Det lille paradis

Gode råd var dyre, for hvor skulle vi nu bo? Det var i 1985, og vi havde måttet sælge vores gård på Sydsjælland, hvor vi i 7 år havde drevet kursusvirksomhed med kurser i den alternative ende af spektret – yoga og meditation, kropsbevidsthed, gestaltterapi, psykodrama og meget andet. Vi arrangede kurser med professionelle lærere udefra og underviste selv i yoga og meditation. Desuden lejede vi ud til grupper som selv medbragte deres lærere. Det havde været en sjov og givende tid, hvor vi mødte en masse interessante mennesker fra ind- og udland, en tibetansk lama, en indiansk shaman og mange andre.
Det havde egentlig været vores plan, at vi skulle blive boende her resten af vores liv efter mange års liv i København, hvor vi havde arbejdet som henholdsvis arkitekt og direktionssekretær. Men kursusvirksomheden var ikke nogen guldgrube, og i længden kunne vi ikke få økonomien til at hænge sammen, så vi måtte bide i det sure æble og sælge det sted, som vi ellers selv gennem hårdt arbejde havde restaureret og fået indrettet til et rimeligt velfungerende kursuscenter.
Vi havde lært Knudshoved Odde at kende, fordi vi somme tider arrangerede små ekskursioner med kursisterne til naturskønne steder på Sydsjælland, og mødet med Knudshoved Odde, en lille ukendt og godt gemt perle der strakte sig 15 km ud i Smålandshavet vest for Vordingborg, havde fået både os og kursisterne til at falde i svime. Et smukt og varieret landskab med udsigt til Smålandshavet til den ene side og Avnø Fjord til den anden, hvor man kunne gå i timevis og kun møde fugle, ræve og rådyr samt bison-okser, der gik frit omkring på den yderste del af odden.

Det var derfor, vi fik den lyse ide at prøve at finde en bolig på Knudshoved Odde. Vi havde set, at der lå flere små huse spredt ud over området, så vi ringede til Rosenfeldt gods, som ejede jorden og spurgte, om de havde et hus til leje. Det havde de ikke, sagde sekretæren, det skulle da lige være Knudsskovgård, tilføjede hun tøvende. Vi kendte godt Knudsskovgård. Det var en stor, gammel kampestensbygning, en tidligere proprietærgård som lå yderst ude, der hvor odden blev rigtigt smal. Vi forstod ikke, hvorfor damen lød så betænkelig, for os lød det som en appelsin der faldt ned i vores turban, hvis vi kunne komme til at bo der. Det var jo det sted, vi havde kigget så forelsket på, når vi var på tur derude, og måske kunne det store hus, som senest havde rummet et sommerpensionat, give os mulighed for at fortsætte kursusvirksomheden.

Der var andre end os, der var begejstret for stedet. Vi fik besøg af en japansk familie, som jeg havde fået kontakt med over nettet, og som slæbte poser med sten og sand fra stranden med hjem til Japan til mindeom stedet.

Efter at have givet godsforvalteren nogle referencer og sikret os at huslejen var til at betale, endte det med, at vi skrev lejekontrakt, og i maj 1985 flyttede vi ind i det store hus ‘på den yderste øde ø’. Huset var solidt og havde de moderne bekvemmeligheder, der skulle til. Det trængte bare til en ordentlig omgang rengøring og maling, så vi gik trøstigt i gang med at sætte de mange værelser i huset i stand med henblik på at fortsætte kursusvirksomheden. Efter at have afholdt et par kurser på Knudsskovgård, gik det imidlertid op for os, at vi var færdige med kursusaktiviteterne. Vi orkede det ikke længere og stoppede med at afholde kurser.

Kollega Jan Maxen, Danmarksmester i kunstflyvning, kom en dag i sin maskine og lavede opvisning over gårdspladsen. Mens de fløj med hovedet nedad, tog hans passager dette billede af os, der står og kigger beundrende på det fantastiske syn

Men vi boede jo stadig på et af de smukkeste steder i Danmark, og selvom huset var alt for stort til kun to mennesker, og det tog en hel dag at slå græsplanen i den store parklignende have, valgte vi at blive boende. Og her boede vi så i de næste 15 år, i et landskab der i sommerhalvåret var et lille paradis på jord. Fra den ene side af huset kunne man se ud over Smålandshavet og fra den anden side udover Avnø Fjord.

Vi strejfede omkring og lærte hver krog i landskabet at kende, og selvom terrænet kunne være svært at forcere, vandrede vi flere gange de 7 km ud til spidsen af Odden, hvor man finder et unikt bronzealderlandskab, hvor der vokser omtrent samtlige danske træsorter, mandshøje bregner, filtrede brombærkrat, kaprifolie, vedbend og et væld af sjældne blomster. I de små søer trives alle slags frøer, bl.a. Danmarks største bestand af den totalfredede klokkefrø, hvis lyde man kunne være heldig at høre om foråret.
I et af udhusene havde godset stående en gammel firehjulstrækker uden nummerplader,og når vi havde ældre, gangbesværede folk på besøg, stjal vi os til at køre dem ud på spidsen i den, selvom det strengt taget var forbudt. Området var fredet, og bilkørsel var forbudt, så skulle man helt ud på spidsen af odden og besigtige det helt særlige landskab derude, måtte man gå den lange vej. Cykling lod sig heller ikke rigtigt gøre på de sandede veje.

Finn reparerer antennen. Desværre måtte han tilbringe en lille timestid på taget, fordi stigen væltede, og han ikke kunne råbe mig op inde i huset. Endelig kom der en ensom vandrer forbi, som fik mig hidkaldt og hjalp mig med at rejse stigen.

Vores eneste naboer var et par sommerhuse, hvoraf det ene var en sortmalet bjælkehytte, som lå godt gemt væk nede ved stranden. Det var en gave fra den norske stat til godsets ejer, den gamle kammerherre, som tak for hans indsats i den norske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Her boede hver sommer dronningens hofdame, som var søster til fruen på godset. Nogle gange fik vi fint besøg, når hun kom op til os og skulle låne telefonen.

Når vi havde gæster, var det ikke noget problem at have dem boende et par dage. Her til Sct. Hans.

Jo, vi havde det dejligt ude på ‘Knuden’, det bedste sted af alle de steder vi har boet, selvom det somme tider kunne være lidt strengt at bo der i vintermånederne, når sneen vanskeliggjorde bilkørsel på den smalle vej ind til byen. Jeg var begyndt som lærer på den nystartede sprogskole i Nykøbing Falster, hvor jeg underviste flygtninge og indvandrere i dansk, og måtte forcere eventuelle snemasser. Men det skete vistnok kun et par gange i løbet af alle årene, at jeg måtte ringe afbud til skolen på grund af føret.

Selvom klimaet kunne være barsk om vinteren derude på odden, havde vi det rigtigt hyggeligt indendøre, og vi kunne jo altid tage en løbetur i det store hus.

Det var en skøn tid. I dag er vi flyttet tilbage til hjemstavnen og bor i Mellerup lidt uden for Randers, og vi kan bestemt ikke klage over hverken bolig eller beliggenhed, men engang imellem sender vi alligevel en nostalgisk tanke til det lille paradis, vi boede i dengang ude på Knudshoved Odde.