Det kollektive felt

Blandt vores mange gamle smalfilm har vi én fra 1967 optaget fra et af vinduerne på Charlottenbog. Her gik Finn dengang på arkitektskolen, og jeg var taget med ham derind for at vi sammen med andre studerende kunne se tronfølgeren og hendes franske ægtemand køre forbi i bryllupskaret på Kongens Nytorv. Det var stort dengang. Den lidt klodsede og generte prinsesse Margrethe havde minsandten fundet sig en flot, fransk greve og sad nu der i kareten og så meget forelsket ud. Der havde været meget skriveri i aviserne om, at det snart var på tide, at hun giftede sig, og hvem skulle det nu være med. Ingen havde regnet med, at hun snart efter skulle hjemføre en smart og eksotisk franskmand, som nok indirekte havde æren for, at hun gradvist også begyndte at opføre sig mere selvsikkert og verdensdameagtig og være smartere i tøjet.

Næste gang jeg stødte på Margrethe og Henrik var i biografen, måske et årstid senere. Finn og jeg havde investeret i et par af de bedre pladser i Imperial for at se ‘Bonnie og Clyde’, og midt under filmen hviskede Finn til mig: “Der sidder nogle bagved du kender”.  Da jeg vendte hovedet for at hilse, så jeg Henrik og Margrethe sidde og smile tilbage, som om de var parate til at hilse igen. Jeg blev lidt befippet, men fik nikket høfligt.

I årenes løb har jeg fulgt rimeligt med i kongefamiliens gøren og laden og også været småirriteret over prins Henriks trang til fransk selvhævdelse. Alligevel synes jeg, han fortjener al den virak og de emotioner, der bliver ham til del nu – lidt for sent måske.

Mit eget lidt triste mood over hans død skyldes ikke bare påmindelsen om, at døden jo med alderen også puster én selv i nakken, men min sindsstemning og den megen ståhej i medierne har fået mig til at tænke på, hvordan et fænomen som kongehuset griber ind i det kollektive felt. Ligesom i gamle dage hvor hele familien Danmark sad samlet om TV og så den samme udsendelse og følte sig i samme båd, kender alle danskere kongefamilien og forholder sig til den. Og når et medlem af kongefamilien dør, lægger der sig et trist slør over hele det kollektive felt.

Jeg foretrækker en dronning/konge frem for en præsident. Forfatningsmæssigt viser kongeriget sig at være et godt og stabilt system, og jeg viger gysende tilbage for tanken  om f.eks. at se en Pia Kjærsgård eller Lars Løkke som præsident. Så langt hellere den stil, der altid vil præge en konge eller dronning.. Og så er Kongerækken jo en fantastisk måde at huske Danmarkshistorien på. For at opfriske sin Danmarkshistorie, behøver man kun at repetere Kongerækken.

Som en lille krølle på al denne kongerøgelse – som man ganske rigtigt meget hurtigt kan få nok af – , skal jeg huske at fortælle, at de allermest dronningetro hertillands, er vores indvandrere. Det har jeg erfaret som mangeårig indvandrerlærer. Når jeg virkelig skulle fange klassens opmærksomhed, behøvede jeg bare at begynde at fortælle om det danske kongehus, så var interessen vakt. En gang hørte jeg nogle unge palæstinenske mænd i klassen tale om dronningen og bedyre over for hinanden, at hun var sød. Måske skulle vi i højere grad begynde at bruge kongehuset som en brik i vores integration af indvandrere.

 

 

 

 

Hellig Ko

Har man fødselsdag her i huset, er man hele dagen udnævnt til at være hellig ko. I dag er det husets herre, der nyder dette privilegium, hvilket betyder, at han suverænt bestemmer alt, lige fra hvad vi skal have at spise og drikke til temperaturen i stuen.  Vores termostater er forskelligt indrettet, og diskussionen i familien drejer sig ofte om temperaturen i stuen. Mens jeg foretrækker en normal stuetemperatur, vil han helst leve i en bageovn. Heldigvis passer udetemperaturen i dag så nogenlunde til bagetemperaturen i stuen. Nu er det da heldigvis holdt op med at sne, men vinden tuder stadig om hushjørnerne.

Hvad angår aftensmaden plejer han at være et taknemligt offer for mine  vegetariske eksperimenter i køkkenet. I aften skal maden bl.a. omfatte Kirsten Skaarups rosenkål. Rosenkål er så sundt, så sundt. Spiser man nok af dem , kan man opnå at blive mindst 90, påstår radiodoktoren. Det mener Finn åbenbart også, for i morges sagde han: “Når jeg bliver 90 kan jeg vel ikke undgå at holde en fest”. Kan godt lide optimismen.

Jeg har ikke set rotten i to dage. Måske har den været i nærkontakt med den sorte boks ude på terrassen. Jeg holder øje med dens eventuelle færden herinde fra lænestolen, hvor jeg skiftevis kæmper med opskriften til et par hæklede TV-sokker til lillesøster og veksler mellem at læse i to gode bøger fra biblioteket, Tilmann Lahme: Familien Mann og Marilynne Robinson: Hjemme.

Hip, hip hurra!

Savner Muffi

Jeg holder af hverdagen. Sådan sagde Dan Turell og lad det være mottoet for mit fortsatte blogskriveri efter en laaang blogpause. Det var begyndt at ligne en sur pligt at holde familie, venner og følgere a jour med dybsindige blogindlæg om min dagligdag og fortid – det blev bare for meget, og så er det på tide at holde op. Ligesom når man er til fest og har det allersjovest. Så skal man bare huske på, at så er det på tide at gå hjem med festen i glad erindring.

Men en blog behøver jo ikke at være prætentiøs. Den kan f.eks. bestå af helt almindelige hverdagsskildringer af et liv i Nordjylland sammen med en fransk bulldog-hvalp, som skal lære at begå sig i livet og stå på egne ben i hjemmet, mens mor er på arbejde i Ålborg. Sådan en blog skriver Mette Bech. Hendes skildringer og utroligt flotte fotos af hvalpen Bob, His Bobness, følger jeg troligt med i.

Mettes Blog får mig samtidig til at tænke på, at jeg savner mit eget husdyr. Vores kat Muffi døde for nogle måneder siden mæt af dage og af sygdom, 15 år gammel , og vi har besluttet, at for fremtiden skal vores eneste husdyr kun bestå af småfuglene på terrassen, hvis liv og færden vi følger med i, og som hver dag bliver fodret rigeligt. Inde fra lænestolen kan jeg følge med i en konstant trafik af skovspurve, gråspurve, blåmejser, rødkælke, musvitter, solsorte, duer og endnu flere, som har vænnet sig til at komme her og blive fodret af.

Men i nogen tid har vi måttet indstille vores fodring derude, for der er indtruffet et husdyr på arenaen, som jeg slet ikke er begejstret for, tværtimod er jeg hunderæd for den rotte, som fra tid til anden viser sig derude og spiser af fuglefoderet. Min dyrevenlighed omfatter ikke rotter, selvom jeg ved, at der er nogle, der har en rotte som kæledyr, og at der i Indien findes et tempel med hundredvis af rotter, som bliver fodret og tilbedt som guder. Uha nej – rotter, slanger, padder og krokodiller er ikke mine yndlingsdyr. Edderkopper derimod har jeg efterhånden lært at leve med ved at betragte deres fantastiske spindelvævning. Men nu har vi haft besøg af en rottefænger fra kommunen, som har opstillet en lille uhyggelig kasse med rottegift, og så håber vi, at fuglene snart kan få deres foder i fred igen.

Men jeg savner stadig Muffi – og hendes søn Mini som ligeledes døde fornylig. Vi har næsten altid haft katte i huset siden dengang for mange år siden, da vi boede i et lille bondehus i Brøndbyøster. Her fik vi sommetider besøg af naboens sorte hunkat, som efterhånden begyndte at opholde sig mere ovre hos os end hos ham. Den fik killinger, og naboen havde fortalt os, at han havde fået dem aflivet. Men så en dag da jeg kom hjem fra arbejde, opdagede jeg i et hjørne af soveværelset en lillebitte kattekilling. Vinduet i soveværelset havde stået på klem, og Storemisser, som Lunds kat herefter kom til at hedde, havde bragt sin sidste overlevende killing i sikkerhed i vores soveværelse. Storemisser og Filius blev starten på vores kattehold, og siden da har vi altid haft katte i huset. Indtil nu. Men vi har lovet hinanden højt og helligt, at vi for fremtiden stiller os tilfreds med småfuglene på terrassen.

Fra udkanten

Det kan vist ikke kaldes ‘den rådne banan’ – måske snarere ‘udkanten’ – der hvor jeg bor. Men jeg skal bestemt ikke klage over den udkant, hvor vi i overmål nyder godt af både stilhed, ren luft, skøn natur og flinke folk. Jeg var dog noget forundret, da jeg for nogen tid siden i den lokale Dagligbrugsen så, at der var blevet opstillet en kølemontre med veganske produkter, for jeg har aldrig anset folk i området for at være specielt med på den vegetariske trend, flere af dem går endda på jagt.

Varerne i kølemontren skulle selvfølgelig prøves, da vi her i huset hovedsagelig spiser vegetarisk, så et lille udvalg blev bragt med hjem, og det viste sig, at både pålæg og middagsret smagte rigtigt godt. Postejen lavet af mandler og oliven var især lækker, og veggie-bøfferne serveret med stegte løg smagte i retning af en gammeldags hakkebøf.

Næste gang jeg kom i brugsen, skulle jeg selvfølgelig hen til montren og forsyne mig igen, men flere af varerne var allerede udsolgt. Jeg spurgte ekspeditricen, om der ville blive fyldt op på hylderne. “Ih ja”, sagde hun, “der er gang i salget. Det er noget vi kommer til at føre i fremtiden”. Der kan man bare se. Det er ikke kun i København og Århus og omegn, at folk er fremme i skoene hvad angår den grønne bølge.

Ved at slå op på nettet kan jeg se, at det er in at være flexitar, dvs. på nogle af ugens dage at vælge kødet fra, og i supermarkederne er der masser af vegetariske færdigretter at vælge imellem. Hos Coop siger man, at salget af vegetarretter er steget med mellem 25 og 30 procent fra 2014 til 2015. Så dejligt at høre. Godt for både miljø og dyrs ve og vel!

En vinterhistorie

Vi har ild i kakkelovnen, selvom det faktisk ikke er nødvendigt, for vejret her i januar 2017 ligner slet ikke det, jeg kalder vinter, men det er alligevel rart med lidt lunhed her i stuen hos det ældre, kuldskære ægtepar.

Kakkelovnsvarme kunne samme ægtepar derimod godt have brugt den 28. december 1978, hvor den værste snestorm i mands minde satte ind. Det gik værst ud over Sydsjælland og Lolland Falster, hvor parret uheldigvis befandt sig midt i orkanens øje på deres nyligt købte gård langt fra alfarvej midt imellem Næstved og Præstø. De var godt i gang med renoveringen af ejendommen, der skulle stå færdig som kursusejendom til sommer, når de påtænkte kurser i yoga, meditation og diverse psykoterapier med allerede hyrede lærere udefra skulle tage deres begyndelse. Renoveringen af stuehuset med privatbolig, køkken og nogle værelser var netop afsluttet. Som det sidste var der blevet lagt isoleringsmateriale ud over hele loftet. Nu var der kun tilbage at færdiggøre en af længerne, en tidligere stald, der skulle rumme øvelsessal og sovesale.Humøret var derfor rimeligt i balance, da de om formiddagen havde været i Næstved og  købe stort ind til nytår, hvor nogle af vennerne fra København skulle komme og fejre nytåret sammen med dem i deres nye bolig.

Men allerede sidst på eftermiddagen begyndte det at sne og blæse op, og da de vågnede næste morgen rasede snestormen, og snedriverne nåede visse steder helt op til vinduerne. Temperaturen var dalet betragteligt i nattens løb og havde nået -17 grader, så der var uro at spore i det lille hjem, men de glædede sig trods alt over, at der var lunt og godt indendøre, og at de havde fået hjembragt forsyninger nok til et stykke tid.

Glæden skulle dog kun vare kort, for ikke længe efter blev elektriciteten afbrudt på grund af væltede elmaster og dermed standsede også varmen fra oliefyret. Den eneste varmekilde i huset var nu flaskegaskomfuret i køkkenet og de eneste lyskilder stearinlys og lommelygte. Der var efterhånden hundekoldt i huset, så det eneste nogenlunde varme sted var foran gasbageovnen. Her tilbragte de småfrysende og med gaslugten i næsen størstedelen af deres tid i to lænestole, som de havde slæbt derud inde fra stuen. Selv katten, som var kommet løbende kort tid efter at de var flyttet ind, men endnu ikke var blevet så tryg, at den havde vovet sig indenfor i stuehuset, endte med at ligge i skød foran gasbageovnen.

Man tror næppe, dette kan finde sted  i lille Danmark, men i en hel uge var vi totalt sneet inde og afsondret fra omverdenen. Det var vedvarende bidende koldt og sneen blev ved med at fyge om hushjørnerne. Gennem telefonen, vores eneste kontakt med omverdenen, blev vi orienteret lidt om situationen omkring os. Bæltekøretøjer pløjede sig igennem snemasserne for at komme folk til undsætning. Et ældre ægtepar i en landejendom i vores område havde haft besøg af et bæltekøretøj, der bragte foder til kreaturerne, og i andre tilfælde måtte bæltekøretøjer transportere folk til hospitalet. På landevejen sydpå var mange bilister kørt fast i sneen, og folk måtte indlogeres hos familier i huse langs vejen.

Gården lå i en lavning i landskabet ned til en lille å og mosestrækning, lige et sted hvor sne kunne finde på at lægge sig, og gården blev nærmest begravet i sne. Efter flere dages hård frost uden varme i huset frøs nu også vandrørene, og så var det slut med vandforsyningen. Skulle der bruges vand, måtte vi smelte sne i en stor gryde på gaskomfuret, det var derfor lidt småt med hygiejnen.

Nytårsaften, som skulle have været fejret sammen med vennerne, blev tilbragt i lænestolene foran gasovnen med at spise de til lejligheden indkøbte kastanjer, som jo heldigvis netop kunne ristes i ovnen, der til stadighed stod tændt. Hertil drak vi et glas rødvin og skålede på, at genvordighederne snart måtte være slut.

Men det skulle vare flere dage, før vi endelig blev befriet. Vores lille Morris 1000 havde vi på et tidligt tidspunkt af uvejret meget fornuftigt parkeret oppe ved kommunevejen for enden af vores 1000 m lange grusvej. Der stod den begravet i sne og efterhånden havde vi fra køkkenvinduet ikke kunnet skelne den fra de andre snedriver deroppe. Da vejret omsider stilnede af, kom der snart store biler med sneskovle og ryddede kommunevejen, og vi fik bilen gravet fri. Den kunne heldigvis starte, hvorefter vi kørte til det nærmeste supermarked og købte ind. Da havde snevejret raset i over en uge.

Men historien er ikke slut, for da det blev tøvejr viste det sig, at de frosne vandrør på loftet var sprunget læk og havde lavet skader på de nymalede vægge samt gennemblødt isoleringsmaterialet på loftet. Det varede længe, inden vi fik alle skaderne udbedret og også selv var kommet på højde med situationen igen. Men det hele lykkedes uden posttraumatisk stress, og om sommeren blev de første kurser gennemført som planlagt.

 

Hjem til Jul

Jeg må tilstå, at jeg er lidt kedelig i forhold til al jule- og nytårshalløjet. Jeg synes, juleriet starter alt for tidligt, og normalt når jeg at blive træt af det, inden julen overhovedet er begyndt. Her på mine gamle dage plejer jeg at drage et stort lettelsens suk, når det hele er overstået den 1. januar, idet jeg naivt håber, at vi så kan starte op på en ny og frisk, og at verden vil udvikle sig til det bedre i det nye år.

Men jeg oplever jo, at juleglæden hos folk omkring mig er oprigtig og stor, og jeg husker også fra barndommen, hvor frydefuldt det var at holde jul hos bedstefar og bedstemor på gården, og senere i livet hvordan jeg glædede mig til at komme væk fra storbyens jag og holde en fredelig og festlig jul sammen med familien derovre i Randers.

Dengang ude på gården var min bror og jeg de forkælede små, om hvem alting drejede sig, når julen satte ind, og vi var overbeviste om, at det var julenissen og ikke kattene, som spiste den skål risengrød, som vi juleaften var med til at sætte op på høloftet.

Da jeg blev lidt ældre og havde lært at læse og læste alle de bøger, jeg kunne komme i nærheden af, var min yndlingslekture ved juletid  “Ved Julelampens Skær”, en bog som bedstemor købte hver jul.

Med årene havde der dannet sig en lille samling af “Ved Julelampens Skær” i bogreolen i den øverste stue på gården, og ved juletid spænede jeg gennem stuerne for at hente en bog med historier om folk, der trodsede snemasser og andre problemer for at kunne nå hjem til juleaften. Jeg spænede derop, fordi der over bogreolen hang et gammelt stik med Jesus, der opvækker Jairi datter. Billedet af Jesus, der sad ved den døde piges seng, fyldte mig med rædsel, så jeg greb med lukkede øjne den første den bedste af de eftertragtede bøger og var først rolig, når jeg igen sad i kakkelovnsvarmen i den store stue og kunne forlyste mig med en af de gode julehistorier.

Juleaften var det store klimaks, hvor bedstefar efter maden sad for enden af langbordet og læste juleevangeliet op af familiebibelen. Den dag i dag står den gamle bibel i min reol, dog i en noget miserabel forfatning, da efterkommerne i Randers ikke nærede den samme veneration over for det bibelske univers som bedsteforældrene ude på gården, så den blev adskillige gange i barndomshjemmet udsat for vand, når blomsterne på reolen skulle vandes.

Efter julemiddagen på gården stod vi ude i køkkenet og ventede, mens juletræet blev tændt, og det var et stort øjeblik, når døren blev åbnet og juletræet stod der med fehår og strålede i al sin glans.Hvorfor bruger man ikke fehår mere. Er det mon for brandfarligt? I hvert fald var det flot. Og gaverne. Jeg husker især et år, hvor jeg af bedstemor fik en lille rødmalet kommode til dukketøj, i hvis skuffer der lå fint hæklet og syet dukketøj, som mor og fastrene havde lavet.

Sidenhen da bedstefar og bedstemor var flyttet ind i gårdens pensionistbolig, og det var farbror og tante, der residerede på gården, fik familien i Randers hvert år op til jul leveret en halv gris derudefra.

Dette var indledningen til julen, som dog allerede så småt var begyndt med de bunker af julekort, som postbudet kom med, og som hobede sig op på skænken i spisestuen. Her sad familien om aftenen og var travlt beskæftiget med at besvare alle julekortene fra den store omgangskreds. Men det var en særlig betydningsfuld begivenhed, når den halve gris fra gården blev placeret på køkkenbordet, og mor gik i gang med at partere og tilberede. Hun havde været i huset på en gård som ung og vidste, hvordan man af grisen skulle fremtrylle flæskestege, medisterpølse, sylte, frikadeller og leverpostej, og det var nødvendigt med store mængder, for foruden far, mor og seks børn sad der altid ekstra gæster om bordet til juledagenes frokoster..

Far var også involveret i julens madorgie. Han skaffede som regel en spand friske sild, som mor saltede og marinerede, og engang kom han hjem med en stor, rund gammelost, som han havde tiltusket sig hos en mejeribestyrer, han kendte. Dette blev dog en éngangsforeteelse, for den lugtede så kraftigt, at den måtte opbevares udenfor i kælderhalsen.

I dag er jeg mestendels vegetar, så det ville ikke være grisemaden, der ville få mig til at længes mod hjemmet, når det blev jul, men for pigen, der dengang var flyttet hjemmefra fra provinsbyen til København, var det både maden og den livlige og varme stemning i hjemmet ved juletid, der gjorde det til et must for hende at nå hjem til højtiden. Og dengang i tresserne kunne det godt være en besværlig rejse, hvis det blev rigtigt vintervejr. Ofte tog vi over med Grenå-Hundested færgen, som var den korteste og billigste vej, men hvis det bare blæste en smule, vippede den lille færge ganske forfærdeligt, og det skete flere gange, at folk blev søsyge og stod ude ved rælingen og kastede op.

Et af årene gik turen hjemad dog nedenom med Storebæltsfærgen. Det skete i en vens veteranbil, en gammel Ford A årgang 1932. Det var en rigtig gammel skrammelkasse, som kun kunne køre 60 km i timen, og da snedriverne begyndte at hobe sig op og vinduesviskerne desuden satte ud, blev det en meget besværlig hjemtur. Men humøret var højt. Vi var fire personer, der skulle hjem til jul i Randers. Jeg selv sad på bagsædet mellem gaver og rejsetasker, mens min medpassager ved siden af forlystede selskabet med sang og guitarmusik. Turen varede næsten hele dagen, men vi endte med at nå velbeholdne hjem til jul.

Nu er det snart jul igen, og som sædvanlig begrænser vores juleri her i huset sig til en enkelt dekoration og en masse blomster, men vi er så heldige, at vi hvert år bliver inviteret til juleaften i Fønsskov gamle skole på Fyn, hvor søster og svoger alligevel får julesindet frem med gammeldags julehygge og veltilberedt and.

 

 

 

 

 

 

Da Grethe forleden fyldte rundt

Dette er et lille eventyr om, hvordan det gik til, at en  sød, ung  københavnerpige gik hen og blev til en ærkejyde, og  nu i dag kan sidde her og fejre sin runde fødselsdag,.

Det hele begyndte med en bror og søster, som boede med deres forældre langt ude på landet. Broren var lidt af en vildbasse og fik tit knubs, når han under deres leg kastede sig ud i farlige foretagender. Storesøster gik derfor ofte og var lidt bekymret for ham. Det blev hun ved med, da familien senere flyttede ind til Randers, og broren var blevet smedelærling på Scandia og om aftenen gik ud på nattesjov sammen med kammeraterne. Hun havde det med at bekymre sig , storesøsteren, og det gjorde hun  stadig, da bror senere tog ud at sejle som maskinist på de store have, helt til Sydamerika, ja  selv efter at han var blevet  militærpoliti i København. Her var hun også selv flyttet til og boede sammen med sin mand ude på Rosenvej i Gentofte, hvor de boede til leje på 1.sal i en villa, og når broren kom ud og besøgte dem, tænkte hun ved sig selv: ”Bare han dog snart kunne finde sig en sød pige”.

Så en dag da han besøgte dem, sagde han minsandten ”Jeg har truffet en pige. Må jeg tage hende med ud og besøge jer?” Der var stor glæde i det lille hjem, da han snart efter kom ud og præsenterede dem for Grethe, som pigen hed, og hun viste sig at være netop den søde pige, som søsteren i sit stille sind havde efterlyst.

Grethe boede i et værelse på Vesterbro og cyklede hver dag ud til Handelsbanken på Gl. Kongevej, hvor hun arbejdede som bankassistent.  Hendes forældre havde en tobaksforretning i Tordenskjoldsgade lige om hjørnet til Det Kgl. Teater, og det var spændende at høre om, hvordan skuespillerne der, bl.a. Poul Reichardt, undertiden kom og købte deres smøger i butikken. Grethes mor havde spurgt Grethe om, hvordan det var gået med besøget hos søsteren og hendes mand, og Grethe fortalte, at det havde været hyggeligt og lidt sjovt, for det ene af deres to værelser var helt fyldt op af en adskilt motorcykel, med smådele, skruer og møtrikker fordelt i konservesdåser, så  der kun lige var plads til et klaver og en divan, men ellers var det gået rigtigt godt.

De 4 unge mennesker sås tit og hyggede sig sammen.  Grethe inviterede på højt smørrebrød inde på Vesterbro. Smørrebrød var heldigvis en direkte vej til brors hjerte, for han havde altid elsket god og rigelig mad, og for søsteren og hendes mand var dette noget ganske andet end de flade madder, de var vant til ude på Rosenvej. De fire havde det også sjovt og hyggeligt på andre måder og gik ofte ud sammen i København og slog til Søren.

Efter nogen tid blev det unge par forlovet, og efter at bror havde suppleret sin uddannelse med en kørelæreruddannelse og Grethe havde skiftet jobbet i København ud med Handelsbanken i Randers, blev der holdt bryllup. Det foregik i Gladsaxe kirke med efterfølgende stor bryllupsmiddag i Grethes onkels villa i Gladsaxe.  Hele familien fra Randers havde taget turen til hovedstaden, og her var alle sejl sat til. Aftenen før brylluppet var alle kvinderne til polterabend med smørrebrød og dans i Lorry, og mændene var i Nyhavn.

Dagen efter strålede det unge par som solen, da de poserede for fotografen ude foran kirken.  Og under den efterfølgende bryllupsmiddag sang gæsterne fra Jylland til københavnernes store forundring ”Jyden han er stærk og sej” for ligesom at forberede Grethe på hendes nye liv som jyde.

Og søsteren – ja, hun var nu befriet for alle sine bekymringer, broren havde fundet den søde pige, som hun havde efterlyst, og familien i Randers havde fået et nyt familiemedlem, som havde begge ben på jorden, og som helt sikkert ville kunne træde til, hvis tingene skulle brænde lidt på i familien derovre i Jylland.

Ude på Valby Bakke

Forleden var der på Googles forside en lille vignet om Kamma Rahbek i anledning af, at hun fyldte 241 år. Ellers er hun ikke en personlighed, der plejer at stå stor ståhej om, men af en eller anden grund havde danske Google valgt at hylde hende på hendes fødselsdag, hvilket hun faktisk også fortjener.

Kamma Rahbek er en næsten glemt personlighed, som indirekte i høj grad satte sit præg på Guldalderens København. Hun boede dengang i begyndelsen af 1800-tallet sammen med sin mand, litteraturkritiker og professor Knud Lyhne Rahbek, ude i Bakkehuset, på Valby bakke, i dag kendt som Bakkehusmuseet, dengang langt uden for København,

Herude i Bakkehuset skabte Kamma et åndehul for datidens store personligheder. I de hyggelige stuer, som man kan fryde sig over den dag i dag på Bakkehusmuseet, var der ofte besøg af H.C. Andersen, brødrene H.C. og A.S. Ørsted, B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, Johan Ludvig Heiberg, St.St. Blicher, Adam Oehlenschlæger, Johannes Ewald og endnu flere. Her sad de omkring tebordet eller middagsbordet og førte lange samtaler med den lille, spinkle kvinde, som ikke gjorde meget væsen ud af sig selv ud over at skabe et kulturelt miljø og en atmosfære, som er gået over i historien som et slags centrum for hele guldalder-Danmark. Kamma interesserede sig brændende for litteratur, men udover de breve hun skrev til sine mange venner, når de var på udenlandsrejser,  skrev hun ikke selv.

Hun følte sig åbenbart bedst tilpas hjemme i Bakkehuset.

Her gjorde hun det til en kunst at lave små fine æsker, som hun fremstillede af luksuøse papirmaterialer, gerne købt i Hamburg, og fremtryllede fantastiske, avancerede æsker helt fra bunden. Med guldborter, løvefødder, spejleffekter og påmalede motiver eller akvareller under glas i låg og bund er de at betragte som individuelle kunstværker, som man stadig kan se udstillet på Bakkehusmuseet.

Til Bakkehuset hørte dengang en syv tønder land stor have, hvor Kamma Rahbek som en af de første privatpersoner i Danmark passioneret og næsten videnskabeligt dyrkede sjældne planter og smukke blomster. Her kunne man gå små ture på de bugtede stier omkring den lille havedam og nyde det smukke natursceneri.

En af familien Rahbeks venner var forfatteren P.A. Heiberg, som skrev satiriske vers. Det var ham, som skrev verselinjen “Ordener hænger man på idioter”, som også ofte bliver citeret i dag. I 1799 var trykkefriheden i Danmark blevet erstattet af censur, og det gik ud over P.A. Heiberg, som var en stridbar samfundskritiker. Han fik frataget sit statsborgerskab og blev udvist af landet. Det fortælles, at Kamma og Knud Lyhne stod på Valby Bakke og vinkede farvel til deres ven, da diligencen med ham kørte ud af byen mod Paris, hvor han tilbragte resten af sit liv. Hans otte-årige søn, Johan Ludvig Heiberg, kom herefter i pleje hos familien i Bakkehuset og tilbragte et par år af sin barndom her.

Man kan sige, at Kamma Rahbek fungerede som salon-værtinde for guldalderens personligheder, en salon som var mere dansk og ligetil i sin form end datidens aristokratiske og superforfinede parisiske saloner. I hvert fald har Kamma Rahbek sat sig dybe spor i historien om den danske guldalder. Hun døde i 1829, kun 54 år gammel, efterfulgt året efter af sin mand, Knud Lyhne Rahbek, som angiveligt sygnede hen uden Kamma i huset.

Da jeg blev gift i sin tid, forærede min svigermor mig til brylluppet et fint, gulnet kniplingslommetørklæde og sagde med betydningsfuld mine, at det havde tilhørt Kamma Rahbek. Dengang sagde dette mig ikke ret meget, men jeg fik at vide, at svigermor for år tilbage havde arvet nogle genstande fra en gammel dame af Kamma Rahbeks slægt, som havde været bofælle med en tante i familie. I arvegodset fra svigerforældrene fandt jeg selv senere en miniæske i en lidt miserabel forfatning, som jeg mente godt kunne være en af Kamma Rahbeks æsker. Det samme mente Bakkehusmuseet, som fik den overdraget. Jeg har dog gemt et foto af æsken:

Men lommetørklædet har jeg stadig.

 

 

 

 

 

 

Den røde Pung

Den engelske komiker Jeff Wysasky skulle en tur til Barcelona og blev advaret af sine venner om de mange lommetyve der. Han udtænkte derfor en genial ide, som ville være en sød hævn, hvis nogen skulle finde på at stjæle hans pung. Metoden er  lige  vand på min mølle, fordi jeg selv engang i Rom i et overfyldt tog fik stjålet min pung af en lommetyv og bagefter følte mig ganske ydmyget samt efterfølgende havde en masse besvær med at få spærret mit betalingskort og erstattet kørekort og andre kort i pungen. Det værste var dog næsten, at min nye, fine pung var væk, en lækker, rød pung købt dagen i forvejen i søsters yndlings læderbutik i Viterbo.

Jeff fandt en billig tegnebog og købte et grimt lykønskningskort med musik i og en flaske med glitterpulver. Han limede lykønskningskortet inden i tegnebogen og dryssede godt med glitterpulver indeni. Historien melder desværre ikke noget om, hvorvidt han blev bestjålet i Bardelona, så at tyven kunne blive narret og gjort godt til grin. Men det må vi næsten håbe.

Som barn havde jeg selv forestillinger om, hvordan jeg gennem forskellige former for snedighed og snille ville kunne narre indbrudstyve og andre forbrydere på min vej, men en dag da der faktisk skete noget i den retning, som måske kunne have udviklet sig til noget værre, var det dog ganske andre brutale midler, jeg tog i brug. En dag hvor jeg var alene hjemme, ringede det på døren, og da jeg lukkede op, stod der en ukendt, og for mig at se skummelt udseende mand udenfor og spurgte efter mine forældre. Da jeg dumt nok sagde, at de ikke var hjemme, satte han med et snedigt smil en fod på dørtærsklen, som om han alligevel ville træde indenfor. Resolut smækkede jeg døren i på hans fod, som han fik trukket til sig med et halvkvalt skrig. Han må mindst have forstuvet storetåen. Da mine forældre kom hjem, fortalte jeg om episoden. De kendte ikke noget til den person, jeg beskrev, så der er forhåbentlig ikke grund til at fortryde min brutale handling.

Tilbage til episoden i Rom, hvor jeg sammen med mine to søstre steg på toget for at komme ud til Vatikanet. Folk myldrede ind, og vi stod som sild i en tønde. Naiv som jeg er, skænkede jeg ikke tricktyve en tanke, men da vi stod ud, spurgte mine søstre uroligt, om jeg havde min pung. De var mere Rom-vante end mig og havde lagt mærke til nogle mistænkelige fyre omkring mig. Og ganske rigtigt – min fine, røde pung var væk.

Det var en grim oplevelse, og jeg har oprigtigt ondt af folk, som ikke bare får stjålet en pung, men får hele deres hjem gennemrodet af tyve. Heldigvis havde jeg to resolutte søstre, som hjalp den noget fortumlede storesøster i nødens stund. Ja, selv en nøjagtig kopi af den røde pung, som tjener mig godt den dag i dag,  blev fremskaffet igen.

 

 

 

Glaskål og og yogakursus

Så kom der lige 4 portobello-svampe og en glaskål i indkøbskurven. Hvad der skal ske med sådanne impulskøb vides aldrig, før jeg har søgt viden på Google, for det er jo rent ud sagt fantastisk, hvad man kan finde ud af, når man søger information her. Jeg, som ellers ikke kan prale af at være noget teknisk geni, har ved hjælp af Google f.eks. løst utallige it- og elektronikproblemer her i huset, og det er nu heller ikke længere noget problem for mig at finde ud af, hvad vi skal have at spise til aften. Google løser nemt problemet for mig.

Med hensyn til glaskålen var jeg lidt urolig, for i modsætning til mig der elsker kål og desuden ved, at kål er noget af det sundeste der findes, har Finn det meget svært med at få kål ned. Han plejer at dække sig ind bag min egen elskede far, som ikke kunne udholde synet af hvidkål og spidskål samt George W.Bush, som hævdedes at hade broccoli – som om han nu skulle være autoritet på noget område. Men både for min egen og vores sundheds skyld prøver jeg alligevel med jævne mellemrum at liste noget kål i min ægtemand.

Inspireret af Google blev glaskålen og portobello-svampene tilberedt på følgende måde:

Kålen, som i størrelse og konsistens minder om en kæmpe bagekartoffel, skæres ud i små, mundrette firkanter og koges halvmøre i vand. Efter at kogevandet er hældt fra, steges stykkerne møre på panden i en god klat brunet smør.

Fjern stokkene fra svampene og skrab det meste af lamellerne ud. Stokkene hakkes fint sammen med tomater, rødløg og en rest kogte kikærter. Dette røres op med en god skvæt af Massimos olivenolie og krydres med salt, peber og lidt chilipulver. Blandingen fyldes i svampene, og der hældes endnu lidt olivenolie over. Bages i ovnen i 12-15 minutter.

Mens vi sad og spiste dette måltid mindedes vi, hvornår vi sidst havde spist glaskål. Det var meget længe siden, helt tilbage i begyndelsen af 1970’erne på et yogakursus i Sverige. Maden her var vegetarisk, og råvarerne blev leveret af et par, som drev et biodynamisk landbrug i nærheden. De kom med jævne mellemrum kørende i deres gamle ladvogn fyldt med kasser af forskellige grøntsager, og det var til aftensmaden en dag, hvor de havde været der med deres fremmedartede grøntsager, at vi smagte glaskål for første gang.

Hvad vi dengang på kurset lærte af praksis og grundprincipper inden for yoga og meditation har vi haft stor nytte af lige siden, men sandt at sige var de strenge regler, der skulle overholdes i de 14 dage, kurset varede, lidt af en prøvelse. Enkelte opgav da også undervejs og rejste hjem, og det samme overvejede vi flere gange. Men heldigvis holdt vi ud.

Vi udholdt total tavshed i flere dage, hvor vi kun måtte meddele os skriftligt, og dette kun hvis det drejede sig om noget absolut nødvendigt. Vi gennemgik en tarmskylning, hvor systemet skulle udrenses totalt gennem indtagelse af store mængder saltvand afbrudt af forskellige yogaøvelser, og hvor der i anledning af begivenheden var opstillet ekstra toiletter i området. Det var en hård  – og ret munter omgang -, men ret skal være ret, efterfølgende følte vi os lette og virkeligt godt tilpas.

En af kursisterne, en kendt designer, havde fået sin daglige avis omdirigeret til stedet og kunne ikke forstå,at hun ikke havde modtaget den, så hun brød alle regler om tavshed og råbte til yogalæreren, som sad oppe på taget og arbejdede på skorstenen, om han havde set hendes avis. “Her på yogakursus læser vi ikke avis”, råbte han, “så den har jeg konfiskeret”. Så fulgte en længere rasende polemik, før tavsheden var genoprettett. Man accepterede efterhånden de forskellige rasende udbrud, for det lå ligesom i kortene, at frustrationer skulle udtrykkes og ikke fortrænges.

Måske var det nemesis, alligevel syntes vi dog, at det var lidt synd for yogalæreren, at hans arbejde med skorstenen ikke rigtigt lykkedes. En aften da vi sad i det store opholdsrum og skulle indvi den nyopførte kamin med plexiglas, skete der en mindre eksplosion, så gnister, plexiglas og sod føg ud irummet. Ingen kom dog noget til ud over at få sod i hovedet, men yogalæreren var mærkeligt tavs og ydmyg efter uheldet. Det var ikke lykkedes ham at få gennemtrækket i skorstenen til at fungere ordentligt.

Dagen efter hjalp Finn ham med et par skitser, så der kunne etableres et ordentligt træk, og et stykke tid efter at vi var kommet hjem, fik vi et kort fra ham, hvor han takkede for hjælpen, samt at kamin og skorsten nu fungerede perfekt.

Ligesom Proust med Madeleine-kagen, skulle der altså en glaskål til for at bringe disse hændelser op i erindringen.