Det kollektive felt

Blandt vores mange gamle smalfilm har vi én fra 1967 optaget fra et af vinduerne på Charlottenbog. Her gik Finn dengang på arkitektskolen, og jeg var taget med ham derind for at vi sammen med andre studerende kunne se tronfølgeren og hendes franske ægtemand køre forbi i bryllupskaret på Kongens Nytorv. Det var stort dengang. Den lidt klodsede og generte prinsesse Margrethe havde minsandten fundet sig en flot, fransk greve og sad nu der i kareten og så meget forelsket ud. Der havde været meget skriveri i aviserne om, at det snart var på tide, at hun giftede sig, og hvem skulle det nu være med. Ingen havde regnet med, at hun snart efter skulle hjemføre en smart og eksotisk franskmand, som nok indirekte havde æren for, at hun gradvist også begyndte at opføre sig mere selvsikkert og verdensdameagtig og være smartere i tøjet.

Næste gang jeg stødte på Margrethe og Henrik var i biografen, måske et årstid senere. Finn og jeg havde investeret i et par af de bedre pladser i Imperial for at se ‘Bonnie og Clyde’, og midt under filmen hviskede Finn til mig: “Der sidder nogle bagved du kender”.  Da jeg vendte hovedet for at hilse, så jeg Henrik og Margrethe sidde og smile tilbage, som om de var parate til at hilse igen. Jeg blev lidt befippet, men fik nikket høfligt.

I årenes løb har jeg fulgt rimeligt med i kongefamiliens gøren og laden og også været småirriteret over prins Henriks trang til fransk selvhævdelse. Alligevel synes jeg, han fortjener al den virak og de emotioner, der bliver ham til del nu – lidt for sent måske.

Mit eget lidt triste mood over hans død skyldes ikke bare påmindelsen om, at døden jo med alderen også puster én selv i nakken, men min sindsstemning og den megen ståhej i medierne har fået mig til at tænke på, hvordan et fænomen som kongehuset griber ind i det kollektive felt. Ligesom i gamle dage hvor hele familien Danmark sad samlet om TV og så den samme udsendelse og følte sig i samme båd, kender alle danskere kongefamilien og forholder sig til den. Og når et medlem af kongefamilien dør, lægger der sig et trist slør over hele det kollektive felt.

Jeg foretrækker en dronning/konge frem for en præsident. Forfatningsmæssigt viser kongeriget sig at være et godt og stabilt system, og jeg viger gysende tilbage for tanken  om f.eks. at se en Pia Kjærsgård eller Lars Løkke som præsident. Så langt hellere den stil, der altid vil præge en konge eller dronning.. Og så er Kongerækken jo en fantastisk måde at huske Danmarkshistorien på. For at opfriske sin Danmarkshistorie, behøver man kun at repetere Kongerækken.

Som en lille krølle på al denne kongerøgelse – som man ganske rigtigt meget hurtigt kan få nok af – , skal jeg huske at fortælle, at de allermest dronningetro hertillands, er vores indvandrere. Det har jeg erfaret som mangeårig indvandrerlærer. Når jeg virkelig skulle fange klassens opmærksomhed, behøvede jeg bare at begynde at fortælle om det danske kongehus, så var interessen vakt. En gang hørte jeg nogle unge palæstinenske mænd i klassen tale om dronningen og bedyre over for hinanden, at hun var sød. Måske skulle vi i højere grad begynde at bruge kongehuset som en brik i vores integration af indvandrere.

 

 

 

 

Reklamer

Udgivet af

Anna Maries Skriveblok

Pensioneret indvandrerlærer, oversætter. Interesser: Bøger, film, katte, mennesker, eksistens, mad, yoga, meditation, sundhed, natur, historie, Randers og omegn.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s