Drone over det litterære landskab

I forskellige medier verserer der for tiden en forfærdelig polemik om litteraturforsker Mette Høegs angreb på unge kvindelige forfattere, som efter hendes mening er alt for dominerende i den danske samtidslitteratur. Hun hævder, at deres bøger hovedsagelig har et banalt og uvedkommende personligt indhold, som tilføjes et skin af dybde og kompleksitet gennem en sproglig og formmæssig bearbejdning, som de har lært på forfatterskolen, som ifølge Høeg har patent på den litterære avantgarde og den kunstneriske udvikling inden for litteraturen i dag. I hendes indlæg i Weekendavisen langer hun ud efter flere navngivne forfattere.
Tilsyneladende står hun alene med sine udsagn, for der har rejst sig en storm af kritik fra landets litteraturkritikere, som kalder hendes indlæg urimeligt og kvindefjendsk. Citat af Politikens Jes Stein Petersen.: »For mig minder Mette Høeg om en af de dronepiloter, som fra computere på den anden side af Jorden forsøger at ramme levende mål med voldsom ildkraft uden smålig skelen til almindelig ret og rimelighed,« sagde han om litteraturforskeren, der for tiden opholder sig skiftevis i Californien, USA, hvor hun er tilknyttet universitetet UC Berkeley som fulbright scholar, og i Tijuana, Mexico, hvor hun sammen med sin mand er ved at åbne et residency for skandinaviske kunstnere, forfattere og teoretikere.”
Men for en litteraturnørd som mig har det været et velgørende indspark i den danske litterære debat. For hvem tør dog tale de veletablerede litteraturkritikere midt imod, når de samstemmende roser værker af nye danske forfattere, som denne blogskriver finder så gabende kedsommelige, at hun må lægge dem fra sig, efter at være nået midtvejs og i stedet må ty til samtidsværker af udenlandske forfattere eller ældre danske forfattere.
Hurra for Mette Høeg som har turdet åbne munden og sætte sig uden for det gode selskab. Det er der andre før hende, der har gjort og siden fået oprejsning.
For øvrigt er jeg lige gået i gang med at læse Karen Blixens: Skygger på Græsset.

Flemming Andersen har givet et godt indspark i debatten her.

Hækle og høre P1

Jeg elsker at høre P1, mens jeg hækler. Jeg får desværre ondt i nakke og skuldre af at strikke, så i stedet har jeg slået mig på hæklekunsten, og det går helt fint, der behøves bare en lille hæklenål, et bundt garn samt en god opskrift, selvom der desværre ikke findes så mange opskrifter på smarte hæklemodeller som strikkemodeller, men nu har jeg fundet en opskrift på denne cardigan, i  bomuld light og limegrøn, som jeg er kommet godt i gang med:

Så nu er det bare om at skrue op for høreapparatet til alle de gode udsendelser på P1. Desværre har de lige lavet helt om på programfladen. Alting kan jo ikke altid være det samme, det kan jeg trods alderens træghed godt indse, men det ærgrer mig alligevel, at jeg kl. 15 fredag eftermiddag bliver mødt af en udsendelse om ‘store røve’ – jamen det er ikke engang løgn -, når jeg lige har sat mig til rette med kaffekop og hækletøj for at høre den sædvanlige glimrende udsendelse ‘Arabiske Stemmer’, som det viser sig nu i stedet bliver sendt kl. 13. Det er godt at blive klog på den muslimske verden, som spiller en så stor rolle i dagens politik, og som jo er langt mere end forfærdelige ISIS, som vi hører så meget om for tiden. Naser Khader og Sten Nørskov taler begge arabisk og har et indgående kendskab til den arabiske verden, og de informerer på en indsigtsfuld og humoristisk måde om, hvad der foregår i den del af verden.

Et andet program, ‘Ordet er dit’, et program hvor folk kunne ringe ind og komme med deres mening om aktuelle emmer, er også lavet om. Ærgerligt nok for det passede lige til det tidspunkt, hvor jeg sidder og drikker min morgenkaffe. Efterhånden vil det sikkert gå op for mig, at der er endnu  flere ændringer at brokke sig over.

Indtil nu har mit brok over radioen hovedsagelig drejet sig om lydbilledet. For en person, der hører dårligt, er det yderst irriterende med mumleri, dårlig mikrofonopstilling og underlægningsmusik. Jeg har da også hørt, at de fleste klager, DR modtager,  netop drejer sig om lydproblemer – så det er ikke kun mig, der er vanskelig. For dog selv at gøre noget ved sagen har vi denne smukke oktober-lørdag aflagt et besøg hos El-Giganten, hvor jeg har købt mig et par gode, trådløse hovedtelefoner. Forhåbentlig kan dette forbedre radiolyden, og jeg kan trøstigt hækle videre på min cardigan.

Løkke til

Jeg er utrolig træt af at høre om og se billeder af den lille nussede tyksak i den krøllede habit. Kunne det dog ikke snart løkkes for dem at finde en afløser, men man påstår jo, at han skulle være en så fantastisk politisk begavelse??  Tænk bare på hans optræden på talerstolen på COP15 klimatopmødet i København.

I dagens ‘Information’ kan man læse en artikel ‘Lettere at være statsmand end statskvinde’, som slutter med følgende udtalelse af lektor i anvendt filosofi Henrik Jøker Bjerre:

¨Forestil dig, at det kom frem, at Helle Thorning på et hotelværelse for offentlige midler havde drukket sig fuld, købt porno og røget så meget, at gardinerne skulle til rensning. Nej vel? Det ville være så bizart, at man næsten ikke engang kan forestille sig det, men formentlig ville man i mindelighed være blevet enige om, at det bedste var, at hun trak sig uden at gøre alt for meget ud af det. Det er ret tydeligt, at vi stadig kører med dobbelte standarder¨.

Bergman

Forleden aften så jeg i TV en film om Ingmar Bergman. Den handlede om Bergman og døden. Bergman selv døde i 2007, 89 år gammel, i sit hus på Fårø, den lille vindblæste ø øst for Gotland, hvor han boede alene de sidste 10 år af sit liv, og hvor flere af hans film er blevet indspillet. I sit hus på Fårø havde Bergman indrettet en ‘videohule’  hvor alle væggene er dækket af reoler med videobånd, og hvor der er en stor videoskærm og en behagelig lænestol.  Her sad Bergman og hyggede sig med at se og gense alverdens gode film.

I Tv-udsendelsen besøgte den mexikanske filminstruktør Alejandro González Iñárritu Bergmans hus. Han er selv en fin instruktør, som bl.a. har lavet ‘Babel’, en glimrende film om hvordan mennesker i dag på godt og ondt er forbundet med hinanden over hele kloden. Bergman er hans store forbillede, og han fortalte om, hvordan Bergmans to mesterværker om døden, ‘Det syvende Segl’ og ‘Ved Vejs Ende’,  havde inspireret ham som filminstruktør. Han ræsonnerede, at det var nødvendigt at gøre sig døden klar for at kunne forholde sig til livet.

I ‘Det syvende Segl’ vender korsridderen (Max von Sydow) tilbage til et pesthærget Sverige. Døden kommer efter ham, men han får udsættelse ved at udfordre Døden til et spil skak. Filmen diskuterer de store eksistentielle spørgsmål om døden og frelsen, om Guds tavshed over for menneskelig lidelse, men kan også ses som en allegori over frygten for atomar udslettelse.

Både ‘Det syvende Segl’ og ‘Ved Vejs Ende,’ eller ‘Smultronstället’ som den hedder på svensk, er fra 1957 og har døden som grundtema. ‘Ved Vejs Ende’ er for mig film nr. 1, den bedste film jeg nogensinde har set. Den handler om en gammel mand, der genoplever et livsløbs fejltagelser, mens han er på vej sammen med sin svigerdatter i bil til Lund, hvor han skal udnævnes til æresdoktor.  Undervejs  tænker han tilbage på og genoplever sin barndoms jordbærsteder, de dejlige kvinder og alle skuffelserne han er stødt på livet igennem. Filmen er et langt, flot billeddigt, dybt og poetisk.

Også flere filminstruktører blev interviewet om deres påvirkning fra Ingmar Bergman, bl.a. Woody Allen som fortalte, at for ham havde døden været nærværende, siden han var fem, og at dette var en af grundene til hans fascination af Ingmar Bergman.

Jeg selv blev mindet om, at det snart er på tide endnu engang at gense ‘Vej Vejs Ende’. Jeg må ud og finde den på nettet.

 

Superserier

På samme måde som jeg nyder at have gang i en god bog, har jeg det med en god TV-serie. I aftes måtte vi her i huset desværre sige farvel til sidste afsnit af superserien House of Cards, som nu foreløbig har strakt sig over 26 afsnit. Men heldigvis tegner det til, at sæson 3 er undervejs, for det skulle jo helst lykkes at få den onde og udspekulerede Francis Underwood vippet af pinden, efter at han nu efter alle mulige beskidte tricks har fået sig møvet frem til den højeste post som De Forenede Staters præsident.

Filmen er så godt lavet, og skildringen af det politiske liv virker så troværdigt, at man ikke kan lade være med at spørge sig selv, om det er den samme mentalitet, der hersker i virkelighedens USA eller for den sags skyld i det danske politiske liv på Borgen. Det må vi ikke håbe, selvom vi fornylig har oplevet, at det lykkedes for Corydon at sælge en stor del af vores arvesølv til Goldman Sachs, samt at Lars Løkke tilsyneladende uden problemer gennem årene er sluppet afsted med lidt af hvert.

På det seneste har vi også set Arvingerne, som er et hit, synes jeg. Det samme synes en stor del af befolkningen, som sidder klinet til skærmen søndag aften. Serien er en farverig skildring af den kreative klasse, som bliver spiddet på en både sjov og forsonende måde, og med den klassiske pointe at den søde pige med begge ben på jorden fra den jævne håndboldfamilie ender med at løbe af med det halve kongerige.

Desværre slutter serien på søndag, men så må vi håbe, at DR snart sender nye afsnit af Borgen og Downton Abbey. En god serie er svær at undvære.

Leo Mathisen på Memory Lane

Jeg tager undertiden en tur ud ad Memory Lane, vistnok en nostalgisk vane der følger med alderen. Pludselig dukker der noget op, der får mig til at standse og sige: “Hov, her er der vist en god historie, der fortjener at blive opfrisket”.  Som nu forleden dag da jeg sad og hørte “Arabiske Stemmer” på P1, den glimrende ugentlige udsendelse med Naser Khader og Steen Nørskov om arabisk politik og kultur, og der blev sagt, at de havde modtaget Chr. Kryger-prisen 2013. Helt fortjent, tænkte jeg, men kom samtidig til at tænke på en af Finns gamle historier om hans møde med samme Chr. Kryger.

Finn var elev på Hobrovejens Skole i Randers, hvor Chr. Kryger var lærer sideløbende med sit job i børneafdelingen på DR. Allerede i de tidlige drengeår var Finn begyndt at spille jazzpiano, inspireret af de store boogie woogie pianister og Fats Waller, og det resulterede i, at Christian Kryger præsenterede ham i et par radioudsendelser, hvor han fortalte om og spillede sin musik. Efterfølgende gik det slag i slag med jazzmusikken, og i gymnasietiden blev Finn en kendt jazzpianist i Jylland.

Dengang var der i Randers en pianobar, der hed Borgkælderen. Her kom Finn og hans kammerater tit for at høre god jazzmusik, og engang skete det, at et af deres store idoler, selveste Leo Mathisen, var blevet engageret som pianist. Det var noget af en sensation i byen, selvom Leo på det tidspunkt i 1951  havde det dårligt og efter den tid kun skulle komme til at optæde et årstid endnu, inden han blev syg for alvor. Som pianistkollega blev Finn gode venner med Leo, så da Finn inviterede Leo hjem til sig, for at han kunne indspille et par lakplader på det skæreapparat, som Finn og hans far selv havde konstrueret og bygget, sagde Leo straks ja.

Leo Mathisen (1906-1969) var i 3o’erne, 40’erne og 50’erne en af Danmarks betydeligste jazzkunstnere. Han var meget inspireret af Fats Waller og turnerede i alle årene med sit eget orkester. I 1953 blev han opereret for en hjernesvulst og ophørte som musiker. Men i 1951 var Leo, om ikke på sit højeste, så dog stadig på mærkerne, og indspillede sin musik i Finns forældres lejlighed i Vesterport assisteret af Finn og hans fætter som teknikere. Han spillede flere numre, bl.a.”After you’ve gone”.

I dag kan man sammen med andre private indspilninger af Leo Mathisen finde optagelserne fra dengang i lejligheden i Randers på pladen Songs of Souvenir.

Filmfreak og Netflix

Jeg er en hund efter gode film, så derfor måtte jeg naturligvis anskaffe et abonnement på Netflix. Til den ende købte vi et AppleTV, en smart lille box som foruden at skabe kontakt til Netflix og andre tjenester også kan vise alle de fotos, der ligger på computeren, og via iTunes gengive film og musik.

Desværre viser den danske udgave af Netflix sig at være lidt af en skuffelse. Det er ikke lige volds- og vampyrfilm og kælne,  romantiske dramaer, der falder i vores smag. Der er  langt imellem godbidderne, synes vi. Så er der nogle, der siger, at vi bare kan finde film på den amerikanske udgave af Netflix, som indeholder mange flere gode film, men da jeg er lettere hørehæmmet, foretrækker jeg film med undertekster på, så vi må derfor nøjes med den danske udgave.

… Senere denne aften. Undskyld Netflix – det lykkedes mig i aften at finde en rigtig god og spændende film med en af mine yndlingsskuespillere Ben Affleck i både hovedrollen og som instruktør – Oscarvinderen  “Argo”  om 6 amerikanske diplomaters flugt fra Iran under Khoumeni.

Nu har jeg fået blod på tanden. Der må findes flere gode film på Netflix.

Smørrebrød

At Smørrebrød er ikke Mad, Og Kierlighed er ikke Had, Det er for Tiden hvad jeg veed , Om Smørrebrød og Kierlighed.

Sådan skrev Johan Hermann Wessel engang i 1700-tallet, men at smørrebrød ikke skulle være mad, blev dementeret i sidste uge, hvor vi fik serveret smørrebrød hos bror og svigerinde. Som det fremgår af billedet, var det højt belagt og appetitligt:

Smørrebrød har været ude i kulden i mange år, men er ved at få en renæssance. På hjemmesiden her kan man læse at det danske smørrebrød stammer fra 1880’erne. Her kan man også se billeder af de nye frimærker med smørrebrød på:

Der er også et billede af en smørrebrødsseddel fra 1920’erne.

Smørrebrødssedlens “opfinder” var en ældre tjener, Emil Bjørn hos Nimb. Efterhånden blev det almindeligt, at enhver restaurant med respekt for sig selv havde en smørrebrødsseddel, som skulle udfyldes, når man bestilte smørrebrød. Smørrebrødssedlerne kunne være meget lange, hvilket vi i dag kender fra Ida Davidsens Restaurant, som reklamerer med en seddel med 250 stykker smørrebrød.

I mine meget unge dage arbejdede jeg en overgang som sekretær for pelshandler Birger Christensen i Østergade. I dag ville jeg ikke drømme om at handle med pelsdyr, men dengang syntes jeg bare det var sjovt at arbejde i det smarte miljø. Der kom tit grupper af amerikanere ind og købte pelse. De var på arrangeret tur i København og skulle bagefter til frokost på Hotel Royal og spise dansk smørrebrød. Jeg var med nogle gange og oplevede med hvilken appetit de spiste det højt belagte smørrebrød, og hvor begejstrede de var for det. Udlændingene kan godt lide smørrebrød. De synes, det er eksotisk og specielt dansk. Så smørrebrød fortjener afgjort en renæssance.

Smørrebrød behøver ikke at være højt belagt. Det kan også laves i en mere enkel udgave. Men det er vigtigt med godt, friskskåret rugbrød, smurt med smør helt ud til kanterne. Dernæst kommer grundlaget, som kan bestå af kødpålæg, fisk eller æg, og herefter i processen er det næsten kun fantasien, der sætter grænser. Det fine ved smørrebrød som gæstemad er, at man bare sætter et fad frisksmurt smørrebrød på bordet og efterfølgende ikke behøver at bekymre sig yderligere om maden, men kan hellige sig samværet med gæsterne.

I dag opfandt jeg selv følgende stykke smørrebrød, som tegner til at blive en genganger her i huset til søndagsfrokosten:

Et rimeligt tykt lag mayonnaise bredes ud på et stykke hjemmebagt rugbrød. Ovenpå et lag finskåret icebergsalat. Her ovenpå et ret tykt lag røget ørredfilet plukket i stykker. Pyntes med hakket rødløg, kapers og dilddkviste. Uhm, smager rigtigt godt.

Strik og P1

Jeg er ved at lægge an til de lange vinteraftener og er gået i gang med et nyt strikketøj. Dette er begyndelsen til en lang, lun cardigan.

Den kommer til at tage sin tid, men jeg stiler efter at få den færdig til jul. Imens jeg strikker, lytter jeg til god musik eller til P1, hjemmets højskole som Jacob Haugård kalder det. Fed hygge!  I den forbindelse dog et lille surt opstød. Hvorfor forstyrrer man indholdet i udsendelserne med alle disse jingler, og hvorfor mumler folk eller taler ikke direkte ind i mikrofonen, eller hvorfor indstiller man ikke mikrofonerne korrekt? Alle disse ting bliver man opmærksom på, når man ikke hører så godt som man gjorde, da man var ung. Og det er vigtigt at gøre opmærksom på det, da hovedparten af P1’s lyttere nok er ovre den første ungdom.

Jeg er desværre ikke så dygtig til at strikke, at jeg kan strikke og se fjernsyn samtidig,  ellers ville jeg have gjort det i aften, når jeg skal se Matador. Det er vistnok tredje gang jeg ser den, men til min overraskelse har jeg opdaget, at den stadig er god og bevægende og ikke det mindste tæerkrummende. Og desuden er det sjovt at vide, at en stor del af Danmarks befolkning sidder og kigger på de samme historier om vores fælles fortid.

Twitterforbud på landsholdet

Ja undskyld, men jeg er dødtræt af at høre om fodbold. Nu har jeg de sidste dage hørt tilstrækkeligt om ovenstående emne i diverse nyhedsmedier. Det rager mig og sikkert også mange andre en høstblomst, om landsholdspillerne må benytte Twitter under EM. Jeg plejer at høre P1 Morgen til morgenkaffen, en udmærket udsendelse med forskellige politiske og kulturelle indslag, men i dag glemte jeg helt at nyde kaffen, fordi jeg sad og ærgrede mig over, at omtalte emne optog sådan ca. en halv time af udsendelsen.

Men svigermors storkekopper er pæne. Desværre er der kun to overkopper tilbage. Af de dybe underkopper som gamle damer plejede at drikke kaffen af, når den var for varm, er der mange tilbage. De er også rigtigt søde og kan anvendes til forskelligt.

Emner med ‘T’ kan findes her.