8. Marts

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag. Indtil for 20-25 år siden havde jeg ikke tænkt så meget over, at den 8. marts faktisk er en vigtig dag for mig som kvinde. En veninde havde ganske vist engang i halvfjerdserne, hvor rødstrømpebevægelsen var på sit højeste, den 8. marts sendt mig et par røde strømpebuser vedlagt et lille hæfte med FN’s menneskerettighedserklæring. Med skam at melde tog jeg bare de røde strømpebukser i brug uden at lægge så meget i min venindes fine gestus på denne specielle dag.

Jeg blev først for alvor opmærksom på dagens betydning engang jeg underviste en indvandrerklasse, hvor der gik 3 polske mænd. Det var dengang, hvor det var rimeligt nemt at få flygtningestatus i Danmark, og mændene var sammen med deres familier flygtet til Danmark i forbindelse med urolighederne på skibsværftet i Gdansk. De var sådan lidt Lech Walesa-agtige, meget maskuline, røg som skorstene og var ikke nogle typer, man normalt anser for at kere sig særlig meget om kvinders rettigheder.

Men den dag, den 8. marts, startede timen med, at de alle tre kom hen til mig og efter tur gav mig en rød rose, kyssede mig på hånden og ønskede mig tillykke med dagen. Jeg var noget forundret, for det var jo ikke min fødselsdag, men de fik fortalt på gebrokkent dansk, at kvinderne i deres hjemland altid blev fejret og fik roser den 8. marts. Det var så rørende og uventet, at jeg siden da har bidt mærke i den 8. marts som kvindernes helt specielle dag.

Jeg har aldrig været rødstrømpe på barrikaderne, men vistnok altid rødstrømpe af hjertet, dog forstået på den måde, at det for os kvinder ikke skal være en ligestilling på mændenes præmisser, men på kvinders egne præmisser. Og på den baggrund er hele ligestillingsproblematikken straks mere kompliceret end som så.

I mit barndomshjem var ligestilling mellem kønnene en naturlig ting. Mor var meget selvstændig og far respekterede hendes autoritet, selvom det var ham, der tjente pengene.   På billedet fra engang i 1930’erne ses min mor, der skal ud at køre en tur i familiens to-personers Ford A. Det var naturligt for hende at have kørekort ligesom min far, selvom det ikke var almindeligt blandt kvinder dengang.

Alligevel kunne jeg som stor pige skumme af raseri, når jeg hørte om kvinder der blev diskrimineret eller oplevede det uden for hjemmet.Jeg var faktisk rødstrømpe, før det blev moderne.

Det rører mig og glæder mig på kvindekønnets vegne, når kvinder gør sig positivt gældende på både den hjemlige og internationale offentlige scene. Samtidig kan jeg blive stiktosset, når jeg på vores kvindelige statsministers ugentlige pressemøde oplever, at mandlige journalister har for vane at stille hende langt flere nedgørende og tåbelige spørgsmål end de plejede at gøre til de mandlige statsministre.

Rolig nu, Anna Marie! – Jo, jo, men vi har kun kampdag én gang om året.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s