Det kollektive felt

Blandt vores mange gamle smalfilm har vi én fra 1967 optaget fra et af vinduerne på Charlottenbog. Her gik Finn dengang på arkitektskolen, og jeg var taget med ham derind for at vi sammen med andre studerende kunne se tronfølgeren og hendes franske ægtemand køre forbi i bryllupskaret på Kongens Nytorv. Det var stort dengang. Den lidt klodsede og generte prinsesse Margrethe havde minsandten fundet sig en flot, fransk greve og sad nu der i kareten og så meget forelsket ud. Der havde været meget skriveri i aviserne om, at det snart var på tide, at hun giftede sig, og hvem skulle det nu være med. Ingen havde regnet med, at hun snart efter skulle hjemføre en smart og eksotisk franskmand, som nok indirekte havde æren for, at hun gradvist også begyndte at opføre sig mere selvsikkert og verdensdameagtig og være smartere i tøjet.

Næste gang jeg stødte på Margrethe og Henrik var i biografen, måske et årstid senere. Finn og jeg havde investeret i et par af de bedre pladser i Imperial for at se ‘Bonnie og Clyde’, og midt under filmen hviskede Finn til mig: “Der sidder nogle bagved du kender”.  Da jeg vendte hovedet for at hilse, så jeg Henrik og Margrethe sidde og smile tilbage, som om de var parate til at hilse igen. Jeg blev lidt befippet, men fik nikket høfligt.

I årenes løb har jeg fulgt rimeligt med i kongefamiliens gøren og laden og også været småirriteret over prins Henriks trang til fransk selvhævdelse. Alligevel synes jeg, han fortjener al den virak og de emotioner, der bliver ham til del nu – lidt for sent måske.

Mit eget lidt triste mood over hans død skyldes ikke bare påmindelsen om, at døden jo med alderen også puster én selv i nakken, men min sindsstemning og den megen ståhej i medierne har fået mig til at tænke på, hvordan et fænomen som kongehuset griber ind i det kollektive felt. Ligesom i gamle dage hvor hele familien Danmark sad samlet om TV og så den samme udsendelse og følte sig i samme båd, kender alle danskere kongefamilien og forholder sig til den. Og når et medlem af kongefamilien dør, lægger der sig et trist slør over hele det kollektive felt.

Jeg foretrækker en dronning/konge frem for en præsident. Forfatningsmæssigt viser kongeriget sig at være et godt og stabilt system, og jeg viger gysende tilbage for tanken  om f.eks. at se en Pia Kjærsgård eller Lars Løkke som præsident. Så langt hellere den stil, der altid vil præge en konge eller dronning.. Og så er Kongerækken jo en fantastisk måde at huske Danmarkshistorien på. For at opfriske sin Danmarkshistorie, behøver man kun at repetere Kongerækken.

Som en lille krølle på al denne kongerøgelse – som man ganske rigtigt meget hurtigt kan få nok af – , skal jeg huske at fortælle, at de allermest dronningetro hertillands, er vores indvandrere. Det har jeg erfaret som mangeårig indvandrerlærer. Når jeg virkelig skulle fange klassens opmærksomhed, behøvede jeg bare at begynde at fortælle om det danske kongehus, så var interessen vakt. En gang hørte jeg nogle unge palæstinenske mænd i klassen tale om dronningen og bedyre over for hinanden, at hun var sød. Måske skulle vi i højere grad begynde at bruge kongehuset som en brik i vores integration af indvandrere.

 

 

 

 

Reklamer

Hellig Ko

Har man fødselsdag her i huset, er man hele dagen udnævnt til at være hellig ko. I dag er det husets herre, der nyder dette privilegium, hvilket betyder, at han suverænt bestemmer alt, lige fra hvad vi skal have at spise og drikke til temperaturen i stuen.  Vores termostater er forskelligt indrettet, og diskussionen i familien drejer sig ofte om temperaturen i stuen. Mens jeg foretrækker en normal stuetemperatur, vil han helst leve i en bageovn. Heldigvis passer udetemperaturen i dag så nogenlunde til bagetemperaturen i stuen. Nu er det da heldigvis holdt op med at sne, men vinden tuder stadig om hushjørnerne.

Hvad angår aftensmaden plejer han at være et taknemligt offer for mine  vegetariske eksperimenter i køkkenet. I aften skal maden bl.a. omfatte Kirsten Skaarups rosenkål. Rosenkål er så sundt, så sundt. Spiser man nok af dem , kan man opnå at blive mindst 90, påstår radiodoktoren. Det mener Finn åbenbart også, for i morges sagde han: “Når jeg bliver 90 kan jeg vel ikke undgå at holde en fest”. Kan godt lide optimismen.

Jeg har ikke set rotten i to dage. Måske har den været i nærkontakt med den sorte boks ude på terrassen. Jeg holder øje med dens eventuelle færden herinde fra lænestolen, hvor jeg skiftevis kæmper med opskriften til et par hæklede TV-sokker til lillesøster og veksler mellem at læse i to gode bøger fra biblioteket, Tilmann Lahme: Familien Mann og Marilynne Robinson: Hjemme.

Hip, hip hurra!

Finn

Savner Muffi

Jeg holder af hverdagen. Sådan sagde Dan Turell og lad det være mottoet for mit fortsatte blogskriveri efter en laaang blogpause. Det var begyndt at ligne en sur pligt at holde familie, venner og følgere a jour med dybsindige blogindlæg om min dagligdag og fortid – det blev bare for meget, og så er det på tide at holde op. Ligesom når man er til fest og har det allersjovest. Så skal man bare huske på, at så er det på tide at gå hjem med festen i glad erindring.

Men en blog behøver jo ikke at være prætentiøs. Den kan f.eks. bestå af helt almindelige hverdagsskildringer af et liv i Nordjylland sammen med en fransk bulldog-hvalp, som skal lære at begå sig i livet og stå på egne ben i hjemmet, mens mor er på arbejde i Ålborg. Sådan en blog skriver Mette Bech. Hendes skildringer og utroligt flotte fotos af hvalpen Bob, His Bobness, følger jeg troligt med i.

Mettes Blog får mig samtidig til at tænke på, at jeg savner mit eget husdyr. Vores kat Muffi døde for nogle måneder siden mæt af dage og af sygdom, 15 år gammel , og vi har besluttet, at for fremtiden skal vores eneste husdyr kun bestå af småfuglene på terrassen, hvis liv og færden vi følger med i, og som hver dag bliver fodret rigeligt. Inde fra lænestolen kan jeg følge med i en konstant trafik af skovspurve, gråspurve, blåmejser, rødkælke, musvitter, solsorte, duer og endnu flere, som har vænnet sig til at komme her og blive fodret af.

Men i nogen tid har vi måttet indstille vores fodring derude, for der er indtruffet et husdyr på arenaen, som jeg slet ikke er begejstret for, tværtimod er jeg hunderæd for den rotte, som fra tid til anden viser sig derude og spiser af fuglefoderet. Min dyrevenlighed omfatter ikke rotter, selvom jeg ved, at der er nogle, der har en rotte som kæledyr, og at der i Indien findes et tempel med hundredvis af rotter, som bliver fodret og tilbedt som guder. Uha nej – rotter, slanger, padder og krokodiller er ikke mine yndlingsdyr. Edderkopper derimod har jeg efterhånden lært at leve med ved at betragte deres fantastiske spindelvævning. Men nu har vi haft besøg af en rottefænger fra kommunen, som har opstillet en lille uhyggelig kasse med rottegift, og så håber vi, at fuglene snart kan få deres foder i fred igen.

Men jeg savner stadig Muffi – og hendes søn Mini som ligeledes døde fornylig. Vi har næsten altid haft katte i huset siden dengang for mange år siden, da vi boede i et lille bondehus i Brøndbyøster. Her fik vi sommetider besøg af naboens sorte hunkat, som efterhånden begyndte at opholde sig mere ovre hos os end hos ham. Den fik killinger, og naboen havde fortalt os, at han havde fået dem aflivet. Men så en dag da jeg kom hjem fra arbejde, opdagede jeg i et hjørne af soveværelset en lillebitte kattekilling. Vinduet i soveværelset havde stået på klem, og Storemisser, som Lunds kat herefter kom til at hedde, havde bragt sin sidste overlevende killing i sikkerhed i vores soveværelse. Storemisser og Filius blev starten på vores kattehold, og siden da har vi altid haft katte i huset. Indtil nu. Men vi har lovet hinanden højt og helligt, at vi for fremtiden stiller os tilfreds med småfuglene på terrassen.