Ude på Valby Bakke

Forleden var der på Googles forside en lille vignet om Kamma Rahbek i anledning af, at hun fyldte 241 år. Ellers er hun ikke en personlighed, der plejer at stå stor ståhej om, men af en eller anden grund havde danske Google valgt at hylde hende på hendes fødselsdag, hvilket hun faktisk også fortjener.

kamma-rahbeks-241st-birthday-5086632295268352-hp2x

Kamma Rahbek er en næsten glemt personlighed, som indirekte i høj grad satte sit præg på Guldalderens København. Hun boede dengang i begyndelsen af 1800-tallet sammen med sin mand, litteraturkritiker og professor Knud Lyhne Rahbek, ude i Bakkehuset, på Valby bakke, i dag kendt som Bakkehusmuseet, dengang langt uden for København,

Herude i Bakkehuset skabte Kamma et åndehul for datidens store personligheder. I de hyggelige stuer, som man kan fryde sig over den dag i dag på Bakkehusmuseet, var der ofte besøg af H.C. Andersen, brødrene H.C. og A.S. Ørsted, B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, Johan Ludvig Heiberg, St.St. Blicher, Adam Oehlenschlæger, Johannes Ewald og endnu flere. Her sad de omkring tebordet eller middagsbordet og førte lange samtaler med den lille, spinkle kvinde, som ikke gjorde meget væsen ud af sig selv ud over at skabe et kulturelt miljø og en atmosfære, som er gået over i historien som et slags centrum for hele guldalder-Danmark. Kamma interesserede sig brændende for litteratur, men udover de breve hun skrev til sine mange venner, når de var på udenlandsrejser,  skrev hun ikke selv.

Hun følte sig åbenbart bedst tilpas hjemme i Bakkehuset.

stue1

Her gjorde hun det til en kunst at lave små fine æsker, som hun fremstillede af luksuøse papirmaterialer, gerne købt i Hamburg, og fremtryllede fantastiske, avancerede æsker helt fra bunden. Med guldborter, løvefødder, spejleffekter og påmalede motiver eller akvareller under glas i låg og bund er de at betragte som individuelle kunstværker, som man stadig kan se udstillet på Bakkehusmuseet.

aeske

Til Bakkehuset hørte dengang en syv tønder land stor have, hvor Kamma Rahbek som en af de første privatpersoner i Danmark passioneret og næsten videnskabeligt dyrkede sjældne planter og smukke blomster. Her kunne man gå små ture på de bugtede stier omkring den lille havedam og nyde det smukke natursceneri.

En af familien Rahbeks venner var forfatteren P.A. Heiberg, som skrev satiriske vers. Det var ham, som skrev verselinjen “Ordener hænger man på idioter”, som også ofte bliver citeret i dag. I 1799 var trykkefriheden i Danmark blevet erstattet af censur, og det gik ud over P.A. Heiberg, som var en stridbar samfundskritiker. Han fik frataget sit statsborgerskab og blev udvist af landet. Det fortælles, at Kamma og Knud Lyhne stod på Valby Bakke og vinkede farvel til deres ven, da diligencen med ham kørte ud af byen mod Paris, hvor han tilbragte resten af sit liv. Hans otte-årige søn, Johan Ludvig Heiberg, kom herefter i pleje hos familien i Bakkehuset og tilbragte et par år af sin barndom her.

Man kan sige, at Kamma Rahbek fungerede som salon-værtinde for guldalderens personligheder, en salon som var mere dansk og ligetil i sin form end datidens aristokratiske og superforfinede parisiske saloner. I hvert fald har Kamma Rahbek sat sig dybe spor i historien om den danske guldalder. Hun døde i 1829, kun 54 år gammel, efterfulgt året efter af sin mand, Knud Lyhne Rahbek, som angiveligt sygnede hen uden Kamma i huset.

BAKKEHUSET

Da jeg blev gift i sin tid, forærede min svigermor mig til brylluppet et fint, gulnet kniplingslommetørklæde og sagde med betydningsfuld mine, at det havde tilhørt Kamma Rahbek. Dengang sagde dette mig ikke ret meget, men jeg fik at vide, at svigermor for år tilbage havde arvet nogle genstande fra en gammel dame af Kamma Rahbeks slægt, som havde været bofælle med en tante i familie. I arvegodset fra svigerforældrene fandt jeg selv senere en miniæske i en lidt miserabel forfatning, som jeg mente godt kunne være en af Kamma Rahbeks æsker. Det samme mente Bakkehusmuseet, som fik den overdraget. Jeg har dog gemt et foto af æsken:

kamma-miniaeske

Men lommetørklædet har jeg stadig.

 

 

 

 

 

 

Udgivet af

Anna Maries Skriveblok

Pensioneret indvandrerlærer, oversætter. Interesser: Bøger, film, katte, mennesker, eksistens, mad, yoga, meditation, sundhed, natur, historie, Randers og omegn.

4 kommentarer til “Ude på Valby Bakke”

  1. Jeg lagde godt mærke til Google-vignetten og tænkte, at for en gangs skyld var Google ikke meget amerikansk, og at det klædte den. Tænk, at du sådan har holdt et lille stykke danmarkshistorie i hænderne! Spændende. Og godt, du har overdraget æsken til Bakkehusmuseet. Det kunne jeg godt tænke mig at besøge en dag.

    1. Det er absolut et besøg værd. Jeg kom i tanke om endnu en Bakkehus-historie. Da jeg endnu arbejdede som indvandrerlærer, spurgte jeg op til jul en af mine kolleger, hvor han skulle holde juleaften. I Bakkehuset svarede han. Jeg var noget forundret, men det viste sig, at hans datter, som var forfatter, havde fået bevilget et stipendiat-ophold derude og havde inviteret sine forældre til juleaften. Noget af en oplevelse af fejre juleaften i sådanne omgivelser.

Skriv en kommentar