Levende musik i en sal med god akustik får mig til at føle mig næsten normalt hørende igen, som igår på Værket hvor jeg hørte denne skønne trio spille musik af Per Nørgård, Mendelsohn og Tchaikovsky:
Trio con Brio Copenhagen består af de koreanske tvillingsøstre Soo-Jin Hong på violin og Soo-Kyung Hong på cello. Sidstnævnte spiller også i DR Symfoniorkester og er gift med pianisten Jens Elvekjær.
Foruden flere internationale priser modtog de i januar P2 Kunstnerprisen 2015.
Her kan man høre dem spille Brahms på Den Sorte Diamant i København:
Jeg husker med glæde fra min ungdom den svenske sangerinde Monica Zetterlund og hendes dejlige stemme, så det er helt fortjent, at der er blevet lavet en film om hende og hendes musik, og så ovenikøbet instrueret af den dygtige danske instruktør Per Fly. Filmen er lige kommet op i de danske biografer.
Samtidig med Monica Zetterlund havde vi herhjemme Grethe Ingmann. Hun kommer ikke op på siden af Zetterlund som jazzsangerinde, men kunne alligevel med sin karakteristiske stemme få de melodier hun sang til at hænge i ørerne. Grethe Ingmann er mest kendt for sammen med sin mand Jørgen Ingmann at have vundet Melodi Grandprix 1963 med ‘Dansevise’ og for ørehængeren ‘Slentre gennem Regn’.
Selvom det ikke var et symfoniorkester, der fremførte Mahlers 4. Symfoni i går eftermiddags på Værket, lykkedes det alligevel Randers Kammerorkesters 17 musikere at få hele stemningen i Mahlers musik frem.
For mig er dette stykke musik af Mahler noget af det smukkeste, der findes. Temaet er en ørehænger, som kan hænge ved i dagevis. ‘Det himmelske Liv’, teksten i sidste sats blev igår sunget meget smukt af den engelske sopran Lisa Rijmer:
Musikken er skrevet i tiden før 1. verdenskrig og rummer hele tidsalderens følelser af vemod, nostalgi, sammenbrud, sorg, men den indholder også overstadig glæde. Mahler forklarer selv om den usædvanlige og smukke sidste sats, at det er barnet, der fortæller, hvad der er meningen med det hele.
Jeg tager undertiden en tur ud ad Memory Lane, vistnok en nostalgisk vane der følger med alderen. Pludselig dukker der noget op, der får mig til at standse og sige: “Hov, her er der vist en god historie, der fortjener at blive opfrisket”. Som nu forleden dag da jeg sad og hørte “Arabiske Stemmer” på P1, den glimrende ugentlige udsendelse med Naser Khader og Steen Nørskov om arabisk politik og kultur, og der blev sagt, at de havde modtaget Chr. Kryger-prisen 2013. Helt fortjent, tænkte jeg, men kom samtidig til at tænke på en af Finns gamle historier om hans møde med samme Chr. Kryger.
Finn var elev på Hobrovejens Skole i Randers, hvor Chr. Kryger var lærer sideløbende med sit job i børneafdelingen på DR. Allerede i de tidlige drengeår var Finn begyndt at spille jazzpiano, inspireret af de store boogie woogie pianister og Fats Waller, og det resulterede i, at Christian Kryger præsenterede ham i et par radioudsendelser, hvor han fortalte om og spillede sin musik. Efterfølgende gik det slag i slag med jazzmusikken, og i gymnasietiden blev Finn en kendt jazzpianist i Jylland.
Dengang var der i Randers en pianobar, der hed Borgkælderen. Her kom Finn og hans kammerater tit for at høre god jazzmusik, og engang skete det, at et af deres store idoler, selveste Leo Mathisen, var blevet engageret som pianist. Det var noget af en sensation i byen, selvom Leo på det tidspunkt i 1951 havde det dårligt og efter den tid kun skulle komme til at optæde et årstid endnu, inden han blev syg for alvor. Som pianistkollega blev Finn gode venner med Leo, så da Finn inviterede Leo hjem til sig, for at han kunne indspille et par lakplader på det skæreapparat, som Finn og hans far selv havde konstrueret og bygget, sagde Leo straks ja.
Leo Mathisen (1906-1969) var i 3o’erne, 40’erne og 50’erne en af Danmarks betydeligste jazzkunstnere. Han var meget inspireret af Fats Waller og turnerede i alle årene med sit eget orkester. I 1953 blev han opereret for en hjernesvulst og ophørte som musiker. Men i 1951 var Leo, om ikke på sit højeste, så dog stadig på mærkerne, og indspillede sin musik i Finns forældres lejlighed i Vesterport assisteret af Finn og hans fætter som teknikere. Han spillede flere numre, bl.a.”After you’ve gone”.
I dag kan man sammen med andre private indspilninger af Leo Mathisen finde optagelserne fra dengang i lejligheden i Randers på pladen Songs of Souvenir.
For nogle nætter siden havde jeg en drøm, hvor en person sang ‘Stemningsmelodien’ fra den gamle danske film ‘Lejlighed til Leje’. Jeg har ikke tænkt på sangen i årevis, men pludselig var den der lyslevende i drømmen, sikkert sunget af Else Sigfuss med den dybe, bløde stemme, som var hende der lagde stemme til den i filmen.
Jeg oplever desværre nogle gange at få en melodi på hjernen og ikke kunne få den ud af hovedet igen, og dette kan være ret træls i længden, uanset om det drejer sig om en popsang eller et stykke Mozart. Men lige nu er det altså ‘Stemningsmelodien’, og i morgenradioen et par dage efter blev jeg minsandten mindet om den igen, da de sendte uddrag af et stykke på Århus Teater instrueret af Christian Lollike, hvor de også sang brudstykker af sangen.
Filmen ‘Lejlighed til Leje’ handler om et ungt par, som dengang i bolignødens dage skal igennem en masse genvordigheder omkring en ledig lejlighed, før de til sidst får hinanden. Det unge romantiske par bliver spillet af Bjørn Watt-Boolsen og Lis Løwert – som senere bliver til oberst Hackel og fru Violet i Matador. De to var vist i øvrigt gift med hinanden.
Men der er også musik i filmen, Kai Normann Andersens sentimentale ørehængere. Min veninde og jeg var i teenage-årene trofaste biografgængere til alle de musikfilm, der blev spillet i Raadhusteatret, Slotsbio og Kinopalæet i Randers. Vi så også ‘Lejlighed til Leje’ og har sikkert svælget i de iørefaldende melodier og romantiske tekster, for jeg opdager, at jeg den dag i dag kan det meste af teksten til ‘Stemningsmelodien’ udenad.
Findes den mon på Youtube, og kan jeg få den ud af hovedet ved at høre den grundigt igennem? Det er et forsøg værd. Her er den med Lise Reinau i en indspilning fra 1960. Men pas på!
Teltet har stået i nieces gård hele sommeren. Først dannede det rammen om Amalies konfirmation, så om brors 50 års fødselsdag og igår om farmands 75 års fødselsdag. Hun er en dygtig festarrangør, min niece, og også gårsdagens fest gik på skinner i en afslappet atmosfære.
Fødselaren selv havde hyret det lokale New Orleans band:
Og der var pianomusk. Her Griegs ‘Bryllup på Trollhaugen’:
Samt jazzpiano:
Et totalt smart outfit var en af de gode fødselsdagsgaver:
– med knapper i pang-farver:
Man kunne også få sig en body-painting. Jeg selv fik en sommerfugl på armen for 5 kroner:
Jeg kan godt lide, at det nye klaver er hvidt, det er meget pænere end det gamle sorte skrummel, som nu er kommet på lossepladsen. Men det er især husbond, som sætter pris på det nyrestaurerede Hindsberg klaver, vi har fået i huset. Det har en god tone og går ikke ud af stemning for et godt ord, så nu lyder der heldigvis igen god klavermusik her i huset.
Klaveret er lige blevet stemt. Nevø mener hans Android er bedre end min iPhone. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal mene. Men her er i hvert fald Finn på tangenterne for at vise at klaveret stemmer – taget på androiden:
Jeg selv er ikke musikyder, men i høj grad musiknyder. Til gengæld har jeg været så heldig hele livet at være omgivet af udøvende musikere. Min far spillede violin, både klassisk musik og underholdningsmusik, og det var ham meget om at gøre, at hans 6 børn også skulle lære at spille på et instrument. Dette lykkedes kun fuldt ud for en af mine søstre, som i dag er klassisk pianist. Om mine egne uheldige oplevelser hos klaverlæreren kan man læse her.
Ved skæbnens gunst er jeg også gift med en mand, der spiller musik. Han spiller en rigtig god venstrehånd på klaveret, og der er er nogle der siger, at de ikke kan høre forskel på ham og Fats Waller. Det kan han godt lide at høre. Her har vi ham fra i går på svogers piano:
Anna Maries Skriveblok 