Twin Peaks og andre serier

Lars von Trier proklamerer, at han vil lave en TV-serie. God ide, synes jeg, for det eneste gode han har lavet er da ‘Riget’ – måske lige bortset fra ‘Melancholia’ og ‘Breaking the Waves’.  Men Riget var i hvert fald både en sjov, skæv og gribende serie med Ghita Nørby og Holger Juul-Hansen på slap line, Kirsten Rolfes i rollen som fru Drusse med alle hendes ånder og Ernst-Hugo Järegård som Dr. Helmer, der får afløb for sine frustrationer ved at stå oppe på Rigshospitalets tag og råbe ¨Danskjävlar’ ud over hele byen.

Mon ikke von Trier har hentet inspiration i David Lynch’s Twin Peaks-serie, som blev vist i dansk TV i begyndelsen af 1990’erne.  Jeg husker det som en af ugens gode TV-aftener, når Twin Peaks rullede over skærmen  med den særlige form for uhygge i det lille indspiste samfund oppe ved grænsen til Canada og med sergeant Cooper som lovens lange arm der styrker sig med ‘a damned good cup of coffee’ og prøver at rede de indviklede tråde ud.  Og som et ekstra plus med Angelo Badalamentis stemningsskabende underlægningsmusik.

I de senere år er der kommet rigtigt mange gode TV-serier. Her i huset hyggede vi os sidste vinter med ‘House of Cards’ og ‘Homeland’, hvoraf der vistnok og forhåbentlig snart kommer nye afsnit, og hen over sommeren har vi på kraftig anbefaling kastet os over ‘Breaking Bad’, den sorte og skæve beretning om kemilæreren Walt, der for at finansiere sin kræftoperation og sørge for sin familie kaster sig over fabrikation af metamfetamin, og det kan selvfølgelig aldrig gå godt, men alligevel kommer der en tilfredsstillende slutning på det hele.

Der bliver også lavet gode danske serier, selvom danske serier med Matador har en tung arv at løfte, men både ‘Borgen’ og ‘Arvingerne’ er gode, synes jeg. ‘Forbrydelsen’ sagde mig ikke rigtigt noget, men den er nu opstået som ‘The Killing’ i en meget bedre amerikansk  udgave med den lange, charmerende svensk-amerikanske skuespiller Joel Kinnaman som Lindens alias Sara Lunds assistent. Sofie Gråbøl herself optræder også i en meget lille sekvens som statsanklager.

Nu venter vi bare på i vintermørket at kunne læne os tilbage i puderne og se nye afsnit af ‘Arvingerne’, ‘House of Cards’ og ‘Homeland’.

Skandinaviske sangstjerner fra dengang

Jeg husker med glæde fra min ungdom den svenske sangerinde Monica Zetterlund og hendes dejlige stemme, så det er helt fortjent, at der er blevet lavet en film om  hende og hendes musik, og så ovenikøbet instrueret af den dygtige danske  instruktør Per Fly. Filmen er lige kommet op i de danske biografer.

Samtidig med Monica Zetterlund havde vi herhjemme Grethe Ingmann. Hun kommer ikke op på siden af Zetterlund som jazzsangerinde, men kunne alligevel med sin karakteristiske stemme få de melodier hun sang til at hænge i ørerne. Grethe Ingmann er mest kendt for sammen med sin mand Jørgen Ingmann at have vundet Melodi Grandprix 1963 med ‘Dansevise’  og for ørehængeren ‘Slentre gennem Regn’.

Bergman

Forleden aften så jeg i TV en film om Ingmar Bergman. Den handlede om Bergman og døden. Bergman selv døde i 2007, 89 år gammel, i sit hus på Fårø, den lille vindblæste ø øst for Gotland, hvor han boede alene de sidste 10 år af sit liv, og hvor flere af hans film er blevet indspillet. I sit hus på Fårø havde Bergman indrettet en ‘videohule’  hvor alle væggene er dækket af reoler med videobånd, og hvor der er en stor videoskærm og en behagelig lænestol.  Her sad Bergman og hyggede sig med at se og gense alverdens gode film.

I Tv-udsendelsen besøgte den mexikanske filminstruktør Alejandro González Iñárritu Bergmans hus. Han er selv en fin instruktør, som bl.a. har lavet ‘Babel’, en glimrende film om hvordan mennesker i dag på godt og ondt er forbundet med hinanden over hele kloden. Bergman er hans store forbillede, og han fortalte om, hvordan Bergmans to mesterværker om døden, ‘Det syvende Segl’ og ‘Ved Vejs Ende’,  havde inspireret ham som filminstruktør. Han ræsonnerede, at det var nødvendigt at gøre sig døden klar for at kunne forholde sig til livet.

I ‘Det syvende Segl’ vender korsridderen (Max von Sydow) tilbage til et pesthærget Sverige. Døden kommer efter ham, men han får udsættelse ved at udfordre Døden til et spil skak. Filmen diskuterer de store eksistentielle spørgsmål om døden og frelsen, om Guds tavshed over for menneskelig lidelse, men kan også ses som en allegori over frygten for atomar udslettelse.

Både ‘Det syvende Segl’ og ‘Ved Vejs Ende,’ eller ‘Smultronstället’ som den hedder på svensk, er fra 1957 og har døden som grundtema. ‘Ved Vejs Ende’ er for mig film nr. 1, den bedste film jeg nogensinde har set. Den handler om en gammel mand, der genoplever et livsløbs fejltagelser, mens han er på vej sammen med sin svigerdatter i bil til Lund, hvor han skal udnævnes til æresdoktor.  Undervejs  tænker han tilbage på og genoplever sin barndoms jordbærsteder, de dejlige kvinder og alle skuffelserne han er stødt på livet igennem. Filmen er et langt, flot billeddigt, dybt og poetisk.

Også flere filminstruktører blev interviewet om deres påvirkning fra Ingmar Bergman, bl.a. Woody Allen som fortalte, at for ham havde døden været nærværende, siden han var fem, og at dette var en af grundene til hans fascination af Ingmar Bergman.

Jeg selv blev mindet om, at det snart er på tide endnu engang at gense ‘Vej Vejs Ende’. Jeg må ud og finde den på nettet.

 

Superserier

På samme måde som jeg nyder at have gang i en god bog, har jeg det med en god TV-serie. I aftes måtte vi her i huset desværre sige farvel til sidste afsnit af superserien House of Cards, som nu foreløbig har strakt sig over 26 afsnit. Men heldigvis tegner det til, at sæson 3 er undervejs, for det skulle jo helst lykkes at få den onde og udspekulerede Francis Underwood vippet af pinden, efter at han nu efter alle mulige beskidte tricks har fået sig møvet frem til den højeste post som De Forenede Staters præsident.

Filmen er så godt lavet, og skildringen af det politiske liv virker så troværdigt, at man ikke kan lade være med at spørge sig selv, om det er den samme mentalitet, der hersker i virkelighedens USA eller for den sags skyld i det danske politiske liv på Borgen. Det må vi ikke håbe, selvom vi fornylig har oplevet, at det lykkedes for Corydon at sælge en stor del af vores arvesølv til Goldman Sachs, samt at Lars Løkke tilsyneladende uden problemer gennem årene er sluppet afsted med lidt af hvert.

På det seneste har vi også set Arvingerne, som er et hit, synes jeg. Det samme synes en stor del af befolkningen, som sidder klinet til skærmen søndag aften. Serien er en farverig skildring af den kreative klasse, som bliver spiddet på en både sjov og forsonende måde, og med den klassiske pointe at den søde pige med begge ben på jorden fra den jævne håndboldfamilie ender med at løbe af med det halve kongerige.

Desværre slutter serien på søndag, men så må vi håbe, at DR snart sender nye afsnit af Borgen og Downton Abbey. En god serie er svær at undvære.

I vildrede

Jeg har lige læst skrækkelige ting om Woody Allen, hvis film jeg altid ser og fryder mig over. Han skulle angiveligt have forgrebet sig på og krænket sin lille adoptivdatter Dylan Farrow helt tilbage i 1993, mens han var gift med Mia Farrow. Allerede dengang var der rygter om sagen, men han blev frikendt i retten, og sagen døde hen indtil nu, hvor den nu 28-årige datter har rejst sagen igen i forbindelse med den nylige uddeling af en særlig Golden Globe pris til Woody Allen. Alt dette gjorde, at nakkehårene rejste sig lidt på mig, da jeg i aftes satte mig til rette foran fladskærmen for at se hans nyeste film Blue Jasmine med Cate Blanchett i hovedrollen, som hun i øvrigt helt fortjent også fik en Golden Globe for. Mens filmen skred frem, glemte jeg dog helt omstændighederne omkring Woody Allen og bare nød filmen, for den er virkelig god.

For nogle dage siden sad jeg ligeledes foran fladskærmen og så Thomas Vinterbergs Jagten, som er nomineret til en Oskar. Også en rigtig god film som jeg er nationalistisk nok til at håbe får Oskaren. Den handler om en yngre mand, der arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehave, og som på grund af nogle bemærkninger fra en lille pige i børnehaven uskyldigt bliver mistænkt for at have krænket hende. Hele den lille by vender ham ryggen, og han bliver overfaldet og forfulgt på enhver måde. Ja, det antydes endda til sidst, at selvom han bliver renset for skyld, så klæber mistanken fortsat til ham.

Bagefter kom jeg til at tænke på, at det i dag må være svært for en mand at arbejde i en børnehave.

Når overskriften lyder, at jeg er i vildrede, er det fordi, at der jo ikke er nogen tvivl om, at det er et af de allergroveste overgreb, når et voksent menneske forgriber sig på et forsvarsløst og tillidsfuldt barn, og at enhver kan få morderiske tanker, når det sker. Men samtidig spørger jeg mig selv, om vi ikke nogle gange kommer så langt ud i vores mistanker, at vi ser spøgelser, når der ikke er noget at komme efter.

Filmfreak og Netflix

Jeg er en hund efter gode film, så derfor måtte jeg naturligvis anskaffe et abonnement på Netflix. Til den ende købte vi et AppleTV, en smart lille box som foruden at skabe kontakt til Netflix og andre tjenester også kan vise alle de fotos, der ligger på computeren, og via iTunes gengive film og musik.

Desværre viser den danske udgave af Netflix sig at være lidt af en skuffelse. Det er ikke lige volds- og vampyrfilm og kælne,  romantiske dramaer, der falder i vores smag. Der er  langt imellem godbidderne, synes vi. Så er der nogle, der siger, at vi bare kan finde film på den amerikanske udgave af Netflix, som indeholder mange flere gode film, men da jeg er lettere hørehæmmet, foretrækker jeg film med undertekster på, så vi må derfor nøjes med den danske udgave.

… Senere denne aften. Undskyld Netflix – det lykkedes mig i aften at finde en rigtig god og spændende film med en af mine yndlingsskuespillere Ben Affleck i både hovedrollen og som instruktør – Oscarvinderen  “Argo”  om 6 amerikanske diplomaters flugt fra Iran under Khoumeni.

Nu har jeg fået blod på tanden. Der må findes flere gode film på Netflix.

Melodi på Hjernen

For nogle nætter siden havde jeg en drøm, hvor en person sang ‘Stemningsmelodien’ fra den gamle danske film ‘Lejlighed til Leje’. Jeg har ikke tænkt på sangen i årevis, men pludselig var den der lyslevende i drømmen, sikkert sunget af Else Sigfuss med den dybe, bløde stemme, som var hende der lagde stemme til den i filmen.

Jeg oplever desværre nogle gange at få en melodi på hjernen og ikke kunne få den ud af hovedet igen, og dette kan være ret træls i længden, uanset om det drejer sig om en popsang eller et stykke Mozart. Men lige nu er det altså ‘Stemningsmelodien’, og i morgenradioen et par dage efter blev jeg minsandten mindet om den igen, da de sendte uddrag af et stykke på Århus Teater instrueret af Christian Lollike, hvor de også sang brudstykker af sangen.

Filmen ‘Lejlighed til Leje’ handler om et ungt par, som dengang i bolignødens dage skal igennem en masse genvordigheder omkring en ledig lejlighed, før de til sidst får hinanden. Det unge romantiske par bliver spillet af Bjørn Watt-Boolsen og Lis Løwert –  som senere bliver til oberst Hackel og fru Violet i Matador. De to var vist i øvrigt gift med hinanden.

Men der er også musik i filmen, Kai Normann Andersens sentimentale ørehængere. Min veninde og jeg var i teenage-årene trofaste biografgængere til alle de musikfilm, der blev spillet i Raadhusteatret, Slotsbio og Kinopalæet i Randers. Vi så også ‘Lejlighed til Leje’ og har sikkert svælget i de iørefaldende melodier og romantiske tekster, for jeg opdager, at jeg den dag i dag kan det meste af teksten til ‘Stemningsmelodien’ udenad.

Findes den mon på Youtube, og kan jeg få den ud af hovedet ved at høre den grundigt igennem? Det er et forsøg værd. Her er den med Lise Reinau i en indspilning fra 1960. Men pas på!

http://www.youtube.com/watch?v=WmDaxpHxE0Y

Matador med flere

Jeg elsker gode TV-serier, bevidstheden om at der er gang i en handling, et univers, som bare fortsætter og udvikler sig over et par måneder. Nu har Matador jo kørt igen for gud ved hvilken gang, og jeg har talt med bekendte, som ser den igen efter allerede at have set den flere gange tidligere. Jeg er så heldig, at jeg kun har set den én gang før og er blevet glædeligt overrasket ved at se den igen så mange år efter og opdage, hvor god den er. Jeg ærgrer mig bare over, at jeg ikke i sin tid var opmærksom nok til at vise den for mine indvandrer-kursister, for den giver jo et fantastisk levende billede af datidens Danmark dengang i 30’erne og 40’erne, og selvom jeg heldigvis er knapt så gammel som så, kan jeg sagtens genkende livet og personerne fra min egen ungdom i en provinsby.

Jeg synes også Borgen er en udmærket serie, selvom jeg egentlig i forvejen føler mig stopfodret med dansk politik gennem diverse nyhedsudsendelser, men serien er professionelt lavet med fremragende spil af Sidse Babett Knudsen.

Allerbedst kan jeg dog lide engelske og amerikanske serier, så det er guf for en fan som mig med de serier der findes på Netflix, som vi her i huset lige har fået adgang til. Vi har netop her i aften set 3. afsnit af House of Cards, en glimrende film som handler om kyniske politikere og deres spil i Washington, men da vi jo har adgang til alle seriens afsnit, gælder det om at disciplinere sig og kun se ét afsnit ad gangen, selvom det godt kan rykke lidt i én for lige at se et afsnit mere.

‘Rebecca’ – en af Hitchcocks bedste

For nogle dage siden så jeg i TV en italiensk filmudgave af Daphne du Mauriers roman ‘Rebecca’. Den skulle jeg selvfølgelig se, for jeg har tidligere set Hitchcocks filmatisering af samme roman, en gammel sort/hvid film fra 1940, en rigtig klassiker og en af Hitchcocks allerbedste.

Det var helt tilbage i tresserne, jeg så filmen første gang. Mor var på besøg hos os i København, og så skulle der altid ske noget særligt. Om sommeren var der Tivoli og dermed også rutchebanen, for mor elskede det store gys. Det var ikke lige min kop te, så mor og Finn plejede at tage et par rutchebane-ture i træk, mens jeg krysteragtigt stod nedenfor ventede.

Men en af aftenerne så vi, at ‘Rebecca’ gik i en forlængst hedengangen biograf på Nørrebrogade. Jeg havde set ‘Rebecca’ kort tid forinden, og mente at den måtte tilfredsstille mors hang til gys, så vi gik alle tre derhen for at se filmen endnu engang.

Det var nu også Laurence Olivier, den fine og flotte engelske skuespiller som havde spillet ‘Hamlet’ på Kronborg, der trak. Han spillede rollen som Mr. de Winter, godsejeren til Manderley, som efter at hans første kone Rebecca var omkommet i en bådulykke, havde giftet sig påny med en lidt naiv ung kvinde, som godsets dæmoniske og uhyggelige husholderske forsøgte at komme til livs eller skræmme væk, fordi hun havde indtaget hendes tidligere beundrede frues plads.

Jeg sad nu i biografens mørke sammen med mor og Finn og ventede spændt på den mest uhyggelige scene i filmen, hvor den onde husholderske skulle træde frem fra en mørk vinduesniche og skræmme den unge frue fra vid og sans. Også publikum var spændt, og der var dødstille i salen.

Men da det uhyggelige øjeblik indtraf, et par sekunder tidligere end jeg havde forberedt mig på, kom jeg til at udstøde et lille rædselsskrig, hvilket fik det spændte publikum i biografen ekstra op at køre. I hvert fald var der en mand i rækken lige bag ved, som begyndte at skælde mig kraftigt ud, fordi han sandsynligvis selv var blevet ekstra forskrækket, da jeg hylede.

Der blev desværre temmelig meget tumult i biografen på dette det mest spændende sted i filmen, og det hele blev ikke bedre af, at Finn nu begyndte at overfuse manden, der havde skældt mig ud, og at mor begyndte at grine højlydt. Vild panik og synd for Hitchcock, og ingen kan vel fortænke mig i, at jeg dukkede hovedet og prøvede at luske så ubemærket som muligt ud af biografen, da filmen var forbi.

Dette er altså en af grundene til, at “Rebecca” står ekstra prentet i min hukommelse. Og jeg behøver vel ikke at sige, at den italienske film var meget god, men at den på ingen måde kom op på siden af Hitchcock.

Hvidsten-gruppen 2

Filmen Hvidsten-Gruppen, er blevet en kæmpesucces over hele landet. Mit tidligere blogindlæg om filmen har også været en succes, for jeg kan se af statistikken, at det har tiltrukket en masse læsere.

Nu spørger jeg mig selv, hvorfor modstandsgruppen fra Hvidsten appellerer så meget til danskere i dag, at man ligefrem tager på bustur til Randers for at se filmen i biografen og bagefter tager ud og spiser flæskeæggekage på selve åstedet Hvidsten Kro. Svaret er selvfølgelig, at den lille gruppe mennesker fra landsbyen Hvidsten mellem Randers og Mariager var sande helte, som med livet som indsats kæmpede imod den tyske besættelsesmagt for at Danmark igen kunne blive et frit land.

Men de var faktisk modigere end som så, for de var ikke kun oppe imod den tyske besættelsesmagt, men også imod den danske regering, som i krigens første år samarbejdede med tyskerne, og som umiddelbart efter besættelsen havde udsendt følgende dekret til den danske offentlighed:

»Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de Unge, at den, som begår Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler imod sit Fædrelands Interesse.«

Så udover at kæmpe imod tyskerne, udøvede Hvidsten-gruppen også civil ulydighed mod den danske regering. Besættelseshistorikere har stadig vanskeligt ved at få den almindelige dansker til at forstå, at det ikke var et enigt Danmark, der gjorde front mod den tyske nation. At det ikke var alle danskere, der var imod tyskerne. Det var først i august 1943, at danskerne i almindelighed fik nok og begyndte at strejke og lave omfattende sabotage.

Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en langt hårdere magtanvendelse, der førte til afvæbning af det danske forsvar, forsøg på at pågribe de danske jøder, til arrestation og deportation af det danske politi samt indførelse af dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten.

Otte af Hvidsten-gruppens medlemmer blev af den tyske krigsret dømt til døden den 26. Juni og henrettet i Ryvangen 29. Juni 1944. Henrettelserne blev årsag til en egentlig generalstrejke i København.

Aktioner foretaget af Greenpeace eller Occupy Wall Street er eksempler på civil ulydighed i vore dage. Det kan sommetider være nødvendigt at sætte sig op imod den herskende magt for at skabe en bedre verden.