Den røde Pung

Den engelske komiker Jeff Wysasky skulle en tur til Barcelona og blev advaret af sine venner om de mange lommetyve der. Han udtænkte derfor en genial ide, som ville være en sød hævn, hvis nogen skulle finde på at stjæle hans pung. Metoden er  lige  vand på min mølle, fordi jeg selv engang i Rom i et overfyldt tog fik stjålet min pung af en lommetyv og bagefter følte mig ganske ydmyget samt efterfølgende havde en masse besvær med at få spærret mit betalingskort og erstattet kørekort og andre kort i pungen. Det værste var dog næsten, at min nye, fine pung var væk, en lækker, rød pung købt dagen i forvejen i søsters yndlings læderbutik i Viterbo.

Jeff fandt en billig tegnebog og købte et grimt lykønskningskort med musik i og en flaske med glitterpulver. Han limede lykønskningskortet inden i tegnebogen og dryssede godt med glitterpulver indeni. Historien melder desværre ikke noget om, hvorvidt han blev bestjålet i Bardelona, så at tyven kunne blive narret og gjort godt til grin. Men det må vi næsten håbe.

Som barn havde jeg selv forestillinger om, hvordan jeg gennem forskellige former for snedighed og snille ville kunne narre indbrudstyve og andre forbrydere på min vej, men en dag da der faktisk skete noget i den retning, som måske kunne have udviklet sig til noget værre, var det dog ganske andre brutale midler, jeg tog i brug. En dag hvor jeg var alene hjemme, ringede det på døren, og da jeg lukkede op, stod der en ukendt, og for mig at se skummelt udseende mand udenfor og spurgte efter mine forældre. Da jeg dumt nok sagde, at de ikke var hjemme, satte han med et snedigt smil en fod på dørtærsklen, som om han alligevel ville træde indenfor. Resolut smækkede jeg døren i på hans fod, som han fik trukket til sig med et halvkvalt skrig. Han må mindst have forstuvet storetåen. Da mine forældre kom hjem, fortalte jeg om episoden. De kendte ikke noget til den person, jeg beskrev, så der er forhåbentlig ikke grund til at fortryde min brutale handling.

Tilbage til episoden i Rom, hvor jeg sammen med mine to søstre steg på toget for at komme ud til Vatikanet. Folk myldrede ind, og vi stod som sild i en tønde. Naiv som jeg er, skænkede jeg ikke tricktyve en tanke, men da vi stod ud, spurgte mine søstre uroligt, om jeg havde min pung. De var mere Rom-vante end mig og havde lagt mærke til nogle mistænkelige fyre omkring mig. Og ganske rigtigt – min fine, røde pung var væk.

Det var en grim oplevelse, og jeg har oprigtigt ondt af folk, som ikke bare får stjålet en pung, men får hele deres hjem gennemrodet af tyve. Heldigvis havde jeg to resolutte søstre, som hjalp den noget fortumlede storesøster i nødens stund. Ja, selv en nøjagtig kopi af den røde pung, som tjener mig godt den dag i dag,  blev fremskaffet igen.