Mig og burkaer og tørklæder

Snakken om burka- og nigab-klædte kvinder er virkelig noget, der kan få folk op af stolene, og diverse politikere har flere gange foreslået disse klædningsstykker forbudt i det offentlige rum, selvom antallet af danskere, der bærer dem, vistnok er minimalt. I hvert fald er jeg  kun stødt på én nigab-klædt kvinde på skolen i de 16 år, jeg har undervist indvandrere i dansk.

En nigab er en dragt, som kun lader øjnene frie, hvorimod burkaen er en heldragt, hvor øjnene  dækkes af et trådgitter.

I de fleste sammenhænge er det selvfølgelig en hæmsko ikke at kunne se et menneskes ansigt, når det er tildækket af en burka, og for personen indeni må det være en ensom affære at færdes blandt mennesker uden at vise ansigtet. Jeg læste en kronik forleden dag ‘Burkaen og den forbudte synlighed’ http://www.information.dk/229474, som stiller spørgsmålet, hvad det er burkaen skal skjule. Forfatterens konklusion er, at det er ansigtet som den synlige manifestation af det at være et menneske blandt andre mennesker. Når ansigtet er tildækket, mister personen sin menneskelighed. Ved at eliminere kommunikationen mellem ansigter, bliver de kvinder, som påtvinges at gå med burka, netop derved elimineret fra at være en del af menneskeheden, skriver han.

Det er barske ord, men ved at bære burka og nigab afskærer kvinderne sig jo faktisk fra at fungere på lige fod med andre mennesker i samfundet.

Men et forbud fremmer ikke ligefrem den mellemmenneskelige forståelse, og i betragtning af de få tildækkede kvinder man ser her til lands, forekommer forslaget om et burkaforbud at være et spil for galleriet.

Kvinder med tørklæde giver også anledning til megen diskussion. Kan de arbejde som kassedamer eller for den sags skyld som dommere?  Når man bærer tørklæde er ansigtet frit, og tørklædet indikerer blot, at denne her kvinde har sine rødder i en anden kultur, hvor kvinderne i generationer har båret en bestemt klædedragt.

Som indvandrerlærer har jeg  haft mange kvinder med tørklæde i klassen, tørklæder i alle mulige variationer, alt efter hvilken kultur de kommer fra. På skolen bliver det en så almindelig del af ens dagligdag, at man ikke bemærker om kvinder går med tørklæde eller ej. Måske hænger det også sammen med, at man i sin daglige omgang med folk fra fremmede lande lærer at se bagom kultur, udseende og klædedragt, og efterhånden helt automatisk kommer til at forholde sig til mennesket bag ved det hele.

Som indfødt dansker er jeg fremmed over for det at skulle tildække mit hår i selskab med fremmede mænd. Jeg er ikke blevet opdraget til skyndsomt at trække tørklædet over håret, når en mand viser sig i farvandet. Det er ikke en del af min kultur.Tværtimod ligger det i luften, at håret er en kvindes pryd, som der skal gøres så meget ud af som muligt, når man viser sig offentligt. Dette er kulturelt betinget.

Men for en muslimsk kvinde med tørklæde er det kulturelt betinget at vise sin ærbarhed ved at skjule håret. Håret anses for noget ganske særligt, som menes at udøve en særlig tiltrækning og derfor skal skjules for mænd uden for familien.

Nogle arabiske kvinder prøver, når de flytter her til landet, lige fra starten at skifte over til vestligt tøj, men det er meget svært at aflægge gamle indgroede vaner og traditioner og pludselig tillægge sig nye og anderledes former.

For flere år siden havde jeg  en libanesisk kvinde i klassen, som var blevet gift med en herboende libanesisk mand. Hun gik i vestligt tøj og var en af de dygtigste i klassen. Hun blev lynhurtigt god til dansk, og var interesseret i at integrere sig så hurtigt som muligt.

Nogle år efter at hun var gået ud af skolen, mødte jeg hende på gågaden. Hun var blevet gift og havde fået barn og kom gående med sin lille datter i klapvogn og fortalte, at hun gik på Social- og Sundhedsskolen.

I modsætning til tidligere bar hun nu tørklæde og havde en lang nederdel på, men det var først bagefter, at jeg kom til at tænke på, at der også var noget andet hos hende, der var forandret. Hun virkede mere selvsikker og afslappet end før, og hun så i det hele taget bedre ud. Hendes lidt urene ansigtshud var nu helt glat, og i stedet for den ‘forkerte’ frisure med kort krøllet hår havde hun et smart bundet, hvidt tørklæde på. Hun så ud til at begå sig meget bedre i det tøj, hun havde været vant til at gå i, før hun kom til Danmark.

Jeg selv ville sikkert også føle mig kejtet, hvis jeg boede i Indien og skulle gå rundt med mine, skandinaviske knogler indsvøbt i en fin, indisk silkesari. Og jeg finder det virkelig underligt at et stykke stof på hovedet kan vække så stor opstandelse og uforståeligt, at det skulle kunne forhindre velbegavede kvinder i at udføre et hvilketsomhelst job hertillands.

Reklamer

2 thoughts on “Mig og burkaer og tørklæder

  1. Ja, jeg kan nikke genkendende til mange af dine iagttagelser. I mine 25 år som indvandrerlærer har jeg dog aldrig mødt nogen i burqa eller niqab.

    Men i år 2000 var jeg i Canada sammen med min mand, der kommer derfra, og vupti om ikke der var masser af kassedamer, bankansatte og kvinder i alle mulige andre professioner, der bar tørklæde. Det gik fint, og der var ikke en kat, der gøede af det. Der skal Danmark og danskerne altså til at tage sig sammen. Det kan ikke passe, at de der 35-40 g stof skal betyde, at man ikke kan passe til et eller andet på arbejdsmarkedet.

    • Jeg bliver bare så forstemt over de uhyggelige tendenser, der ligger bag al det her burka- og tørklædehalløj.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s