Møde med det uafvendelige

Vi har været til ikke mindre end 3 bisættelser i år, hvilket giver ekstra anledning til eftertanke, når man ikke selv er nogen årsunge. En af dem, der døde dette efterår, var min gamle farbror på 89, som fik en rolig død og sikkert var indstillet på at komme herfra. I hvert fald havde han ifølge min kusine taget det helt roligt i sin sidste tid og givet udtryk for, at han aldrig havde haft noget udestående med Vorherre. En anden bisættelse skete i forgårs. Det var en af vores nære bekendte, som døde i en alder af 78 efter lang tids sygdom, og for hvem døden nok kom som en befrielse efter lidelse og smerte. Et tredje dødsfald skete i januar, men dette kom helt uventet og var derfor mere chokerende for alle implicerede. Det var en gammel ven og skolekammerat, livlig, slagfærdig og fuld af gode historier, som blev fundet liggende på gulvet ved siden af morgenbordet, sandsynligvis død af et hjertestop.

Men uanset omstændighederne ved et dødsfald føles det altid meget trist at miste nogen man har kendt, også fordi man samtidig mister noget af sig selv. Derfor gælder det om at tage afsked på en ordentlig måde og få skabt en ceremoni og et nærvær omkring bisættelsen, så man føler at der nu er sat et punktum.

Som yngre forekommer døden ikke så nærværende. Den er noget, der ikke rigtigt vedkommer én selv, og som først først rammer langt ude i fremtiden. Da jeg sad hos frisøren og gav udtryk for beklagelse over hendes fars  nylige død, sagde hun:  ‘Jo, men han var jo også gammel, han var 70’. idet hun heldigvis troede, at hendes gråhårede kunde i spejlet overfor ikke tilhørte den alderskategori.

Eller også raser man over døden som den walisiske digter Dylan Thomas i dette flotte ungdomsdigt, skrevet da hans far lå for døden:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

Med alderen bliver man mere forsonligt anlagt over for døden og kan, når man sidder i kirken til en bisættelse, fordybe sig i og trøste sig med Brorsons og Ingemanns fantastiske tekster. Brorson kan nok få selv tvivlere til at tro på en højere magt.

1
Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.
2
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
3
Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?
4
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?
5
Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
Til sidst når orglet sætter i med ‘Dejlig er Jorden’, kan ikke ti vilde heste få mig til at holde tårerne tilbage. Men sådan bør det måske også være, når man tager afsked med et menneske for stedse.

Reklamer

De Levendes Land

Vores nabo døde for nogle dage siden. “Men han var jo også gammel, 71 år”, som min søde frisør engang sagde, da hun fortalte, at hendes far var død.

Når man som jeg er kommet op i årene, har man ikke helt den samme holdning og synes at det er for tidligt at dø i en alder af 71. Men vores nabo havde i nogen tid været meget syg på grund af lungeproblemer, og både for ham selv og familien må hans død alligevel betragtes som en befrielse.

Det er vigtigt for alle involverede at sige farvel til den afdøde på en god måde. Og det gjorde vi igår i den lille Mellerup Valgmenigshedskirke, hvor digteren Jakob Knudsen i sin tid virkede som præst. Det var mens han var her, at han skrev den smukke salme:”Se nu stiger solen af havet skød”, og den blev sunget i kirken efter afdødes eget ønske.

Det giver altid ekstra stof til eftertanke, når det er den afdøde selv, der har bestemt, hvilke salmer der skal synges i kirken. Det havde min far også før han døde, og jeg får altid et stik i hjertet, når jeg tænker på, at “Kirkeklokke ej til hovedstæder”, som var en af salmerne han havde valgt, fortæller om den lille by på landet, han var vokset op i.

Igår blev der også sunget salmer af Grundtvig, bl.a. “De levendes land” og “Dejlig er jorden”, smukke og dybe tekster som sammen med de gammelkendte melodier kan få mig til at stortude og i smug tørre øjnene, selv når det er til en fjernere bekendts begravelse eller midt i en glad flok i kirken juleaften.

Zen

Jeg kan ikke selv beskrive Zen bedre end cand. psych. Kim Bach Petersen har gjort det i denne fine lille tekst om zen-buddhisme. Så den tillader jeg mig at bruge her under emner med “Z” i ABC-Bloggen:

Zen

Zen er en japansk-kinesisk buddhistisk tradition, som foreskriver en meget karakteristisk meditationsform, som enkelt og radikalt pointerer vigtigheden af årvågenhed og nærvær:

“Målet er den oplyste bevidsthed, som er at blive ét med alt i dagliglivets evige nærværenhed.”

I sin rene form fokuserer zen alene på det nærvær, man har med sig i sin daglige praksis. Zen handler derfor ikke om at gøre noget bestemt, men om at gøre det med den rette opmærksomhed:

“Før oplysning: Bære vand og hugge brænde. Efter oplysning: Bære vand og hugge brænde.”

Filosofi

Zen har en meget nøgtern og ligefrem livsanskuelse, hvor der ikke er plads til indviklet metafysik eller filosofi. Fokus ligger alene på at opleve livet som det udfolder sig lige foran os nu-og-hér – for zen er det store mysterium at verden er og at vi kan opleve den:

“[Zen] er mystisk i den forstand, at solen skinner, at blomsten blomstrer, at jeg i dette øjeblik hører nogen slå på tromme i en gade. Hvis dette er mystiske kendsgerninger, er zen fyldt til randen med dem.”

Målet med zentræning er at fjerne det, der forhindrer os i at være til stede hér-og-nu og opleve dette mysterium: Logik, sprog, vaner, gentagelser, forklaringer og retorik.

Zazen

Meditationsformen i zen kaldes zazen og i sin grundform er den meget enkel: Man sætter sig ned og er opmærksom på sit åndedræt.

Ved at være fuldt opmærksom på sit åndedræt, bringer man sig selv i ro og åndedrættet bliver gradvist langsommere. Gennem denne form for afspænding træner zen mod at gøre udåndingen så lang som mulig og her er det vigtigt, at man ikke forcerer, så man bliver stakåndet: Målet er koncentreret ro og det kan man kun opnå, hvis man lader åndedrættet foregå naturligt.

Grundformen kan suppleres med mentale koncentrationsøvelser. Det kan være at fokusere på et tal, mens man udånder, idet man gentagende tæller fra 1-10. Alternativt kan man arbejde med en koan, som beskrevet nedenfor.

I klassisk zazen-træning mediterer man mange timer dagligt indlejret i en disciplineret hverdag, men i mere moderne former mediteres der som oftest kun i kortere perioder – typisk 30-90 minutter dagligt.

Koan

I praksis bruger zen ofte virkemidler som paradokser, ironi, sarkasme og selvmodsigelser til at tvinge den mediterende til at slippe forklaringerne til fordel for nærværet og øjeblikket.

I forbindelse med meditation bruges disse virkemidler i en særlig koncentreret form, nemlig en koan. En koan er en slags gåde, som bruges til at fokusere sindet – ofte i hvad der ligner en umulig situation:

“Når alt hvad du gør og ikke gør, ikke nytter, hvad gør du så?”

“Du kender lyden af to hænder, som klapper, men hvad er lyden af én hånd?”

Koaner kan umiddelbart virke absurde eller paradoksale, men de skal tages fuldstændigt alvorligt. Zen forsøger nemlig ad denne vej at lære den mediterende, at der ikke findes nogen udvej, at man grundlæggende ikke kan flygte fra tilværelsen:

“Det eneste, der kan gøres, er at arbejde enfoldigt, men stædigt på at blive ét med sit eksistentielle problem.”

Samadhi og satori

Hvis det lykkes for én, hvis man bliver ét med sin koan, vil bevidstheden absorberes i sin transcendentale kilde. Denne tilstand kaldes samadhi:

“I samadhi er man ikke bevidst om sin tilstand. Man er vendt tilbage til sin oprindelige natur, men kan ikke erkende dens beskaffenhed, fordi man naturligvis selv er denne natur og ét med samadhi tilstanden.”

For at opnå fuld erkendelse må man derfor vækkes fra samadhi. Når det sker, erkender man i et kort glimt den oprindelige klare bevidstheds væsen – man oplever et glimt af oplysning, et satori. Satori er dog kun et glimt og derfor fortsættes den meditative praksis, så man efterhånden nuancerer og modner sin erkendelse til en mere permanent oplysningstilstand kensho. Dette gør én i stand til at bryde alle selvpålagte begrænsninger og erkende klart at:

“Livet er en kendsgerning, og ingen forklaring er nødvendig eller anvendelig. At forklare er at gøre undskyldning, og hvorfor skulle vi gøre undskyldning, fordi vi lever? At leve – er det ikke nok?”

På den måde er zen befriende ligefrem og jordnær.

Ærkebiskoppens brev

I TIMES er der følgende lille historie om Lulu, der går i første klasse og får til opgave at skrive en lille tekst om, hvem der opfandt Gud. Lulus far, som ikke er særlig troende, ved ikke, hvordan han skal hjælpe hende og sender spørgsmålet videre til ærkebiskoppen af Canterbury, som sender Lulu dette svar:

Dear Lulu,

Your dad has sent on your letter and asked if I have any answers. It’s a difficult one! But I think God might reply a bit like this –

‘Dear Lulu – Nobody invented me – but lots of people discovered me and were quite surprised. They discovered me when they looked round at the world and thought it was really beautiful or really mysterious and wondered where it came from. They discovered me when they were very very quiet on their own and felt a sort of peace and love they hadn’t expected.

Then they invented ideas about me – some of them sensible and some of them not very sensible. From time to time I sent them some hints – specially in the life of Jesus – to help them get closer to what I’m really like.

But there was nothing and nobody around before me to invent me. Rather like somebody who writes a story in a book, I started making up the story of the world and eventually invented human beings like you who could ask me awkward questions!’

And then he’d send you lots of love and sign off.

I know he doesn’t usually write letters, so I have to do the best I can on his behalf. Lots of love from me too.

+Archbishop Rowan

Flere emner der begynder med ‘Æ’ her