Kvinder dengang og nu

I dag har vi kvinder her til lands ikke så meget at klage og  pive over, når det drejer sig om ligestilling. Tværtimod lader det til, at det er mændene, der på nogle områder har grund til klage. Men for hundrede år siden var der virkelig grund til at kæmpe for kvinders ligestilling. Moderne kvinder kan vanskeligt forestille sig, hvor ydmygende det dengang må have været at være det ‘andet’ køn, som ikke havde indflydelse og medbestemmelse i hverken det private eller det offentlige rum. Heldigvis og forståeligt nok var der nogle rasende kvinder, som trodsede det omgivende samfunds modstand og fordømmelse og startede den kamp, der i dag har givet frihed og værdighed til kvinder i den moderne verden.

Danmark var et af foregangslandene for kvindernes frigørelse. I 1910 blev den 2. internationale socialistiske kvindekonference afholdt i København i Arbejdernes Forsamlingsbygning Jagtvej 69. Værterne var danske socialdemokratiske kvinder, og der var deltagere fra 17 forskellige lande. Blandt de danske kvindeledere var Nina Bang, der nogle år senere skulle blive verdens første kvindelige minister. Kvindernes valgret var det aktuelle hovedtema. Den skulle dog først blive indført i 1915.

Mary Westenholz, Karen Blixens legendariske moster Bess, som Blixen ofte refererer til i sine tekster og breve, var også en af hovedaktørerne i datidens kvindebevægelse. Hun blev kendt for den 19. august 1909 at tvinge sig adgang til folketingets talerstol. Her ringede hun med formandens klokke og talte som den første kvinde fra tingets talerstol bl.a. om sin utilfredshed med forsvarspolitikken. Mary Westenholz blev ikke straffet for sin handling, men til gengæld blev der afholdt en kvindepolitisk demonstration foran hendes og moderens hus, hvor man støttede kvinders deltagelse i politik.

Mary_Westenholz_Folketinget_19august_1909

MaryBessWestenholz-505px

En lun maj-aften i 1945

Mor havde benyttet sig af det lune vejr og var cyklet af sted for at besøge familie i stationsbyen 3 km derfra, og Anders og jeg og far havde fået strengt pålæg om at lytte efter tvillingerne, som lå og sov i deres kurvesenge. Det var fredag aften og salonen holdt åben, så far havde travlt med at klippe og barbere landsbyens mænd. Der var fuldt hus, flere sad og ventede på, at det skulle blive deres tur, mens radioen gik.

Foran frisørsalonen

Men så skete der pludselig noget mærkeligt. Udefra kunne vi unger høre en højtidelig stemme i radioen meddele et eller andet, mens al snak i barbersalonen helt forstummede. Derpå fulgte et vældigt røre med skramlen af stole og en diskussion blandt de ellers så sindige mænd om, hvordan de skulle markere begivenheden. For i radioen var det lige blevet meddelt, at de tyske tropper i  Holland, Nordvesttyskland og i Danmark havde overgivet sig, hvilket betød at den tyske besættelse af Danmark nu endelig var slut efter 5 lange år med rationering af fødevarer og knaphed på alt.

Hos os i landsbyen havde der været fredeligt nok under besættelsen. Der var kun én erklæret nazist i byen, alle andre gik og håbede på, at tyskerne snart ville blive smidt ud af landet, så vi igen kunne få alle de varer, vi savnede. Far havde lært Anders og mig at bede om i vores aftenbøn, at kong Christian måtte blive befriet fra sin husarrest på Sorgenfri Slot, og far og mor viste deres protest mod besættelsen ved at gå med kongemærker i reverset. I vores lille afkrog af landet var der dog ikke mange tyskere at protestere over for, de eneste vi så var nogle forhutlede soldater, der gik og satte telefonledninger op, og som bedstemor snakkede lidt med. Hun stammede fra Sønderjylland og kunne tale tysk.

Vi havde vænnet os til, at vi hverken kunne skaffe det ene eller det andet. Mors kasserede sommerkjoler blev syet om til kjoler til mig, og skoene blev forsålet en ekstra gang. Mor spillede whist med købmandens kone, så det lykkedes hende engang imellem at tiltuske sig lidt ekstra ud over det, vi kunne købe for de rationeringsmærker, som alle husstande fik udleveret. Det var begrænset, hvad man kunne købe af fødevarer for dem, så der var gang i køkkenhaver og hønsegårde rundt omkring, og mor eksperimenterede en overgang med selv at lave smør af den tykke fløde hun skummede af mælken, hun fik fra gården, uden at resultatet dog blev særligt godt..

I garagen stod fars topersoners Ford A klodset op. Den havde kaleche, og bagi kunne der slås en klap op med sæder til ekstra passagerer. Det var en udmærket bil, som vi bare ikke kunne køre i, fordi der ikke kunne skaffes benzin. Skulle vi ud på en længere tur, måtte vi leje Ingvard til at køre os i en af hans to udlejningsbiler. De blev drevet ved hjælp af gasgeneratorer, dvs. en slags kakkelovne, der var monteret på bilerne og blev fodret med træstykker. Men ellers kom vi omkring på cykler med slidte og lappede dæk eller om sommeren i gårdens jumbe og om vinteren i kanen trukket af Bach, den tykke nordbagge.

Mor og bilen før krigen

Mændene i barbersalonen havde nu fået samlet sig, og far havde fundet trompeten frem, han var musiker og spillede både trompet og violin. Fanen, som blev brugt når der var gymnastikstævner, blev hentet i forsamlingshuset, og den lille flok begyndte at bevæge sig op gennem byen. Far gik i spidsen med trompeten og spillede “Der er ingenting der maner” og andre fædrelandssange, og ved siden af gik Sigurd, byens elitegymnast, med fanen. Der var blevet hejst flag i mange haver, og flere sluttede sig til os, mens vi drog op gennem byen. Vi unger løb bagefter og fornemmede ligesom de voksne historiens vingesus.

Midt i det hele kom mor hjem fra sit familiebesøg. Hun var meget bekymret over, at vi var gået fra tvillingerne og havde overladt dem til sig selv, men de havde tilsyneladende sovet trygt under den megen hurlumhej, da vores landsby om aftenen den 4. maj 1945 fejrede at krigen endelig var forbi.

Støvringgård indefra

Skoven og parken til Støvringgård hører til vores yndlingsgåture, så vi kender hele området rigtigt godt, men vi har aldrig set det tidligere frøkenkloster.indvendig. Det fik vi chancen for i dag

Den sidste jomfru, ”hvis forældre have betjent en af de charger, som er indførte i de fem første klasser af den kongelige rangfordeling”, flyttede ud af slottet i 1980. Slottet blev herefter gennemgribende restaureret og indrettet med moderne lejligheder, og i dag bor her folk, som har lyst til at bo i et fredeligt og særpræget miljø i en meget smuk natur.

“Herregårdens omdannelse til frøkenkloster skete ved den daværende ejer, baronesse Christine Fuirens testamente af 23. november 1735, hvor Støvringgaard bestemtes til et kloster for en priorinde og tolv jomfruer. Med Støvringgaard fulgte bøndergods og tiender samt en anselig kapital. Bestyrelsen blev overdraget stiftsøvrigheden i Århus. Fundatsen blev stadfæstet af Christian d. VI d. 12. marts 1745 og fastslog, at klosteret blev indrettet for en priorinde og tolv jomfruer”.

De tolv jomfruer har ført et meget luksuriøst liv her på slottet med elegante boliger, tjenestefolk, god mad og rigeligt med lommepenge, 80 rigsdaler om året, hvilket var ca. dobbelt så meget som en almindelig arbejder tjente dengang.

Her i riddersalen har de kunnet sidde og drikke deres kaffe efter middagen og kigge op på det store maleri af deres velynder, Christine Fuirens, der i sit testamente af 23. november 1735 indstiftede institutionen.

Konventualinderne, som frøkenerne kaldtes, ligger begravet på nok en af Danmarks smukkeste kirkegårde i skoven over for slottet.

Måske var det Johanne Høst, der ligger begravet her, som syede denne smukke silkebroderede løber, der pyntede bordet i riddersalen, når damerne drak deres kaffe efter middagen.

Rundt omkring på slottet er der mange smukke detaljer og fællesarealer.

Og fra rummene, som har et fantastisk lysindfald fra de store smårudede vinduer, kan man kigge ud på svanerne, der svømmer forbi i voldgraven udenfor.

Slottets lille kirke holder gudstjeneste hver søndag og er åben for alle.

Houmeden i Randers


Strøget i København har fejret jubilæum i år som Danmarks ældste og længste gågade. Det er nu ikke helt rigtigt, at Strøget er den ældste gågade i Danmark, for faktisk er det Houmeden i Randers, der som den første gade i Danmark blev permanent gågade. Dette skete i 1963, mens Strøget i 1962 først forsøgsvis blev lukket for biltrafik og dernæst fik permanent status som gågade i 1964. Så ret skal være ret – det er Houmeden, der kan  prale af at være den ældste gågade i Danmark.

Men hvad længde angår kan Houmeden jo slet ikke måle sig med Strøget. Det er en lille, gammel gade, som har sin oprindelse tilbage i 1570, hvor den var tilknyttet det daværende Randers slot, Dronningborg, og rummede boliger for slottets ansatte. Randers slot var et gammelt Gråbrødreklosterkloster, som ved reformationen blev omdannet til kongeslot og i flere år var bolig for Chr. 3.’s dronning, Dorthea. Slottet, som lå på den nuværende Slotspladsen, fungerede kun som kongebolig i ca. 200 år og blev derefter nedrevet. Houmeden har nok oprindelig heddet Hofmeden, fordi hoffets folk boede her.

I Houmeden kan man i dag beundre de gamle huse eller sætte sig på Café Borgen og kigge over på Helligåndshuset.

Helligåndshuset fra 1498 var oprtindelig del af et kloster tilknyttet Sct. Mortens Kirke. Senere blev det omdannet til latinskole, hvor bl.a. vores berømte landsmænd Steen Steensen Blicher og Henrik Pontoppidan gik i skole.

Danskhed

Jeg vinder nok ikke et sæt Bezzerwisser, ærgerligt nok for jeg elsker quizzer, men af de 10 spørgsmål om Danskhed der her skulle besvares korrekt for at vinde var jeg ærlig talt i tvivl om spørgsmålet: Har alle danskere haft dansk som officielt hovedsprog i 1000, 850 eller 200 år? Pinligt for en gammel dansklærer.

Jeg skrev 200 år, men er det rigtigt, for der er jo noget med Jyske Lov etc. etc.

Hvidsten-gruppen 2

Filmen Hvidsten-Gruppen, er blevet en kæmpesucces over hele landet. Mit tidligere blogindlæg om filmen har også været en succes, for jeg kan se af statistikken, at det har tiltrukket en masse læsere.

Nu spørger jeg mig selv, hvorfor modstandsgruppen fra Hvidsten appellerer så meget til danskere i dag, at man ligefrem tager på bustur til Randers for at se filmen i biografen og bagefter tager ud og spiser flæskeæggekage på selve åstedet Hvidsten Kro. Svaret er selvfølgelig, at den lille gruppe mennesker fra landsbyen Hvidsten mellem Randers og Mariager var sande helte, som med livet som indsats kæmpede imod den tyske besættelsesmagt for at Danmark igen kunne blive et frit land.

Men de var faktisk modigere end som så, for de var ikke kun oppe imod den tyske besættelsesmagt, men også imod den danske regering, som i krigens første år samarbejdede med tyskerne, og som umiddelbart efter besættelsen havde udsendt følgende dekret til den danske offentlighed:

»Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig for de Unge, at den, som begår Sabotage eller hjælper med dertil eller overfor Myndighederne tilbageholder Viden om Sabotageplaner eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler imod sit Fædrelands Interesse.«

Så udover at kæmpe imod tyskerne, udøvede Hvidsten-gruppen også civil ulydighed mod den danske regering. Besættelseshistorikere har stadig vanskeligt ved at få den almindelige dansker til at forstå, at det ikke var et enigt Danmark, der gjorde front mod den tyske nation. At det ikke var alle danskere, der var imod tyskerne. Det var først i august 1943, at danskerne i almindelighed fik nok og begyndte at strejke og lave omfattende sabotage.

Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en langt hårdere magtanvendelse, der førte til afvæbning af det danske forsvar, forsøg på at pågribe de danske jøder, til arrestation og deportation af det danske politi samt indførelse af dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten.

Otte af Hvidsten-gruppens medlemmer blev af den tyske krigsret dømt til døden den 26. Juni og henrettet i Ryvangen 29. Juni 1944. Henrettelserne blev årsag til en egentlig generalstrejke i København.

Aktioner foretaget af Greenpeace eller Occupy Wall Street er eksempler på civil ulydighed i vore dage. Det kan sommetider være nødvendigt at sætte sig op imod den herskende magt for at skabe en bedre verden.

8. Marts

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag. Indtil for 20-25 år siden havde jeg ikke tænkt så meget over, at den 8. marts faktisk er en vigtig dag for mig som kvinde. En veninde havde ganske vist engang i halvfjerdserne, hvor rødstrømpebevægelsen var på sit højeste, den 8. marts sendt mig et par røde strømpebuser vedlagt et lille hæfte med FN’s menneskerettighedserklæring. Med skam at melde tog jeg bare de røde strømpebukser i brug uden at lægge så meget i min venindes fine gestus på denne specielle dag.

Jeg blev først for alvor opmærksom på dagens betydning engang jeg underviste en indvandrerklasse, hvor der gik 3 polske mænd. Det var dengang, hvor det var rimeligt nemt at få flygtningestatus i Danmark, og mændene var sammen med deres familier flygtet til Danmark i forbindelse med urolighederne på skibsværftet i Gdansk. De var sådan lidt Lech Walesa-agtige, meget maskuline, røg som skorstene og var ikke nogle typer, man normalt anser for at kere sig særlig meget om kvinders rettigheder.

Men den dag, den 8. marts, startede timen med, at de alle tre kom hen til mig og efter tur gav mig en rød rose, kyssede mig på hånden og ønskede mig tillykke med dagen. Jeg var noget forundret, for det var jo ikke min fødselsdag, men de fik fortalt på gebrokkent dansk, at kvinderne i deres hjemland altid blev fejret og fik roser den 8. marts. Det var så rørende og uventet, at jeg siden da har bidt mærke i den 8. marts som kvindernes helt specielle dag.

Jeg har aldrig været rødstrømpe på barrikaderne, men vistnok altid rødstrømpe af hjertet, dog forstået på den måde, at det for os kvinder ikke skal være en ligestilling på mændenes præmisser, men på kvinders egne præmisser. Og på den baggrund er hele ligestillingsproblematikken straks mere kompliceret end som så.

I mit barndomshjem var ligestilling mellem kønnene en naturlig ting. Mor var meget selvstændig og far respekterede hendes autoritet, selvom det var ham, der tjente pengene.   På billedet fra engang i 1930’erne ses min mor, der skal ud at køre en tur i familiens to-personers Ford A. Det var naturligt for hende at have kørekort ligesom min far, selvom det ikke var almindeligt blandt kvinder dengang.

Alligevel kunne jeg som stor pige skumme af raseri, når jeg hørte om kvinder der blev diskrimineret eller oplevede det uden for hjemmet.Jeg var faktisk rødstrømpe, før det blev moderne.

Det rører mig og glæder mig på kvindekønnets vegne, når kvinder gør sig positivt gældende på både den hjemlige og internationale offentlige scene. Samtidig kan jeg blive stiktosset, når jeg på vores kvindelige statsministers ugentlige pressemøde oplever, at mandlige journalister har for vane at stille hende langt flere nedgørende og tåbelige spørgsmål end de plejede at gøre til de mandlige statsministre.

Rolig nu, Anna Marie! – Jo, jo, men vi har kun kampdag én gang om året.