 måneders praktik på bryggeriets kontor, mens jeg studerrede til tresproglig korrespondent og efter de tre måneders praktik fik foræret en stor kasse øl, hvilket min far var meget begejstret for, husker jeg.

Men nu er den gamle bygning heldigvis blevet renoveret og er kommet til ære og værdighed igen. Der er kommet en flot restaurant ud af det med et fint restaureret interiør, som vi fik lejlighed til at beundre i går aftes:

 

 

Venter på sommer

Sommeren lader vente på sig, men regnbuerne over fjorden kan vi da heldigvis glæde os over. I går aftes var der atter én:

Stierne i skoven var så smattede, at vi risikerede at skvatte, da vi gik tur i dag, så det blev i stedet en tur ud ad landevejen og bagefter igennem parken til Støvringgård:

Her var man i fuld gang med at lave kulisser til årets festspil, som minsandten viser sig at være ‘Matador’, der lader til at være udødelig:

Mon ikke det er Lauras køkken, der er ved at blive etableret her:

 

 

I udkanten

København er en dejlig by. Jeg har selv boet der i over 20 år, men, men, men jeg er snart så træt af at høre om ‘Udkantsdanmark’, ‘Den rådne banan’ og ‘Vandkantsdanmark’ – you name it.

Nu tilhører Randers nok ikke lige kategorien ‘rådden banan’, men ligger tilstrækkeligt meget i udkanten af landet til at nogle har tilbøjelighed til at rynke let på næsen, når man nævner hjemstavnsadressen. Men det er der slet ingen grund til, kan jeg forsikre om. Her i det østjyske smørhul er der godt at bo, kommunen har styr på sagerne, og borgere af forskellig slags tilgodeses på udmærket vis.

Dette oplevede jeg i dag, da jeg spiste frokost på Gaia Papaya, cafeen på Gaia Museum Outsider Art, som er en kulturvirksomhed for mennesker med særlige behov og kunstnere og lærere inden for området. Som de selv udtrykker det på deres hjemmeside:

“en kulturvirksomhed med en udsøgt café, et produktivt rammeværksted, en fantastisk butik, et kreativt værksted og en kunstuddannelse. Frem for alt er GAIA Museum et hus, der med en medarbejderarbejderstab på 55 mennesker med særlige behov og et personale med vidt forskellige fagkundskaber emmer af liv, stemning og uanede muligheder”

Stedet ligger lidt afsides i byen. Jeg anede ikke, at det fandtes, men det er bestemt ikke sidste gang jeg kommer der og spiser, og i hvert fald skal jeg snart derind ind igen og købe den ring i deres lækre butik, som jeg ikke fik mig taget sammen til at købe denne gang.

Benjamin Jordan

Ungdomsbillede af Margrethe og Henrik
Marie Boesen Søndergaard

Dejlig koncert

Levende musik i en sal med god akustik får mig til at føle mig næsten normalt hørende igen, som igår på Værket hvor jeg hørte denne skønne trio spille musik af Per Nørgård,  Mendelsohn og Tchaikovsky:

Trio con Brio Copenhagen består af de koreanske tvillingsøstre Soo-Jin Hong på violin og Soo-Kyung Hong på cello. Sidstnævnte spiller også i DR Symfoniorkester og er gift med pianisten Jens Elvekjær.

Foruden flere internationale priser modtog de i januar P2 Kunstnerprisen 2015.

Her kan man høre dem spille Brahms på Den Sorte Diamant i København:

 

 

Torveindkøb og Trampedach

Det er et sikkert forårstegn, når der kommer gang i torvehandelen på Erik Menveds Plads. Alligevel fik Finn røde og kolde ører, da vi gik omkring på torvet, efter at frisøren havde befriet ham for noget af hårpragten. Her står han og varmer dem lidt i Kosmisk Rum, Trondur Paturssons glasinstallation på Randers Kunstmuseum

før vi går videre for at kigge nærmere på udstillingen Kurt Trampedach in Memoriam, som løber indtil 6. april.

Nogle vil nok kalde Trampedach en skør kugle – mon ikke de fleste billedkunstnere har en rem af huden, men i hvert fald er det et fascinerende univers han tegner. Mange af billederne og skulpturerne er selvportrætter:

En af mine gamle veninder identificerede sig i den grad med hans ensomme univers, at hun havde anskaffet sig et af hans store, brunlige malerier af en ensom person, der strider sig frem gennem mørket. Det var et flot og imponerende billede, der hang i deres spisestue, men det var ikke ligefrem stimulerende for appetitten, når vi var der til middag.

Han har også malet et billede af Yoko Ono, måske fordi hun ligner ham lidt:

Randers Kunstmuseum har i forvejen et par af hans nærmest uhyggeligt livagtige skulpturer i deres faste udstilling, men denne her er ikke en af dem.

Fugl Føniks hedder billedet her. Ser man nøjere efter, opdager man, at der står Moralsk Fallit forneden i billedet.

Fornemmer man et glimt i højre øje på personen i Hulemaleri, er det fordi der er indsat et lillebitte stykke blåt glas i øjet:

Kurt Trampedach døde i 2013, 70 år gammel.

 

 

En helt almindelig lørdag

Så brændte hårtørreren sammen, så foruden det sædvanlige storindkøb skulle der købes en ny, men heldigvis var det hverken vaskemaskinen eller opvaskemaskinen, der gik sig en tur. Her i den lille by hvor vi bor er der ingen indkøbsmuligheder. Man skulle dog tro, at med sine 551 indbyggere samt efterskole og skolehjem skulle der være grundlag for en købmand, men nej, han lukkede for snart 10 år siden, så vi må køre 7 km til Dagligbrugsen i Harridslev eller 13 km til Netto i Randers for at købe ind, og så gælder det om at få købt alt, hvad vi har brug for, så vi ikke pludselig skal ud og køre 7 km  efter en pakke gær.

Med huskesedlen i lommen drog vi afsted denne smukke lørdag. På en sådan dag kan man ikke tillade sig at være hverken nedtrykt eller sur.

På vejen kom vi forbi en flok græssende får, som nok kan give uld til mange varme uldtrøjer til vinter. Blandt fårene kunne jeg skimte et enkelt sort får, hvilket fik mig til at tænke på udtrykket ‘familiens sorte får’, som jo er et familiemedlem der skiller sig ud fra flokken, og som ikke følger de fastlagte normer og går sine egne veje. Udtrykket har en negativ klang, som det slet ikke burde have,  for familiens sorte får er ofte kunstner eller livskunstner og måske den mest interessante i hele flokken, som ikke burde ringeagtes, som det ofte sker.  – Dette var blot en lille strøtanke på vejen ind til byen.

 

På vejen ned til Føtex hvor vi faktisk fandt en udmærket hårtørrer kom vi forbi Østervold, hvor der var markedsdag og glade dage.

Foruden Netto i Dronningborg på vejen hjemad måtte vi også en tur i Aldi på Mariagervej, som har den eneste kattemad, vores kat vil spise. Det er en norsk skovkat, som man skulle tro ville foretrække Rema, men nej den sværger til tysk kost.

Endelig hjemme har vi ressourcer i huset til at kunne lave rosenkålsgratin med ovnbagte tomater til aftensmad. En god gratin kræver stiftpiskede hvider og friskrevet parmesan på toppen og vi må huske lidt brunet smør til. Søde små halve tomater dryppes med lidt olie, drysses med salt og timian og bages i ovnen sammen med gratinen.

God appetit og weekend!

An apple a day …..

Vi kørte ad en lille listig vej gennem Tebbestrup og Væth i et bakket og naturskønt område, hvor vi ikke mødte et øje og hvor vi for øvrigt aldrig havde været før, og fandt ud af at Løjstrup Æbleplantage ikke ligger ret langt fra hjemmet. Herligt at vide for en æbloman som mig, for hvem smagen af danske æbler giver associationer i retning af Marcel Proust og  hans Madeleine-kage. Æbleplantagen ligger et skønt sted, lunt gemt væk midt i Løjstrup Skov, og her åbenbarede der sig et eldorado af æbler for vores undrende blik. Guldborg-æblerne sang på sidste vers og lå i tykke lag på jorden. Ærgerligt med al den nedfaldsfrugt, der går til spilde. Men foruden Guldborg kunne vi køre derfra med et passende udvalg – Filippa, Gråsten, Pigeon, Holstener Cox, Aroma, Summer Red og Grev Moltke pærer. Senere bliver der endnu flere modne, og så må vi afsted igen. Jeg skal i hvert fald nå at sikre mig nogle Ananas-æbler.

 

 

 

 

 

I eftermiddag kommer der gæster til Kaffe. Så skal de foruden hjemmebagte boller have denne smuldre-æblekage med flødeskum:

Ingredienser: 6 æbler, 1 spsk. kanel, 3 spsk. sukker, 90 g fine havregryn, 100 g smør, 100 g sukker

Tænd ovnen på ca. 225 grader C. alm. ovn.

Bland sukker og kanel sammen til kanelsukker. Skær de syrlige æbler i tynde både og vend dem i kanelsukkeret.

Smuldr havregryn, sukker og smør hurtigt med fingrene.

Smør en tærteform og kom æblerne deri. over smuldres smuldredejen.

Kagen bages i en forvarmet ovn i ca. 30 minutter.

 

Min jordbærpusher

Min jordbærpusher Ole står på Østervold med sin bil og sælger Danmarks største og sødeste jordbær samt lækre ærter og nyopgravede kartofler, som man bare behøver at gnide i hænderne for at få skindet af.

Her i denne søde sommertid er eftermiddagskaffen udskiftet med vaniljeis med jordbær eller hindbær, så vi må hele tiden sørge for at have bær i huset.

Når jeg nu er i byen, skal jeg – bogorm som jeg er – foruden jordbær også lige et smut omkring et af mine yndlingssteder for at skaffe mig noget lekture til liggestolen i haven. Foruden biblioteket rummer Kulturhuset også Museum Østjylland, Stadsarkivet, Randers Kunstmuseum og Kulturcafeen, så bygningen er en lille kulturel oase midt i byen. Jeg har boet i flere provinsbyer i Danmark, og har kunnet drage sammenligning mellem deres biblioteker, og Randers løber så afgjort med prisen hvad angår både stemning, service og udbud, så det er altid en fornøjelse lige at kigge ind.

Jeg har overskredet datoen for aflevering af  ‘Anna Karenina’, Tolstojs fantastiske klassiker, som jeg har genlæst bid for bid her i sommervarmen, afvekslende med Peter Høegs ‘Effekten af Susan’ som jeg desværre har måttet kæmpe mig igennem. Han er jo verdensberømt, Peter Høeg, og jeg synes jeg skylder mig selv at læse hans bøger, og det har jeg da også pligtskyldigst gjort gennem årene uden nogensinde at føle mig særligt grebet. Det skulle da lige være af en af hans første bøger ‘Fortællinger om Natten’, men dette skyldes måske, at den er en slags Karen Blixen pastiche, Karen Blixen som er en af mine hofpoeter. Ellers har jeg den største sympati for manden. Som verdensberømt forfatter, der tjener en styrtende bunke penge, lever han et tilbagetrukket liv uden at gøre stort postyr af sig selv i Jes Bertelsens meditationskollektiv i Nr. Snede samt donerer såvidt jeg ved en stor del af sine indtægter til godgørende formål.

Nå, men jeg må se at få fat på noget let sommerlæsning, måske en krimi. Liggestolen kalder.

 

Ups, nøglen låst inde i bilen

Jeg håber ikke, min mand læser dette. Sidste gang jeg kom til at smække bildøren, mens nøglen sad i bilen, måtte han punge ud med 200 kr. til en taxa for at komme mig til undsætning med ekstranøglen, og da var han ikke til at spøge med. Senere fandt jeg ud af, at Falck i stedet kunne være kommet mig til undsætning.

Da jeg kom hjem fra byen i dag, undlod jeg derfor at fortælle ham, at nøglen var blevet siddende i bilen, mens jeg i min iver efter at undgå en stor vandpyt lige udenfor endnu engang var kommet til at smække døren i. Det blev derfor ikke helt den hyggelige brunch med mine søstre, jeg havde forestillet mig. Min dumhed og det pinlige ved at skulle rekvirere Falck sad og murrede i baghovedet på mig, mens vi sad på restaurant Borgen og sludrede over maden.  Men mine bekymringer blev efterfølgende gjort ganske til skamme, for 15 minutter efter at være blevet hidkaldt, dukkede en sød, sød ung Falck-mand op. Han grinede over hele hovedet og fik i løbet af 3 minutter fisket nøglen ud – men de er nu også så flinke de randrusianere. Jeg må indrømme, at jeg bagefter var så lettet, at jeg gik ud og købte mig et par hvide sommerbukser.

Hvis du ser dette, Finn, skal du vide, at jeg har fået mig endnu en lærestreg.

 

Sommer i byen

Åh, man bliver et helt andet menneske her om sommeren. Selv en ganske almindelig tur i byen fremstår i et nyt lys. Pludselig står konen fra gården i Sønderbæk igen med sin bod på hjørnet af Dytmærsken og sælger friske jordbær og nye kartofler og lidt senere på sæsonen hindbær og ærter: Og pludselig opdager man igen de smukke gamle huse i gadebilledet: Lidt efter sidder man på hjørnet af Rådhuspladsen og spiser en softice og lytter til en fyr, der sidder for foden af Niels Ebbesen og spiller indsmigrende guitarmusik: På Sct. Mortens kirkeplads er der lørdagsmarked og sydlandsk stemning: Jeg må vist lige en tur ind i kirken og besigtige prædikestolens billedskærerarbejde. For nogen tid siden så jeg en udsendelse i TV Øst, hvor kirkens sympatiske præst viste rundt i Sct. Mortens kirke. Her præsenterede han stolt de 11 smukt udskårne billeder på prædikestoler, der viser Jesus påvejen til Golgatha: Prædikestolen og de fleste andre af kirkens træskærerarbejder stammer fra slutningen af 1600-tallet og er udført af billedskærer Lauritz Jensen fra Assentoft, en østjysk billedskærer som også har udsmykket andre af omegnens kirker. Billederne på prædikestolen viser på den smukkeste måde og helt tegneserieagtigt begivenhederne omkring vejen til Golgatha. I TV-udsendelsen berettede kirkens præst lidt fortørnet, at han på et tidspunkt havde vist nogle københavnske kunsthistorikere rundt i kirken, og de havde lidt nedladende karakteriseret de smukke træskærerarbejder på prædikestolen som ‘provinsbarok’. Jeg forstår hans fortørnelse. Dette lugter lidt af københavneri,  synes jeg.

Inden jeg forlader kirken, når jeg at kaste et blik på Per Kirkebyes berømmede altertavle fra 2004, der forestiller Jesus og disciplenes nat i Gethsemane Have. Jeg må ærligt indrømme, at det er den kedeligste altertavle jeg nogensinde har set. Det eneste positive man kan sige om den er, at den ikke ødelægger noget i kirken, men den er heller ikke noget plus.

På vejen hjemad op til parkeringspladsen kommer jeg forbi Randers gamle rådhus, en smuk lille klassisistisk bygning, som i dag kun bliver brugt til vielser og repræsentation, men som vist nok mest er kendt for i 1930 at være blevet blive flyttet 2½ m, fordi Rådhusstræde skulle udvides:

 

Dejligt at sommeren er ung endnu!