Savner Muffi

Jeg holder af hverdagen. Sådan sagde Dan Turell og lad det være mottoet for mit fortsatte blogskriveri efter en laaang blogpause. Det var begyndt at ligne en sur pligt at holde familie, venner og følgere a jour med dybsindige blogindlæg om min dagligdag og fortid – det blev bare for meget, og så er det på tide at holde op. Ligesom når man er til fest og har det allersjovest. Så skal man bare huske på, at så er det på tide at gå hjem med festen i glad erindring.

Men en blog behøver jo ikke at være prætentiøs. Den kan f.eks. bestå af helt almindelige hverdagsskildringer af et liv i Nordjylland sammen med en fransk bulldog-hvalp, som skal lære at begå sig i livet og stå på egne ben i hjemmet, mens mor er på arbejde i Ålborg. Sådan en blog skriver Mette Bech. Hendes skildringer og utroligt flotte fotos af hvalpen Bob, His Bobness, følger jeg troligt med i.

Mettes Blog får mig samtidig til at tænke på, at jeg savner mit eget husdyr. Vores kat Muffi døde for nogle måneder siden mæt af dage og af sygdom, 15 år gammel , og vi har besluttet, at for fremtiden skal vores eneste husdyr kun bestå af småfuglene på terrassen, hvis liv og færden vi følger med i, og som hver dag bliver fodret rigeligt. Inde fra lænestolen kan jeg følge med i en konstant trafik af skovspurve, gråspurve, blåmejser, rødkælke, musvitter, solsorte, duer og endnu flere, som har vænnet sig til at komme her og blive fodret af.

Men i nogen tid har vi måttet indstille vores fodring derude, for der er indtruffet et husdyr på arenaen, som jeg slet ikke er begejstret for, tværtimod er jeg hunderæd for den rotte, som fra tid til anden viser sig derude og spiser af fuglefoderet. Min dyrevenlighed omfatter ikke rotter, selvom jeg ved, at der er nogle, der har en rotte som kæledyr, og at der i Indien findes et tempel med hundredvis af rotter, som bliver fodret og tilbedt som guder. Uha nej – rotter, slanger, padder og krokodiller er ikke mine yndlingsdyr. Edderkopper derimod har jeg efterhånden lært at leve med ved at betragte deres fantastiske spindelvævning. Men nu har vi haft besøg af en rottefænger fra kommunen, som har opstillet en lille uhyggelig kasse med rottegift, og så håber vi, at fuglene snart kan få deres foder i fred igen.

Men jeg savner stadig Muffi – og hendes søn Mini som ligeledes døde fornylig. Vi har næsten altid haft katte i huset siden dengang for mange år siden, da vi boede i et lille bondehus i Brøndbyøster. Her fik vi sommetider besøg af naboens sorte hunkat, som efterhånden begyndte at opholde sig mere ovre hos os end hos ham. Den fik killinger, og naboen havde fortalt os, at han havde fået dem aflivet. Men så en dag da jeg kom hjem fra arbejde, opdagede jeg i et hjørne af soveværelset en lillebitte kattekilling. Vinduet i soveværelset havde stået på klem, og Storemisser, som Lunds kat herefter kom til at hedde, havde bragt sin sidste overlevende killing i sikkerhed i vores soveværelse. Storemisser og Filius blev starten på vores kattehold, og siden da har vi altid haft katte i huset. Indtil nu. Men vi har lovet hinanden højt og helligt, at vi for fremtiden stiller os tilfreds med småfuglene på terrassen.