Helte og Heltinder

Jørgen Leth har sine helte. De er som regel mandlige, som det sig måske hør og bør for en mand. Jeg så ham forleden aften tale om sine helte i et program på DK4, denne underlige kanal der spøjst nok har så mange programmer med den tyske sanger Hansi Hinterseer, men som altså forleden aften også bragte denne samtale med Jørgen Leth, som Finn kender fra sine unge dage, og som vi derfor skulle se. Kanalen har ikke undertekster, hvilket som regel er påkrævet for mig med min dårlige hørelse, men jeg kastede mig alligevel ud i det, og det viste sig heldigvis, at Jørgen Leth talte så langsomt og tydeligt, at jeg kunne høre det meste af, hvad der blev sagt.

Normalt har jeg det ikke godt med folk, der promoverer sig selv alt for kraftigt og er derfor lidt forbeholden over for Jørgen Leth, som jeg fornemmer er her og der og alle vegne. Desuden siger hverken hans film eller digte mig noget, og jeg følger ikke med i Tour de France og kan ikke udtale mig om hans højt priste evner som kommentator her. Men denne aften brændte han igennem på skærmen som et ægte, ærligt og nærværende menneske, og hvis man kan kalde en mand for sød, vil jeg tillade mig at kalde ham det. Jeg forstår bedre, hvorfor Finn har fremhævet ham, når jeg har været ude efter ham med riven Da Finn i sin ungdom spillede som blues- og boogiepianist i diverse klubber og værtshuse i Århus og omegn, var Jørgen Leth en ung journalistspire, som var fan af hans musik og skrev rosende om ham i aviserne, og han har også senere nævnt Finn i artikler og bøger.

Udsendelsen med Jørgen Leth fik mig til at tænke på, at jeg jo også selv, især i ungdommen, har haft mine ‘heltinder’, som har betydet noget for mig. Og jeg ved ikke hvorfor, at det netop var fru Nielsen fra mine teenageår, som dukkede op imin erindring. Fru Nielsen var min venindes mor, og det var lige så meget hende som veninden Lotte, der trak, når jeg kom på visit i deres lejlighed på øverste etage i et nybyggeri i Randers. Det var ikke bare de fantastisk lækre kager, som hun jævnligt diskede op med, der trak , hun var oprindelig udlært konditor, eller den gode og hyggelige stemning der herskede i familien, som også inkluderede hunden Topper og katten Morten. Sidstnævnte havde hun på mystisk vis lært at trække proppen op af badekarret og tisse der, når den skulle. Nej, det var hendes evne til at lytte og snakke afslappet med mig om de ting, der optog mig i mit teenage-univers. Med 6 børn i familien havde min søde mor andet at beskæftige sig med end at drøfte livets problemer med sin ældste datter.

Som 14-årig blev jeg inviteret med Lotte og Nielsens på besøg i København, hvor de oprindelig kom fra. Det var første gang, jeg var på besøg der, så det var noget af en oplevelse. Vi overnattede nogle nætter på hotal Prinsen i Roskilde og tog hver morgen med toget ind til København for at opleve hovedstadens seværdigheder. Det var stort for den lille randrusianer at spadsere omkring i vrimlen på Strøget – for slet ikke at tale om besøget i Tivoli. Her sad hun på Divan 1 sammen med Nielsens og spiste rejer. Dengang var rejer ikke så almindelig en spise som i dag, og som noget særligt var det en stor skål upillede rejer, der blev stillet på bordet foran den lille flok. Så fru Nielsen gik i gang med at undervise i, hvordan man pillede rejer og anbringe dem ‘i trængsel’ på det ristede brød.
Bagefter var vi i Dansetten, hvor der blev danset jitterbug til Peter Rasmussens orkester. Her kom der et par fyre med smalle bukseben og brillantine i håret og ville danse med Lotte og mig, men fru Nielsen mente åbenbart, at de så lidt for skumle ud, for hun sagde med bestemt mine: “Mine døtre danser ikke”. Lidt flovt for os men inderst inde var jeg vist lidt lettet over at blive fri for at begå mig i de vilde bevægelser ude på dansegulvet.

Normalt arrangerede fru Nielsen fødselsdagsfest for Lotte oppe i lejligheden med et gedigent kagebord, som ville få selv la Glace til at blegne, men da Lotte fyldte 15, mente fru Nielsen åbenbart, at der skulle ske noget særligt, for da blev jeg og 4 andre bedsteveninder om eftermiddagen sat stævne oppe ‘Hos Annie’ i Torvegade. ‘Hos Annie’ lå på 1. sal, og i det store hyggelige lokale kunne man spise en let frokost og drikke kaffe og te. Et særligt træk ved etablissementet var det store flygel, hvor en hyggepianist diverterede med musik og sang. Denne dag var det en ung, smart, fyr, som sad bag flyglet og spillede og sang jazzede melodier. Han havde et godt øje til os piger, der sad og drak varm chokolade med flødeskum, og sendte øjne til os, hvilket vi bestemt ikke havde noget imod.

Jeg selv var en anelse utilpas den dag, dels fordi jeg var iført en gul, strikket bluse, som jeg havde arvet efter mor, og som jeg ikke syntes lige var min farve, og dels fordi jeg havde fået krøller i håret, hvilket nok var en fejldisposition. Men så skete der det fantastiske, som reddede hele dagen. Den smarte pianist pegede på mig, smilede med alle sine hvide tænder, og mens han stadig kiggede på mig, spillede han denne her:

Wilhelmina
She’s the cutest little girl
In Copenhagen

Wilhelmina
She has all the fellas
Crazy in the noggin
In Copenhagen

And the roses
On her cheeks
And the music
When she speaks
And how sweet
Her kisses taste
Sugar-canish,
Like my Mama”s Danish pastry

En gammel Danny Kaye sang, for gammel til at findes på YouTube, ellers ville jeg have bragt den her, men jeg har stadigvæk melodien i hovedet. Og det er overflødigt at sige, at veninderne var grønne af misundelse, og at dagen trods striktrøjen og krøllerne var reddet for mig.

Ligesom Jørgen Leth har jeg også mine heltinder og helte. Fru Nielsen med sin empati, sødme og kunstneriske sans var en af dem.

Konfirmation

Vi skal til konfirmation på søndag, og det glæder vi os rigtigt meget til. Som det er tradition i den lille familie, fejrer Cecilie, den tredje af niece Rikke og Henriks fire søde piger, sin konfirmation i et stort telt på gårdspladsen. Efter højtideligheden i kirken kl. 11 samles folk fra nær og fjern til middag i teltet.

Tankerne går i den anledning tilbage til min egen konfirmation. Den fandt sted helt tilbage i 1951, og ligesom i dag var der dengang helt bestemte traditioner forbundet med begivenheden. Jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til den store dag, hvilket jeg også tror Cecilie gør. Hun skal konfirmeres i Skt. Clemens kirke i Randers, mens jeg blev konfirmeret i Skt. Mortens Kirke hos pastor Arberg, som vi gik til konfirmationsforberedelse hos, og som drengene ikke behandlede særlig pænt. De lavede sjov ved at ringe til ham og spørge, om han spillede waldhorn, og om han ville spille med i deres orkester. Det er ikke sikkert, pastor Arberg syntes det var lige så sjovt.

Højtideligheden i kirken sagde mig ikke så meget. Jeg var meget nervøs, da jeg stod oppe omkring alteret sammen med alle de andre, men havde samtidig i baghovedet tanken om en fyr, jeg var varm på, som sad nede i kirken, fordi hans søster også blev konfirmeret, og som jeg håbede ville bemærke mig deroppe foran i kirken i min  flotte konfirmationskjole med pufærmer i broderie anglaise.

Hele familien var selvfølgelig inviteret til middag bagefter, der var rekvireret kogekone, og huset stod på den anden ende. Men der var det skår i glæden, at jeg ikke blev konfirmeret sammen med mine klassekammerater, men havde måttet vente et år på min halvandet år yngre bror, så vores konfirmationsfester kunne slås sammen.  Fornuftigt tænkt af mine forældre, som havde 6 børn, de skulle holde konfirmation for. Men jeg ærgrede mig over, at jeg havde måttet vente et helt år på at blive konfirmeret på grund af ham, det barn.

En vigtig del af begivenheden var tøjet, som også dengang betød meget for mig. Foruden den flotte konfirmationskjole, som faktisk 3-4 år senere blev omsyet til en smart studenterkjole, blev der også købt andendagstøj, en højrød, ulden kjole med et flettet sort skindbælte og hertil sorte ballerinasko i ruskind, et dress jeg følte mig rigtigt godt tilpas i til de efterfølgende ungdomsgilder, der blev afholdt efter konfirmationerne. Det var straks værre med frakken og en rød hat i en slags kasket-facon. Disse rædsler, som jeg ikke havde på mange gange, fik lov at blive hængende i skabet. Senere brugte jeg nogle af pengene, jeg fik i gave, til at købe endnu en kjole, en smart sag som jeg var meget glad for. Endnu gladere blev jeg, da nogle af veninderne kom og fortalte, at Astrid Villaume, som spillede hovedrollen i den nyeste danske film, der gik i Rådhusteatret, havde en kjole af samme model på i filmen.

Faktisk har jeg svært ved at huske, hvad jeg fik af gaver. Dog kan jeg huske en taske i noget lækkert skind, som sikkert har været dyr, men forfærdelig grim. Jeg gik i hvert fald aldrig med den. Dog når jeg tænker efter, har jeg stadig tre gaver fra dengang.

Sølvsmykkeskrin, rejseetui til sysager, digtsamling

I dag hedder det Blå Mandag. Dengang hed det ungdomsgilde, og det var noget af det bedste omkring konfirmationen.  Den efterfølgende lørdag blev der derfor afholdt ungdomsgilde i huset, og der var liv og glade dage. Far og mor havde sat alle sejl til, måske for at kompensere lidt for dobbeltkonfirmationen. I hvert fald var Kaj og Carita, to musikere fra fars orkester, hidkaldt for at spille klaver og harmonika, der var hængt guirlander op i stuerne, og Maja, vores unge pige som ikke var meget ældre end os, havde sat en blomst i håret og var meget tilfreds med at agere barpige bag den improviserede bar, hvorfra der blev serveret sodavand og landgangsbrød, som var små lange flutes belagt med forskelligt pålæg. Det var et gevaldigt gilde, som der gik ry af længe efter. Også dengang var det vigtigt gennem alle konfirmationens ritualer at markere overgangen fra barn til voksen.

 

 

Det lille paradis

Gode råd var dyre, for hvor skulle vi nu bo? Det var i 1985, og vi havde måttet sælge vores gård på Sydsjælland, hvor vi i 7 år havde drevet kursusvirksomhed med kurser i den alternative ende af spektret – yoga og meditation, kropsbevidsthed, gestaltterapi, psykodrama og meget andet. Vi arrangede kurser med professionelle lærere udefra og underviste selv i yoga og meditation. Desuden lejede vi ud til grupper som selv medbragte deres lærere. Det havde været en sjov og givende tid, hvor vi mødte en masse interessante mennesker fra ind- og udland, en tibetansk lama, en indiansk shaman og mange andre.
Det havde egentlig været vores plan, at vi skulle blive boende her resten af vores liv efter mange års liv i København, hvor vi havde arbejdet som henholdsvis arkitekt og direktionssekretær. Men kursusvirksomheden var ikke nogen guldgrube, og i længden kunne vi ikke få økonomien til at hænge sammen, så vi måtte bide i det sure æble og sælge det sted, som vi ellers selv gennem hårdt arbejde havde restaureret og fået indrettet til et rimeligt velfungerende kursuscenter.
Vi havde lært Knudshoved Odde at kende, fordi vi somme tider arrangerede små ekskursioner med kursisterne til naturskønne steder på Sydsjælland, og mødet med Knudshoved Odde, en lille ukendt og godt gemt perle der strakte sig 15 km ud i Smålandshavet vest for Vordingborg, havde fået både os og kursisterne til at falde i svime. Et smukt og varieret landskab med udsigt til Smålandshavet til den ene side og Avnø Fjord til den anden, hvor man kunne gå i timevis og kun møde fugle, ræve og rådyr samt bison-okser, der gik frit omkring på den yderste del af odden.

Det var derfor, vi fik den lyse ide at prøve at finde en bolig på Knudshoved Odde. Vi havde set, at der lå flere små huse spredt ud over området, så vi ringede til Rosenfeldt gods, som ejede jorden og spurgte, om de havde et hus til leje. Det havde de ikke, sagde sekretæren, det skulle da lige være Knudsskovgård, tilføjede hun tøvende. Vi kendte godt Knudsskovgård. Det var en stor, gammel kampestensbygning, en tidligere proprietærgård som lå yderst ude, der hvor odden blev rigtigt smal. Vi forstod ikke, hvorfor damen lød så betænkelig, for os lød det som en appelsin der faldt ned i vores turban, hvis vi kunne komme til at bo der. Det var jo det sted, vi havde kigget så forelsket på, når vi var på tur derude, og måske kunne det store hus, som senest havde rummet et sommerpensionat, give os mulighed for at fortsætte kursusvirksomheden.

Der var andre end os, der var begejstret for stedet. Vi fik besøg af en japansk familie, som jeg havde fået kontakt med over nettet, og som slæbte poser med sten og sand fra stranden med hjem til Japan til mindeom stedet.

Efter at have givet godsforvalteren nogle referencer og sikret os at huslejen var til at betale, endte det med, at vi skrev lejekontrakt, og i maj 1985 flyttede vi ind i det store hus ‘på den yderste øde ø’. Huset var solidt og havde de moderne bekvemmeligheder, der skulle til. Det trængte bare til en ordentlig omgang rengøring og maling, så vi gik trøstigt i gang med at sætte de mange værelser i huset i stand med henblik på at fortsætte kursusvirksomheden. Efter at have afholdt et par kurser på Knudsskovgård, gik det imidlertid op for os, at vi var færdige med kursusaktiviteterne. Vi orkede det ikke længere og stoppede med at afholde kurser.

Kollega Jan Maxen, Danmarksmester i kunstflyvning, kom en dag i sin maskine og lavede opvisning over gårdspladsen. Mens de fløj med hovedet nedad, tog hans passager dette billede af os, der står og kigger beundrende på det fantastiske syn

Men vi boede jo stadig på et af de smukkeste steder i Danmark, og selvom huset var alt for stort til kun to mennesker, og det tog en hel dag at slå græsplanen i den store parklignende have, valgte vi at blive boende. Og her boede vi så i de næste 15 år, i et landskab der i sommerhalvåret var et lille paradis på jord. Fra den ene side af huset kunne man se ud over Smålandshavet og fra den anden side udover Avnø Fjord.

Vi strejfede omkring og lærte hver krog i landskabet at kende, og selvom terrænet kunne være svært at forcere, vandrede vi flere gange de 7 km ud til spidsen af Odden, hvor man finder et unikt bronzealderlandskab, hvor der vokser omtrent samtlige danske træsorter, mandshøje bregner, filtrede brombærkrat, kaprifolie, vedbend og et væld af sjældne blomster. I de små søer trives alle slags frøer, bl.a. Danmarks største bestand af den totalfredede klokkefrø, hvis lyde man kunne være heldig at høre om foråret.
I et af udhusene havde godset stående en gammel firehjulstrækker uden nummerplader,og når vi havde ældre, gangbesværede folk på besøg, stjal vi os til at køre dem ud på spidsen i den, selvom det strengt taget var forbudt. Området var fredet, og bilkørsel var forbudt, så skulle man helt ud på spidsen af odden og besigtige det helt særlige landskab derude, måtte man gå den lange vej. Cykling lod sig heller ikke rigtigt gøre på de sandede veje.

Finn reparerer antennen. Desværre måtte han tilbringe en lille timestid på taget, fordi stigen væltede, og han ikke kunne råbe mig op inde i huset. Endelig kom der en ensom vandrer forbi, som fik mig hidkaldt og hjalp mig med at rejse stigen.

Vores eneste naboer var et par sommerhuse, hvoraf det ene var en sortmalet bjælkehytte, som lå godt gemt væk nede ved stranden. Det var en gave fra den norske stat til godsets ejer, den gamle kammerherre, som tak for hans indsats i den norske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Her boede hver sommer dronningens hofdame, som var søster til fruen på godset. Nogle gange fik vi fint besøg, når hun kom op til os og skulle låne telefonen.

Når vi havde gæster, var det ikke noget problem at have dem boende et par dage. Her til Sct. Hans.

Jo, vi havde det dejligt ude på ‘Knuden’, det bedste sted af alle de steder vi har boet, selvom det somme tider kunne være lidt strengt at bo der i vintermånederne, når sneen vanskeliggjorde bilkørsel på den smalle vej ind til byen. Jeg var begyndt som lærer på den nystartede sprogskole i Nykøbing Falster, hvor jeg underviste flygtninge og indvandrere i dansk, og måtte forcere eventuelle snemasser. Men det skete vistnok kun et par gange i løbet af alle årene, at jeg måtte ringe afbud til skolen på grund af føret.

Selvom klimaet kunne være barsk om vinteren derude på odden, havde vi det rigtigt hyggeligt indendøre, og vi kunne jo altid tage en løbetur i det store hus.

Det var en skøn tid. I dag er vi flyttet tilbage til hjemstavnen og bor i Mellerup lidt uden for Randers, og vi kan bestemt ikke klage over hverken bolig eller beliggenhed, men engang imellem sender vi alligevel en nostalgisk tanke til det lille paradis, vi boede i dengang ude på Knudshoved Odde.

Vissing-hytten

Denne historie fandt sted for 15 år siden, før min dejlige søster Eva, som altid var primus motor, når familien skulle samles og holde fest, til alles store sorg gik hen og døde af knoglemarvskræft. Men på det tidspunkt var hun stadig i fuld vigør, og da det efterhånden var svært at finde plads i de forskellige private hjem for den voksende familie, når der skulle holdes fest, havde hun det år udset sig Vissing-hytten, en spejderhytte i en skov uden for Randers, som stedet for familiens sædvanlige 2. juledags-frokost .

2. juledagsfrokosten har sin rod i barndomshjemmet i Villa Dongsbo, hvor far og mor foruden den store børneflok på seks med deres påhæng også samlede andre med tilknytning til hjemmet. Faste deltagere var Ruth og Knud, familiens nære venner som boede på deres gård i Kousted, et hyggeligt sted hvor vores familie altid var velkomne.
I spisestuen i Dongsbo, hvor der i dagens anledning var sat plader i det store gamle mahognibord, var der plads til mange, og bordet bugnede af traditionelle juleretter. Den marinerede sild havde mor selv lavet fra grunden, og så var der selvfølgelig grønlangkål og brunede kartofler med hamburgerryg , medisterpølse, leverpostej og ikke at forglemme sylte, fars yndlingsspise. Alle retterne var lavet af den halve gris, som vi hver jul fik leveret ude fra den fædrene gård. På bordet fandtes også syltede rødbeder, asier og rødkål, og alt var hjemmelavet måske lige med undtagelse af smør og ost. Stemningen var hermed sat og humøret højt.

Så denne 2. juledag for 15 år siden skulle selvfølgelig ligesom alle de foregående fejres på traditionel vis i fars og mors ånd, og hele flokken belavede sig på at mødes i spejderhytten, som søster havde lejet til formålet. Men ingen havde forudset, at det netop denne dag skulle sætte ind med bidende kulde og et voldsomt snevejr, og ej heller havde søster, som havde lejet hytten ubeset, gjort sig nogen forestillinger om hyttens manglende komfort.

Imidlertid lykkedes det alle at pløje sig gennem snemasserne på de små skovveje hen i nærheden af hytten, og så ikke længere, for den var beliggende på en lille bakketop inde midt i skoven, og det viste sig umuligt at forcere sneen og nå op til den i bil. Den eneste for hvem det lykkedes at nå helt derop, var sejrstolte søster Else, der som den første i familien på det tidspunkt havde fået påsat vinterdæk. Vi andre måtte møjsommeligt slæbe dyner, soveposer samt julemaden op ad den lange bakke gennem snedriverne.
Endelig i hus, tænkte vi, da vi endelig nåede derop med alt vores habengut, men det skulle snart vise sig, at nu begyndte anstrengelserne for alvor, for den eneste varmekilde i huset var en brændeovn i et lille rum, hvor flokken ville blive nødt til at klemme sig gevaldigt sammen for overhovedet at være der. I det store lokale, som ville være passende for en større gruppe mennesker, var der ingen opvarmning, så vi måtte belave os på at sidde sammenklemt i det lille rum omkring et bræddebord og på faste, umagelige bænke langs væggene.

Men i første omgang gjaldt det om at frembringe noget varme til den forkomne flok, så et par af de mest praktiske nevøer blev sendt ud for at hugge brænde til husets eneste ovn. De kom heldigvis snart ind med en kurvfuld tørt brænde, og der kom ild i ovnen. Og snart efter kunne alle klemme sig sammen som sild i en tønde på de hårde bænke foran den medbragte julemad, som i hast var stillet frem på bordet.

Mod alle odds blev stemningen efterhånden rigtig god, sikkert hjulpet godt på vej af julesnapsen og på trods af, at man blev iskold på ryggen af at sidde i så lang tid op ad den tynde, uisolerede bræddevæg. Det kunne næsten ligne tidligere års gode, gamle julefrokoster, og det blev da også sent, før man begyndte at tænke på at gå til ro. Dette skyldtes måske også, at tanken om at gå til ro ikke var behagelig, for mens fimbulvinteren stadig herskede udenfor, skulle natten tilbringes på skumgummimadrasser i den store, iskolde sovesal på loftet.

Jeg mindes da også, at jeg hele denne nat ikke lukkede et øje, men lå stivfrossen af kulde, mens jeg i ny og næ hørte folk liste gennem lokalet, ned ad den stejle trappe og ad lange gange ud på toilettet. Om morgenen røbede gule pletter i sneen udenfor, at nogle af mændene i nattens løb havde listet sig til at lade vandet ud gennem gavlvinduerne. Vi fandt også ud af, da vi skulle rydde op og gøre rent dagen derpå, at det gode, tørre brænde, vi havde puttet i ovnen, var pæle der, som det stod, ikke måtte røres, fordi det var nogle, som de flittige spejdere havde lavet til et hegn, der skulle opsættes. Jeg husker ikke, om vi måtte bøde for vores fadæse.

I dag er familien blevet så stor, at deltagerne i julefrokosten er skrumpet ind til en lille flok. Til gengæld samles hele den store familie om sommeren i en spejderhytte. Jo, jo, vi har ikke tabt modet, men det foregår jo trods alt også om sommeren. Og hvis stemningen til sådanne familiesammenkomster skulle blive lidt mat, er det kun nødvendigt at nævne ordet ‘Vissing-hytten’, før det store grin breder sig i alle kroge.

Pause

Kære Bloglæser

Pause med blogskriveriet indtil videre. Men jeg er tilgængelig på Facebook/Anna Marie Kalsbøll.

Varme hilsener

Anna Marie

 

Dagens kick

Indrømmet – jeg er meget egocentreret for øjeblikket. Meget af tiden er min opmærksomhed rettet mod min nye hørelse. Vil jeg efterhånden blive bedre og bedre til at høre, som det er blevet mig lovet, og kan jeg snart begynde at tale i telefon og begå mig i sociale sammenhænge uden at sige hva’ hele tiden?  Og jo, jeg mener faktisk at kunne konstatere, at min hørelse bliver bedre for hver dag der går, så det er bare super.

Hvad angår musik er jeg knapt så optimistisk, og eksperterne har da heller ikke lovet for meget, for mit CI-apparatur består jo kun af 12 elektroder til at opfange musikkens komplicerede lydunivers. Men jeg har fået at vide, at træning kan gøre underværker med hensyn til at kunne tilnærme mig den rigtige musiklyd igen og helst lytning til enkle, melodiøse sange, som man kender godt i forvejen. Derfor har jeg gang på gang trænet ved at  lytte til Nat King Cole, min ungdoms yndlingscrooner med den smukke, melodiøse stemme. Og så i dag, for første gang, lød “Mona Lisa” næsten lige som i gamle dage. Jeg var lige ved at græde af glæde. God bless you in your heaven, Nat King Cole!

Hva’ er det for en lyd

“Når man skal lære noget nyt, vil en graf vise, at i begyndelsen går indlæringskurven rimeligt stejlt opad, hvorefter den efterhånden udjævner sig til svagt opadgående”, siger audiologen på hørecenteret, efter at jeg har fortalt ham, at den første tids første eufori over at kunne høre så godt med mit nyindsatte cochlear implant er dæmpet lidt, og at jeg nu godt kan blive lidt frustreret over f.eks. ikke at kunne høre ordentligt i telefon endnu eller kunne holde ud at høre radio og TV i længere tid ad gangen, at musik lyder falsk og at jeg ikke kan genkende stemmer i radioen.

Det med indlæringskurven ved jeg jo godt. Jeg har hundredvis af gange før i tiden tegnet ovennævnte graf på tavlen for mine elever på sprogskolen for at indgive dem nyt mod, når de begyndte at udtrykke frustration over, at det tog for lang tid at lære det danske sprog.. Så jeg retter mig efter, hvad audiologen siger og øver mig i at være tålmodig, laver min træning og kan trods alt godt fornemme, at min hørelse bliver stadig bedre. Jeg håber i hvert fald, at træning og opmærksomhed efterhånden kan bringe hjernen til at lære at finde frem til de oprindelige lyde, som mit øre førhen har formidlet. Han mener også, at jeg allerede er så langt fremme i det forløb, som skal træne mig i at udnytte CI-høreapparaterne optimalt  i dagligdagen, at jeg kan nøjes med 10 timer ud af de normerede 20. Så jeg er meget fortrøstningsfuld.

Den unge, dygtige audiolog med det jugoslavisk-klingende navn fortæller mig, at han som 8-årig i første halvdel af halvfemserne kom til Danmark fra Bosnien sammen med sin far, mor og søster. Det var dengang hvor krigen og de etniske udrensninger rasede allerværst dernede og sendte mere end 2 millioner bosniere på flugt. Da krigen sluttede, befandt 1,2 millioner bosniere sig som flygtninge i nabolandene, herunder mange i Danmark. Jeg havde mange af dem i klassen på sprogskolen til danskundervisning. Mange af dem var midaldrende og manglede forudsætninger for hurtigt at tilegne sig det danske sprog og kom derfor ikke rigtigt i gang på arbejdsmarkedet, men det har deres børn i høj grad kompenseret for. For nylig læste jeg, at unge bosniere er nogle af de flygtninge, der er bedst integreret i Danmark. En analyse blandt de 17.829 herboende bosniere over 18 år viser, at unge bosniere uddanner sig mere end danske unge og meget mere end andre unge indvandrere. 

De politiske vinde og den tiltagende stigmatisering af flygtninge, kan godt gøre en gammel indvandrerlærer noget nedslået, så derfor er det et lyspunkt en gang om ugen af blive konfronteret med den unge bosniske audiolog, som på professionel pædagogisk vis lærer mig, hvordan jeg skal begå mig i omverdenen med mit nye høreudstyr.

 

 

 

Nefertite

Jeg læser i nyhedsmedierne, at en anerkendt britisk arkæolog har fundet frem til, at den egyptiske dronning Nefertites grav måske eksisterer, og at den skulle kunne findes i forlængelse af hendes søn Tutankamons pragtgrav. Nu venter man bare på, at de egyptiske myndigheder giver tilladelse til, at en udgravning kan finde sted, så vi endelig kan få mere at vide om dronning Nefertite og hendes mand Aknaton, som udgør et helt særligt og spændende kapitel i egyptisk historie.

Den egyptiske dronning Nefertitivar hustru til kong Akhnaton(1353-1335 f.Kr.).

 

Under Akhnaton og Nefertiti gennemgik Egypten en religiøs og kunstnerisk revolution – en tid kendt som Amarna-perioden.

Regenterne antog blandt andet solskiven Aton som rigsgud på bekostning af de traditionelle guder og flyttede Egyptens hovedstad til al-Armana.

Nefertiti opnåede politisk og kultisk ligestilling med sin mand, og efter hans død mener man, at hun overtog magten frem til 1333.

Kilde: Gyldendals Den store danske

Om ikke andet så kender vi Nefertite fra den smukke  buste af hende, som blev fundet i Kongernes Dal i 1912 og i dag befinder sig på Neues Museum i Berlin. Vel nok en figur af en af de smukkeste kvinder, man kan forestille sig. Og så virker hun helt moderne. Figuren kunne lige så godt forestille en top fotomodel fra 2015 som en egyptisk dronning fra 1335 f.kr.:

Jeg er spændt på at læse Michelle Morans bog om Nefertite, som jeg lige har bestilt på biblioteket. Det er en skønlitterær bog om Nefertite og hendes tid. baseret på historiske kendsgerninger

Jeg har nok altid interesseret mig for Nefertite og hendes historie. Det kunne dette foto fra omkring 1960 af mig i Nefertite-skrud, hvor jeg står parat til at drage afsted til kunstnerkarneval i Odd Fellow Palæet, jo godt tyde på:

Jeg forstår slet ikke i dag, hvordan jeg turde iføre mig et skrud, der skulle måle sig med figurer som Nefertite eller Cleopatra. Men i ungdommen kaster mig sig bare ud i det. Hele udstyret var hjemmelavet, en messingcykelkæde om halsen og et stykke udskåret kobber om armen udgjorde smykkerne. Studiebudgettet var ikke til de store excesser dengang, før der var noget, der hed SU. Men mit outfit gjorde vist nok lykke, selvom jeg også blev drillet med, at min opstoppernæse ikke rigtigt svarede til Nefertites fine profil.

Nu venter jeg spændt på at få at vide, om Nefertites grav i det hele taget eksisterer, og om den indeholder nogle sager, der kan kaste mere lys over denne spændende kvinde.

 

 

En cyborgs bekendelser

En cyborg, det er vel det, jeg er, en krop der er sammensmeltet med elektronik. Men jeg må sige, at det er en meget tilfreds og veltilpas cyborg, som hver aften tager det ydre elektroniske udstyr af og lægger sig til at sove i fuldkommen stilhed, for derefter om morgenen igen at smække udstyret på siden af hovedet og høre lyde og tale i omgivelserne næsten som før døvheden satte ind. Jeg kan høre radio igen og se TV uden undertekster, og det er ikke som i min gamle, naturlige døve tilstand, hvor jeg kun kunne forvente, at hørelsen blev dårligere og dårligere. Tværtimod skulle min høreevne nu efterhånden blive bedre og bedre, så jeg også efterhånden vil komme til at kunne nyde musik igen. Så er det ikke bare skønt at kunne sige, at jeg har det virkelig fint

Jeg har lovet mine trofaste bloglæsere, at jeg nok skal begynde at skrive om noget andet end min hørelse. For hvor interessant kan emnet dog være for andre end mig samt andre i samme situation. Men for mig er emnet så væsentligt og hele sagen omkring min nye hørelse så forunderlig, at jeg bliver nødt til at fortælle lidt om, hvordan det hele går.

Som sagt inden for hjemmets fire vægge kører det hele igen næsten som normalt. Det største problem under hele døvheden har været det sociale. Når flere mennesker talte i munden på hinanden, kunne jeg næsten ikke høre noget af det, der foregik, og jeg følte mig efterhånden udenfor og utilpas, når jeg var sammen med mere end 4 mennesker ad gangen.

Men også i sociale sammenhænge går det meget bedre nu.Her på vores vej har vi et fællestelt, som bliver brugt til årets gadefest eller beboernes andre fester. I lørdags dannede teltet rammen om en 50-års fødselsdagsbrunch. Her sad 16-17 mennesker og snakkede, mens et skybrud hamrede på teltvæggene, men jeg kunne sagtens høre, hvad de omkringsiddende sagde og følte mig godt tilpas i selskabet.

Vi spiste en overdådig brunch:

og sluttede med vin og forårslagkage. Forårslagkage er i øvrigt en Randers-specialitet, som i sin tid blev udviklet hos konditor A.O. Handen i Østergade, hvor jeg i gamle dage sommetider drak kaffe sammen med svigermor.

Jeg vender nok tilbage med beretninger fra Cyborg-fronten.

Glimt fra en sensommersøndag

Så skønt at sommeren endelig indfandt sig .

På med traveskoene og ud og nyde naturen og få lidt motion.

Vi skulle også lige sidde og nyde vores idylliske skovsø.

Hindbær var der overalt, og de smagte bare fantastisk

Vistnok mor og barn.

Hjemme igen spiste vi pizza med ansjoser og olivenolie fra Blera.