Dagens solstrålehistorie

Jeg har nået en alder, hvor kørekortet skal fornys hvert andet år. Det er surt at skulle punge ud med ca. 700 kr. til bl.a. en lægeattest, når man ellers ikke fejler noget. Men igår måtte jeg bide i det sure æble og tage en tur til lægen i den anledning. Det var ikke min sædvanlige læge, viste det sig, men en charmerende ung kvinde med tørklæde og lang nederdel i flotte rød-orange farver der tog imod. Hun var lægens nye assistent, viste det sig, var færdig med sin lægeuddannelse og stilede nu mod selv at nedsætte sig som praktiserende læge. Jeg blev behandlet overmåde behageligt og kompetent og kunne som tidligere indvandrerlærer ikke lade være med at fryde mig over, at det godt kunne være en af mine tidligere elever, som nu var nået så langt i et uddannelsesforløb. Jeg undlod at spørge hende om, hvor hun kom fra, for i den retning kan man nemt komme til at dumme sig og få svaret Vojens eller Kalundborg. Når man har integreret sig så langt i det danske samfund, vil man helst henregnes som dansker. Men jeg vil umiddelbart skyde på, at hun stammede fra Pakistan.

Hun er et godt eksempel på det store antal indvandrerpiger, som tager en højere uddannelse. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er 61 procent af indvandrerpigerne under uddannelse og har nået det samme niveau som jævnaldrende danske etniske piger. Gid det samme gjorde sig gældende for indvandrerdrengene, som desværre halter bagefter. Ja, nogle af dem kvajer sig ovenikøbet ved at melde sig til Al Qaida og Isis og drage ud og slå sig selv og andre mennesker ihjel i Syrien og Irak. De kunne lære noget af deres søstre, kunne de.

Landsmænd – af forskellig slags

Jeg har lige læst Bo Lidegaards: Landsmænd – De danske Jøders Flugt i Oktober 1943 og kunne derfor lidt nemmere sluge meldingen i radioen i morges om, at Dansk Folkeparti nu vil forbyde muslimers indrejse til Danmark, for bogen beretter om, hvordan danskerne dengang under besættelsen i 1943 hjalp 7700 jødiske medborgere til at flygte til Sverige, da den tyske besættelsesmagt satte en aktion i gang for at deportere alle danske jøder til tyske koncentrationslejre – så helt slemt kan det vel trods alt ikke stå til med den danske folkesjæl, tænker jeg i min godtroenhed.

Allerede i 1942 lød der rygter om, at danske jøder offentligt skulle til at bære den gule jødestjerne. Da rygtet nåede Kong Christian den 10., skulle han have sagt: “Så må vi hellere alle til at bære jødestjerne”,  men først i slutningen af september 1943 forlød det,  at nu skulle alle danske jøder deporteres med skib til Tyskland. Samarbejdsregeringen var trådt tilbage, så der var kun ministeriernes departementschefer tilbage til at kontakte besættelsesmagten og få rede på situationen, men de fik kun løse og henholdende svar. Alle havde svært ved at tro på, at sådan noget virkelig kunne ske i Danmark. Men den 1. oktober om aftenen lykkedes det gestapo at arrestere 2-300 jøder i deres hjem og hårdhændet at lodse dem ombord på et skib med plads til 5000, der ventede i havnen. De fleste jødiske familier boede i København og omegn, og folk i provinsen blev ikke så hurtigt underrettet, så 82 af de arresterede var fra provinsen.

Det blev hurtigt klart, at nu gjaldt det om at skjule sig og forsøge at komme til Sverige, som var parat til at modtage alle danske og norske jøder, men for flere ulykkelige mennesker var situationen så forfærdelig, at de begik selvmord. Ved hjælp fra danske medborgere – naboer, bekendte, hospitaler, hjælpegrupper etc. – blev jøderne i al hast skjult, og der blev iværksat flugtmuligheder til Sverige. Alle private lystbåde var blevet beslaglagt, så der blev lavet aftaler med fiskekuttere fra forskellige havne på Sjælland og øerne.

I løbet af oktober kom 7700 personer lykkeligt over sundet til Sverige, hvor de blev godt modtaget og sørget for. Flere af mændene blev medlem af Den danske Brigade i Sverige, som kom til Danmark umiddelbart efter tyskernes kapitulation.

Bo Lidegaards bog er spændende læsning og giver en grundig, historisk gennemgang af begivenheden foruden rørende uddrag af dagbøger og breve skrevet af de flygtende.

Det brogede Danmark

Nu kan jeg – desværre nok i modsætning til en del andre danskere – jo godt lide, at den grå almindelighed her i landet er isprængt noget mere eksotisk i form af indvandrere fra forskellige kulturer. Måske er det derfor, jeg i sin tid blev indvandrerlærer, eller også er det fordi jeg som indvandrerlærer har lært så mange spændende indvandrere at kende. Derfor faldt mit blik forleden dag på biblioteket på en bog med fotos af den dygtige fotograf Henrik Saxgren. Bogen hedder BUS FRA BAGDAD og indeholder 43 store, flotte billeder af folk fra forskellige lande, som er fotograferet i deres hjem, og fælles for dem alle er, at de arbejder som buschauffører i Storkøbenhavn.

Henrik Saxgren skriver i forordet til bogen: ‘Kun de færreste kender disse nye danskere, og endnu færre ved, hvordan de bor, og hvordan de kom hertil. Min bog forsøger at råde bod på dette og skrive disse nye danskere ind i samtidshistorien’.

Sjovt nok er flere af disse buschauffører kvinder.

Her er det Ramatou fra Mali, som kom til Danmark 1994. Hun arbejder for Arriva, har fået dansk statsbogerskab og ses her med sin mand og sine to børn.

Rahat Butt og hendes mand Irfan kommer fra Pakistan og arbejder begge to som buschauffører. De har fem børn, hvoraf to studerer jura og en medicin.

Hamide Rudi er kosovo-albaner og kom til Danmark i 1987. Før hun blev buschauffør. arbejdede hun som tolk for Røde Kors. Hun er gift og har to døtre, som klarer sig fint i skolen.

Græshopper eller hummus

Jeg lytter til mange interessante emner på P1, som giver stof til eftertanke.  Forleden drejede det sig bl.a. om det efterhånden fortærskede emne halalkød i børnehaverne. Børnene er vistnok ligeglade med, om de får svinekød eller oksekød, halalslagtet eller ej, mange af dem bryder sig ovenikøbet ikke om kød. Det er hovedsagelig de voksnes problem, og man kan desværre nemt få den tanke, at den hede debat er til for at genere muslimer.  Det er heller ikke dyrs lidelser under slagtningen, der kan bruges som indvending mod brug af halalkød i offentlige institutioner, for både ved almindelig slagtning og halalslagtning bedøves dyrene først. Dette er lovligt påbudt i Danmark. Undtaget herfra er dog rituel jødisk slagtning, hvor dyrene ikke bedøves inden slagtningen.

Radiodebatten endte helt seriøst op med, om man ikke snart af miljøhensyn og på grund af klodens befolkningstilvækst skulle begynde at erstatte kødproteiner med insekter og larver. Det sidste lyder ikke umiddelbart appetitligt, og produktionen heraf vil sikkert også udlede en hel del CO2. Ikke et ord blev nævnt om vegetarmad. Og så er det bare, at jeg tager mig til hovedet, for ville det dog ikke være mere rimeligt at interessere sig for alle de proteiner, der findes i planteverdenen samt for tilberedning af lækre – og sunde – vegetarretter.

Dette gør vi her i huset, og vi er ikke fanatikere, vil jeg skynde mig at sige for ikke at få nogen på hattepulden. Hummus f.eks. stammer fra Mellemøsten og smager rigtigt godt. Det skal vi have i aften sammen med wok-stegte grøntsager. Jeg har fået det mange gange, når jeg har besøgt mine indvandrerkursister, men jeg laver det på min egen  facon.

Hummus Ingredienser

Kikærter sættes i blød natten over og koges 1 time.  De kværnes i køkkenmaskinen og røres sammen med presset hvidløg, citronsaft, rapsolie, lidt cremefraiche, salt og spidskommen (det sidste er vigtigt synes jeg).  Jeg laver altid mad på slump, sorry, så man må selv tilpasse mængderne efter smag og behag. Den ene halvdel spises i aften, drysset med tørrede tranebær. Den anden halvdel gemmes til en anden dag i ugen, hvor den røres op med et æg og lidt mel og steges som frikadeller i lidt olie på panden.

God appetit!

Fortæl noget positivt

Undersøgelser viser, at nydanskere bruger folkebibliotekerne meget mere end etniske danskere. Ved mine besøg på Randers bibliotek støder jeg jeg da også ofte på tidligere elever fra Randers Sprogcenter, som jeg kender fra min tid som underviser der. Det er jo ganske bemærkelsesværdigt, at indvandrere bruger bibliotekerne så meget, og dette burde give lige så stor genlyd i medierne som den lille gruppe utilpassede indvandrerdrenge, der nu og da laver optøjer på Nørrebro eller i Vollsmose.

Mange indvandrere har ligesom mig fundet ud af, at biblioteket er en lille  kulturel oase midt i byen, hvor man kan gå ind og slappe af over avisen og en kop kaffe, ordne sager på computeren eller låne bøger, film og musik med hjem. Netop igår var jeg et smut derinde  efter en anstrengende indkøbstur for at hente nogle bestilte bøger og opdagede, at biblioteket har 150 års jubilæum.

I den anledning er der på trappen i indgangen anbragt en flot dekoration, et overflødighedshorn af bøger:

Og inde i biblioteket har elever fra Skandinavisk Designhøjskole lavet en udstilling af festkjoler lavet af kasseret papir fra biblioteket:

l

Indian Way

Indien er fin, og indisk vegetarisk mad er superlækker. Vores minder fra Indiens-turen blev opfrisket igår, da vi spiste indiske spinatfrikadeller serveret med aspargeskartofler, som blev let forkogt og derefter blandet med groft salt og olie og bagt færdig i ovnen og hertil tomatsalat med fintsnittet rødløg og krydderurter fra haven.

Indiske spinatfrikadeller

450 g frossen spinat, 150 g hvedebrød (f.eks. toastbrød),  1 æg, 1 tskf. karry, ½ tskf. muskat, 1 fed presset hvidløg,  salt og peber.  – Spinaten optøes i en sigte.  Skorpen skæres af hvedebrødet som skæres i små stykker. Det hele blandes sammen, gerne med hænderne, formes til boller i frikadellestørrelse og steges gyldentbrune i olie.

I 1978 opholdt vi os 1½ måned i Poona, Indien. Vi var der for i Rajneesh Ashram at følge mesterens forelæsninger og deltage i diverse meditationer og terapier, og det var en oplevelse for livet, som virkelig satte sit præg. Vi har siden kaldt opholdet i ashramen for vores livs universitet, men det vil føre for langt i denne her sammenhæng at komme nærmere ind på alt, hvad vi oplevede, så det må vente til en anden god gang.

Jeg vil nøjes med at fortælle om en oplevelse, et mærkeligt sammentræf, et eksempel på at den store verden ikke er så stor endda. Vi havde indlogeret os på Hotel Shalimar, et lille billigt hotel hvor der på værelset foruden os boede en kakerlak, som vi ikke nænnede at slå ihjel. Men det var også lige meget, vi skulle jo kun overnatte der, og det lykkedes mig endog at slutte fred med kakerlakken, som fik navnet Billy.

Om dagen opholdt vi os i ashramen. Hver morgen kørte vi dertil i en hostende, trehjulet rickshaw og passerede en bro, hvorunder vi kunne se folk, forunderligt nok iklædt skinnende rent, lyst tøj, komme frem af deres usle hytter. I ashramen var der ingen Billy, her var omgivelserne nærmest luksuriøse og stemningen paradisisk. Vi deltog i mange spændende ting, og vejret i januar-februar var smukt og behageligt.

Vi kunne spise lækker vegetarisk mad i ashramen til næsten ingen penge, men om aftenen spiste vi ofte ude i byen på LATIF’s, nok byens bedste restaurant. De havde en mængde vegetariske retter på menuen, og min mund løber i vand, når jeg tænker på de fyldte grøntsager med lækre saucer, vi fik serveret.

Omkring 10 år senere arbejdede jeg som indvandrerlærer langt fra Poona på sprogskolen i Nykøbing Falster, og her skulle eleverne i en klasse en dag fortælle lidt om, hvad de havde lavet i deres liv, før de kom til Danmark. En lidt ældre iransk mand fortalte, at han havde været kok og bl.a. arbejdet i Indien. Jeg spurgte, hvor han havde arbejdet i Indien, og han sagde Poona. Jeg blev noget overrasket og fortalte, at jeg selv havde været i Poona og tit havde spist på en restaurant, der hed LATIF’s. Større blev overraskelsen da det viste sig, at det faktisk var der, han havde arbejdet som kok, og ikke nok med det, men i selvsamme periode, hvor jeg havde spist der næsten hver aften.

Så den dag i dag kan jeg ikke lade være med at undre mig over, at jeg i 1978 på LATIF’s i Poona, Indien sad og spiste lækker mad, tilberedt af Farhad som jeg 10 år senere skulle komme til at undervise i dansk på sprogskolen i  Nykøbing F., Danmark.

Regnvejr

Det var ikke meningen, det skulle regne igår, hvor jeg skulle ud og se hundredmillioner anemoner i Støvringgård Skov i fuldt flor. Det begyndte dog først at regne for alvor, da jeg kom hjem, hvor regnen plaskede ned i asfalten på vejen udenfor: Henne i skoven var der diset og småkoldt og anemonerne stod bare med ludende, lukkede hoveder og ventede på, at solen skulle bryde frem. 

Anemonerne i buketten på bordet foran mig har dog åbnet sig og står nu og stråler i al deres pragt.

Men regn betyder jo også grøde, og vi nordboere i de kølige, fugtige egne glemmer måske at sætte pris på regnens livgivende egenskaber. Jeg kan i hvert fald her fra min plads foran computeren konstatere, at hyacinterne og minitulipanerne i bedet i kanten af terrassen udenfor har ranket ryggen og suget til sig af de tunge dråber.

Fra engang i fortiden, hvor jeg underviste indvandrere i dansk, husker jeg en sommerdag,  hvor det øsede ned, og jeg kom ind i klassen og brokkede mig over, at vejret ikke artede sig, som jeg kunne ønske mig det her midt i forsommeren. En af kursisterne, en fyr fra Mellemøsten, indvendte, at han syntes da, det var herligt vejr. Han sad der med vådt hår og gennemblødt T-shirt og fortalte, at han havde gået hele vejen hjemmefra med regnen silende ned i sit opadvendte ansigt og glædet sig over vejret. Der hvor han kom fra, en af de tørre egne i Mellemøsten, var det en stor og glædelig dag, når det efter en lang tørke begyndte at regne på den måde.

I Den afrikanske Farm fortæller Karen Blixen, at når de arbejdede sammen i kaffemarken, sang de afrikanske arbejdere sommetider for hende. Til gengæld plejede hun at fremsige danske vrøvlevers og børnerim for dem. De forstod selvfølgelig ikke ordene, men kunne godt godt lide lyden af det de hørte og opfordrede hende til at fortsætte: Tal som regn, sagde de. Tal som regn! For dem var lyden af regn den bedste lyd.

Flere emner der begynder med ‘R’ her.

8. Marts

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag. Indtil for 20-25 år siden havde jeg ikke tænkt så meget over, at den 8. marts faktisk er en vigtig dag for mig som kvinde. En veninde havde ganske vist engang i halvfjerdserne, hvor rødstrømpebevægelsen var på sit højeste, den 8. marts sendt mig et par røde strømpebuser vedlagt et lille hæfte med FN’s menneskerettighedserklæring. Med skam at melde tog jeg bare de røde strømpebukser i brug uden at lægge så meget i min venindes fine gestus på denne specielle dag.

Jeg blev først for alvor opmærksom på dagens betydning engang jeg underviste en indvandrerklasse, hvor der gik 3 polske mænd. Det var dengang, hvor det var rimeligt nemt at få flygtningestatus i Danmark, og mændene var sammen med deres familier flygtet til Danmark i forbindelse med urolighederne på skibsværftet i Gdansk. De var sådan lidt Lech Walesa-agtige, meget maskuline, røg som skorstene og var ikke nogle typer, man normalt anser for at kere sig særlig meget om kvinders rettigheder.

Men den dag, den 8. marts, startede timen med, at de alle tre kom hen til mig og efter tur gav mig en rød rose, kyssede mig på hånden og ønskede mig tillykke med dagen. Jeg var noget forundret, for det var jo ikke min fødselsdag, men de fik fortalt på gebrokkent dansk, at kvinderne i deres hjemland altid blev fejret og fik roser den 8. marts. Det var så rørende og uventet, at jeg siden da har bidt mærke i den 8. marts som kvindernes helt specielle dag.

Jeg har aldrig været rødstrømpe på barrikaderne, men vistnok altid rødstrømpe af hjertet, dog forstået på den måde, at det for os kvinder ikke skal være en ligestilling på mændenes præmisser, men på kvinders egne præmisser. Og på den baggrund er hele ligestillingsproblematikken straks mere kompliceret end som så.

I mit barndomshjem var ligestilling mellem kønnene en naturlig ting. Mor var meget selvstændig og far respekterede hendes autoritet, selvom det var ham, der tjente pengene.   På billedet fra engang i 1930’erne ses min mor, der skal ud at køre en tur i familiens to-personers Ford A. Det var naturligt for hende at have kørekort ligesom min far, selvom det ikke var almindeligt blandt kvinder dengang.

Alligevel kunne jeg som stor pige skumme af raseri, når jeg hørte om kvinder der blev diskrimineret eller oplevede det uden for hjemmet.Jeg var faktisk rødstrømpe, før det blev moderne.

Det rører mig og glæder mig på kvindekønnets vegne, når kvinder gør sig positivt gældende på både den hjemlige og internationale offentlige scene. Samtidig kan jeg blive stiktosset, når jeg på vores kvindelige statsministers ugentlige pressemøde oplever, at mandlige journalister har for vane at stille hende langt flere nedgørende og tåbelige spørgsmål end de plejede at gøre til de mandlige statsministre.

Rolig nu, Anna Marie! – Jo, jo, men vi har kun kampdag én gang om året.

Eksamensvagt og skolebal

En eksamensvagt – jamen det var jo et gammelt nussehoved af en pensioneret lærer, der gik rundt og vogtede over os stakkels elever, der sad og svedte ved bordene i eksamenslokalet, da jeg gik i skole.

Jeg vil nødigt henregnes til gruppen af gamle nussehoveder, men ikke desto mindre har jeg et par dage i denne uge været eksamensvagt og siddet og skuet ud over de bøjede hoveder af kursister fra Randers sprogcenter, der har været til skriftlig eksamen i dansk.

De er gået til sagen med den største alvor og ihærdighed, og alt tyder på, at det ligger dem meget på sinde at tilegne sig dansk sprog og kultur, hvilket også er mit indtryk af de mange indvandrere, jeg selv i mange år underviste i dansk. Jeg må indrømme, at det gav mig kuldegysninger, og jeg blev endnu engang så flov over at være dansker, da jeg forleden dag på gågaden hørte et par ældre danske medborgere højlydt beklage sig over de skide perkere, der får i både pose og sæk og bare laver ballade.

Eksamen foregik i de store lokaler i Fritidscentret, en statelig bygning fra slutningen af 1800-tallet, som i gamle dage hed Haandværkerforeningen, og hvor jeg i min barndom og tidlige ungdom var til utallige fester – spejderbal, skolebal, danseskole, koncerter, juletræsfest – you name it!

Idag huser Fritidscentret stadig mange kulturelle aktiviteter, men af en anden karakter end dengang, hvor man vist roligt kunne sige, at der var ‘bal i den borgerlige’, når der var fest i Haandværkerforeningens store sal. Dette gjaldt også, når min barndoms skole, C.la Cours skole, afholdt sit årlige skolebal. Her brillerede skolebestyreren frk.Bie i sin sorte silkekjole og lange perlekæde og sørgede for, at indmarchen til tonerne af Riberhusmarch gik efter planen. Vi havde trænet flere dage i forvejen i skolens gymnastiksal. De små piger og drenge gik parvis forrest, og de største dannede bagtrop.

Alle var i festtøjet, og familiens egen syerske, fru Jensen på Mariagervej, havde haft travlt med at sy kjoler til familiens piger. De små piger var i kjoler med strutskørter, og på et foto fra dengang er jeg selv iført en lang bordeauxrød taftkjole med udringet flæsekant og tilhørende selskabstaske i form af en paraply. Nej, i dag synes jeg ikke jeg var helt så smart, som jeg syntes dengang.

Men skoleballet var en af efteråret store begivenheder, og mit humør blev ikke ringere af, at det som regel var fars orkester, der spillede til underholdning og dans. Han var selvskreven, fordi hans børn gik på skolen.

Et af årene kom familien yderligere i fokus, da mine to yngste søstre, som gik i skolens børnehave, brillerede som primadonnaer på scenen i skolens festforestilling.

Jo, der dukker mange minder og associationer op, når man på sine ældre dage bevæger sig omkring i barndommens landskab.

På A-holdet eller B-holdet?

Test dig selv her og se hvilken gruppe du tilhører:

http://politiken.dk/debat/ECE1132081/kan-du-bestaa-indfoedsretsproeven/