Polly

Igår da jeg gik en tur, mødte jeg på min vej disse 3 glade fyre.

De fik mig til at tænke på Polly, min barndoms elskede hund. Bedstefar kaldte Polly en grønlænderhund, men racen hedder sikkert noget andet fint. Jeg var 11 år, og familien var lige flyttet fra landsbyen ind til byen, og omgivelserne var af den formening, at det var en fordel for os at udskifte livet i en landsby med en stor villa i forstaden, og at vi børn nu kunne komme i en finere privatskole i stedet for landsbyskolen. Men sådan havde jeg det slet ikke. Jeg savnede det frie liv på landet, hvor jeg kendte alle, og mine gamle skolekammerater, og jeg græd hver gang, jeg var på besøg derude og skulle hjem igen. En af grundene til min kvide var, at jeg også havde måttet tage afsked med Polly, som egentlig var min bedstefars hund, men som han velvilligt delte med mig. Bedstefar boede tæt på os, så det var ingen sag for mig både at passe Polly og have hyppigt samkvem med den.

En af gangene da jeg var på besøg derude og endnu engang tog tudende afsked med Polly, tog bedstefar en rask beslutning og sagde: “Du får Polly med hjem. Han er din nu.” Han lavede en aftale med den lokale vognmand og skaffede Polly og mig plads i førerhuset på vej hjemad.

Vores nye bolig syntes at være egnet til at have en hund. Huset var omgivet af en stor lukket have med en høj smedejernslåge, hvorpå der sad et skilt med ‘Hunden bider’. Men hverken far eller mor var rigtigt hunde-mindede, og de havde sikkert også nok at gøre med deres travle liv og alle ungerne. Så de blev mildest talt noget overraskede, da jeg dukkede op med Polly i snor. Men enden på det hele blev alligevel, at Polly blev en del af familien.

Det gik også i lang tid rigtigt godt. Den holdt sig pænt i haven, selvom den havde været vant til at strejfe frit omkring ude på landet, og far hjalp med at vaske den. Og jeg selv begyndte for alvor at falde til i de nye omgivelser. Men efterhånden begyndte det at gå galt med Polly. Den begyndte at blive aggressiv over for postbudet og mælkemanden, når de kom ind gennem lågen. Den så sit snit til at slippe ud, og der kom klager fra folk, der følte sig generet af den. Den har sikkert savnet sit frie liv på landet. Efter et par år gik det helt galt. Da blev vi meldt til politiet, fordi Polly var brudt ind i den nærliggende lille zoologiske have og angiveligt skulle have bidt en af aberne, og vi blev anmodet om at lade den aflive. Jeg strittede heftigt imod og nægtede at tro på, at det var nødvendigt, men en dag mens jeg ikke var hjemme, var det alligevel sket.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor ulykkelig jeg var dagen efter i skolen. Jeg havde lige fået min første menstruation, var iført en grim ternet kjole og blev kaldt op til tavlen og skulle løse en matematisk ligning, som min sadistiske lærer havde opstillet. Jeg var helt opfyldt af sorg, var i forvejen elendig til matematik, men kunne den dag slet ikke tænke og måtte gå tilbage til min plads med uforrettet sag.

Dette var en sorgens dag i en ellers lykkelig barndom, som jeg blev mindet om igår, da jeg mødte de tre søde grønlænderhunde på vejen ned til fjorden.

 

 

Fotografi Classic

Jeg bliver ganske flov, når han roser mine fotos, den gamle mesterfotograf, for min fotografering sker på husmandsvis, som regel med mit lille Nikon Coolpix digitalcamera, som er så nemt at betjene, det er bare at trykke på en knap for at zoome eller indstille apparatet efter den aktuelle situation, eller også bruger jeg iPhonen. Når jeg er ude, har jeg altid et fotoapparat i lommen eller i tasken, og når jeg møder et godt motiv, skyder jeg bare løs. Sommetider er jeg så heldig, at motiv og skarphed går op i en højere enhed, og så er det, at jeg får ros.

I dag er det således mig, der er fotograf her i familien. Tidligere, før den digitale tidsalders indtog, var det Finn der var fotografen, mens jeg kun fungerede som fotomodel og nysgerrig iagttager af processen i mørkekammeret. Det var jo hundrede gange mere besværligt at være fotograf dengang, men på sin vis også mere spændende at se billederne dukke frem af fremkaldervæsken. Man kunne heller ikke bare skyde løs som nu, for til Rollei’en f.eks. var der kun 12 billeder på en film.

Hele hans gamle udstyr bliver ikke brugt mere, det ligger bare i skabet og samler støv.

Men de gamle fotos eksisterer heldigvis endnu. Vi har i kassevis af dem i kælderen. Til ære for fotografen og til glæde for andre interesserede har jeg fundet nogle af dem frem:

I Rom

Forum Romanum

Udsigt over Peterspladsen

Colonnade Peterspladsen

Lene

Else

Yogakursus

Svigerfar

Fotografen selv i insektsværm

Young and goodlooking

Domkirken i Reims

Stranden i Nice

Fjelle

Finn og onkel Børge

Eva, Bitti, Hanne og AM

Stemningsbillede Italien

Gamle sager

Det er jo herligt, at man bare kan ringe til kommunen og bestille afhentning af storskrald. Selvom vi her i huset ikke er de store forbrugere af ting og sager, ophober der sig alligevel en masse papkasser og indpakninger, elektronik der er gået i stykker, gamle sko osv. Og nu skal det hele stå parat uden for huset senest imorgen kl. 7, og så kommer der to stærke mænd og befrier os for det hele. Jeg elsker at få ryddet op, modsat Finn som af mærkelige årsager har ondt ved at skille sig af med selv det mest ubrugelige bras. ‘Ejer du mere end 8 ting, ejer tingene én’ sagde Piet Hein, og det klinger sødt i mine ører, selvom jeg dog slet ikke kan leve op til idealet.

I anledning af morgendagens afhentning af storskrald gennemgår jeg også kontoret for ting, der skal med, Kontoret er et værelse, der slet ikke fungerer som sådan, men hovedsagelig er opbevaringssted for alle de sager, som vi ikke bruger til daglig, ting vi har fået foræret, arvet eller som har haft betydning for os i gamle dage.

Jeg finder ud af, at der alligevel ikke er noget jeg nænner at skille mig af med inde på kontoret og ender med at blive helt nostalgisk, for på en af hylderne står nogle af de bøger, jeg oversatte i 70’erne og 80’erne, hovedsagelig fra engelsk, men også et par stykker fra tysk og svensk. Det var i en periode, hvor jeg beskæftigede mig meget med forskellige alternative emner, f.eks. drømmetydning, psykoterapi, yoga, meditation og kropsbevidsthed

Den tids praksis har sat sig dybe spor, men entusiasmen er ikke den samme som dengang, selvom jeg stadig dyrker meditation og yoga og praktiserer sund og grøn mad. Men bøgerne står stadig på hylden derinde og minder mig om min fortid.

Der er også andre sager, der vækker minder fra dengang. I skabet ligger en rød silkepose med en lille krystalkugle og en æske med mine Tarotkort.

Begge dele samt drømmene brugte jeg til at hjælpe mig selv og andre til at skabe klarhed over os selv og livet i det hele taget. Dengang var det mere almindeligt at beskæftige sig med den slags end det er i dag, hvor det for nogle måske kan lyde lidt tosset. I dag kalder man meditation for mindfulness, og bruger metoden som et redskab til at begå sig bedre i konkurrencesamfundet. Ak ja, hvor forandret!

Jeg vender tilbage til nogle af de gamle sager en anden gang. Lige nu er det storskraldet, der kalder.

Danskernes nationalret

Vores udmærkede fødevareminister, som jeg ellers har en vis respekt for, fordi han, så vidt det nu lader sig gøre i hans position, gør en indsats for at højne dyrenes velfærd, har fået den temmelig tåbelige ide, at man skal kåre Danmarks nationalret. Dette ligner et rent stunt. For er danskernes hovedspiser i dag ikke pizza, pasta og burgere mens alle de klassiske danske retter, som han gerne vil have os til at vælge imellem, var mest gængse, da jeg var barn for snart mange år siden? Men for nu at gå ind på spøgen så ville jeg vælge Smørrebrød, der jo har rugbrød som basis, som noget typisk dansk.

Jeg har mange gange hørt om, hvordan danskere i udlandet savner deres danske rugbrød. Engang arbejdede og boede en af mine veninder i Paris. Hun var af italiensk afstemning og havde aldrig for vane at spise rugbrød, mens hun boede i Danmark, for familien havde fastholdt deres italienske madvaner og spiste kun hvidt brød. Men til min store forbløffelse fortalte hun en dag i telefonen, at hun havde gennemstøvet adskillige delikatessebutikker i Paris for at finde dansk rugbrød. Det var åbenbart noget, man skulle have i huset som dansker i Paris.

Engang i min ungdom arbejdede jeg i et stort københavnsk pelsfirma, som tit havde besøg af grupper fra amerikanske rejseselskaber, der var på rundtur i København. Det var rige turister, og det var selvfølgelig meningen, at de skulle købe nogle pelse, og det gjorde de da også. Efter besøget blev de inviteret til buffet med ‘Danish Smorrebrod’ på Royal Hotel, hvor de fik forklaret, at smørrebrød var en typisk dansk spise og fik anvisning på, hvordan man kunne tilberede det.

Et stykke rugbrød med gammel ost, evt. belagt med sennep og sky, må vist også betegnes som typisk dansk. Der er vist nok ikke andre end danskere, der synes det smager godt. Jeg talte engang med en svensk kvinde, som påstod, at hun fik en lugt af gammel ost i næsen, lige så snart hun havde krydset Øresund. Dog kan lugten af gammel ost vist ikke kan være meget værre end lugten af svensk surströming. Min egen far elskede gammel ost, og han havde engang af en mejeribestyrer købt en stor rund, gammel ost, som vi havde vores hyr med i huset, fordi den lugtede ganske forfærdeligt. Til sidst fandt vi ud af at gemme den væk i en fjern krog af kælderen og kun skære det af, som vi havde brug for her og nu.

Et stykke rugbrød med marineret sild, løgringe og karse kan vist også betegnes som typisk dansk. Så jeg går ind for højtbelagte rugbrødsmadder som vores egentlige nationalret.

Suzanne – endnu engang

Trangen til at videregive mine smårefleksioner om mig selv og livet i almindelighed til “Skyen” derude er blevet for stor. Det er åbenbart blevet en indgroet vane for mig engang imellem at give lyd fra mig her på bloggen, når noget gør særligt indtryk, så her er jeg igen. Desuden har det også rykket lidt i mig, når folk siger, at de savner min blog og opfordrer mig til at fortsætte, så engang imellem vil jeg alligevel være at finde her.

Det som har fået mig igang i dag er et essay i gårsdagens Information, som bl.a.fortæller om, hvordan vi mennesker i rotteræset efter forbrugsgoder og i at overgå hinanden negligerer vores sjælelige behov :

Og jo, forfatteren er Suzanne Brøgger. Hende har jeg læst gennem et langt liv, lige fra “Fri os fra Kærligheden”  til hendes senere, mere filosofiske og reflekterende bøger. Hun er en del af mit livs bagage, kan man sige. Hun har altid fascineret mig, både fordi hun skriver kloge bøger, men også fordi hun så fantasifuldt og stilfuldt har formået at iscenesætte sig selv gennem fotos og performance, lidt i stil med Karen Blixen. Og midt i det hele fornemmer man, at hun trods det er et meget privat menneske, som har bevaret sin integritet.

Hun er smuk både som ung og gammel. Her er et par fotos lånt fra Information.dk.

 

 

 

Gravstedet

Forleden aften var vi til orgelkoncert i Sct. Morten – ingen over Johan Sebastian Bach blev vi enige om på vej ud af kirken. Vi havde parkeret bilen foran Randers Klosters lille kirkegård, hvor mine forældres urne-gravsted befinder sig, og jeg måtte jo lige ind og se, hvordan der så ud.

Det så ikke for godt ud. Dahliaerne jeg havde plantet for et par måneder siden var halvvisne og hang med hovedet, så i dag har jeg været derinde igen og plantet nogle friske blomster. Jeg forestiller mig, at der engang imellem kommer nogle forbi, som siger: “Næh, der ligger jo …….”, og så skal der sandelig se ordentligt ud.  Min far har nok også forestillet sig, at der engang imellem ville komme nogle forbi og notere sig hans og mors navne, for det betød meget for ham med et gravsted med en sten med hans og mors navne på.

Min mor havde vist nok det samme forhold til gravsteder som mig, for selvom jeg synes, der er en vis stemning ved i ro og mag at gå omkring på en kirkegård og studere navnene på stenene, må jeg indrømme, at jeg ikke behøver noget gravsted for at bevare mindet om mine forældre eller andre afdøde. Men for min fars skyld blev det til et urne-gravsted på den lille, pæne kirkegård i tilknytning til Randers Kloster, hvor de tilbragte deres sidste år. Sjovt nok troede jeg som barn i flere år, at den lille kirkegård inde bag de gamle mure var en hundekirkegård. Engang jeg som barn kom gående forbi sammen med mor, spurgte jeg hende, hvad der var derinde bag ved muren, og hun svarede rask og for sjov, at det var en hundekirkegård. Da fars urne blev nedsat, grinede vi midt i alt det triste af, at hans urne nu blev nedsat på hundekirkegården.

Mine svigerforældre ønskede heldigvis at få deres urner nedsat i de ukendtes plæne på Nordre Kirkegård, så der er ikke flere gravsteder, der kan give mig dårlig samvittighed.

 

Håndskrift eller tastatur

Forleden dag skulle jeg skrive et lykønskningskort i hånden og kom til at tænke på, at håndskriften nok desværre er ved at uddø. Det er efterhånden blevet sådan, at der kun er brug for at skrive i hånden, når der kræves en personlig underskrift eller der skal skrives kort i forskellige anledninger. Ellers formidler vi alt skriftligt via tastaturer, og  da de fleste mennesker i dag kan betjene et tastatur, glemmer vi at skrive i hånden. Det er nok kun meget gamle mennesker og professionelle grafikere som arbejder med skrift og kalligrafi, der stadig  praktiserer håndskrift. Det er blevet surt at være grafolog i vore dage. Men det er lidt synd, for et menneskes håndskrift er noget helt unikt og karakteristisk for det enkelte individ, og det er vel også derfor, at grafologer mener, at de ud fra håndskriften kan tyde et menneskes karakter. Da jeg for snart mange år siden startede i 1. klasse i en lille landsbyskole, blev der lagt stor vægt på håndskriften. Frøken Sørensen, vores dygtige lærerinde, demonstrerede med gentagne strøg på den bløde linoleumstavle, hvordan det enkelte bogstav skulle se ud, hvorefter vi skrev bogstaver og sætninger i vores hefter, indtil vi til sidst havde erhvervet den flotteste skønskrift. Senere når vi skrev stil og genfortælling, fik vi også en karakter for ‘Orden’, hvilket i praksis betød en ordentlig og letlæselig håndskrift.

Jeg beholdt min fine skønskrift op gennem skoleårene, men da jeg kom i gymnasiet, fik jeg lyst til at eksperimentere lidt med skriften og skiftede over til et nyt ‘r’. Ligeledes blev mit ‘ø’ ændret. Den lille lodrette streg over ‘o’ blev erstattet med en skråstreg gennem bogstavet, men i det store og hele var skriften den samme som i frøken Sørensens tid. Men så begyndte det at gå stærkt. Jeg kom på Handelshøjskolen, som i dag har fået det fine navn Copenhagen Business School,  og skulle være tresproglig korrespondent, og her lærte jeg at skrive på maskine, som jeg i de følgende år praktiserede  i det pulserende erhvervsliv, hvor de elektriske skrivemaskiner havde holdt deres indtog. Min håndskrift gled helt i baggrunden, og det føltes efterhånden uvant at skrive i hånden. Senere da jeg var begyndt som bogoversætter, holdt computeren sit indtog, og der var ikke længere brug for rettelak og gennemslagspapir med carbon. Livet var blevet endnu lettere. En lille diskette kunne nu afsendes til forlaget i stedet for den sædvanlige tykke stak papir. Men så fik jeg brug for håndskriften igen. Jeg skulle undervise flygtninge og indvandrere i dansk sprog og samfundsfag og fik brug for at skrive på tavlen på en måde, som folk fra hele verden kunne tyde, så jeg opfandt min egen mærkelige blokskrift, som alle tilsyneladende kunne læse, og det er også den jeg anvender i dag, når jeg skriver huskesedler og kort til folk: Jeg gad nok vide, om en grafolog ud fra de to skriftprøver vil kunne udsige noget om mine personlighedsegenskaber, eller om jeg vil blive anset for totalt skizofren. Men uanset hvor vemodigt det end er, at håndskriften er i tilbagegang, føler jeg også selv, at det går for langsomt at skrive i hånden, så jeg indrømmer gerne, at jeg sværger til tastaturet.

Skandinaviske sangstjerner fra dengang

Jeg husker med glæde fra min ungdom den svenske sangerinde Monica Zetterlund og hendes dejlige stemme, så det er helt fortjent, at der er blevet lavet en film om  hende og hendes musik, og så ovenikøbet instrueret af den dygtige danske  instruktør Per Fly. Filmen er lige kommet op i de danske biografer.

Samtidig med Monica Zetterlund havde vi herhjemme Grethe Ingmann. Hun kommer ikke op på siden af Zetterlund som jazzsangerinde, men kunne alligevel med sin karakteristiske stemme få de melodier hun sang til at hænge i ørerne. Grethe Ingmann er mest kendt for sammen med sin mand Jørgen Ingmann at have vundet Melodi Grandprix 1963 med ‘Dansevise’  og for ørehængeren ‘Slentre gennem Regn’.

Syrenskud

Den store syrenbusk havde omklamret det lille haveskur lidt for meget, så den måtte beskæres en smule. Nogle af de afklippede grene står nu her lunt og lyst i vindueskarmen og skulle meget gerne snart springe ud i velduftende syrenblomster.

Jeg ved slet ikke, om det kan lykkes. Men jeg kan da huske, at da husbond og jeg  i sin tid  blev gift midt om vinteren den 29. december var der hvide syrener i brudebuketten, så på en eller måde må det kunne lykkes at drive dem frem uden for sæsonen.

Jeg venter og ser.

Små fester – glade gæster

Svigermors gamle scapbog med diverse udklip fra aviser og blade om familiens liv gennem tiderne var alligevel ikke gået tabt under en af vores flytninger. I dag fandt jeg den under en stak papirer i kælderen, og jeg kom rigtigt i det nostalgiske hjørne, da jeg genså de gamle, mørnede udklip, som desværre er ved at smuldre. Men det er jo herligt, at man i dag kan scanne og digitalisere de gamle historier og billeder og bl.a. vise dem på sin blog.

Her er fra ungdommens dage et par udklip fra Politiken, hvor Finn og jeg til ære for fotografen står og forestiller at skulle lave løgsuppe i køkkenet i vores lille bondehus i Brøndbyøster. Anledningen er, at vi har vundet i en konkurrence om forslag til en god fest, og dem holdt vi mange af i vores lille, lavloftede stue i bondehuset. I dag undrer jeg mig over, hvor mange mennesker der kunne rummes der, ovenikøbet var der efter festen undertiden nogle der overnattede.

Præmien i konkurrencen var såvidt jeg husker en kasse rødvin.

Mens vi boede derude, opdagede vi en dag i Politiken denne lille vignet af vores hus.

Der var trivsel det lille hus, og både vi selv og vores familie og venner mindes ofte de hyggelige og festlige stunder, vi havde sammen der.