Hjem til Jul

Jeg må tilstå, at jeg er lidt kedelig i forhold til al jule- og nytårshalløjet. Jeg synes, juleriet starter alt for tidligt, og normalt når jeg at blive træt af det, inden julen overhovedet er begyndt. Her på mine gamle dage plejer jeg at drage et stort lettelsens suk, når det hele er overstået den 1. januar, idet jeg naivt håber, at vi så kan starte op på en ny og frisk, og at verden vil udvikle sig til det bedre i det nye år.

Men jeg oplever jo, at juleglæden hos folk omkring mig er oprigtig og stor, og jeg husker også fra barndommen, hvor frydefuldt det var at holde jul hos bedstefar og bedstemor på gården, og senere i livet hvordan jeg glædede mig til at komme væk fra storbyens jag og holde en fredelig og festlig jul sammen med familien derovre i Randers.

Dengang ude på gården var min bror og jeg de forkælede små, om hvem alting drejede sig, når julen satte ind, og vi var overbeviste om, at det var julenissen og ikke kattene, som spiste den skål risengrød, som vi juleaften var med til at sætte op på høloftet.

Da jeg blev lidt ældre og havde lært at læse og læste alle de bøger, jeg kunne komme i nærheden af, var min yndlingslekture ved juletid  “Ved Julelampens Skær”, en bog som bedstemor købte hver jul.

Med årene havde der dannet sig en lille samling af “Ved Julelampens Skær” i bogreolen i den øverste stue på gården, og ved juletid spænede jeg gennem stuerne for at hente en bog med historier om folk, der trodsede snemasser og andre problemer for at kunne nå hjem til juleaften. Jeg spænede derop, fordi der over bogreolen hang et gammelt stik med Jesus, der opvækker Jairi datter. Billedet af Jesus, der sad ved den døde piges seng, fyldte mig med rædsel, så jeg greb med lukkede øjne den første den bedste af de eftertragtede bøger og var først rolig, når jeg igen sad i kakkelovnsvarmen i den store stue og kunne forlyste mig med en af de gode julehistorier.

Juleaften var det store klimaks, hvor bedstefar efter maden sad for enden af langbordet og læste juleevangeliet op af familiebibelen. Den dag i dag står den gamle bibel i min reol, dog i en noget miserabel forfatning, da efterkommerne i Randers ikke nærede den samme veneration over for det bibelske univers som bedsteforældrene ude på gården, så den blev adskillige gange i barndomshjemmet udsat for vand, når blomsterne på reolen skulle vandes.

Efter julemiddagen på gården stod vi ude i køkkenet og ventede, mens juletræet blev tændt, og det var et stort øjeblik, når døren blev åbnet og juletræet stod der med fehår og strålede i al sin glans.Hvorfor bruger man ikke fehår mere. Er det mon for brandfarligt? I hvert fald var det flot. Og gaverne. Jeg husker især et år, hvor jeg af bedstemor fik en lille rødmalet kommode til dukketøj, i hvis skuffer der lå fint hæklet og syet dukketøj, som mor og fastrene havde lavet.

Sidenhen da bedstefar og bedstemor var flyttet ind i gårdens pensionistbolig, og det var farbror og tante, der residerede på gården, fik familien i Randers hvert år op til jul leveret en halv gris derudefra.

Dette var indledningen til julen, som dog allerede så småt var begyndt med de bunker af julekort, som postbudet kom med, og som hobede sig op på skænken i spisestuen. Her sad familien om aftenen og var travlt beskæftiget med at besvare alle julekortene fra den store omgangskreds. Men det var en særlig betydningsfuld begivenhed, når den halve gris fra gården blev placeret på køkkenbordet, og mor gik i gang med at partere og tilberede. Hun havde været i huset på en gård som ung og vidste, hvordan man af grisen skulle fremtrylle flæskestege, medisterpølse, sylte, frikadeller og leverpostej, og det var nødvendigt med store mængder, for foruden far, mor og seks børn sad der altid ekstra gæster om bordet til juledagenes frokoster..

Far var også involveret i julens madorgie. Han skaffede som regel en spand friske sild, som mor saltede og marinerede, og engang kom han hjem med en stor, rund gammelost, som han havde tiltusket sig hos en mejeribestyrer, han kendte. Dette blev dog en éngangsforeteelse, for den lugtede så kraftigt, at den måtte opbevares udenfor i kælderhalsen.

I dag er jeg mestendels vegetar, så det ville ikke være grisemaden, der ville få mig til at længes mod hjemmet, når det blev jul, men for pigen, der dengang var flyttet hjemmefra fra provinsbyen til København, var det både maden og den livlige og varme stemning i hjemmet ved juletid, der gjorde det til et must for hende at nå hjem til højtiden. Og dengang i tresserne kunne det godt være en besværlig rejse, hvis det blev rigtigt vintervejr. Ofte tog vi over med Grenå-Hundested færgen, som var den korteste og billigste vej, men hvis det bare blæste en smule, vippede den lille færge ganske forfærdeligt, og det skete flere gange, at folk blev søsyge og stod ude ved rælingen og kastede op.

Et af årene gik turen hjemad dog nedenom med Storebæltsfærgen. Det skete i en vens veteranbil, en gammel Ford A årgang 1932. Det var en rigtig gammel skrammelkasse, som kun kunne køre 60 km i timen, og da snedriverne begyndte at hobe sig op og vinduesviskerne desuden satte ud, blev det en meget besværlig hjemtur. Men humøret var højt. Vi var fire personer, der skulle hjem til jul i Randers. Jeg selv sad på bagsædet mellem gaver og rejsetasker, mens min medpassager ved siden af forlystede selskabet med sang og guitarmusik. Turen varede næsten hele dagen, men vi endte med at nå velbeholdne hjem til jul.

Nu er det snart jul igen, og som sædvanlig begrænser vores juleri her i huset sig til en enkelt dekoration og en masse blomster, men vi er så heldige, at vi hvert år bliver inviteret til juleaften i Fønsskov gamle skole på Fyn, hvor søster og svoger alligevel får julesindet frem med gammeldags julehygge og veltilberedt and.