Hjem til Jul

Jeg må tilstå, at jeg er lidt kedelig i forhold til al jule- og nytårshalløjet. Jeg synes, juleriet starter alt for tidligt, og normalt når jeg at blive træt af det, inden julen overhovedet er begyndt. Her på mine gamle dage plejer jeg at drage et stort lettelsens suk, når det hele er overstået den 1. januar, idet jeg naivt håber, at vi så kan starte op på en ny og frisk, og at verden vil udvikle sig til det bedre i det nye år.

Men jeg oplever jo, at juleglæden hos folk omkring mig er oprigtig og stor, og jeg husker også fra barndommen, hvor frydefuldt det var at holde jul hos bedstefar og bedstemor på gården, og senere i livet hvordan jeg glædede mig til at komme væk fra storbyens jag og holde en fredelig og festlig jul sammen med familien derovre i Randers.

Dengang ude på gården var min bror og jeg de forkælede små, om hvem alting drejede sig, når julen satte ind, og vi var overbeviste om, at det var julenissen og ikke kattene, som spiste den skål risengrød, som vi juleaften var med til at sætte op på høloftet.

blikshojgard

Da jeg blev lidt ældre og havde lært at læse og læste alle de bøger, jeg kunne komme i nærheden af, var min yndlingslekture ved juletid  “Ved Julelampens Skær”, en bog som bedstemor købte hver jul.

ved-julelampens-skaer-1944

Med årene havde der dannet sig en lille samling af “Ved Julelampens Skær” i bogreolen i den øverste stue på gården, og ved juletid spænede jeg gennem stuerne for at hente en bog med historier om folk, der trodsede snemasser og andre problemer for at kunne nå hjem til juleaften. Jeg spænede derop, fordi der over bogreolen hang et gammelt stik med Jesus, der opvækker Jairi datter. Billedet af Jesus, der sad ved den døde piges seng, fyldte mig med rædsel, så jeg greb med lukkede øjne den første den bedste af de eftertragtede bøger og var først rolig, når jeg igen sad i kakkelovnsvarmen i den store stue og kunne forlyste mig med en af de gode julehistorier.

Juleaften var det store klimaks, hvor bedstefar efter maden sad for enden af langbordet og læste juleevangeliet op af familiebibelen. Den dag i dag står den gamle bibel i min reol, dog i en noget miserabel forfatning, da efterkommerne i Randers ikke nærede den samme veneration over for det bibelske univers som bedsteforældrene ude på gården, så den blev adskillige gange i barndomshjemmet udsat for vand, når blomsterne på reolen skulle vandes.

Efter julemiddagen på gården stod vi ude i køkkenet og ventede, mens juletræet blev tændt, og det var et stort øjeblik, når døren blev åbnet og juletræet stod der med fehår og strålede i al sin glans.Hvorfor bruger man ikke fehår mere. Er det mon for brandfarligt? I hvert fald var det flot. Og gaverne. Jeg husker især et år, hvor jeg af bedstemor fik en lille rødmalet kommode til dukketøj, i hvis skuffer der lå fint hæklet og syet dukketøj, som mor og fastrene havde lavet.

Sidenhen da bedstefar og bedstemor var flyttet ind i gårdens pensionistbolig, og det var farbror og tante, der residerede på gården, fik familien i Randers hvert år op til jul leveret en halv gris derudefra.

Dongsbo

Dette var indledningen til julen, som dog allerede så småt var begyndt med de bunker af julekort, som postbudet kom med, og som hobede sig op på skænken i spisestuen. Her sad familien om aftenen og var travlt beskæftiget med at besvare alle julekortene fra den store omgangskreds. Men det var en særlig betydningsfuld begivenhed, når den halve gris fra gården blev placeret på køkkenbordet, og mor gik i gang med at partere og tilberede. Hun havde været i huset på en gård som ung og vidste, hvordan man af grisen skulle fremtrylle flæskestege, medisterpølse, sylte, frikadeller og leverpostej, og det var nødvendigt med store mængder, for foruden far, mor og seks børn sad der altid ekstra gæster om bordet til juledagenes frokoster..

Far var også involveret i julens madorgie. Han skaffede som regel en spand friske sild, som mor saltede og marinerede, og engang kom han hjem med en stor, rund gammelost, som han havde tiltusket sig hos en mejeribestyrer, han kendte. Dette blev dog en éngangsforeteelse, for den lugtede så kraftigt, at den måtte opbevares udenfor i kælderhalsen.

I dag er jeg mestendels vegetar, så det ville ikke være grisemaden, der ville få mig til at længes mod hjemmet, når det blev jul, men for pigen, der dengang var flyttet hjemmefra fra provinsbyen til København, var det både maden og den livlige og varme stemning i hjemmet ved juletid, der gjorde det til et must for hende at nå hjem til højtiden. Og dengang i tresserne kunne det godt være en besværlig rejse, hvis det blev rigtigt vintervejr. Ofte tog vi over med Grenå-Hundested færgen, som var den korteste og billigste vej, men hvis det bare blæste en smule, vippede den lille færge ganske forfærdeligt, og det skete flere gange, at folk blev søsyge og stod ude ved rælingen og kastede op.

Et af årene gik turen hjemad dog nedenom med Storebæltsfærgen. Det skete i en vens veteranbil, en gammel Ford A årgang 1932. Det var en rigtig gammel skrammelkasse, som kun kunne køre 60 km i timen, og da snedriverne begyndte at hobe sig op og vinduesviskerne desuden satte ud, blev det en meget besværlig hjemtur. Men humøret var højt. Vi var fire personer, der skulle hjem til jul i Randers. Jeg selv sad på bagsædet mellem gaver og rejsetasker, mens min medpassager ved siden af forlystede selskabet med sang og guitarmusik. Turen varede næsten hele dagen, men vi endte med at nå velbeholdne hjem til jul.

Nu er det snart jul igen, og som sædvanlig begrænser vores juleri her i huset sig til en enkelt dekoration og en masse blomster, men vi er så heldige, at vi hvert år bliver inviteret til juleaften i Fønsskov gamle skole på Fyn, hvor søster og svoger alligevel får julesindet frem med gammeldags julehygge og veltilberedt and.

 

 

 

 

 

 

Da Grethe forleden fyldte rundt

Dette er et lille eventyr om, hvordan det gik til, at en  sød, ung  københavnerpige gik hen og blev til en ærkejyde, og  nu i dag kan sidde her og fejre sin runde fødselsdag,.

Det hele begyndte med en bror og søster, som boede med deres forældre langt ude på landet. Broren var lidt af en vildbasse og fik tit knubs, når han under deres leg kastede sig ud i farlige foretagender. Storesøster gik derfor ofte og var lidt bekymret for ham. Det blev hun ved med, da familien senere flyttede ind til Randers, og broren var blevet smedelærling på Scandia og om aftenen gik ud på nattesjov sammen med kammeraterne. Hun havde det med at bekymre sig , storesøsteren, og det gjorde hun  stadig, da bror senere tog ud at sejle som maskinist på de store have, helt til Sydamerika, ja  selv efter at han var blevet  militærpoliti i København. Her var hun også selv flyttet til og boede sammen med sin mand ude på Rosenvej i Gentofte, hvor de boede til leje på 1.sal i en villa, og når broren kom ud og besøgte dem, tænkte hun ved sig selv: ”Bare han dog snart kunne finde sig en sød pige”.

Så en dag da han besøgte dem, sagde han minsandten ”Jeg har truffet en pige. Må jeg tage hende med ud og besøge jer?” Der var stor glæde i det lille hjem, da han snart efter kom ud og præsenterede dem for Grethe, som pigen hed, og hun viste sig at være netop den søde pige, som søsteren i sit stille sind havde efterlyst.

Grethe boede i et værelse på Vesterbro og cyklede hver dag ud til Handelsbanken på Gl. Kongevej, hvor hun arbejdede som bankassistent.  Hendes forældre havde en tobaksforretning i Tordenskjoldsgade lige om hjørnet til Det Kgl. Teater, og det var spændende at høre om, hvordan skuespillerne der, bl.a. Poul Reichardt, undertiden kom og købte deres smøger i butikken. Grethes mor havde spurgt Grethe om, hvordan det var gået med besøget hos søsteren og hendes mand, og Grethe fortalte, at det havde været hyggeligt og lidt sjovt, for det ene af deres to værelser var helt fyldt op af en adskilt motorcykel, med smådele, skruer og møtrikker fordelt i konservesdåser, så  der kun lige var plads til et klaver og en divan, men ellers var det gået rigtigt godt.

De 4 unge mennesker sås tit og hyggede sig sammen.  Grethe inviterede på højt smørrebrød inde på Vesterbro. Smørrebrød var heldigvis en direkte vej til brors hjerte, for han havde altid elsket god og rigelig mad, og for søsteren og hendes mand var dette noget ganske andet end de flade madder, de var vant til ude på Rosenvej. De fire havde det også sjovt og hyggeligt på andre måder og gik ofte ud sammen i København og slog til Søren.

Efter nogen tid blev det unge par forlovet, og efter at bror havde suppleret sin uddannelse med en kørelæreruddannelse og Grethe havde skiftet jobbet i København ud med Handelsbanken i Randers, blev der holdt bryllup. Det foregik i Gladsaxe kirke med efterfølgende stor bryllupsmiddag i Grethes onkels villa i Gladsaxe.  Hele familien fra Randers havde taget turen til hovedstaden, og her var alle sejl sat til. Aftenen før brylluppet var alle kvinderne til polterabend med smørrebrød og dans i Lorry, og mændene var i Nyhavn.

Dagen efter strålede det unge par som solen, da de poserede for fotografen ude foran kirken.  Og under den efterfølgende bryllupsmiddag sang gæsterne fra Jylland til københavnernes store forundring ”Jyden han er stærk og sej” for ligesom at forberede Grethe på hendes nye liv som jyde.

Og søsteren – ja, hun var nu befriet for alle sine bekymringer, broren havde fundet den søde pige, som hun havde efterlyst, og familien i Randers havde fået et nyt familiemedlem, som havde begge ben på jorden, og som helt sikkert ville kunne træde til, hvis tingene skulle brænde lidt på i familien derovre i Jylland.

Ude på Valby Bakke

Forleden var der på Googles forside en lille vignet om Kamma Rahbek i anledning af, at hun fyldte 241 år. Ellers er hun ikke en personlighed, der plejer at stå stor ståhej om, men af en eller anden grund havde danske Google valgt at hylde hende på hendes fødselsdag, hvilket hun faktisk også fortjener.

kamma-rahbeks-241st-birthday-5086632295268352-hp2x

Kamma Rahbek er en næsten glemt personlighed, som indirekte i høj grad satte sit præg på Guldalderens København. Hun boede dengang i begyndelsen af 1800-tallet sammen med sin mand, litteraturkritiker og professor Knud Lyhne Rahbek, ude i Bakkehuset, på Valby bakke, i dag kendt som Bakkehusmuseet, dengang langt uden for København,

Herude i Bakkehuset skabte Kamma et åndehul for datidens store personligheder. I de hyggelige stuer, som man kan fryde sig over den dag i dag på Bakkehusmuseet, var der ofte besøg af H.C. Andersen, brødrene H.C. og A.S. Ørsted, B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, Johan Ludvig Heiberg, St.St. Blicher, Adam Oehlenschlæger, Johannes Ewald og endnu flere. Her sad de omkring tebordet eller middagsbordet og førte lange samtaler med den lille, spinkle kvinde, som ikke gjorde meget væsen ud af sig selv ud over at skabe et kulturelt miljø og en atmosfære, som er gået over i historien som et slags centrum for hele guldalder-Danmark. Kamma interesserede sig brændende for litteratur, men udover de breve hun skrev til sine mange venner, når de var på udenlandsrejser,  skrev hun ikke selv.

Hun følte sig åbenbart bedst tilpas hjemme i Bakkehuset.

stue1

Her gjorde hun det til en kunst at lave små fine æsker, som hun fremstillede af luksuøse papirmaterialer, gerne købt i Hamburg, og fremtryllede fantastiske, avancerede æsker helt fra bunden. Med guldborter, løvefødder, spejleffekter og påmalede motiver eller akvareller under glas i låg og bund er de at betragte som individuelle kunstværker, som man stadig kan se udstillet på Bakkehusmuseet.

aeske

Til Bakkehuset hørte dengang en syv tønder land stor have, hvor Kamma Rahbek som en af de første privatpersoner i Danmark passioneret og næsten videnskabeligt dyrkede sjældne planter og smukke blomster. Her kunne man gå små ture på de bugtede stier omkring den lille havedam og nyde det smukke natursceneri.

En af familien Rahbeks venner var forfatteren P.A. Heiberg, som skrev satiriske vers. Det var ham, som skrev verselinjen “Ordener hænger man på idioter”, som også ofte bliver citeret i dag. I 1799 var trykkefriheden i Danmark blevet erstattet af censur, og det gik ud over P.A. Heiberg, som var en stridbar samfundskritiker. Han fik frataget sit statsborgerskab og blev udvist af landet. Det fortælles, at Kamma og Knud Lyhne stod på Valby Bakke og vinkede farvel til deres ven, da diligencen med ham kørte ud af byen mod Paris, hvor han tilbragte resten af sit liv. Hans otte-årige søn, Johan Ludvig Heiberg, kom herefter i pleje hos familien i Bakkehuset og tilbragte et par år af sin barndom her.

Man kan sige, at Kamma Rahbek fungerede som salon-værtinde for guldalderens personligheder, en salon som var mere dansk og ligetil i sin form end datidens aristokratiske og superforfinede parisiske saloner. I hvert fald har Kamma Rahbek sat sig dybe spor i historien om den danske guldalder. Hun døde i 1829, kun 54 år gammel, efterfulgt året efter af sin mand, Knud Lyhne Rahbek, som angiveligt sygnede hen uden Kamma i huset.

BAKKEHUSET

Da jeg blev gift i sin tid, forærede min svigermor mig til brylluppet et fint, gulnet kniplingslommetørklæde og sagde med betydningsfuld mine, at det havde tilhørt Kamma Rahbek. Dengang sagde dette mig ikke ret meget, men jeg fik at vide, at svigermor for år tilbage havde arvet nogle genstande fra en gammel dame af Kamma Rahbeks slægt, som havde været bofælle med en tante i familie. I arvegodset fra svigerforældrene fandt jeg selv senere en miniæske i en lidt miserabel forfatning, som jeg mente godt kunne være en af Kamma Rahbeks æsker. Det samme mente Bakkehusmuseet, som fik den overdraget. Jeg har dog gemt et foto af æsken:

kamma-miniaeske

Men lommetørklædet har jeg stadig.

 

 

 

 

 

 

Den røde Pung

Den engelske komiker Jeff Wysasky skulle en tur til Barcelona og blev advaret af sine venner om de mange lommetyve der. Han udtænkte derfor en genial ide, som ville være en sød hævn, hvis nogen skulle finde på at stjæle hans pung. Metoden er  lige  vand på min mølle, fordi jeg selv engang i Rom i et overfyldt tog fik stjålet min pung af en lommetyv og bagefter følte mig ganske ydmyget samt efterfølgende havde en masse besvær med at få spærret mit betalingskort og erstattet kørekort og andre kort i pungen. Det værste var dog næsten, at min nye, fine pung var væk, en lækker, rød pung købt dagen i forvejen i søsters yndlings læderbutik i Viterbo.

Jeff fandt en billig tegnebog og købte et grimt lykønskningskort med musik i og en flaske med glitterpulver. Han limede lykønskningskortet inden i tegnebogen og dryssede godt med glitterpulver indeni. Historien melder desværre ikke noget om, hvorvidt han blev bestjålet i Bardelona, så at tyven kunne blive narret og gjort godt til grin. Men det må vi næsten håbe.

Som barn havde jeg selv forestillinger om, hvordan jeg gennem forskellige former for snedighed og snille ville kunne narre indbrudstyve og andre forbrydere på min vej, men en dag da der faktisk skete noget i den retning, som måske kunne have udviklet sig til noget værre, var det dog ganske andre brutale midler, jeg tog i brug. En dag hvor jeg var alene hjemme, ringede det på døren, og da jeg lukkede op, stod der en ukendt, og for mig at se skummelt udseende mand udenfor og spurgte efter mine forældre. Da jeg dumt nok sagde, at de ikke var hjemme, satte han med et snedigt smil en fod på dørtærsklen, som om han alligevel ville træde indenfor. Resolut smækkede jeg døren i på hans fod, som han fik trukket til sig med et halvkvalt skrig. Han må mindst have forstuvet storetåen. Da mine forældre kom hjem, fortalte jeg om episoden. De kendte ikke noget til den person, jeg beskrev, så der er forhåbentlig ikke grund til at fortryde min brutale handling.

Tilbage til episoden i Rom, hvor jeg sammen med mine to søstre steg på toget for at komme ud til Vatikanet. Folk myldrede ind, og vi stod som sild i en tønde. Naiv som jeg er, skænkede jeg ikke tricktyve en tanke, men da vi stod ud, spurgte mine søstre uroligt, om jeg havde min pung. De var mere Rom-vante end mig og havde lagt mærke til nogle mistænkelige fyre omkring mig. Og ganske rigtigt – min fine, røde pung var væk.

Det var en grim oplevelse, og jeg har oprigtigt ondt af folk, som ikke bare får stjålet en pung, men får hele deres hjem gennemrodet af tyve. Heldigvis havde jeg to resolutte søstre, som hjalp den noget fortumlede storesøster i nødens stund. Ja, selv en nøjagtig kopi af den røde pung, som tjener mig godt den dag i dag,  blev fremskaffet igen.

pung.JPG

 

 

 

Glaskål og og yogakursus

Så kom der lige 4 portobello-svampe og en glaskål i indkøbskurven. Hvad der skal ske med sådanne impulskøb vides aldrig, før jeg har søgt viden på Google, for det er jo rent ud sagt fantastisk, hvad man kan finde ud af, når man søger information her. Jeg, som ellers ikke kan prale af at være noget teknisk geni, har ved hjælp af Google f.eks. løst utallige it- og elektronikproblemer her i huset, og det er nu heller ikke længere noget problem for mig at finde ud af, hvad vi skal have at spise til aften. Google løser nemt problemet for mig.

Med hensyn til glaskålen var jeg lidt urolig, for i modsætning til mig der elsker kål og desuden ved, at kål er noget af det sundeste der findes, har Finn det meget svært med at få kål ned. Han plejer at dække sig ind bag min egen elskede far, som ikke kunne udholde synet af hvidkål og spidskål samt George W.Bush, som hævdedes at hade broccoli – som om han nu skulle være autoritet på noget område. Men både for min egen og vores sundheds skyld prøver jeg alligevel med jævne mellemrum at liste noget kål i min ægtemand.

Inspireret af Google blev glaskålen og portobello-svampene tilberedt på følgende måde:

Kålen, som i størrelse og konsistens minder om en kæmpe bagekartoffel, skæres ud i små, mundrette firkanter og koges halvmøre i vand. Efter at kogevandet er hældt fra, steges stykkerne møre på panden i en god klat brunet smør.

Fjern stokkene fra svampene og skrab det meste af lamellerne ud. Stokkene hakkes fint sammen med tomater, rødløg og en rest kogte kikærter. Dette røres op med en god skvæt af Massimos olivenolie og krydres med salt, peber og lidt chilipulver. Blandingen fyldes i svampene, og der hældes endnu lidt olivenolie over. Bages i ovnen i 12-15 minutter.

Mens vi sad og spiste dette måltid mindedes vi, hvornår vi sidst havde spist glaskål. Det var meget længe siden, helt tilbage i begyndelsen af 1970’erne på et yogakursus i Sverige. Maden her var vegetarisk, og råvarerne blev leveret af et par, som drev et biodynamisk landbrug i nærheden. De kom med jævne mellemrum kørende i deres gamle ladvogn fyldt med kasser af forskellige grøntsager, og det var til aftensmaden en dag, hvor de havde været der med deres fremmedartede grøntsager, at vi smagte glaskål for første gang.

Hvad vi dengang på kurset lærte af praksis og grundprincipper inden for yoga og meditation har vi haft stor nytte af lige siden, men sandt at sige var de strenge regler, der skulle overholdes i de 14 dage, kurset varede, lidt af en prøvelse. Enkelte opgav da også undervejs og rejste hjem, og det samme overvejede vi flere gange. Men heldigvis holdt vi ud.

Vi udholdt total tavshed i flere dage, hvor vi kun måtte meddele os skriftligt, og dette kun hvis det drejede sig om noget absolut nødvendigt. Vi gennemgik en tarmskylning, hvor systemet skulle udrenses totalt gennem indtagelse af store mængder saltvand afbrudt af forskellige yogaøvelser, og hvor der i anledning af begivenheden var opstillet ekstra toiletter i området. Det var en hård  – og ret munter omgang -, men ret skal være ret, efterfølgende følte vi os lette og virkeligt godt tilpas.

En af kursisterne, en kendt designer, havde fået sin daglige avis omdirigeret til stedet og kunne ikke forstå,at hun ikke havde modtaget den, så hun brød alle regler om tavshed og råbte til yogalæreren, som sad oppe på taget og arbejdede på skorstenen, om han havde set hendes avis. “Her på yogakursus læser vi ikke avis”, råbte han, “så den har jeg konfiskeret”. Så fulgte en længere rasende polemik, før tavsheden var genoprettett. Man accepterede efterhånden de forskellige rasende udbrud, for det lå ligesom i kortene, at frustrationer skulle udtrykkes og ikke fortrænges.

Måske var det nemesis, alligevel syntes vi dog, at det var lidt synd for yogalæreren, at hans arbejde med skorstenen ikke rigtigt lykkedes. En aften da vi sad i det store opholdsrum og skulle indvi den nyopførte kamin med plexiglas, skete der en mindre eksplosion, så gnister, plexiglas og sod føg ud irummet. Ingen kom dog noget til ud over at få sod i hovedet, men yogalæreren var mærkeligt tavs og ydmyg efter uheldet. Det var ikke lykkedes ham at få gennemtrækket i skorstenen til at fungere ordentligt.

Dagen efter hjalp Finn ham med et par skitser, så der kunne etableres et ordentligt træk, og et stykke tid efter at vi var kommet hjem, fik vi et kort fra ham, hvor han takkede for hjælpen, samt at kamin og skorsten nu fungerede perfekt.

Ligesom Proust med Madeleine-kagen, skulle der altså en glaskål til for at bringe disse hændelser op i erindringen.

 

 

Helte og Heltinder

Jørgen Leth har sine helte. De er som regel mandlige, som det sig måske hør og bør for en mand. Jeg så ham forleden aften tale om sine helte i et program på DK4, denne underlige kanal der spøjst nok har så mange programmer med den tyske sanger Hansi Hinterseer, men som altså forleden aften også bragte denne samtale med Jørgen Leth, som Finn kender fra sine unge dage, og som vi derfor skulle se. Kanalen har ikke undertekster, hvilket som regel er påkrævet for mig med min dårlige hørelse, men jeg kastede mig alligevel ud i det, og det viste sig heldigvis, at Jørgen Leth talte så langsomt og tydeligt, at jeg kunne høre det meste af, hvad der blev sagt.

Normalt har jeg det ikke godt med folk, der promoverer sig selv alt for kraftigt og er derfor lidt forbeholden over for Jørgen Leth, som jeg fornemmer er her og der og alle vegne. Desuden siger hverken hans film eller digte mig noget, og jeg følger ikke med i Tour de France og kan ikke udtale mig om hans højt priste evner som kommentator her. Men denne aften brændte han igennem på skærmen som et ægte, ærligt og nærværende menneske, og hvis man kan kalde en mand for sød, vil jeg tillade mig at kalde ham det. Jeg forstår bedre, hvorfor Finn har fremhævet ham, når jeg har været ude efter ham med riven Da Finn i sin ungdom spillede som blues- og boogiepianist i diverse klubber og værtshuse i Århus og omegn, var Jørgen Leth en ung journalistspire, som var fan af hans musik og skrev rosende om ham i aviserne, og han har også senere nævnt Finn i artikler og bøger.

Udsendelsen med Jørgen Leth fik mig til at tænke på, at jeg jo også selv, især i ungdommen, har haft mine ‘heltinder’, som har betydet noget for mig. Og jeg ved ikke hvorfor, at det netop var fru Nielsen fra mine teenageår, som dukkede op imin erindring. Fru Nielsen var min venindes mor, og det var lige så meget hende som veninden Lotte, der trak, når jeg kom på visit i deres lejlighed på øverste etage i et nybyggeri i Randers. Det var ikke bare de fantastisk lækre kager, som hun jævnligt diskede op med, der trak , hun var oprindelig udlært konditor, eller den gode og hyggelige stemning der herskede i familien, som også inkluderede hunden Topper og katten Morten. Sidstnævnte havde hun på mystisk vis lært at trække proppen op af badekarret og tisse der, når den skulle. Nej, det var hendes evne til at lytte og snakke afslappet med mig om de ting, der optog mig i mit teenage-univers. Med 6 børn i familien havde min søde mor andet at beskæftige sig med end at drøfte livets problemer med sin ældste datter.

Som 14-årig blev jeg inviteret med Lotte og Nielsens på besøg i København, hvor de oprindelig kom fra. Det var første gang, jeg var på besøg der, så det var noget af en oplevelse. Vi overnattede nogle nætter på hotal Prinsen i Roskilde og tog hver morgen med toget ind til København for at opleve hovedstadens seværdigheder. Det var stort for den lille randrusianer at spadsere omkring i vrimlen på Strøget – for slet ikke at tale om besøget i Tivoli. Her sad hun på Divan 1 sammen med Nielsens og spiste rejer. Dengang var rejer ikke så almindelig en spise som i dag, og som noget særligt var det en stor skål upillede rejer, der blev stillet på bordet foran den lille flok. Så fru Nielsen gik i gang med at undervise i, hvordan man pillede rejer og anbringe dem ‘i trængsel’ på det ristede brød.
Bagefter var vi i Dansetten, hvor der blev danset jitterbug til Peter Rasmussens orkester. Her kom der et par fyre med smalle bukseben og brillantine i håret og ville danse med Lotte og mig, men fru Nielsen mente åbenbart, at de så lidt for skumle ud, for hun sagde med bestemt mine: “Mine døtre danser ikke”. Lidt flovt for os men inderst inde var jeg vist lidt lettet over at blive fri for at begå mig i de vilde bevægelser ude på dansegulvet.

Normalt arrangerede fru Nielsen fødselsdagsfest for Lotte oppe i lejligheden med et gedigent kagebord, som ville få selv la Glace til at blegne, men da Lotte fyldte 15, mente fru Nielsen åbenbart, at der skulle ske noget særligt, for da blev jeg og 4 andre bedsteveninder om eftermiddagen sat stævne oppe ‘Hos Annie’ i Torvegade. ‘Hos Annie’ lå på 1. sal, og i det store hyggelige lokale kunne man spise en let frokost og drikke kaffe og te. Et særligt træk ved etablissementet var det store flygel, hvor en hyggepianist diverterede med musik og sang. Denne dag var det en ung, smart, fyr, som sad bag flyglet og spillede og sang jazzede melodier. Han havde et godt øje til os piger, der sad og drak varm chokolade med flødeskum, og sendte øjne til os, hvilket vi bestemt ikke havde noget imod.

Jeg selv var en anelse utilpas den dag, dels fordi jeg var iført en gul, strikket bluse, som jeg havde arvet efter mor, og som jeg ikke syntes lige var min farve, og dels fordi jeg havde fået krøller i håret, hvilket nok var en fejldisposition. Men så skete der det fantastiske, som reddede hele dagen. Den smarte pianist pegede på mig, smilede med alle sine hvide tænder, og mens han stadig kiggede på mig, spillede han denne her:

Wilhelmina
She’s the cutest little girl
In Copenhagen

Wilhelmina
She has all the fellas
Crazy in the noggin
In Copenhagen

And the roses
On her cheeks
And the music
When she speaks
And how sweet
Her kisses taste
Sugar-canish,
Like my Mama”s Danish pastry

En gammel Danny Kaye sang, for gammel til at findes på YouTube, ellers ville jeg have bragt den her, men jeg har stadigvæk melodien i hovedet. Og det er overflødigt at sige, at veninderne var grønne af misundelse, og at dagen trods striktrøjen og krøllerne var reddet for mig.

Ligesom Jørgen Leth har jeg også mine heltinder og helte. Fru Nielsen med sin empati, sødme og kunstneriske sans var en af dem.

Konfirmation

Vi skal til konfirmation på søndag, og det glæder vi os rigtigt meget til. Som det er tradition i den lille familie, fejrer Cecilie, den tredje af niece Rikke og Henriks fire søde piger, sin konfirmation i et stort telt på gårdspladsen. Efter højtideligheden i kirken kl. 11 samles folk fra nær og fjern til middag i teltet.

Tankerne går i den anledning tilbage til min egen konfirmation. Den fandt sted helt tilbage i 1951, og ligesom i dag var der dengang helt bestemte traditioner forbundet med begivenheden. Jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til den store dag, hvilket jeg også tror Cecilie gør. Hun skal konfirmeres i Skt. Clemens kirke i Randers, mens jeg blev konfirmeret i Skt. Mortens Kirke hos pastor Arberg, som vi gik til konfirmationsforberedelse hos, og som drengene ikke behandlede særlig pænt. De lavede sjov ved at ringe til ham og spørge, om han spillede waldhorn, og om han ville spille med i deres orkester. Det er ikke sikkert, pastor Arberg syntes det var lige så sjovt.

Højtideligheden i kirken sagde mig ikke så meget. Jeg var meget nervøs, da jeg stod oppe omkring alteret sammen med alle de andre, men havde samtidig i baghovedet tanken om en fyr, jeg var varm på, som sad nede i kirken, fordi hans søster også blev konfirmeret, og som jeg håbede ville bemærke mig deroppe foran i kirken i min  flotte konfirmationskjole med pufærmer i broderie anglaise.

Hele familien var selvfølgelig inviteret til middag bagefter, der var rekvireret kogekone, og huset stod på den anden ende. Men der var det skår i glæden, at jeg ikke blev konfirmeret sammen med mine klassekammerater, men havde måttet vente et år på min halvandet år yngre bror, så vores konfirmationsfester kunne slås sammen.  Fornuftigt tænkt af mine forældre, som havde 6 børn, de skulle holde konfirmation for. Men jeg ærgrede mig over, at jeg havde måttet vente et helt år på at blive konfirmeret på grund af ham, det barn.

En vigtig del af begivenheden var tøjet, som også dengang betød meget for mig. Foruden den flotte konfirmationskjole, som faktisk 3-4 år senere blev omsyet til en smart studenterkjole, blev der også købt andendagstøj, en højrød, ulden kjole med et flettet sort skindbælte og hertil sorte ballerinasko i ruskind, et dress jeg følte mig rigtigt godt tilpas i til de efterfølgende ungdomsgilder, der blev afholdt efter konfirmationerne. Det var straks værre med frakken og en rød hat i en slags kasket-facon. Disse rædsler, som jeg ikke havde på mange gange, fik lov at blive hængende i skabet. Senere brugte jeg nogle af pengene, jeg fik i gave, til at købe endnu en kjole, en smart sag som jeg var meget glad for. Endnu gladere blev jeg, da nogle af veninderne kom og fortalte, at Astrid Villaume, som spillede hovedrollen i den nyeste danske film, der gik i Rådhusteatret, havde en kjole af samme model på i filmen.

Faktisk har jeg svært ved at huske, hvad jeg fik af gaver. Dog kan jeg huske en taske i noget lækkert skind, som sikkert har været dyr, men forfærdelig grim. Jeg gik i hvert fald aldrig med den. Dog når jeg tænker efter, har jeg stadig tre gaver fra dengang.

DSCN6440

Sølvsmykkeskrin, rejseetui til sysager, digtsamling

I dag hedder det Blå Mandag. Dengang hed det ungdomsgilde, og det var noget af det bedste omkring konfirmationen.  Den efterfølgende lørdag blev der derfor afholdt ungdomsgilde i huset, og der var liv og glade dage. Far og mor havde sat alle sejl til, måske for at kompensere lidt for dobbeltkonfirmationen. I hvert fald var Kaj og Carita, to musikere fra fars orkester, hidkaldt for at spille klaver og harmonika, der var hængt guirlander op i stuerne, og Maja, vores unge pige som ikke var meget ældre end os, havde sat en blomst i håret og var meget tilfreds med at agere barpige bag den improviserede bar, hvorfra der blev serveret sodavand og landgangsbrød, som var små lange flutes belagt med forskelligt pålæg. Det var et gevaldigt gilde, som der gik ry af længe efter. Også dengang var det vigtigt gennem alle konfirmationens ritualer at markere overgangen fra barn til voksen.