Dagens motionstur

2. august 2009

En af flere vandreture nær hjemmet går mod venstre. På højre hånd ligger fjorden udbredt for ens blik og til venstre ligger flere Christiania-agtige småhuse. Her et af dem, som ovenikøbet ligger på hjørnet af Friheden.

Mac eller Windows – en computerhistorie

Min søster har en Mac computer, og det er egentlig min skyld, hvis man da kan tale om skyld i den forbindelse. For selvom jeg selv bruger Windows, hænger min hu og mit hjerte stadig ved Mac. I 1998 skiftede jeg af forskellige årsager over til Windows, og søster arvede min gamle Mac. Den var nem at betjene, og da hun ikke er nogen nørd, fortsatte hun med Mac, da den skulle udskiftes.

Men det er nu ikke særlig smart med en Mac, når man bor i Randers og omegn, for der er ikke megen hjælp at hente, hvis der bliver problemer med dyret. Jeg blev af den grund hidkaldt igår, og det lykkedes mig gennem trial og error metoden igen at få det hele til at fungere.

Hvorfor har jeg så ikke selv en Mac, når jeg nu faktisk foretrækker Mac og bliver helt blød om hjertet, hver gang jeg ser æblet på låget af en bærbar. Jo, det er en længere historie. Mit computerunivers starter helt tilbage i 1989, hvor jeg får tilbudt en bogoversættelse på betingelse af, at oversættelsen bliver afleveret på diskette. Det lyder selvfølgelig meget smartere end de papirdynger med gennemslag, jeg normalt producerer, når jeg laver oversættelser, men gode råd er dyre, for selvom jeg er fascineret af dette forholdsvis nye medie, har jeg ikke en pind forstand på det.

Det ender alligevel med, at jeg går ind i Fona i Næstved, hvor vi dengang boede, og køber den Olivetti computer til 14.000 kr., som de reklamerer med i vinduet. Jeg får den installeret derhjemme, og jeg studerer de tykke manualer og tilbringer søvnløse nætter med at finde ud af funktioner og DOS styresystem og hvad ved jeg.

Endelig kommer jeg i gang, rystende nervøs for at der skal gå i koks i det hele, og det lykkes mig da også et par gange at få slettet store dele af det, jeg har skrevet. Men oversættelsen bliver trods alt færdig til tiden, og jeg er temmelig stolt, da jeg endelig kan sende en lille fiks A-diskette ind til forlaget.

Herefter går det slag i slag, og jeg er godt på vej til at blive en dedikeret computernørd. Jeg studerer ivrigt Politikens computertillæg, redigeret af Ole Grünbaum, som stærkt reklamerer for Mac, og det ender da også med, at jeg skifter Olivettien og det bøvede DOS-system ud med en lille handy Mac. Pragtfuld lille maskine, nem at betjene.

Derfor har jeg da også en stor finger med i spillet, da sprogskolen, min daværende arbejdsplads, til deres nyoprettede computerværksted, indkøber Mac-maskiner. Dette er faktisk ikke særlig smart, da kursisterne efterfølgende skal videre ud i virkelighedens verden og som regel her konfronteres med Windows.

Men alt går strygende dels med mine private computer-færdigheder dels med skolens computerværksted, hvor jeg nyder ry som computer-ekspert, indtil kommunen i 1998 vil donere penge til et bedre computerudstyr på skolen under forudsætning af, at det bliver Compaq maskiner og dermed Windows styresystem. Og således gik det til, at jeg også selv fik et godt tilbud om en stor Compaq, som jeg ikke kunne sige nej til, sagde farvel til min Mac og gav den til søster.

Alt dette ligger til grund for, at jeg bruger  Windows og – skam få mig – ikke Mac. Compaq’en blev ovenikøbet sidste år suppleret med en lille fiks Acer bærbar, som jeg lige nu sidder og skriver på her i sofaen. Men næste gang – tro mig – bliver det en Mac, og så får lillesøster storesøsters Windows – hvis hun overhovedet vil have den.

Motionstur til færgen da solen endelig kom frem

28. juli 2009

Danmarks mindste færge hedder ‘Ragna’ efter den første færgemands kone for snart mange år siden. Her boede de:

Den sejler fra Mellerup til Voer over Randers fjord og har plads til 4 biler, et par motorcykler og godtfolk, der har lyst til en 5 minutters sejlads over fjorden for at nyde naturen på den anden side.

En godt gemt og glemt idyl

2 km fra hjemmet, der hvor Gudenåen løber ud i Randers Fjord, ligger Støvringgård Kloster. Her gik vi en tur i eftermiddag – som vi så ofte gør – og kiggede på alle herlighederne. Og  heldigvis har vi det som regel for os selv, for her kommer næsten aldrig et øje. Vi taler somme tider om, at man måske skulle lade sig skrive op til en af de lejligheder, der i dag er indrettet på slottet.

Slottet er opført i 1622 og blev i 1760 gennem et testamente omdannet til et kloster for en priorinde og 12 jomfruer fra “de fem første klasser af den kgl. rangfordeling”, hvad det så end vil sige. Men jomfru skulle tages bogstaveligt, for ingen mand måtte bo inden for voldgraven, og der var streng straf for uanstændig opførsel.

I 1981 flyttede den sidste af de såkaldte konventualinder ud, men man kan stadig finde deres navne på gravstenene på konventualindernes kirkegård, som ligger i skoven tæt ved slottet.

Om foråret blomstrer her den største rhododendronbusk, jeg har set her til lands.

På stenen her kan man se, at hun hed Johanne til fornavn, men på de fleste sten er navnene udvisket.

På den anden side af vejen ligger skoven med naturens herligheder. Her en lille skovsø, hvor den eneste lyd er kildens rislen og solsortens sang:

Og på vejen hjem, for nu at komme ned på jorden igen, fandt vi nogle store markchampignons, som skal flødestuves til aftensmaden.

 

 

Dyrlægen og kompagni til frokost

24. juli 2009

Her slår hun og den yngste mave efter frokosten. De havde slet ikke besøgt os, efter at vi er flyttet  her ud til fjorden, så i går kom hele flokken til frokost, 9 personer omkring bordet. Jeg er slet ikke så god til at stille an til gæster, som da jeg var yngre, dengang gik det hele bare lynhurtigt og som en leg, men operationen lykkedes da, alle fik mad i munden og var åbenbart tilfredse.

Hvad mad angår har jeg været igennem det hele, lige fra dengang vi levede af mikromakro-mad med  brune ris, soja, gulerødder og selleri. Frygtelig kedelig mad, men det skulle jo være så sundt og godt for den spirituelle udvikling, og i Japan, hvorfra mikromakroen stammer,  bliver folk da vist også meget ældre end os andre dødelige her til lands. På den anden side –  kommer man man til at se ud som den 113-årige englænder, som døde forleden, har jeg ikke noget imod at komme herfra noget tidligere. Efter mikromakroen stod den i flere år på udelukkende vegetarisk mad, undtagen når vi var  inviteret i byen og spiste hvad der kom på bordet.  Det havde vi det fint med, og det var sjovt at eksperimentere med vegetariske retter. I dag på vores gamle dage forholder vi os mere afslappet til mad. Spiser hovedsagelig vegetarisk og fisk herhjemme, men nyder at spise veltillavet kødmad, når vi kommer ud.

Når vi får gæster, må jeg  altid vride hjernen en ekstra omgang, og her er internettet til uvurderlig hjælp. Her er to velsmagende retter, som faldt i gæsternes smag igår:

Løgtærte med karry

1 rulle tærtedej fra køl

1 kg løg

1 spsk olie og 1 spsk. karry

1 tsk sukker, salt og peber

250 g hytteost

3 æg

100 g revet ost

Rul tærtedejen ud i en tærteform. Pil løgene, halver dem, og skær dem i tynde skiver. Varm olien på en pande, og rist karryen i et minut. Tilsæt løgene, og steg dem bløde, det tager cirka 15 minutter. Krydr med sukker, salt og peber.

Pisk æggene sammen, og rør hytteost og ost i. Krydr med salt og peber.

Læg løgene i tærteformen, og hæld æggeblandingen over.

Bag tærten ved 180 grader i 45 minutter. Servér salat til

 

Ørredsalat

• 4 røgede ørredfileter uden skind (ca. 250 g)
• 1½ dl Karolines Køkken cremefraiche 18%
• 100 g kolde, kogte kartofler i små tern
• 25 g grofthakkede cornichoner (små saltagurker)
• 2 spsk finthakket rødløg
• ½ dl hakket frisk dild
• ¼ tsk groft salt
• friskkværnet peber
• Pynt
• dildkviste
• rødløg i tynde både

 

 

Godt show

 

24. juli 2009

Kig  under Blogroll og  se søde Julie danse til Finns musik til Aages fødselsdagsparty den 21. juli.

Paaskesønnernes Gård

 

13. juli 2009

Forleden dag sad Finn og jeg på hjørnet af Torvegade og Rådhusstræde og spiste en softice mens vi lod blikket glide ud over Rådhustorvet. Her troner i midten byens helt Niels Ebbesen på sin sokkel omgivet af det fine gamle Rådhus fra 1700-tallet samt andre pæne, ældre huse. Rådhuset blev i 1930 flyttet 3 m på ruller for at give plads til en udvidelse af Rådhusstræde. Et smukt og rart miljø, som ikke er blevet ofret på byfornyelsens alter, som det er sket så mange andre steder i byen, hvor bevaringsværdige kvarterer og bygninger i tidens løb brutalt er blevet nedrevet for at give plads til vejgennemføringer og moderne, praktiske og desværre ofte grimme bygninger.

Vi fryder os over miljøet på Rådhustorvet, mens vi spiser vores is, indtil blikket falder på det gamle stenhus over for Skt. Clemensgård, og humøret daler betragteligt og vi spørger undrende hinanden, hvordan man dog kan finde på at plastre den kamtakkede gavl på Påskesønnernes Gård, det smukke, gamle stenhus fra 1463, som vist nok er det ældste hus i Randers, til med et så utroligt grimt hus, som helt skæmmer synet af det gamle hus.

Her ville man virkelig have en chance for at råde bod på fortidens synder ved at rive den grimme kasse ned og evt. opføre en diskret og passende bygning, som lader gavlen på Påskesønnernes Gård stå frit og huset komme til sin ret.

Det gamle hus rummer i sig selv en interessant historie og figurerer i en gammel folkevise, hvori det hedder:

De Paaskesønner lader bygge et huus
midt på Randers Gade
jeg saae aldrig saae højt et Huus
i alle mit Livs Dage.
De Paaskesønner
forbygger alle Borge.

Det fortælles, at brødrene Peter og Niels Paaske byggede gården, hvoraf i dag kun forhuset står tilbage. Brødrene var driftige Randers-købmænd ligesom deres far, Niels Paaske, som efter et skænderi blev slået ihjel af herremanden Lave Broch fra Gl. Estrup. Denne undslap galgen på grund af sin sociale placering, men blev idømt knæfald, bøn og en stor sum penge til familien Paaske. Man mener, at pengene blev brugt til opførelse af huset på Rådhustorvet.

Americana

Det er alt for varmt til andet end at ligge og meditere i liggestolen i skyggen under blodbøgen. Men så er jeg jo alligevel kommet i gang med en bog, som jeg ikke kan slippe, en bog skrevet af min helt, en supermand som fantastisk nok er blevet valgt som USA’s præsident. Bogen er Barack Obamas selvbiografi: Arven efter min Far.

Kan ikke anbefales nok, denne gribende beretning om en klog og viljestærk mand, der på et tidligt tidspunkt i sit liv har sat sig for at gøre Amerika til et bedre sted at leve i for alle fattige, sorte og udstødte. Han skriver om sin barndom på Hawaii sammen med de hvide bedsteforældre, i Indonesien i et muslimsk miljø sammen med sin mor og hendes nye mand og om opholdet i Kenya hos sin afdøde fars afrikanske familie, og alt sammen er det præget af en åbenhed og interesse for de forskellige miljøer, han selv er udrundet af.

Hvem er jeg, lyder det underliggende spørgsmål gennem hele bogen, som er skrevet i 1995, da Obama var 34 år gammel. På engelsk er bogens undertitel: A Story of Race and Inheritance, og han beskriver meget fint, hvordan det er at være sort amerikaner i et samfund, hvor magten ligger hos de hvide.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på en aha-oplevelse, jeg selv havde helt tilbage i 1979 i en 3 dages selvudviklinggruppe i Rajneesh ashram i Poona, Indien, hvor jeg deltog i et  zen-inspireret kursus med titlen Intensive Enlightenment. Kurset gik ud på at tømme sindet for alt tankegods for på ægte zen-maner at opnå satori eller oplyst bevidsthed, et temmelig vidtløftigt projekt. Alligevel bevirkede kurset efterfølgende en bemærkelsesværdig opløftelse og klarhed i sindet, men det var sandelig også en mental maratontur at komme igennem.

Vi sidder der tilbage i 1979 ca. 50-60 mennesker, to personer over for hinanden, på det overdækkede tag af et stort hus i ashramen og skal svare på opfordrinngen ‘Tell me who you are’ fra den der sidder overfor. De to ‘zen-mestre’, dvs. to amerikanske psykoterapeuter, går omkring blandt deltagerne og svirper os på ryggen med deres bambusstokke, hvis vi ikke lader munden løbe uafbrudt i 15 minutter som svar på opfordringen. Når de 15 minutter er gået, er det den anden der skal snakke, og derefter skifter man partner.

Alt – ligegyldigt hvad der dukker op i bevidstheden – skal ud gennem munden, og i 3 dage, kun afbrudt af enkelte mad- og hvilepauser, et par dynamiske kropsmeditationer samt nattesøvnen, som ligeledes foregår på stedet, genlyder taget af mumlen og snak, kun afbrudt af klokker og de strikse kommandoer fra lederne.

Hele forløbet gav en utrolig indsigt i, hvad der egentlig foregår i mennesker, når man er nødt til at give los og uafbrudt give udtryk for hvilke tanker der huserer i en her og nu, og selv følte man sig efterhånden helt udtømt for tanker og som følge af de mentale kraftanstrengelser ekstra sårbar og modtagelig.

Jeg husker, at jeg på et tidspunkt var så udtømt for tanker, at jeg ikke kunne få et ord frem, og det gjorde det jo heller ikke bedre, at al kommunikation foregik på engelsk, da deltagerne jo kom fra hele verden. På det tidspunkt henimod slutningen af seancen var det eneste, der spontant kom ud af min mund ‘Fadervor’ på dansk.

Han, der sad over for mig og var fra Uruguay, kiggede overrasket og opmærksomt på mig og spurgte, da det blev hans tur, om jeg var dansker. Det kunne jeg jo kun nikke bekræftende til, og han fortalte derefter, at han havde danske venner og havde været på besøg i Danmark et par gange og kunne genkende sproget.

Dette var bare en ud af mange mærkelige og bizarre oplevelser. Men kort forinden oplevede jeg det, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste om Barack Obamas refleksioner over sig selv som sort mand i et hvidt domineret samfund. Jeg kommer til at sidde over for en sort, midaldrende, amerikansk mand, sandsynligvis collegeprofessor eller akademiker af en eller anden slags. Han sidder der i en gul mønstret silkeskjorte med to dybe rynker i panden og vreden ulmende i de fløjsbrune øjne. Da jeg siger ‘Tell me who you are’, fortsætter han åbenbart der hvor han slap ved sin sidste partner, for en stadig strøm af vrede og forbitrelse over alle de ydmygelser og nederlag han selv og hans forfædre gennem århundreder har lidt på grund af deres sorte hudfarve vælter ud af ham.

Jeg sidder der over for ham med min hvide hud, og måske også fordi jeg er ekstra sårbar i situationen efter de mange mentale udladninger, oplever jeg pludselig en voldsom skyldfølelse som repræsentant for den hvide race med dens mange overgreb over for de sorte, som om jeg alene er ansvarlig for den sorte races hele ulykke, og jeg begynder at stortude højt og ubehersket.

Han selv stopper op i sine vredesudbrud og kigger et øjeblik forskrækket og forundret på mig. Så ser han pludselig ganske flink ud og råber med stigende øredøvende stemmestyrke ‘bullshit’ flere gange efter hinanden. Under de omstændigheder er det umuligt for mig at blive ved med at hulke, så jeg begynder i stedet at grine. Det samme gør han, og snart efter kaster vi os begge to bagover på måtterne og brøler af grin, så ingen på taget kan høre hvad nogen siger. Indpiskerne kommer løbende hen, kigger straffende på os, råber stop og proklamerer pause uden for programmet.

Det var første gang, det for alvor gik op for mig, hvad sorte mennesker må føle på grund af århundreders overgreb fra os hvide, men når man læser Barack Obamas bog, fornemmer man, at han selv gennem refleksion og klogskab har transcenderet og overvundet enhver vrede og forbitrelse i forhold til det hvide samfund. Han ved til bunds, hvorfor de unge sorte kriminelle i Chicagos southside reagerer som de gør, men han besidder tilsyneladende også kraft, overskud og intelligens til at arbejde for at gøre verden til et bedre sted for os allesammen at leve i.

Ældre indlæg fra forår og sommer 2009

22. juni 2009

 

En litterær kat

Her er Mini, det fantastiske dyr, på terrassen sammen med sin herre og mester Finn, som trods mine vedholdende anbefalinger aldrig læser en roman. Desværre – for det er nu engang en af mine egne hovedinteresser, og jeg ville gerne engang imellem kunne snakke bøger med min mand.
 
Men her fornylig er der så minsandten sket noget. Minis nysgerrighed og interesse for vores bogreol har åbnet en dør på klem. Den har for vane at appellere til vores opmærksomhed ved at pille bøger ud af reolen og så sidde og vente på, at en af os går hen og sætter dem på plads igen. Til sidst syntes Finn, at han lige skulle kontrollere, hvad det dog var for bøger, der gang på gang blev pillet ud, altid de samme. Det viser sig at være Steen Steensen Blichers samlede værker, som plejer at ligge spredt på gulvet, en udgave fra 1911, arvegods fra grandonkel Valdemar Jørgensen med hans fine exlibris i alle bindene. Og siden Finn har opdaget Blicher på gulvet, har han været i gang med helt opslugt at pløje sig igennem hele hans forfatterskab.

Jeg selv kender mest Blicher fra Hosekræmmeren, Præsten i Vejlby og En Landsbydegns Dagbog, skønne noveller, og så selvfølgelig hans vidunderlige sange: Sig nærmer Tiden og  Til Glæden som sat i musik af Knud Vad Thomsen nok kan få tårerne til at springe hos selv det hårdeste hjerte:

Til glæden

Hulde engel! du min barndoms ven!
Tro ledsager i de svundne dage!
Sig mig da hvor est du flygtet hen?
Sig mig når, når kommer du tilbage?

Skønt ukendt du engang fulgte mig,
da min sjæl var fri for sorg og smerte;
nu jeg kender, nu jeg sjunger dig.
Ak! hvi flygter du nu fra mit hjerte?

Dengang ukaldt var du altid nær,
leged med mig vågen og i drømme;
nu jeg kalder dig, o ven så kær!
Ubønhørt jeg må i tårer svømme.

Bor du i det hus, hvor første gang
du har mine læber lært at smile?
Bor du på den løvbekranste vang,
hvor du så min morgenstund bortile?

Blev du i den lund, som jeg forlod,
da mig skæbnen ud i stormen kasted?
Hos den kilde, som fra bakkens fod
mellem blomsterne forbi mig hasted?
 
Bor du højt blandt hine stjerners hær,
som jeg så på himmelbuen tindre?
Har ej himlen da det samme skær?
Er dens høje stjernehvælving mindre?

Er ej nu som fordum lunden grøn?
Kilden klar udi sin blomsterramme?
Er min ungdoms dal ej længer skøn?
Eller – er jeg selv ej mer den samme?

Milde engel! kom endnu en gang!
Fyld min sjæl med hine længsler søde!
Tryl mit hjerte med din serafsang!
Kvæg mit blik med håbets morgenrøde!

Se! jeg søger dig – o kom igen!
Hør jeg kalder, kom igen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen,
Eller snart du til det nye mig drage!

Blicher blev teolog og præst ligesom sin far, men førte et noget omtumlet liv. Han var på et tidspunkt adjunkt på Randers latinskole, som dengang havde til huse i det gamle helligåndshus.
Foruden sit skriveri var han engageret i demokratiske reformer, nye dyrkningsmetoder, skolevæsen og ikke mindst jagtlivet. Med sin bøsse strejfede han vidt omkring i Midtjylland og kom i kontakt med alle slags mennesker. Det var først efter sin død i 1848 at han for alvor blev anerkendt som en af Danmarks største digtere. De sidste 22 år af sit liv var han præst i Spentrup ved Randers. Her findes der i dag en Blicher Mindestue i Malvinas Hus, forpagterboligen til præstegården hvor hans yndlingsdatter Malvina boede sammen med sin mand forpagteren.

 

 5. juni 2009

Hvorfor bringer medierne næsten aldrig de mange positive indvandrerhistorier, spørger jeg gang på gang mig selv. Hvorfor er det kun de vilde ballademagere fra Nørrebro, Vollsmose og Gellerup, som i virkeligheden kun er et fåtal af indvandrere i Danmark, der kommer i Tv-avisen og på forsiden af aviserne? Jeg synes selv, at de mange positive historier er langt de mest interessante, som det ville tjene os danskere bedst – både nationalt og internationalt – at fokusere noget mere på. Den seneste positive historie ud af mange fik jeg igår, da jeg var vikar på sprogcentret.

En intelligent og køn tamilsk kvinde først i halvtredserne kommer på sprogcentret for at blive bedre til skriftlig dansk, så hun kan komme i gang med en  pædagoguddannelse. Da jeg spørger ind til hendes historie, fortæller hun, at hun sammen med sin mand og to småbørn flygtede til Danmark i 1986 efter bombeangreb på deres hjem i Jaffna-området på Sri Lanka. Efter en omvej til Canada fik de ret hurtigt asyl i Danmark og har siden da boet i Randers. Manden er ansat i det offentlige, og to af de tre voksne børn arbejder som læger og den tredje er snart færdiguddannet jurist. Deres øvrige familie befinder sig stadig på Sri Lanka, og på grund af krigshandlingerne i det tamilske område har de ikke haft kontakt med dem i over en måned og ved ikke, om de er levende eller døde. Men den lille familie i Randers har i snart 25 år levet et stilfærdigt liv her uden at gøre et stort nummer ud af sig selv og har oven i købet forsynet det danske samfund med tiltrængt højtuddannet arbejdskraft.

 

19. maj 2009

Nostalgisk havekigger

Det har været en lettelse for mig at definere mig selv som havekigger i stedet for havedyrker, selv om jeg egentlig gerne ville dyrke både blomster og grøntsager, men det lykkes sjældent rigtigt for mig. Alligevel gør jeg hvert år et halvhjertet forsøg. I år har jeg plantet en gul klatrerose på sydmuren af huset ved siden af en rød rose, som voksede der i forvejen, og som på trods af den magre og stenfulde jord trives rimeligt godt ved hjælp af rigelig gødning. Så har jeg plantet to tomatplanter i krukker på et lunt og solbeskinnet sted og endelig naturligvis beplantet krukkerne på terrassen med margueritter, pelargonier og Flittig Hans. I løbet af sommeren skulle der gerne komme endnu flere potteplanter til.
Ruth, min tidlige ungdoms idol og vejleder udi have, madlavning, boligindretning og syning, var en mester til det hele. Hendes store have på gården i Kousted uden for Randers rummede alt, hvad man kunne ønske sig, og alt voksede smukt og frodigt. I det store brede staudebed voksede der et væld af blomster af alle slags i alle farver. Det forekom mig, at hun bare engang imellem gik lidt rundt derude og daskede med hænderne og gravede planter op og plantede nye, som hun tiltuskede sig forskellige steder. Sommeren igennem kunne man sidde på terrassen og kigge ud over blomsterhavet, som skiftede sommeren igennem. I køkkenhaven var der ud over de sædvanlige grønsager både asparges, artiskokker, jordskokker, majroer og i drivhuset selvfølgelig tomater, agurker, peberfrugter og vindruer. Dertil kom så frugthaven med forskellige slags æbler, pærer, blommer og kirsebær.
Hun var selvfølgelig et idol, som var umulig at leve op til, men jeg har alligevel forsøgt mig som eksemplarisk havedyrker et par af de steder, vi har boet, og en eneste gang er det lykkedes at tilnærme mig idolet. Det var så langt tilbage som i 1974, hvor vi boede i et idyllisk bondehus i Jonstrup nord for København lige op til Hareskoven og i nærheden af Søndersø, hvorfra Storkøbenhavn henter sin vandforsyning.
Her bag ved huset havde vi en stor grund, en brakmark som skrånede ned mod Søndersø, og som ikke havde været dyrket i mange år, ud over at naboen, Gammel-Aksel, havde fået lov til at lade et par køer eller heste græsse der engang imellem.
Ham fik vi nu til at oppløje et stort stykke af marken til køkkenhave, og da foråret kom, fik jeg mine lyster styret og såede alle mulige grøntsager. Resultatet oversteg alle forventninger, måske fordi jorden havde ligget brak så længe, for det væltede op med alle de grøntsager, jeg kendte fra Ruths have, incl. jordskokker, skorzonnerødder, majroer, rosenkål, ja alt muligt. Jeg var i den syvende himmel og gjorde som Ruth plejede at gøre, nemlig at forsyne venner og bekendte – stakler som boede i det indre København og kun havde en ussel altan – med alle herlighederne. Og vi selv svælgede i vegetariske lækkerier resten af året.

Euforien varede kun et år. Allerede næste år var entusiasmen og energien dalet og resultatet tilsvarende. Nogen Ruth bliver jeg aldrig, men det er næsten også for meget forlangt.

 

15. maj 2009

Massimos Olie

Spiser du tilstrækkelig med fedt spørger zoneterapeuten, da jeg klager over smerter i venstre side af tyktarmen. Jeg ser vist nok noget måbende ud, for man skal da holde måde med fedtindtagelsen for ikke at blive for tyk. Smør på brødet bruger vi slet ikke her i huset og jeg steger kun i olie, som regel rapsolie. Hun forklarer mig så, at det er godt at spise moderate mængder af god olie for at ‘smøre’ tyktarmen, så der ikke forekommer ufordøjede ophobninger, som kan give ubehag.
Den sluger sundhedsapostlen råt, og tilfældigvis sker der det, at hun et par dage efter af søster Lene får en flaske af Massimos olie. Massimo er Lene og Mogens’ nabo i Blera i Italien. Foruden at være ejer af den lokale bar ejer han også en olivenplantage og presser sin egen olivenolie. Et vink af skæbnen og jeg følger straks zoneterapeutens anbefaling og spiser en skefuld for at smøre tyktarmen. Og aldrig har jeg dog smagt så god en olie. Det er jo imidlertid meningen, at olivenolie skal bruges i maden og ikke som medicin, så her er et par af de seneste måltider hvor jeg har brugt Massimos olie:

Kartoffelsalat
Babykartofler – eller allerhelst nye danske som snart er available – koges møre. De lune kartofler vendes i en dressing bestående af den omtalte olie, vinaigre, dijonsennep, fintklippet dild, purløg og persille samt salt og peber. Serves sammen med æg, tomat og røget hellefisk (som vi her i huset foretrækker fremfor røget laks) eller anden kold fisk.

Husets humus
Kikærter som er sat i blød aftenen i forvejen skylles grundigt og koges 1 time. Skummes ofte. Efter at vandet er hældt fra, afkøles de, kvases i foodprocessoren og røres sammen med olien, rigeligt med citronsaft og presset hvidløg, salt og peber. Kom gerne lidt vand i for at opnå en smidig konsistens. Smager godt sammen med tomatsalat og wokstegte grøntsager.

Jeg skal huske at sige, at ubehaget i tyktarmen er væk!

 

29. april 2009

Zoneterapi

Jeg går til zoneterapi hver 14. dag hos en erfaren og kompetent zoneterapeut og  tror fuldt og fast på, at zoneterapi indvirker positivt på mit helbred, både præventivt og akut når jeg føler mystiske symptoner i kroppen. Måske er det pga. zoneterapien samt – og det må jeg ikke glemme – det daglige kosttilskud bestående af fiskepiller, Gerimax. kalk, D-vitaminer og glucosamin, at jeg sjældent fejler noget. Svært at bevise, for hvordan ville jeg have det, hvis jeg ikke foretog disse ting. Lige meget, min urokkelige tro får mig til at ofre både tid og penge på sagen. Hvad er så Glucosamin. Jo, det er en ekstrakt af skaldyr indeholdende et stof som skulle vedligeholde bruskvævet i leddene, og dette bevirker minsandten, at jeg ikke længere har generende ledsmerter.
Dette var dagens lille opsang fra sundhedsapostlen, som har masser af andre gode råd. De kommer en anden god gang, for lige nu skal hun ud og lave mad.
I dag står den på:

Husmands-paella

Hak løg og hvidløg fint. Snit grøn peber og tomater. Varm rapsolie i en dyb pande og steg grøntsagerne let heri. Lad 1-2 dl ris stege med et par minutter. Kom grønsagsbouillon, salt, peber, en strøget tsk karry i og lad det snurre i 12 minutter. Tilsæt 150  g optøede rejer og en håndfuld frosne fine ærter og lad det snurre videre under låg i 7-8 minutter. Voila retten er færdig nu og serveres med en blandet salat. Afsluttes med frugt. Så skulle vi vist have fået de 5-6 slags grønsager, vi skal have hver dag.