Det kollektive felt

Blandt vores mange gamle smalfilm har vi én fra 1967 optaget fra et af vinduerne på Charlottenbog. Her gik Finn dengang på arkitektskolen, og jeg var taget med ham derind for at vi sammen med andre studerende kunne se tronfølgeren og hendes franske ægtemand køre forbi i bryllupskaret på Kongens Nytorv. Det var stort dengang. Den lidt klodsede og generte prinsesse Margrethe havde minsandten fundet sig en flot, fransk greve og sad nu der i kareten og så meget forelsket ud. Der havde været meget skriveri i aviserne om, at det snart var på tide, at hun giftede sig, og hvem skulle det nu være med. Ingen havde regnet med, at hun snart efter skulle hjemføre en smart og eksotisk franskmand, som nok indirekte havde æren for, at hun gradvist også begyndte at opføre sig mere selvsikkert og verdensdameagtig og være smartere i tøjet.

Næste gang jeg stødte på Margrethe og Henrik var i biografen, måske et årstid senere. Finn og jeg havde investeret i et par af de bedre pladser i Imperial for at se ‘Bonnie og Clyde’, og midt under filmen hviskede Finn til mig: “Der sidder nogle bagved du kender”.  Da jeg vendte hovedet for at hilse, så jeg Henrik og Margrethe sidde og smile tilbage, som om de var parate til at hilse igen. Jeg blev lidt befippet, men fik nikket høfligt.

I årenes løb har jeg fulgt rimeligt med i kongefamiliens gøren og laden og også været småirriteret over prins Henriks trang til fransk selvhævdelse. Alligevel synes jeg, han fortjener al den virak og de emotioner, der bliver ham til del nu – lidt for sent måske.

Mit eget lidt triste mood over hans død skyldes ikke bare påmindelsen om, at døden jo med alderen også puster én selv i nakken, men min sindsstemning og den megen ståhej i medierne har fået mig til at tænke på, hvordan et fænomen som kongehuset griber ind i det kollektive felt. Ligesom i gamle dage hvor hele familien Danmark sad samlet om TV og så den samme udsendelse og følte sig i samme båd, kender alle danskere kongefamilien og forholder sig til den. Og når et medlem af kongefamilien dør, lægger der sig et trist slør over hele det kollektive felt.

Jeg foretrækker en dronning/konge frem for en præsident. Forfatningsmæssigt viser kongeriget sig at være et godt og stabilt system, og jeg viger gysende tilbage for tanken  om f.eks. at se en Pia Kjærsgård eller Lars Løkke som præsident. Så langt hellere den stil, der altid vil præge en konge eller dronning.. Og så er Kongerækken jo en fantastisk måde at huske Danmarkshistorien på. For at opfriske sin Danmarkshistorie, behøver man kun at repetere Kongerækken.

Som en lille krølle på al denne kongerøgelse – som man ganske rigtigt meget hurtigt kan få nok af – , skal jeg huske at fortælle, at de allermest dronningetro hertillands, er vores indvandrere. Det har jeg erfaret som mangeårig indvandrerlærer. Når jeg virkelig skulle fange klassens opmærksomhed, behøvede jeg bare at begynde at fortælle om det danske kongehus, så var interessen vakt. En gang hørte jeg nogle unge palæstinenske mænd i klassen tale om dronningen og bedyre over for hinanden, at hun var sød. Måske skulle vi i højere grad begynde at bruge kongehuset som en brik i vores integration af indvandrere.

 

 

 

 

Reklamer

Hellig Ko

Har man fødselsdag her i huset, er man hele dagen udnævnt til at være hellig ko. I dag er det husets herre, der nyder dette privilegium, hvilket betyder, at han suverænt bestemmer alt, lige fra hvad vi skal have at spise og drikke til temperaturen i stuen.  Vores termostater er forskelligt indrettet, og diskussionen i familien drejer sig ofte om temperaturen i stuen. Mens jeg foretrækker en normal stuetemperatur, vil han helst leve i en bageovn. Heldigvis passer udetemperaturen i dag så nogenlunde til bagetemperaturen i stuen. Nu er det da heldigvis holdt op med at sne, men vinden tuder stadig om hushjørnerne.

Hvad angår aftensmaden plejer han at være et taknemligt offer for mine  vegetariske eksperimenter i køkkenet. I aften skal maden bl.a. omfatte Kirsten Skaarups rosenkål. Rosenkål er så sundt, så sundt. Spiser man nok af dem , kan man opnå at blive mindst 90, påstår radiodoktoren. Det mener Finn åbenbart også, for i morges sagde han: “Når jeg bliver 90 kan jeg vel ikke undgå at holde en fest”. Kan godt lide optimismen.

Jeg har ikke set rotten i to dage. Måske har den været i nærkontakt med den sorte boks ude på terrassen. Jeg holder øje med dens eventuelle færden herinde fra lænestolen, hvor jeg skiftevis kæmper med opskriften til et par hæklede TV-sokker til lillesøster og veksler mellem at læse i to gode bøger fra biblioteket, Tilmann Lahme: Familien Mann og Marilynne Robinson: Hjemme.

Hip, hip hurra!

Finn

Savner Muffi

Jeg holder af hverdagen. Sådan sagde Dan Turell og lad det være mottoet for mit fortsatte blogskriveri efter en laaang blogpause. Det var begyndt at ligne en sur pligt at holde familie, venner og følgere a jour med dybsindige blogindlæg om min dagligdag og fortid – det blev bare for meget, og så er det på tide at holde op. Ligesom når man er til fest og har det allersjovest. Så skal man bare huske på, at så er det på tide at gå hjem med festen i glad erindring.

Men en blog behøver jo ikke at være prætentiøs. Den kan f.eks. bestå af helt almindelige hverdagsskildringer af et liv i Nordjylland sammen med en fransk bulldog-hvalp, som skal lære at begå sig i livet og stå på egne ben i hjemmet, mens mor er på arbejde i Ålborg. Sådan en blog skriver Mette Bech. Hendes skildringer og utroligt flotte fotos af hvalpen Bob, His Bobness, følger jeg troligt med i.

Mettes Blog får mig samtidig til at tænke på, at jeg savner mit eget husdyr. Vores kat Muffi døde for nogle måneder siden mæt af dage og af sygdom, 15 år gammel , og vi har besluttet, at for fremtiden skal vores eneste husdyr kun bestå af småfuglene på terrassen, hvis liv og færden vi følger med i, og som hver dag bliver fodret rigeligt. Inde fra lænestolen kan jeg følge med i en konstant trafik af skovspurve, gråspurve, blåmejser, rødkælke, musvitter, solsorte, duer og endnu flere, som har vænnet sig til at komme her og blive fodret af.

Men i nogen tid har vi måttet indstille vores fodring derude, for der er indtruffet et husdyr på arenaen, som jeg slet ikke er begejstret for, tværtimod er jeg hunderæd for den rotte, som fra tid til anden viser sig derude og spiser af fuglefoderet. Min dyrevenlighed omfatter ikke rotter, selvom jeg ved, at der er nogle, der har en rotte som kæledyr, og at der i Indien findes et tempel med hundredvis af rotter, som bliver fodret og tilbedt som guder. Uha nej – rotter, slanger, padder og krokodiller er ikke mine yndlingsdyr. Edderkopper derimod har jeg efterhånden lært at leve med ved at betragte deres fantastiske spindelvævning. Men nu har vi haft besøg af en rottefænger fra kommunen, som har opstillet en lille uhyggelig kasse med rottegift, og så håber vi, at fuglene snart kan få deres foder i fred igen.

Men jeg savner stadig Muffi – og hendes søn Mini som ligeledes døde fornylig. Vi har næsten altid haft katte i huset siden dengang for mange år siden, da vi boede i et lille bondehus i Brøndbyøster. Her fik vi sommetider besøg af naboens sorte hunkat, som efterhånden begyndte at opholde sig mere ovre hos os end hos ham. Den fik killinger, og naboen havde fortalt os, at han havde fået dem aflivet. Men så en dag da jeg kom hjem fra arbejde, opdagede jeg i et hjørne af soveværelset en lillebitte kattekilling. Vinduet i soveværelset havde stået på klem, og Storemisser, som Lunds kat herefter kom til at hedde, havde bragt sin sidste overlevende killing i sikkerhed i vores soveværelse. Storemisser og Filius blev starten på vores kattehold, og siden da har vi altid haft katte i huset. Indtil nu. Men vi har lovet hinanden højt og helligt, at vi for fremtiden stiller os tilfreds med småfuglene på terrassen.

Fra udkanten

Det kan vist ikke kaldes ‘den rådne banan’ – måske snarere ‘udkanten’ – der hvor jeg bor. Men jeg skal bestemt ikke klage over den udkant, hvor vi i overmål nyder godt af både stilhed, ren luft, skøn natur og flinke folk. Jeg var dog noget forundret, da jeg for nogen tid siden i den lokale Dagligbrugsen så, at der var blevet opstillet en kølemontre med veganske produkter, for jeg har aldrig anset folk i området for at være specielt med på den vegetariske trend, flere af dem går endda på jagt.

Varerne i kølemontren skulle selvfølgelig prøves, da vi her i huset hovedsagelig spiser vegetarisk, så et lille udvalg blev bragt med hjem, og det viste sig, at både pålæg og middagsret smagte rigtigt godt. Postejen lavet af mandler og oliven var især lækker, og veggie-bøfferne serveret med stegte løg smagte i retning af en gammeldags hakkebøf.

DSCN0186

Næste gang jeg kom i brugsen, skulle jeg selvfølgelig hen til montren og forsyne mig igen, men flere af varerne var allerede udsolgt. Jeg spurgte ekspeditricen, om der ville blive fyldt op på hylderne. “Ih ja”, sagde hun, “der er gang i salget. Det er noget vi kommer til at føre i fremtiden”. Der kan man bare se. Det er ikke kun i København og Århus og omegn, at folk er fremme i skoene hvad angår den grønne bølge.

Ved at slå op på nettet kan jeg se, at det er in at være flexitar, dvs. på nogle af ugens dage at vælge kødet fra, og i supermarkederne er der masser af vegetariske færdigretter at vælge imellem. Hos Coop siger man, at salget af vegetarretter er steget med mellem 25 og 30 procent fra 2014 til 2015. Så dejligt at høre. Godt for både miljø og dyrs ve og vel!

En vinterhistorie

Vi har ild i kakkelovnen, selvom det faktisk ikke er nødvendigt, for vejret her i januar 2017 ligner slet ikke det, jeg kalder vinter, men det er alligevel rart med lidt lunhed her i stuen hos det ældre, kuldskære ægtepar.

Kakkelovnsvarme kunne samme ægtepar derimod godt have brugt den 28. december 1978, hvor den værste snestorm i mands minde satte ind. Det gik værst ud over Sydsjælland og Lolland Falster, hvor parret uheldigvis befandt sig midt i orkanens øje på deres nyligt købte gård langt fra alfarvej midt imellem Næstved og Præstø. De var godt i gang med renoveringen af ejendommen, der skulle stå færdig som kursusejendom til sommer, når de påtænkte kurser i yoga, meditation og diverse psykoterapier med allerede hyrede lærere udefra skulle tage deres begyndelse. Renoveringen af stuehuset med privatbolig, køkken og nogle værelser var netop afsluttet. Som det sidste var der blevet lagt isoleringsmateriale ud over hele loftet. Nu var der kun tilbage at færdiggøre en af længerne, en tidligere stald, der skulle rumme øvelsessal og sovesale.Humøret var derfor rimeligt i balance, da de om formiddagen havde været i Næstved og  købe stort ind til nytår, hvor nogle af vennerne fra København skulle komme og fejre nytåret sammen med dem i deres nye bolig.

Men allerede sidst på eftermiddagen begyndte det at sne og blæse op, og da de vågnede næste morgen rasede snestormen, og snedriverne nåede visse steder helt op til vinduerne. Temperaturen var dalet betragteligt i nattens løb og havde nået -17 grader, så der var uro at spore i det lille hjem, men de glædede sig trods alt over, at der var lunt og godt indendøre, og at de havde fået hjembragt forsyninger nok til et stykke tid.

Glæden skulle dog kun vare kort, for ikke længe efter blev elektriciteten afbrudt på grund af væltede elmaster og dermed standsede også varmen fra oliefyret. Den eneste varmekilde i huset var nu flaskegaskomfuret i køkkenet og de eneste lyskilder stearinlys og lommelygte. Der var efterhånden hundekoldt i huset, så det eneste nogenlunde varme sted var foran gasbageovnen. Her tilbragte de småfrysende og med gaslugten i næsen størstedelen af deres tid i to lænestole, som de havde slæbt derud inde fra stuen. Selv katten, som var kommet løbende kort tid efter at de var flyttet ind, men endnu ikke var blevet så tryg, at den havde vovet sig indenfor i stuehuset, endte med at ligge i skød foran gasbageovnen.

Man tror næppe, dette kan finde sted  i lille Danmark, men i en hel uge var vi totalt sneet inde og afsondret fra omverdenen. Det var vedvarende bidende koldt og sneen blev ved med at fyge om hushjørnerne. Gennem telefonen, vores eneste kontakt med omverdenen, blev vi orienteret lidt om situationen omkring os. Bæltekøretøjer pløjede sig igennem snemasserne for at komme folk til undsætning. Et ældre ægtepar i en landejendom i vores område havde haft besøg af et bæltekøretøj, der bragte foder til kreaturerne, og i andre tilfælde måtte bæltekøretøjer transportere folk til hospitalet. På landevejen sydpå var mange bilister kørt fast i sneen, og folk måtte indlogeres hos familier i huse langs vejen.

Gården lå i en lavning i landskabet ned til en lille å og mosestrækning, lige et sted hvor sne kunne finde på at lægge sig, og gården blev nærmest begravet i sne. Efter flere dages hård frost uden varme i huset frøs nu også vandrørene, og så var det slut med vandforsyningen. Skulle der bruges vand, måtte vi smelte sne i en stor gryde på gaskomfuret, det var derfor lidt småt med hygiejnen.

Nytårsaften, som skulle have været fejret sammen med vennerne, blev tilbragt i lænestolene foran gasovnen med at spise de til lejligheden indkøbte kastanjer, som jo heldigvis netop kunne ristes i ovnen, der til stadighed stod tændt. Hertil drak vi et glas rødvin og skålede på, at genvordighederne snart måtte være slut.

Men det skulle vare flere dage, før vi endelig blev befriet. Vores lille Morris 1000 havde vi på et tidligt tidspunkt af uvejret meget fornuftigt parkeret oppe ved kommunevejen for enden af vores 1000 m lange grusvej. Der stod den begravet i sne og efterhånden havde vi fra køkkenvinduet ikke kunnet skelne den fra de andre snedriver deroppe. Da vejret omsider stilnede af, kom der snart store biler med sneskovle og ryddede kommunevejen, og vi fik bilen gravet fri. Den kunne heldigvis starte, hvorefter vi kørte til det nærmeste supermarked og købte ind. Da havde snevejret raset i over en uge.

Men historien er ikke slut, for da det blev tøvejr viste det sig, at de frosne vandrør på loftet var sprunget læk og havde lavet skader på de nymalede vægge samt gennemblødt isoleringsmaterialet på loftet. Det varede længe, inden vi fik alle skaderne udbedret og også selv var kommet på højde med situationen igen. Men det hele lykkedes uden posttraumatisk stress, og om sommeren blev de første kurser gennemført som planlagt.

 

Hjem til Jul

Jeg må tilstå, at jeg er lidt kedelig i forhold til al jule- og nytårshalløjet. Jeg synes, juleriet starter alt for tidligt, og normalt når jeg at blive træt af det, inden julen overhovedet er begyndt. Her på mine gamle dage plejer jeg at drage et stort lettelsens suk, når det hele er overstået den 1. januar, idet jeg naivt håber, at vi så kan starte op på en ny og frisk, og at verden vil udvikle sig til det bedre i det nye år.

Men jeg oplever jo, at juleglæden hos folk omkring mig er oprigtig og stor, og jeg husker også fra barndommen, hvor frydefuldt det var at holde jul hos bedstefar og bedstemor på gården, og senere i livet hvordan jeg glædede mig til at komme væk fra storbyens jag og holde en fredelig og festlig jul sammen med familien derovre i Randers.

Dengang ude på gården var min bror og jeg de forkælede små, om hvem alting drejede sig, når julen satte ind, og vi var overbeviste om, at det var julenissen og ikke kattene, som spiste den skål risengrød, som vi juleaften var med til at sætte op på høloftet.

blikshojgard

Da jeg blev lidt ældre og havde lært at læse og læste alle de bøger, jeg kunne komme i nærheden af, var min yndlingslekture ved juletid  “Ved Julelampens Skær”, en bog som bedstemor købte hver jul.

ved-julelampens-skaer-1944

Med årene havde der dannet sig en lille samling af “Ved Julelampens Skær” i bogreolen i den øverste stue på gården, og ved juletid spænede jeg gennem stuerne for at hente en bog med historier om folk, der trodsede snemasser og andre problemer for at kunne nå hjem til juleaften. Jeg spænede derop, fordi der over bogreolen hang et gammelt stik med Jesus, der opvækker Jairi datter. Billedet af Jesus, der sad ved den døde piges seng, fyldte mig med rædsel, så jeg greb med lukkede øjne den første den bedste af de eftertragtede bøger og var først rolig, når jeg igen sad i kakkelovnsvarmen i den store stue og kunne forlyste mig med en af de gode julehistorier.

Juleaften var det store klimaks, hvor bedstefar efter maden sad for enden af langbordet og læste juleevangeliet op af familiebibelen. Den dag i dag står den gamle bibel i min reol, dog i en noget miserabel forfatning, da efterkommerne i Randers ikke nærede den samme veneration over for det bibelske univers som bedsteforældrene ude på gården, så den blev adskillige gange i barndomshjemmet udsat for vand, når blomsterne på reolen skulle vandes.

Efter julemiddagen på gården stod vi ude i køkkenet og ventede, mens juletræet blev tændt, og det var et stort øjeblik, når døren blev åbnet og juletræet stod der med fehår og strålede i al sin glans.Hvorfor bruger man ikke fehår mere. Er det mon for brandfarligt? I hvert fald var det flot. Og gaverne. Jeg husker især et år, hvor jeg af bedstemor fik en lille rødmalet kommode til dukketøj, i hvis skuffer der lå fint hæklet og syet dukketøj, som mor og fastrene havde lavet.

Sidenhen da bedstefar og bedstemor var flyttet ind i gårdens pensionistbolig, og det var farbror og tante, der residerede på gården, fik familien i Randers hvert år op til jul leveret en halv gris derudefra.

Dongsbo

Dette var indledningen til julen, som dog allerede så småt var begyndt med de bunker af julekort, som postbudet kom med, og som hobede sig op på skænken i spisestuen. Her sad familien om aftenen og var travlt beskæftiget med at besvare alle julekortene fra den store omgangskreds. Men det var en særlig betydningsfuld begivenhed, når den halve gris fra gården blev placeret på køkkenbordet, og mor gik i gang med at partere og tilberede. Hun havde været i huset på en gård som ung og vidste, hvordan man af grisen skulle fremtrylle flæskestege, medisterpølse, sylte, frikadeller og leverpostej, og det var nødvendigt med store mængder, for foruden far, mor og seks børn sad der altid ekstra gæster om bordet til juledagenes frokoster..

Far var også involveret i julens madorgie. Han skaffede som regel en spand friske sild, som mor saltede og marinerede, og engang kom han hjem med en stor, rund gammelost, som han havde tiltusket sig hos en mejeribestyrer, han kendte. Dette blev dog en éngangsforeteelse, for den lugtede så kraftigt, at den måtte opbevares udenfor i kælderhalsen.

I dag er jeg mestendels vegetar, så det ville ikke være grisemaden, der ville få mig til at længes mod hjemmet, når det blev jul, men for pigen, der dengang var flyttet hjemmefra fra provinsbyen til København, var det både maden og den livlige og varme stemning i hjemmet ved juletid, der gjorde det til et must for hende at nå hjem til højtiden. Og dengang i tresserne kunne det godt være en besværlig rejse, hvis det blev rigtigt vintervejr. Ofte tog vi over med Grenå-Hundested færgen, som var den korteste og billigste vej, men hvis det bare blæste en smule, vippede den lille færge ganske forfærdeligt, og det skete flere gange, at folk blev søsyge og stod ude ved rælingen og kastede op.

Et af årene gik turen hjemad dog nedenom med Storebæltsfærgen. Det skete i en vens veteranbil, en gammel Ford A årgang 1932. Det var en rigtig gammel skrammelkasse, som kun kunne køre 60 km i timen, og da snedriverne begyndte at hobe sig op og vinduesviskerne desuden satte ud, blev det en meget besværlig hjemtur. Men humøret var højt. Vi var fire personer, der skulle hjem til jul i Randers. Jeg selv sad på bagsædet mellem gaver og rejsetasker, mens min medpassager ved siden af forlystede selskabet med sang og guitarmusik. Turen varede næsten hele dagen, men vi endte med at nå velbeholdne hjem til jul.

Nu er det snart jul igen, og som sædvanlig begrænser vores juleri her i huset sig til en enkelt dekoration og en masse blomster, men vi er så heldige, at vi hvert år bliver inviteret til juleaften i Fønsskov gamle skole på Fyn, hvor søster og svoger alligevel får julesindet frem med gammeldags julehygge og veltilberedt and.

 

 

 

 

 

 

Da Grethe forleden fyldte rundt

Dette er et lille eventyr om, hvordan det gik til, at en  sød, ung  københavnerpige gik hen og blev til en ærkejyde, og  nu i dag kan sidde her og fejre sin runde fødselsdag,.

Det hele begyndte med en bror og søster, som boede med deres forældre langt ude på landet. Broren var lidt af en vildbasse og fik tit knubs, når han under deres leg kastede sig ud i farlige foretagender. Storesøster gik derfor ofte og var lidt bekymret for ham. Det blev hun ved med, da familien senere flyttede ind til Randers, og broren var blevet smedelærling på Scandia og om aftenen gik ud på nattesjov sammen med kammeraterne. Hun havde det med at bekymre sig , storesøsteren, og det gjorde hun  stadig, da bror senere tog ud at sejle som maskinist på de store have, helt til Sydamerika, ja  selv efter at han var blevet  militærpoliti i København. Her var hun også selv flyttet til og boede sammen med sin mand ude på Rosenvej i Gentofte, hvor de boede til leje på 1.sal i en villa, og når broren kom ud og besøgte dem, tænkte hun ved sig selv: ”Bare han dog snart kunne finde sig en sød pige”.

Så en dag da han besøgte dem, sagde han minsandten ”Jeg har truffet en pige. Må jeg tage hende med ud og besøge jer?” Der var stor glæde i det lille hjem, da han snart efter kom ud og præsenterede dem for Grethe, som pigen hed, og hun viste sig at være netop den søde pige, som søsteren i sit stille sind havde efterlyst.

Grethe boede i et værelse på Vesterbro og cyklede hver dag ud til Handelsbanken på Gl. Kongevej, hvor hun arbejdede som bankassistent.  Hendes forældre havde en tobaksforretning i Tordenskjoldsgade lige om hjørnet til Det Kgl. Teater, og det var spændende at høre om, hvordan skuespillerne der, bl.a. Poul Reichardt, undertiden kom og købte deres smøger i butikken. Grethes mor havde spurgt Grethe om, hvordan det var gået med besøget hos søsteren og hendes mand, og Grethe fortalte, at det havde været hyggeligt og lidt sjovt, for det ene af deres to værelser var helt fyldt op af en adskilt motorcykel, med smådele, skruer og møtrikker fordelt i konservesdåser, så  der kun lige var plads til et klaver og en divan, men ellers var det gået rigtigt godt.

De 4 unge mennesker sås tit og hyggede sig sammen.  Grethe inviterede på højt smørrebrød inde på Vesterbro. Smørrebrød var heldigvis en direkte vej til brors hjerte, for han havde altid elsket god og rigelig mad, og for søsteren og hendes mand var dette noget ganske andet end de flade madder, de var vant til ude på Rosenvej. De fire havde det også sjovt og hyggeligt på andre måder og gik ofte ud sammen i København og slog til Søren.

Efter nogen tid blev det unge par forlovet, og efter at bror havde suppleret sin uddannelse med en kørelæreruddannelse og Grethe havde skiftet jobbet i København ud med Handelsbanken i Randers, blev der holdt bryllup. Det foregik i Gladsaxe kirke med efterfølgende stor bryllupsmiddag i Grethes onkels villa i Gladsaxe.  Hele familien fra Randers havde taget turen til hovedstaden, og her var alle sejl sat til. Aftenen før brylluppet var alle kvinderne til polterabend med smørrebrød og dans i Lorry, og mændene var i Nyhavn.

Dagen efter strålede det unge par som solen, da de poserede for fotografen ude foran kirken.  Og under den efterfølgende bryllupsmiddag sang gæsterne fra Jylland til københavnernes store forundring ”Jyden han er stærk og sej” for ligesom at forberede Grethe på hendes nye liv som jyde.

Og søsteren – ja, hun var nu befriet for alle sine bekymringer, broren havde fundet den søde pige, som hun havde efterlyst, og familien i Randers havde fået et nyt familiemedlem, som havde begge ben på jorden, og som helt sikkert ville kunne træde til, hvis tingene skulle brænde lidt på i familien derovre i Jylland.