Undrer mig

Det parti jeg stemte på igår fik et godt valg, så ingen grund til klage i den anledning, men det der undrer mig er, at det er Helle Thorning Schmidt, som har ført landet gennem en svær krise og skabt økonomisk fremgang samt ved valget igår ydermere skaffede Socialdemokratiet 3 ekstra mandater, der nu pænt trækker sig, mens det er Lars Løkke Rasmussen, som gennem sin adfærd og sine uheldige personlige dispositioner har medvirket til, at Venstre har mistet 13 mandater, der nu træder til som landets statsminister. Er det utidigt taburetklæberi, eller er det fordi højrefløjen ikke har andre kapaciteter at byde på? Jeg tænker jo stadig på Løkkes uheldige optræden ved COP15 mødet i København i 2009 og krummer tæer bare ved tanken om, at mit land i de næste 4 lange år i forskellige nationale og internationale sammenhænge skal repræsenteres af ham som statsminister.

LøkkeThorning

Og så for øvrigt er jeg temmelig pinligt berørt over, hvad de måtte tænke om os i udlandet hvad angår den indvandrerfjendtlige højredrejning.

Reklamer

Dyrevelfærd

Hvem går ikke ind for dyrevelfærd – i teorien altså,  når man konfronteres med billeder af alle de stakkels dyr i husdyrproduktionen. Jeg er måske nok en sart sjæl, men på mig gør det direkte ondt at blive konfronteret med burhøns uden fjer, gæs der bliver konstant stopfodret, smågrise der bliver kastreret uden bedøvelse, søer der ligger konstant i et lille bur – og man kan blive ved.  Når jeg engang imellem selv spiser kød, bliver jeg derfor så vidt muligt nødt til at fortrænge, hvad jeg sidder og putter i munden.

Jeg har fået en ny facebook-ven, som jeg kun kender fra den virtuelle verden og fra radio og TV. Det er en høj, maskulin fyr med tatoveringer, som laver styrketræning og er fan af amerikansk football., men som Ikke desto mindre åbenbart har det ligesom mig, når det gælder dyrs lidelser og forhold. Han hedder Mickey Gjerris, er lektor i bioetik på KU og desuden medlem af Etisk Råd, så hans ord i den offentlige debat om dyrevelfærd har derfor en vis vægt. Og han blander sig heldigvis tit og ofte både i medierne og som foredragsholder i hele landet.

Her en video fra Youtube hvor han forelæser om dyreetik:

Han laver også lidt skæg med borgermusikken og har dannet Facebook-gruppen “Rigtige Mænd spiser Kikærter” som en modvægt mod dogmet om, at rigtige mænd da skal spise store bøffer.

 

Retorik uden indhold

Jeg må altså ud med det! – Jeg er efterhånden så dødtræt af de fleste danske politikere med deres intetsigende bravader, og som svarer i øst, når de bliver spurgt i vest, at jeg må have luft. Jeg følger pænt med i politik, læser min daglige avis, ser Deadline om aftenen inden jeg går i seng, hører politiske diskussioner og analyser i radioen – you name it. For vi har jo et demokratisk system, som vi bør tage alvorligt. Men målet er snart fuldt, og det skulle nødig gå sådan, at jeg taber al interesse for politik og stemmer blankt næste gang.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan. Meningsmålinger viser, at hver 3. dansker ikke har tillid til politikere, og mange giver ligefrem udtryk for politikerlede. Skal man stemme rød eller blå blok, det er snart ét fedt. Den ene blok går i kompagniskab med Goldman-Sachs, den anden vil eksportere asylansøgere til lejre i Afrika. Det er næsten kun Enhedslisten, som kan opvise fornuftige og troværdige politikere.

Men nu er der nogle teaterfolk i Ålborg, som med deres Dukkeparti  laver happenings og stunts i stil med Jakob Haugård bare mere seriøst.  De har bl.a. sunget opera oppe fra balkonen under en folketingssamling og laver happenings med masker på. Deres programerklæring lyder sådan her:

Dukkepartiet er et samlingspunkt for alle, der hverken kan eller vil stille sig tilfreds med den aktuelle udformning af det politiske landskab. Partiet består af en gruppe borgere, der ønsker at tage et opgør med vores demokratiforståelse. Et opgør, der skal udstille tomheden for derigennem at genstarte demokratiet.

Dukkepartiet

Og i en kronik uddyber de deres budskab sådan her:

Politikerne er blevet til sælgere af politiske budskaber i pæn indpakning uden indhold, og vælgerne er blevet til ansigtsløse målgrupper, der skal præges, vindes og overbevises til fordel for den politiske elites projekter. Manglen på markante modsætninger mellem de to blokke er ikke noget problem, for valg er blevet et spørgsmål om stil, fremtoning og retorik, ikke om politik. Helle Thorning-Schmidt vedkender sig sit tilhørsforhold til teknokratstanden med en retorik, der er på kanten af det kuldslåede. Lars Løkke derimod har forklædt sig som populist og træder frem som en dansk provins-Berlusconi, der har meget mere end bare interessen for dyre underbukser til fælles med den kompromitterede, forhenværende italienske statsleder.

Deres budskab lyder rigtigt fornuftigt. Jeg har tænkt mig at støtte dem.

 

Løkke til

Jeg er utrolig træt af at høre om og se billeder af den lille nussede tyksak i den krøllede habit. Kunne det dog ikke snart løkkes for dem at finde en afløser, men man påstår jo, at han skulle være en så fantastisk politisk begavelse??  Tænk bare på hans optræden på talerstolen på COP15 klimatopmødet i København.

I dagens ‘Information’ kan man læse en artikel ‘Lettere at være statsmand end statskvinde’, som slutter med følgende udtalelse af lektor i anvendt filosofi Henrik Jøker Bjerre:

¨Forestil dig, at det kom frem, at Helle Thorning på et hotelværelse for offentlige midler havde drukket sig fuld, købt porno og røget så meget, at gardinerne skulle til rensning. Nej vel? Det ville være så bizart, at man næsten ikke engang kan forestille sig det, men formentlig ville man i mindelighed være blevet enige om, at det bedste var, at hun trak sig uden at gøre alt for meget ud af det. Det er ret tydeligt, at vi stadig kører med dobbelte standarder¨.

Kvinder dengang og nu

I dag har vi kvinder her til lands ikke så meget at klage og  pive over, når det drejer sig om ligestilling. Tværtimod lader det til, at det er mændene, der på nogle områder har grund til klage. Men for hundrede år siden var der virkelig grund til at kæmpe for kvinders ligestilling. Moderne kvinder kan vanskeligt forestille sig, hvor ydmygende det dengang må have været at være det ‘andet’ køn, som ikke havde indflydelse og medbestemmelse i hverken det private eller det offentlige rum. Heldigvis og forståeligt nok var der nogle rasende kvinder, som trodsede det omgivende samfunds modstand og fordømmelse og startede den kamp, der i dag har givet frihed og værdighed til kvinder i den moderne verden.

Danmark var et af foregangslandene for kvindernes frigørelse. I 1910 blev den 2. internationale socialistiske kvindekonference afholdt i København i Arbejdernes Forsamlingsbygning Jagtvej 69. Værterne var danske socialdemokratiske kvinder, og der var deltagere fra 17 forskellige lande. Blandt de danske kvindeledere var Nina Bang, der nogle år senere skulle blive verdens første kvindelige minister. Kvindernes valgret var det aktuelle hovedtema. Den skulle dog først blive indført i 1915.

Mary Westenholz, Karen Blixens legendariske moster Bess, som Blixen ofte refererer til i sine tekster og breve, var også en af hovedaktørerne i datidens kvindebevægelse. Hun blev kendt for den 19. august 1909 at tvinge sig adgang til folketingets talerstol. Her ringede hun med formandens klokke og talte som den første kvinde fra tingets talerstol bl.a. om sin utilfredshed med forsvarspolitikken. Mary Westenholz blev ikke straffet for sin handling, men til gengæld blev der afholdt en kvindepolitisk demonstration foran hendes og moderens hus, hvor man støttede kvinders deltagelse i politik.

Mary_Westenholz_Folketinget_19august_1909

MaryBessWestenholz-505px

Nøgne kendsgerninger

I min daglige avis læser jeg, at biodiversiteten, dvs. mangfoldigheden af dyr og planter, i det danske landskab bestandigt svinder ind. Her står, at 6.500 af 32.000 danske plante- og dyrearter er truet. Haren, agerhønen, lærken og viben er på hastig retur, og eksempelvis haren er gået fra en bestand på en halv million i 1960 til under 50.000 i dag. Jeg selv, som normalt nærmest er en magnet for myg, mariehøns og småfluer, mener at kunne konstatere, at der bliver stadig færre af småkravlet –  som jeg ærlig talt hellere vil bides af end undvære. Men hvordan er vi kommet derhen, at vores natur bliver stadig fattigere på dyr og planter?

Over 64 pct. af Danmarks 43.000 kvadratkilometer land bliver pløjet og sprøjtet hvert år af et effektivt og intensivt landbrug, hvilket betyder, at der findes langt færre enge, moser og overdrev samt sammenhængende skovarealer end tidligere.

artikel

Men dansk landbrug er big business, en stor maskine som står for 20 pct. af den samlede danske eksport, så det er svært at indføre reformer som kan indskrænke landbrugsarealet til gavn for den vilde natur. En af mulighederne vil være at spise mindre kød. 80 pct. af det danske landbrugsareal går til dyrefoder, for det kræver mange kilo korn at lave kød. Typisk går der syv kilo korn til ét kilo oksekød, fire kilo korn til ét kilo svinekød og to kilo korn til ét kilo fjerkræ. Danmark er et de lande i verden, der spiser mest kød pr. indbygger – omkring 100 kilo per person hvert år. Samtidig er vi et af de EU-lande, der bruger den mindste andel af vores løn på mad. Disse to statistikker tyder altså på, at vi spiser billigt kød i store mængder i stedet for at spise en mindre mængde kød men af en god kvalitet.

Danmarks Naturfredningforening mener, det er ubetinget nødvendigt at indskrænke landbrugsarealet og foreslår, at 4000 kvadratkilometer land eller 6,5 procent af den danske landbrugsjord tages ud af drift og gøres til overdrev eller skov.

En lun maj-aften i 1945

Mor havde benyttet sig af det lune vejr og var cyklet af sted for at besøge familie i stationsbyen 3 km derfra, og Anders og jeg og far havde fået strengt pålæg om at lytte efter tvillingerne, som lå og sov i deres kurvesenge. Det var fredag aften og salonen holdt åben, så far havde travlt med at klippe og barbere landsbyens mænd. Der var fuldt hus, flere sad og ventede på, at det skulle blive deres tur, mens radioen gik.

Foran frisørsalonen

Men så skete der pludselig noget mærkeligt. Udefra kunne vi unger høre en højtidelig stemme i radioen meddele et eller andet, mens al snak i barbersalonen helt forstummede. Derpå fulgte et vældigt røre med skramlen af stole og en diskussion blandt de ellers så sindige mænd om, hvordan de skulle markere begivenheden. For i radioen var det lige blevet meddelt, at de tyske tropper i  Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig, hvilket betød at den tyske besættelse af Danmark nu endelig var slut efter 5 lange år med rationering af fødevarer og knaphed på alt.

Hos os i landsbyen havde der været fredeligt nok under besættelsen. Der var kun én erklæret nazist i byen, alle andre gik og håbede på, at tyskerne snart ville blive smidt ud af landet, så vi igen kunne få alle de varer, vi savnede. Far havde lært Anders og mig at bede om i vores aftenbøn, at kong Christian måtte blive befriet fra sin husarrest på Sorgenfri Slot, og far og mor viste deres protest mod besættelsen ved at gå med kongemærker i reverset. I vores lille afkrog af landet var der dog ikke mange tyskere at protestere over for, de eneste vi så var nogle forhutlede soldater, der gik og satte telefonledninger op, og som bedstemor snakkede lidt med. Hun stammede fra Sønderjylland og kunne tale tysk.

Vi havde vænnet os til, at vi hverken kunne skaffe det ene eller det andet. Mors kasserede sommerkjoler blev syet om til kjoler til mig, og skoene blev forsålet en ekstra gang. Mor spillede whist med købmandens kone, så det lykkedes hende engang imellem at tiltuske sig lidt ekstra ud over det, vi kunne købe for de rationeringsmærker, som alle husstande fik udleveret. Det var begrænset, hvad man kunne købe af fødevarer for dem, så der var gang i køkkenhaver og hønsegårde rundt omkring, og mor eksperimenterede en overgang med selv at lave smør af den tykke fløde hun skummede af mælken, hun fik fra gården, uden at resultatet dog blev særligt godt..

I garagen stod fars topersoners Ford A klodset op. Den havde kaleche, og bagi kunne der slås en klap op med sæder til ekstra passagerer. Det var en udmærket bil, som vi bare ikke kunne køre i, fordi der ikke kunne skaffes benzin. Skulle vi ud på en længere tur, måtte vi leje Ingvard til at køre os i en af hans to udlejningsbiler. De blev drevet ved hjælp af gasgeneratorer, dvs. en slags kakkelovne, der var monteret på bilerne og blev fodret med træstykker. Men ellers kom vi omkring på cykler med slidte og lappede dæk eller om sommeren i gårdens jumbe og om vinteren i kanen trukket af Bach, den tykke nordbagge.

Mor og bilen før krigen

Mændene i barbersalonen havde nu fået samlet sig, og far havde fundet trompeten frem, han var musiker og spillede både trompet og violin. Fanen, som blev brugt når der var gymnastikstævner, blev hentet i forsamlingshuset, og den lille flok begyndte at bevæge sig op gennem byen. Far gik i spidsen med trompeten og spillede “Der er ingenting der maner” og andre fædrelandssange, og ved siden af gik Sigurd, byens elitegymnast, med fanen. Der var blevet hejst flag i mange haver, og flere sluttede sig til os, mens vi drog op gennem byen. Vi unger løb bagefter og fornemmede ligesom de voksne historiens vingesus.

Midt i det hele kom mor hjem fra sit familiebesøg. Hun var meget bekymret over, at vi var gået fra tvillingerne og havde overladt dem til sig selv, men de havde tilsyneladende sovet trygt under den megen hurlumhej, da vores landsby om aftenen den 4. maj 1945 fejrede at krigen endelig var forbi.