Glaskål og og yogakursus

Så kom der lige 4 portobello-svampe og en glaskål i indkøbskurven. Hvad der skal ske med sådanne impulskøb vides aldrig, før jeg har søgt viden på Google, for det er jo rent ud sagt fantastisk, hvad man kan finde ud af, når man søger information her. Jeg, som ellers ikke kan prale af at være noget teknisk geni, har ved hjælp af Google f.eks. løst utallige it- og elektronikproblemer her i huset, og det er nu heller ikke længere noget problem for mig at finde ud af, hvad vi skal have at spise til aften. Google løser nemt problemet for mig.

Med hensyn til glaskålen var jeg lidt urolig, for i modsætning til mig der elsker kål og desuden ved, at kål er noget af det sundeste der findes, har Finn det meget svært med at få kål ned. Han plejer at dække sig ind bag min egen elskede far, som ikke kunne udholde synet af hvidkål og spidskål samt George W.Bush, som hævdedes at hade broccoli – som om han nu skulle være autoritet på noget område. Men både for min egen og vores sundheds skyld prøver jeg alligevel med jævne mellemrum at liste noget kål i min ægtemand.

Inspireret af Google blev glaskålen og portobello-svampene tilberedt på følgende måde:

Kålen, som i størrelse og konsistens minder om en kæmpe bagekartoffel, skæres ud i små, mundrette firkanter og koges halvmøre i vand. Efter at kogevandet er hældt fra, steges stykkerne møre på panden i en god klat brunet smør.

Fjern stokkene fra svampene og skrab det meste af lamellerne ud. Stokkene hakkes fint sammen med tomater, rødløg og en rest kogte kikærter. Dette røres op med en god skvæt af Massimos olivenolie og krydres med salt, peber og lidt chilipulver. Blandingen fyldes i svampene, og der hældes endnu lidt olivenolie over. Bages i ovnen i 12-15 minutter.

Mens vi sad og spiste dette måltid mindedes vi, hvornår vi sidst havde spist glaskål. Det var meget længe siden, helt tilbage i begyndelsen af 1970’erne på et yogakursus i Sverige. Maden her var vegetarisk, og råvarerne blev leveret af et par, som drev et biodynamisk landbrug i nærheden. De kom med jævne mellemrum kørende i deres gamle ladvogn fyldt med kasser af forskellige grøntsager, og det var til aftensmaden en dag, hvor de havde været der med deres fremmedartede grøntsager, at vi smagte glaskål for første gang.

Hvad vi dengang på kurset lærte af praksis og grundprincipper inden for yoga og meditation har vi haft stor nytte af lige siden, men sandt at sige var de strenge regler, der skulle overholdes i de 14 dage, kurset varede, lidt af en prøvelse. Enkelte opgav da også undervejs og rejste hjem, og det samme overvejede vi flere gange. Men heldigvis holdt vi ud.

Vi udholdt total tavshed i flere dage, hvor vi kun måtte meddele os skriftligt, og dette kun hvis det drejede sig om noget absolut nødvendigt. Vi gennemgik en tarmskylning, hvor systemet skulle udrenses totalt gennem indtagelse af store mængder saltvand afbrudt af forskellige yogaøvelser, og hvor der i anledning af begivenheden var opstillet ekstra toiletter i området. Det var en hård  – og ret munter omgang -, men ret skal være ret, efterfølgende følte vi os lette og virkeligt godt tilpas.

En af kursisterne, en kendt designer, havde fået sin daglige avis omdirigeret til stedet og kunne ikke forstå,at hun ikke havde modtaget den, så hun brød alle regler om tavshed og råbte til yogalæreren, som sad oppe på taget og arbejdede på skorstenen, om han havde set hendes avis. “Her på yogakursus læser vi ikke avis”, råbte han, “så den har jeg konfiskeret”. Så fulgte en længere rasende polemik, før tavsheden var genoprettett. Man accepterede efterhånden de forskellige rasende udbrud, for det lå ligesom i kortene, at frustrationer skulle udtrykkes og ikke fortrænges.

Måske var det nemesis, alligevel syntes vi dog, at det var lidt synd for yogalæreren, at hans arbejde med skorstenen ikke rigtigt lykkedes. En aften da vi sad i det store opholdsrum og skulle indvi den nyopførte kamin med plexiglas, skete der en mindre eksplosion, så gnister, plexiglas og sod føg ud irummet. Ingen kom dog noget til ud over at få sod i hovedet, men yogalæreren var mærkeligt tavs og ydmyg efter uheldet. Det var ikke lykkedes ham at få gennemtrækket i skorstenen til at fungere ordentligt.

Dagen efter hjalp Finn ham med et par skitser, så der kunne etableres et ordentligt træk, og et stykke tid efter at vi var kommet hjem, fik vi et kort fra ham, hvor han takkede for hjælpen, samt at kamin og skorsten nu fungerede perfekt.

Ligesom Proust med Madeleine-kagen, skulle der altså en glaskål til for at bringe disse hændelser op i erindringen.