En cyborgs bekendelser

En cyborg, det er vel det, jeg er, en krop der er sammensmeltet med elektronik. Men jeg må sige, at det er en meget tilfreds og veltilpas cyborg, som hver aften tager det ydre elektroniske udstyr af og lægger sig til at sove i fuldkommen stilhed, for derefter om morgenen igen at smække udstyret på siden af hovedet og høre lyde og tale i omgivelserne næsten som før døvheden satte ind. Jeg kan høre radio igen og se TV uden undertekster, og det er ikke som i min gamle, naturlige døve tilstand, hvor jeg kun kunne forvente, at hørelsen blev dårligere og dårligere. Tværtimod skulle min høreevne nu efterhånden blive bedre og bedre, så jeg også efterhånden vil komme til at kunne nyde musik igen. Så er det ikke bare skønt at kunne sige, at jeg har det virkelig fint

Jeg har lovet mine trofaste bloglæsere, at jeg nok skal begynde at skrive om noget andet end min hørelse. For hvor interessant kan emnet dog være for andre end mig samt andre i samme situation. Men for mig er emnet så væsentligt og hele sagen omkring min nye hørelse så forunderlig, at jeg bliver nødt til at fortælle lidt om, hvordan det hele går.

Som sagt inden for hjemmets fire vægge kører det hele igen næsten som normalt. Det største problem under hele døvheden har været det sociale. Når flere mennesker talte i munden på hinanden, kunne jeg næsten ikke høre noget af det, der foregik, og jeg følte mig efterhånden udenfor og utilpas, når jeg var sammen med mere end 4 mennesker ad gangen.

Men også i sociale sammenhænge går det meget bedre nu.Her på vores vej har vi et fællestelt, som bliver brugt til årets gadefest eller beboernes andre fester. I lørdags dannede teltet rammen om en 50-års fødselsdagsbrunch. Her sad 16-17 mennesker og snakkede, mens et skybrud hamrede på teltvæggene, men jeg kunne sagtens høre, hvad de omkringsiddende sagde og følte mig godt tilpas i selskabet.

Vi spiste en overdådig brunch:

IMG_1334

og sluttede med vin og forårslagkage. Forårslagkage er i øvrigt en Randers-specialitet, som i sin tid blev udviklet hos konditor A.O. Handen i Østergade, hvor jeg i gamle dage sommetider drak kaffe sammen med svigermor.

Jeg vender nok tilbage med beretninger fra Cyborg-fronten.

Miraklernes tid

Jeg ved godt, at det ikke skyldes noget mirakel, at jeg nu føler mig normal igen – at jeg kan høre hvad der foregår omkring mig, kan føre en normal samtale med min mand og uden ret meget besvær høre radio og TV igen. Nej, det er selvfølgelig ikke noget mirakel, selvom det føles sådan, det er lægevidenskab og teknologi i skøn forening, der har givet mig hørelsen tilbage. Det er bare helt fantastisk.

Efter at operationssåret efter implanteringen var helt lægt, var jeg i forgårs på Århus Universitetshospital for at få tilsluttet lyd. Jeg havde ærlig talt frygtet, at den elektroniske lyd, der nu blev ført ind til hørenerven, ville lyde som volapyk og kræve stor anstrengelse at lære at tyde. Men nej. Straks efter at lyden var blevet tilsluttet, kunne jeg høre, hvad folk i lokalet sagde, og efter yderligere indstilling dagen efter fik jeg denne her mærkelige fornemmelse af at være blevet et ‘helt’ menneske igen. Jeg har i hvert fald erfaret, at hørelsen udgør en meget væsentlig del af ens identitet, og det er skønt nu at kunne høre igen efter det sidste halve år at have været stærkt tunghør og i den seneste måned efter operationen faktisk totaldøv.

Det lille apparat, der sidder på siden af hovedet og forbindes med implantatet ved hjælp af en magnet, kan nemt skjules under håret:

DSCN6045

Desuden har jeg fået en stor kasse med hjem indeholdende ekstra udstyr og reservedele. Det hele, udstyret og hele proceduren omkring operationen, har kostet en mindre bondegård, så denne blogskriver er blevet en omvandrende kostbar dame, som priser sig lykkelig over at leve i et så velfungerende samfund, at alt dette har kunnet lade sig gøre. Hun vil også i fremtiden betale sin skat med glæde.

Nu skal apparaturet justeres ad et par gange, så de små mislyde, der er, helt forsvinder, og så kan jeg begynde at beskæftige mig med andet end min hørelse.

 

 

 

Stille duet med Dylan

Jo, her går livet stille og roligt. Jeg har heldigvis ikke glemt at snakke endnu, men det kniber noget med at høre responsen. Godt at der er noget der hedder blok og kuglepen. I dag om otte dage får jeg tilsluttet lyd til mit cochlear implant, og så indledes en ny og spændende fase i forløbet. Jeg er fortrøstningsfuld – nu ender jeg i hvert fald ikke som stokdøv.

Når der er én der har fødselsdag på den lille, lukkede vej, hvor vi bor, hejser alle de andre også flaget. Vi har desværre ikke selv flagstang, men kan fryde os over det flotte syn af alle 7-8 flag, der blafrer i vinden ned mod fjorden. Her den nærmeste nabos:

DSCN6040 - Kopi

Og så ærgrer vi os stadigvæk over, at duen stadig er enevældig hersker ude på foderbakken. Men den skal jo også være her og er iøvrigt meget fredsommelig, så vi hælder bare noget mere fuglefrø ud, så der også er noget til de små fugle.

F0derbakke

I modsætning til det stille og rolige liv om dagen er der til gengæld gang i drømmeaktiviteten om natten. Her igen en drøm, der har noget med lyd i at gøre, noget bevidstheden er stærkt optaget af for tiden.

Vi bor i et stort hus med masser af plads og en stor sal, og lægger derfor hus til, da nogle af vores venner skal holde en stor fest. Festen går godt, der er liv og glade dage, og jeg selv er med både som gæst og en slags vært. I drømmen er jeg lidt yngre end i virkeligheden. Pludselig opdager jeg, at Bob Dylan er en af gæsterne og bliver varm indeni og beæret over at være i samme lokale som ham. På et tidspunkt kommer han oven i købet hen og sætter sig ved siden af mig. Det er en anden udgave end virkelighedens Bob Dylan, en 37-38 årig mand, varm, klog og ukrukket. Han trækker guitaren frem og stiller forstærker og mikrofon op og går i gang med at spille og synge. Han beder mig om at synge med, og selvom jeg ved, at jeg ikke synger særligt godt, synger jeg alligevel lidt med ude fra sidelinjen á la Joan Baez, og det går helt godt. Senere siger han til mig, at jeg ligner hans datter, og jeg begynder at forstå, hvorfor han lige har sat sig ved siden af mig. Jeg spørger, om han har et foto af datteren, og han tager et foto af en sort 13-14 årig teenage-pige frem, helt almindelig af udseende og påklædning. Fotoet er taget på New Zealand, siger han. Jeg siger, at ligheden måske består i, at jeg har negroide ansigtstræk, men han siger, at det ikke er deri, at ligheden ligger.

Det bliver ligesom lidt for meget med den fantastiske situation ( jeg ved godt at situationen med Dylan er fantastisk, så det er en slags drøm i drømmen),  så jeg går lidt ud. Her ser jeg, at ungerne i selskabet har smidt noget emballage, og der står en fyldt skraldepose. Jeg samler det sammen og bærer det ud i skraldespanden.

 

Langsom tid

Tiden går langsomt som næsten helt døv, når man hovedsagelig må kommunikere med omgivelserne på skrift, og jeg ser bare frem til at komme til Århus og få tilsluttet lyd til mit nye implantat den 27. Juli. Der er jo nogle, for hvem det at være totalt døv er et livsvilkår, hvis man ikke lige som mig er så heldig at kunne få indopereret et implantat og blive rimeligt hørende igen, så jeg skal bestemt ikke klage.

Operationssåret ved øret læges fint, og bortset fra at rekonvalescensen ikke er blevet sjovere af en penicilinbehandling mod kæbehulebetændelse og et kraftigt hold i lænden, så tegner det hele nu meget lysere. Som døv lever jeg i min egen verden, isoleret fra lydene omkring mig, og når jeg selv taler, lyder det som en meget svag udgave af Anders And. Jeg takker min Gud og skaber for, at der findes så mange gode bøger samt iPad, computer og TV og film med undertekster, indtil jeg får tilsluttet processoren og skal i gang med at lære at tolke lydene gennem min nye elektroniske hørelse, men jeg håber, at hjernen, det fantastiske instrument, vil stå mig bi og være hurtig til at tilpasse sig det nye lydunivers.

Man kan også altid gå og hygge sig med at lave spændende mad. Har man blomkål, kartofler, løg, frosne ærter, tomater samt diverse krydderier på lager, smager denne ret, som jeg fandt i en indisk kogebog, fremragende:

DSCN6019

Igår var en god dag

Der skete nemlig hele to gode ting.

En CT-scanning viste at superniecens kræftknude i højre bryst ikke havde bredt sig, og på tirsdag bliver hun forvandlet til en superamazone. Et lettelsens suk har bredt sig i hele familien.

Jeg selv var under kniven på Århus Universitetshospital og fik indopereret min nye elektroniske hørelse i højre øre, et såkaldt cochlear implantat. Jeg kom allerede hjem i går aftes og havde det som jeg plejer, og det har jeg stadigvæk, mens jeg sidder her med den bærbare, uden smertestillende midler af nogen art. Jeg har fået lidt af håret barberet af, men det kan ikke ses, og så er jeg faktisk døv indtil om 4 uger, når såret er lægt og apparatet bliver tilsluttet. Desuden har udstyret fået et nyt design, så jeg i stedet for et stort bøvet apparat bag øret i fremtiden bare skal gå rundt med en mindre knap bag øret, som ikke kan ses,

Hele operationen varede kun ét sekund, hi, hi, mærkelig fornemmelse at være bedøvet. Jeg følte mig virkelig godt behandlet. Ikke så underligt, at Århus Universitetshospital scorer højt i kvlitetsbedømmelse. Jeg blev opereret af en kvindelig professor, som forinden meddelte, at operationen ville blive bivånet af en gruppe udenlandske specialister, der var på besøg. Men det mærkede min sovende krop jo ikke noget til.

Denne lille meddelelse sendes både på blog og Facebook til orientering for dem, der har været så søde at bekymre sig om mit tilfælde.

Og så, kære venner, har vejrprofeterne meddelt, at sommeren nu virkelig er på vej.

Rigtig god sommer!

Om 4 dage

På torsdag sker det endelig. Så får jeg indopereret en ny hørelse, og om 3-4 måneder kommer jeg forhåbentlig til at høre næsten som et normalt menneske igen. Det er også på tide. Jeg er træt af som næsten døv at føle mig så isoleret, og desuden opleves jeg vistnok som temmelig irritabel af mine omgivelser.

Jeg har forberedt mig godt og har bl.a. købt denne lille dims, hvor meddelelser hurtigt kan slettes, og hvor omgivelserne hurtigt kan skrive et par ord til mig i den første tid, hvor jeg slet ikke kan høre noget:

solhverv1

Desuden er jeg netop blevet færdig med at hækle denne sommerhat til at skjule såret og min skaldede øreregion efter operationen:

Solhverv2

Det skal nok blive godt. Jeg ser frem til at blive et nyt og bedre menneske.

Og i dag er der heldigvis et helt halvt år til den korteste og mørkeste dag. God sommer til alle!

Så sker der endelig noget

For det første skinner solen fra en næsten skyfri himmel i dag, og temperaturen er kravlet et par grader opad. For det andet har jeg lige fået besked om, at operationen i mit højre øre skal finde sted den 25. juni. Herligt – ventetiden har været lang og drøj, alt imens min hørelse er blevet stadig ringere og ringere. Men nu kan jeg forhåbentlig snart igen begynde at høre, hvad min mand siger, tale i telefon, høre radio og genoptage et normalt socialt liv.

Ventetiden fordrives med bl.a. at hækle denne sommerhat, som skal skjule den knap, der kommer til at sidde på højre side af hovedet og den bare plet omkring øret, indtil håret er vokset ud igen.

Sommerhat1