Xenofobi

Desværre er der mange danskere, som lider af xenofobi eller fremmedangst. Jeg selv lider af en let fobi over for edderkopper og slanger, men ikke over for fremmede. Jeg har arbejdet som indvandrerlærer i over 20 år og har været i tæt kontakt med et utal af udlændinge fra hele verden, og jeg har tit og ofte undret mig over og været  frustreret over den fordomsfuldhed og modvilje, som mange af mine landsmænd udviser over for udlændinge, der kommer her til landet. Pudsigt nok er det ofte danskere, som knapt nok kender en udlænding, der udviser en sådan fobi.

Men der er hjælp at hente. Da jeg søgte på nettet efter xenofobi, stødte jeg på en psykologisk klinik, der behandler denne lidelse http://www.mentaline.com/da/articles/xenofobi.aspx. Her står der bl.a., at symptomerne på xenofobi er følgende: “Mennesker, der lider af xenofobi, udviser en intens frygt for mennesker, som de ikke forstår, eller mennesker, som de finder fremmede. Denne frygt kan intensiveres af racemæssige, sociale eller religiøse forskelle, hvorfor den xenofobe person fremstår som værende uvidende og fordomsfuld. Sandheden er dog den, at deres adfærd er baseret på en frygt, som de ikke kan forstå eller kontrollere. Disse mennesker vil gøre alt for at undgå fremmede eller mennesker af en anden race, etnicitet eller religion. I underbevidstheden identificeres årsagen til deres frygt som noget fremmed, noget som de tror, alle mennesker har noget imod, selvom dette ikke er tilfældet.”.

Jeg søgte videre og fandt følgende kloge kommentar af forhenværende overrabbiner Bent Melchior: “For Danmarks vedkommende drømmer jeg om, at vi må vende tilbage til vores udgangspunkt som danskere og vise forståelse for de fremmede og komme fri af den angst og frygt, som er spredt over for de fremmede. Vi praler af at være et kristent land, og kristendommen understreger betydningen af at vise kærlighed til den fremmede, men det er ikke det, som dominerer den politik, der føres i Danmark.”

Højtuddannede udlændinge skræmmes væk

Uddrag fra artikel i INFORMATION 23. marts 2011:

“Danmarks evne til at konkurrere på verdensmarkedet og skabe økonomisk vækst hænger direkte sammen med vores evne til at få udlændinge til at føle sig velkomne og det bliver sværere, når politikere og medier konstant omtaler udlændinge som et problem for samfundet.

Sådan mener 15 af Danmarks største virksomheder, heriblandt Mærsk, Vestas, Novo, Lego og Carlsberg, som gennem en fælles organisation vil bruge 2011 på at kæmpe mod generaliseringer i udlændingedebatten.

»Jeg kunne ønske mig, at politikerne sørgede for at have en mere balanceret tilgang, når de omtaler udlændinge så alle ikke bliver slået over én kam, og man ikke hele tiden fokuserer på det negative,« siger Tine Horwitz, som er sekretariatschef for virksomhedernes fælles organisation, Consortium for Global Talent, der har til formål at trække højtuddannede udlændinge til Danmark”.

Rønn Hornbech

En af de mange vanvittige kvinder, som i den senere tid har fyldt godt op i det danske mediebillede,  er integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech.  Hun er cand.jur., tidligere politimester og havde været medlem af Folketinget i mange år, hvor hun i flere tilfælde fungerede som en slags vagthund og råbte op, hvis ministrene ikke varetog deres opgaver på forsvarlig og lovlig vis, da Anders Fogh Rasmussen i sin tid fik hende overtalt til at blive minister. Mange var noget forbavsede over, at hun sagde ja og mente, at han nu på denne måde havde givet hende mundkurv på og forhindret hende i at råbe op.

Og det har sandelig også vist sig at være tilfældet. Siden da har man ikke hørt hende råbe op om nogen uretfærdigheder på tinge. Tværtimod har man ustandselig i fjernsynet set hende vandre fra ministerbil til taburet og køre op og ned i paternosteren på Christiansborg med et listigt smil om en mund, der er lukket med syv segl, når hun bliver spurgt om uretfærdigheder, der har med hendes eget ressort at gøre. Her på det seneste har hendes adfærd i sagen om unge statsløses ret til dansk statsborgerskab antaget helt groteske former.

Når man som statsløs er født og opvokset i Danmark og ikke har begået alvorlig kriminalitet, har man ifølge FN-konventioner ret til dansk statsborgerskab. Ikke at eje noget pas er en alvorlig sag, som nemt kan få én til at føle sig som en uønsket paria. Jeg husker levende den ubehagelige fornemmelse, da jeg som ung i et døgn  befandt mig i et fremmed land uden mit kære – nej dengang for så længe siden ikke rødbedefarvede men grønne – pas. Jeg havde været med Finn og hans studiekammerater fra arkitektskolen i Rom, hvor de skulle opmåle gamle bygninger, og jeg skulle rejse hjem før ham. Først i toget ved den schweiziske grænse, opdagede jeg, at jeg havde glemt mit pas i hans kuffert i Rom. Jeg kom videre gennem Schweiz uden problemer, men blev smidt af toget ved den tyske grænse. Her sad jeg nu natten igennem i et aflåset lokale hos politiet i Basel og ventede på, at morgenen skulle gry, så jeg kunne få skaffet et nødpas hos den danske konsul. Det fik jeg også uden besvær og nåede hjem til kære, gamle Danmark med et døgns forsinkelse. Men puha, det var en grim oplevelse for en forkælet dansker.

Alligevel har omkring 30 statsløse unge, født og opvokset i Danmark, fået afslag på deres ansøgning om statsborgerskab, selvom integrationsministeriet siden sensommeren 2008 har været bekendt med en fejlagtig behandling af deres ansøgninger. Først da medierne begynder at grave i sagen, skynder Rønn Hornbech sig at sende et brev til op imod 500 statsløse, både unge og voksne, og oplyse dem om deres rettigheder.

Jeg mener, det er en skandale, som burde få statsministeren til at sige, som han gjorde under klimatopmødet  “now I am ‘banking’ in the table” og fyre hende.

Andre emner der begynder med ‘R’ her.

Mig og burkaer og tørklæder

Snakken om burka- og nigab-klædte kvinder er virkelig noget, der kan få folk op af stolene, og diverse politikere har flere gange foreslået disse klædningsstykker forbudt i det offentlige rum, selvom antallet af danskere, der bærer dem, vistnok er minimalt. I hvert fald er jeg  kun stødt på én nigab-klædt kvinde på skolen i de 16 år, jeg har undervist indvandrere i dansk.

En nigab er en dragt, som kun lader øjnene frie, hvorimod burkaen er en heldragt, hvor øjnene  dækkes af et trådgitter.

I de fleste sammenhænge er det selvfølgelig en hæmsko ikke at kunne se et menneskes ansigt, når det er tildækket af en burka, og for personen indeni må det være en ensom affære at færdes blandt mennesker uden at vise ansigtet. Jeg læste en kronik forleden dag ‘Burkaen og den forbudte synlighed’ http://www.information.dk/229474, som stiller spørgsmålet, hvad det er burkaen skal skjule. Forfatterens konklusion er, at det er ansigtet som den synlige manifestation af det at være et menneske blandt andre mennesker. Når ansigtet er tildækket, mister personen sin menneskelighed. Ved at eliminere kommunikationen mellem ansigter, bliver de kvinder, som påtvinges at gå med burka, netop derved elimineret fra at være en del af menneskeheden, skriver han.

Det er barske ord, men ved at bære burka og nigab afskærer kvinderne sig jo faktisk fra at fungere på lige fod med andre mennesker i samfundet.

Men et forbud fremmer ikke ligefrem den mellemmenneskelige forståelse, og i betragtning af de få tildækkede kvinder man ser her til lands, forekommer forslaget om et burkaforbud at være et spil for galleriet.

Kvinder med tørklæde giver også anledning til megen diskussion. Kan de arbejde som kassedamer eller for den sags skyld som dommere?  Når man bærer tørklæde er ansigtet frit, og tørklædet indikerer blot, at denne her kvinde har sine rødder i en anden kultur, hvor kvinderne i generationer har båret en bestemt klædedragt.

Som indvandrerlærer har jeg  haft mange kvinder med tørklæde i klassen, tørklæder i alle mulige variationer, alt efter hvilken kultur de kommer fra. På skolen bliver det en så almindelig del af ens dagligdag, at man ikke bemærker om kvinder går med tørklæde eller ej. Måske hænger det også sammen med, at man i sin daglige omgang med folk fra fremmede lande lærer at se bagom kultur, udseende og klædedragt, og efterhånden helt automatisk kommer til at forholde sig til mennesket bag ved det hele.

Som indfødt dansker er jeg fremmed over for det at skulle tildække mit hår i selskab med fremmede mænd. Jeg er ikke blevet opdraget til skyndsomt at trække tørklædet over håret, når en mand viser sig i farvandet. Det er ikke en del af min kultur.Tværtimod ligger det i luften, at håret er en kvindes pryd, som der skal gøres så meget ud af som muligt, når man viser sig offentligt. Dette er kulturelt betinget.

Men for en muslimsk kvinde med tørklæde er det kulturelt betinget at vise sin ærbarhed ved at skjule håret. Håret anses for noget ganske særligt, som menes at udøve en særlig tiltrækning og derfor skal skjules for mænd uden for familien.

Nogle arabiske kvinder prøver, når de flytter her til landet, lige fra starten at skifte over til vestligt tøj, men det er meget svært at aflægge gamle indgroede vaner og traditioner og pludselig tillægge sig nye og anderledes former.

For flere år siden havde jeg  en libanesisk kvinde i klassen, som var blevet gift med en herboende libanesisk mand. Hun gik i vestligt tøj og var en af de dygtigste i klassen. Hun blev lynhurtigt god til dansk, og var interesseret i at integrere sig så hurtigt som muligt.

Nogle år efter at hun var gået ud af skolen, mødte jeg hende på gågaden. Hun var blevet gift og havde fået barn og kom gående med sin lille datter i klapvogn og fortalte, at hun gik på Social- og Sundhedsskolen.

I modsætning til tidligere bar hun nu tørklæde og havde en lang nederdel på, men det var først bagefter, at jeg kom til at tænke på, at der også var noget andet hos hende, der var forandret. Hun virkede mere selvsikker og afslappet end før, og hun så i det hele taget bedre ud. Hendes lidt urene ansigtshud var nu helt glat, og i stedet for den ‘forkerte’ frisure med kort krøllet hår havde hun et smart bundet, hvidt tørklæde på. Hun så ud til at begå sig meget bedre i det tøj, hun havde været vant til at gå i, før hun kom til Danmark.

Jeg selv ville sikkert også føle mig kejtet, hvis jeg boede i Indien og skulle gå rundt med mine, skandinaviske knogler indsvøbt i en fin, indisk silkesari. Og jeg finder det virkelig underligt at et stykke stof på hovedet kan vække så stor opstandelse og uforståeligt, at det skulle kunne forhindre velbegavede kvinder i at udføre et hvilketsomhelst job hertillands.

Hele verden på en sølvbakke

6. oktober 2009

Jeg behøver bare at sætte mig ind i bilen og køre de 14 km ind til Sprogcenter Randers for at få præsenteret hele verden på en sølvbakke.  I klassen i dag havde jeg fornøjelsen at møde mennesker fra Polen, Brasilien, Congo, Iran, Tyrkiet, Ungarn, Thailand, Sri Lanka, Litauen, Rusland og Rumænien. Det er enten flygtninge, familiesammenførte, folk der er blevet gift med danskere eller kommet til landet for at arbejde, som går på sprogskolen for at lære dansk og  lære om danske samfundsforhold. Som regel er det en motiveret og livlig gruppe mennesker, jeg møder, når jeg kommer ind i klassen. Fra dag ét taler vi kun dansk , og når det som i dag er en begynderklasse med et meget begrænset ordforråd, opstår der ofte pudsige situationer, når vi må bruge kropssprog og mange fagter for at forstå hinanden, så der grines meget. Det er et afvekslende job at være indvandrerlærer og udfordrende at skulle formidle dansk sprog og kultur. Samtidig er det lærerigt, og man får gjort op med alle sine fordomme, når man skal forholde sig til så mange mennesker med vidt forskellig baggrund.

Et sug i brystet

Sådan føles det hver gang jeg tænker på udsmidningen af irakerne af Brorsons Kirken. Jeg føler mig magtesløs og ked af det, men ved efterhånden ikke, hvad jeg skal sige i den forbindelse, for der er allerede givet udtryk for så megen sorg, skamfuldhed, frustration og vrede andre steder fra.  Jeg har min gang blandt indvandrere fra hele verden, velvillige mennesker som er interesserede i at lære om det nye land, de er kommet til, og som synes at vores demokratiske system og vores position som det mindst korrumperede land i verden er fantastisk og beundringsværdigt, men hvor må det være skuffende for dem, når de åbner avisen eller fjernsynet, kun at møde ringeagt og fordømmelse af dem og deres kultur. Der er så meget at være stolt af som dansker, men alt bliver dementeret af  vores umenneskelighed over for mennesker i nød, der er anderledes end os.