Skandinaviske sangstjerner fra dengang

Jeg husker med glæde fra min ungdom den svenske sangerinde Monica Zetterlund og hendes dejlige stemme, så det er helt fortjent, at der er blevet lavet en film om  hende og hendes musik, og så ovenikøbet instrueret af den dygtige danske  instruktør Per Fly. Filmen er lige kommet op i de danske biografer.

Samtidig med Monica Zetterlund havde vi herhjemme Grethe Ingmann. Hun kommer ikke op på siden af Zetterlund som jazzsangerinde, men kunne alligevel med sin karakteristiske stemme få de melodier hun sang til at hænge i ørerne. Grethe Ingmann er mest kendt for sammen med sin mand Jørgen Ingmann at have vundet Melodi Grandprix 1963 med ‘Dansevise’  og for ørehængeren ‘Slentre gennem Regn’.

Syrenskud

Den store syrenbusk havde omklamret det lille haveskur lidt for meget, så den måtte beskæres en smule. Nogle af de afklippede grene står nu her lunt og lyst i vindueskarmen og skulle meget gerne snart springe ud i velduftende syrenblomster.

DSCN4777

Jeg ved slet ikke, om det kan lykkes. Men jeg kan da huske, at da husbond og jeg  i sin tid  blev gift midt om vinteren den 29. december var der hvide syrener i brudebuketten, så på en eller måde må det kunne lykkes at drive dem frem uden for sæsonen.

Jeg venter og ser.

Små fester – glade gæster

Svigermors gamle scapbog med diverse udklip fra aviser og blade om familiens liv gennem tiderne var alligevel ikke gået tabt under en af vores flytninger. I dag fandt jeg den under en stak papirer i kælderen, og jeg kom rigtigt i det nostalgiske hjørne, da jeg genså de gamle, mørnede udklip, som desværre er ved at smuldre. Men det er jo herligt, at man i dag kan scanne og digitalisere de gamle historier og billeder og bl.a. vise dem på sin blog.

Her er fra ungdommens dage et par udklip fra Politiken, hvor Finn og jeg til ære for fotografen står og forestiller at skulle lave løgsuppe i køkkenet i vores lille bondehus i Brøndbyøster. Anledningen er, at vi har vundet i en konkurrence om forslag til en god fest, og dem holdt vi mange af i vores lille, lavloftede stue i bondehuset. I dag undrer jeg mig over, hvor mange mennesker der kunne rummes der, ovenikøbet var der efter festen undertiden nogle der overnattede.

Præmien i konkurrencen var såvidt jeg husker en kasse rødvin.

Fest vinder

Mens vi boede derude, opdagede vi en dag i Politiken denne lille vignet af vores hus.

Vignet hus

Der var trivsel det lille hus, og både vi selv og vores familie og venner mindes ofte de hyggelige og festlige stunder, vi havde sammen der.

Leo Mathisen på Memory Lane

Jeg tager undertiden en tur ud ad Memory Lane, vistnok en nostalgisk vane der følger med alderen. Pludselig dukker der noget op, der får mig til at standse og sige: “Hov, her er der vist en god historie, der fortjener at blive opfrisket”.  Som nu forleden dag da jeg sad og hørte “Arabiske Stemmer” på P1, den glimrende ugentlige udsendelse med Naser Khader og Steen Nørskov om arabisk politik og kultur, og der blev sagt, at de havde modtaget Chr. Kryger-prisen 2013. Helt fortjent, tænkte jeg, men kom samtidig til at tænke på en af Finns gamle historier om hans møde med samme Chr. Kryger.

Finn var elev på Hobrovejens Skole i Randers, hvor Chr. Kryger var lærer sideløbende med sit job i børneafdelingen på DR. Allerede i de tidlige drengeår var Finn begyndt at spille jazzpiano, inspireret af de store boogie woogie pianister og Fats Waller, og det resulterede i, at Christian Kryger præsenterede ham i et par radioudsendelser, hvor han fortalte om og spillede sin musik. Efterfølgende gik det slag i slag med jazzmusikken, og i gymnasietiden blev Finn en kendt jazzpianist i Jylland.

Dengang var der i Randers en pianobar, der hed Borgkælderen. Her kom Finn og hans kammerater tit for at høre god jazzmusik, og engang skete det, at et af deres store idoler, selveste Leo Mathisen, var blevet engageret som pianist. Det var noget af en sensation i byen, selvom Leo på det tidspunkt i 1951  havde det dårligt og efter den tid kun skulle komme til at optæde et årstid endnu, inden han blev syg for alvor. Som pianistkollega blev Finn gode venner med Leo, så da Finn inviterede Leo hjem til sig, for at han kunne indspille et par lakplader på det skæreapparat, som Finn og hans far selv havde konstrueret og bygget, sagde Leo straks ja.

Leo Mathisen (1906-1969) var i 3o’erne, 40’erne og 50’erne en af Danmarks betydeligste jazzkunstnere. Han var meget inspireret af Fats Waller og turnerede i alle årene med sit eget orkester. I 1953 blev han opereret for en hjernesvulst og ophørte som musiker. Men i 1951 var Leo, om ikke på sit højeste, så dog stadig på mærkerne, og indspillede sin musik i Finns forældres lejlighed i Vesterport assisteret af Finn og hans fætter som teknikere. Han spillede flere numre, bl.a.”After you’ve gone”.

I dag kan man sammen med andre private indspilninger af Leo Mathisen finde optagelserne fra dengang i lejligheden i Randers på pladen Songs of Souvenir.

En Ford A Cabriolet 1931

Forleden aften så jeg i fjernsynet en udsendelse om den verdenskendte danske designer Jacob Jensen og kom til at mindes den hyggelige gamle Ford, som jeg i sin tid købte af ham for mine først tjente penge. Jeg var lige blevet færdigudddannet som tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København og boede i en førstesalslejlighed i en villa på Rosenvej i Gentofte sammen med min kæreste Finn. Han havde i forvejen et motorkøretøj, en engelsk sportsmotorcykel af mærket Vincent HRD, som hurtigt var blevet omdøbt til ‘Hurtig Reel Død’ – i den alder var døden noget fjernt og abstrakt, som vi ikke tog så tungt. Vi havde dog styrthjelme på, når vi lå og ræsede Danmark tyndt, selvom det dengang vistnok ikke var påbudt ved lov. Men jeg gik og savnede at køre bil, som jeg var vant til derhjemmefra i Randers, så da en af vores venner, som arbejdede som designer hos omtalte Jacob Jensen, fortalte, at denne havde en gammel topersoners Ford A til salg til en billig pris, tog vi med ham ud til Jacob Jensen for at besigtige vidunderet. Jacob og hans familie boede i en dejlig lejlighed i Strandgade på Christianshavn, men han havde allerede dengang så stor fremgang som industriel designer, at han var i færd med både at udskifte bil og bolig. Bilen faldt jeg for med det samme. Den var betydelig mere luvslidt end nedenstående de luxe eksemplar af samme model, som jeg har fundet på internettet, men det var samme slags bil, som mine forældre havde kørt rundt i i min tidlige barndom, bare en rød og ikke en grøn model som deres, så efter et mindre lån i banken var bilen min.

1931_Ford_Model_A_DeLuxe_Roadster

Ovenikøbet fik vi også tilbud om at overtage familien Jensens lækre lejlighed, hvilket vi dog ikke mente, vi havde råd til. Dette kom vi senere til at ærgre os en del over. Men Forden var et hit. Det samme havde Jacob Jensen åbenbart syntes, for en dag efter at bilen havde stået parkeret inde i byen, sad der en seddel under vinduesviskeren med påskriften “Jeg savner min bil”, underskrevet Jacob.

Jeg skulle selvfølgelig ud at køre, og den første tur gik til Randers for at præsentere vidunderet for familien. Turen gik strygende, min veninde fra handelshøjskolen var med, og vi sejlede over med Grenaa-Hundested færgen. Men far og mor var knapt så begejstrede, de brokkede sig hele weekenden over, at jeg havde ofret penge på sådan en gammel spand, så begejstringen var aftaget lidt, da veninden og jeg dagen efter drog afsted igen. Hun trøstede mig og mente også – det sagde hun i hvert fald -, at bilen var et klenodie.

Den fungerede da også udmærket, jeg futtede omkring i den, og hvis det hændte, at den ikke kunne starte, var der jo altid håndsvinget, så da veninden et stykke tid efter var flyttet til Paris, hvor hun havde fået job i NATO’s hovedkvarter, som dengang lå i Paris, var det naturligt, at Finn og jeg ville tage en tur til Paris i Forden og besøge hende. Vi kom desværre ikke længere end til Gedser, for dér gik der et leje i motoren, og vi måtte sætte Forden ind til en mekaniker til reparation og leje en moderne bil til vores videre færd til byernes by.

Vi kørte rundt i Forden et par år, før den gennem en uheldig manøvre kørte ind i en lygtepæl og blev så beskadiget, at den ikke kunne mere.

Det var en spændende TV-udsendelse om Jacob Jensen. Han er nu en gammel mand, men stadig en kreativ ildsjæl og lige så hurtigt snakkende, som han var dengang. Han bor sammen med sin kone i sit hus i Nordjylland og hviler på laurbærrene, de mange priser og anerkendelser han gennem årene har fået for sit design, ikke mindst for sit B&O design, som i dag udgør en del af den permanente udstilling på Museum of Modern Art i New York.

Polly – min grønlænderhund

Ulvespids hedder sådan en hund vistnok også, men bedstefar kaldte altid Polly for en grønlænderhund. Polly var en dejlig hund, som han holdt meget af, og som han velvilligt delte med mig, for mor kunne nemlig ikke lide hunde, så jeg måtte ikke have hund derhjemme. Det var derfor en sorgens dag, da vi flyttede fra landsbyen. Jeg var 11 år og grædefærdig over at skulle forlade Polly, min bedste ven, men da jeg et stykke tid efter var på besøg derude og igen græd mine modige tårer over at lade den tilbage, besluttede bedstefar resolut, at jeg skulle overtage Polly og have ham med hjem. Sådan blev det, selvom mor ikke var helt rolig ved det, men hun indstillede sig alligevel på situationen, da jeg uventet dukkede op med Polly i snor, og nu sad der jo i forvejen et skilt med ‘Hunden bider’ på smedejernslågen ind til den forstadsvilla, vi lige var flyttet ind i. Desværre skulle skiltet senerehen komme til at passe meget godt med de nye beboeres virkelighed.

Disse gamle minder blev vakt til live, da jeg igår så dette klip på Facebook af min nevø på hundeslædetur i Grønland. Det må være skønt at blive trukket afsted af ivrige hunde ud over det grønlandske snelandskab:

I begyndelsen gik det fint med Polly. Far hjalp med at passe og pleje ham, og også mor blev blidere stemt. På det eneste billede jeg har af ham, vistnok fra fars og mors kobberbryllup ud fra blomsterbuketterne og mors papirhat at dømme, sidder mor og Polly fredeligt sammen i sofaen. Polly ser ud til at prøve at indynde sig, mens mor selv ser lidt forbeholden ud.

MorPolly

Efter et par år begyndte Polly at opføre sig forstyrret. Han bed mælkedrengen og postbudet og brød ud fra haven og begyndte at strejfe omkring og genere folk. Til sidst fik vi et polititilhold, og han måtte aflives. Det var en stor sorg for mig, og siden da har jeg ikke haft hund, men altid en eller flere katte i huset.

Trampedach

Når man går omkring på Randers Kunstmuseum, får man et mindre chok, når man støder på Kurt Trampedachs på samme tid hyperrealistiske og drømmeagtige værk fra 1977 af den unge mand, der står og fører en tilsyneladende problemfyldt telefonsamtale i telefonboksen, mens hans kæreste står og venter udenfor.

Trampedach

Kurt Trampedachs kunst lærte jeg at kende for snart mange år siden hos nogle venner, som havde købt et stort maleri af ham. Det  hang på væggen i deres spisestue, et fascinerende billede i Rembrandt-brune farver, hvor en ensom skikkelse dukkede frem af alt det mørke, og det kunne derfor være svært at koncentrere sig om den gode mad, der altid blev serveret. Da de købte maleriet, havde de inviteret Trampedach til middag, men sammenkomsten havde angiveligt ikke været helt så vellykket. Dæmonerne har nok været på spil, for Trampedach havde forsynet min venindes fine hvide dug med diverse kruseduller og skitser. Ikke desto mindre opbevarede hun siden dugen som et kært minde.

På mit kontor på sprogskolen hvor jeg i sin tid arbejdede, blev jeg hver dag mindet om Trampedach gennem denne plakat, som hang over skrivebordet.

Trampedach2

Kurt Trampedach døde den 10.november i sit hjem i Sydfrankrig 70 år gammel.