Leo Mathisen på Memory Lane

Jeg tager undertiden en tur ud ad Memory Lane, vistnok en nostalgisk vane der følger med alderen. Pludselig dukker der noget op, der får mig til at standse og sige: “Hov, her er der vist en god historie, der fortjener at blive opfrisket”.  Som nu forleden dag da jeg sad og hørte “Arabiske Stemmer” på P1, den glimrende ugentlige udsendelse med Naser Khader og Steen Nørskov om arabisk politik og kultur, og der blev sagt, at de havde modtaget Chr. Kryger-prisen 2013. Helt fortjent, tænkte jeg, men kom samtidig til at tænke på en af Finns gamle historier om hans møde med samme Chr. Kryger.

Finn var elev på Hobrovejens Skole i Randers, hvor Chr. Kryger var lærer sideløbende med sit job i børneafdelingen på DR. Allerede i de tidlige drengeår var Finn begyndt at spille jazzpiano, inspireret af de store boogie woogie pianister og Fats Waller, og det resulterede i, at Christian Kryger præsenterede ham i et par radioudsendelser, hvor han fortalte om og spillede sin musik. Efterfølgende gik det slag i slag med jazzmusikken, og i gymnasietiden blev Finn en kendt jazzpianist i Jylland.

Dengang var der i Randers en pianobar, der hed Borgkælderen. Her kom Finn og hans kammerater tit for at høre god jazzmusik, og engang skete det, at et af deres store idoler, selveste Leo Mathisen, var blevet engageret som pianist. Det var noget af en sensation i byen, selvom Leo på det tidspunkt i 1951  havde det dårligt og efter den tid kun skulle komme til at optæde et årstid endnu, inden han blev syg for alvor. Som pianistkollega blev Finn gode venner med Leo, så da Finn inviterede Leo hjem til sig, for at han kunne indspille et par lakplader på det skæreapparat, som Finn og hans far selv havde konstrueret og bygget, sagde Leo straks ja.

Leo Mathisen (1906-1969) var i 3o’erne, 40’erne og 50’erne en af Danmarks betydeligste jazzkunstnere. Han var meget inspireret af Fats Waller og turnerede i alle årene med sit eget orkester. I 1953 blev han opereret for en hjernesvulst og ophørte som musiker. Men i 1951 var Leo, om ikke på sit højeste, så dog stadig på mærkerne, og indspillede sin musik i Finns forældres lejlighed i Vesterport assisteret af Finn og hans fætter som teknikere. Han spillede flere numre, bl.a.”After you’ve gone”.

I dag kan man sammen med andre private indspilninger af Leo Mathisen finde optagelserne fra dengang i lejligheden i Randers på pladen Songs of Souvenir.

En Ford A Cabriolet 1931

Forleden aften så jeg i fjernsynet en udsendelse om den verdenskendte danske designer Jacob Jensen og kom til at mindes den hyggelige gamle Ford, som jeg i sin tid købte af ham for mine først tjente penge. Jeg var lige blevet færdigudddannet som tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København og boede i en førstesalslejlighed i en villa på Rosenvej i Gentofte sammen med min kæreste Finn. Han havde i forvejen et motorkøretøj, en engelsk sportsmotorcykel af mærket Vincent HRD, som hurtigt var blevet omdøbt til ‘Hurtig Reel Død’ – i den alder var døden noget fjernt og abstrakt, som vi ikke tog så tungt. Vi havde dog styrthjelme på, når vi lå og ræsede Danmark tyndt, selvom det dengang vistnok ikke var påbudt ved lov. Men jeg gik og savnede at køre bil, som jeg var vant til derhjemmefra i Randers, så da en af vores venner, som arbejdede som designer hos omtalte Jacob Jensen, fortalte, at denne havde en gammel topersoners Ford A til salg til en billig pris, tog vi med ham ud til Jacob Jensen for at besigtige vidunderet. Jacob og hans familie boede i en dejlig lejlighed i Strandgade på Christianshavn, men han havde allerede dengang så stor fremgang som industriel designer, at han var i færd med både at udskifte bil og bolig. Bilen faldt jeg for med det samme. Den var betydelig mere luvslidt end nedenstående de luxe eksemplar af samme model, som jeg har fundet på internettet, men det var samme slags bil, som mine forældre havde kørt rundt i i min tidlige barndom, bare en rød og ikke en grøn model som deres, så efter et mindre lån i banken var bilen min.

1931_Ford_Model_A_DeLuxe_Roadster

Ovenikøbet fik vi også tilbud om at overtage familien Jensens lækre lejlighed, hvilket vi dog ikke mente, vi havde råd til. Dette kom vi senere til at ærgre os en del over. Men Forden var et hit. Det samme havde Jacob Jensen åbenbart syntes, for en dag efter at bilen havde stået parkeret inde i byen, sad der en seddel under vinduesviskeren med påskriften “Jeg savner min bil”, underskrevet Jacob.

Jeg skulle selvfølgelig ud at køre, og den første tur gik til Randers for at præsentere vidunderet for familien. Turen gik strygende, min veninde fra handelshøjskolen var med, og vi sejlede over med Grenaa-Hundested færgen. Men far og mor var knapt så begejstrede, de brokkede sig hele weekenden over, at jeg havde ofret penge på sådan en gammel spand, så begejstringen var aftaget lidt, da veninden og jeg dagen efter drog afsted igen. Hun trøstede mig og mente også – det sagde hun i hvert fald -, at bilen var et klenodie.

Den fungerede da også udmærket, jeg futtede omkring i den, og hvis det hændte, at den ikke kunne starte, var der jo altid håndsvinget, så da veninden et stykke tid efter var flyttet til Paris, hvor hun havde fået job i NATO’s hovedkvarter, som dengang lå i Paris, var det naturligt, at Finn og jeg ville tage en tur til Paris i Forden og besøge hende. Vi kom desværre ikke længere end til Gedser, for dér gik der et leje i motoren, og vi måtte sætte Forden ind til en mekaniker til reparation og leje en moderne bil til vores videre færd til byernes by.

Vi kørte rundt i Forden et par år, før den gennem en uheldig manøvre kørte ind i en lygtepæl og blev så beskadiget, at den ikke kunne mere.

Det var en spændende TV-udsendelse om Jacob Jensen. Han er nu en gammel mand, men stadig en kreativ ildsjæl og lige så hurtigt snakkende, som han var dengang. Han bor sammen med sin kone i sit hus i Nordjylland og hviler på laurbærrene, de mange priser og anerkendelser han gennem årene har fået for sit design, ikke mindst for sit B&O design, som i dag udgør en del af den permanente udstilling på Museum of Modern Art i New York.

Polly – min grønlænderhund

Ulvespids hedder sådan en hund vistnok også, men bedstefar kaldte altid Polly for en grønlænderhund. Polly var en dejlig hund, som han holdt meget af, og som han velvilligt delte med mig, for mor kunne nemlig ikke lide hunde, så jeg måtte ikke have hund derhjemme. Det var derfor en sorgens dag, da vi flyttede fra landsbyen. Jeg var 11 år og grædefærdig over at skulle forlade Polly, min bedste ven, men da jeg et stykke tid efter var på besøg derude og igen græd mine modige tårer over at lade den tilbage, besluttede bedstefar resolut, at jeg skulle overtage Polly og have ham med hjem. Sådan blev det, selvom mor ikke var helt rolig ved det, men hun indstillede sig alligevel på situationen, da jeg uventet dukkede op med Polly i snor, og nu sad der jo i forvejen et skilt med ‘Hunden bider’ på smedejernslågen ind til den forstadsvilla, vi lige var flyttet ind i. Desværre skulle skiltet senerehen komme til at passe meget godt med de nye beboeres virkelighed.

Disse gamle minder blev vakt til live, da jeg igår så dette klip på Facebook af min nevø på hundeslædetur i Grønland. Det må være skønt at blive trukket afsted af ivrige hunde ud over det grønlandske snelandskab:

I begyndelsen gik det fint med Polly. Far hjalp med at passe og pleje ham, og også mor blev blidere stemt. På det eneste billede jeg har af ham, vistnok fra fars og mors kobberbryllup ud fra blomsterbuketterne og mors papirhat at dømme, sidder mor og Polly fredeligt sammen i sofaen. Polly ser ud til at prøve at indynde sig, mens mor selv ser lidt forbeholden ud.

MorPolly

Efter et par år begyndte Polly at opføre sig forstyrret. Han bed mælkedrengen og postbudet og brød ud fra haven og begyndte at strejfe omkring og genere folk. Til sidst fik vi et polititilhold, og han måtte aflives. Det var en stor sorg for mig, og siden da har jeg ikke haft hund, men altid en eller flere katte i huset.

Trampedach

Når man går omkring på Randers Kunstmuseum, får man et mindre chok, når man støder på Kurt Trampedachs på samme tid hyperrealistiske og drømmeagtige værk fra 1977 af den unge mand, der står og fører en tilsyneladende problemfyldt telefonsamtale i telefonboksen, mens hans kæreste står og venter udenfor.

Trampedach

Kurt Trampedachs kunst lærte jeg at kende for snart mange år siden hos nogle venner, som havde købt et stort maleri af ham. Det  hang på væggen i deres spisestue, et fascinerende billede i Rembrandt-brune farver, hvor en ensom skikkelse dukkede frem af alt det mørke, og det kunne derfor være svært at koncentrere sig om den gode mad, der altid blev serveret. Da de købte maleriet, havde de inviteret Trampedach til middag, men sammenkomsten havde angiveligt ikke været helt så vellykket. Dæmonerne har nok været på spil, for Trampedach havde forsynet min venindes fine hvide dug med diverse kruseduller og skitser. Ikke desto mindre opbevarede hun siden dugen som et kært minde.

På mit kontor på sprogskolen hvor jeg i sin tid arbejdede, blev jeg hver dag mindet om Trampedach gennem denne plakat, som hang over skrivebordet.

Trampedach2

Kurt Trampedach døde den 10.november i sit hjem i Sydfrankrig 70 år gammel.

Broderekunst

Jeg er desværre ikke noget ordensmenneske. Det må være min fars gener, der slår igennem, for han var jordens største rodehoved, men igår fik jeg alligevel taget hul på roderiet i kælderen og  gennemgået en af de ‘glemte’ flyttekasser.

Her fandt jeg  en hel masse gamle broderede sager, som må være over 100 år gamle, for de stammer helt tilbage fra Finns mormor, som var  en kunstner på sit felt. De gamle hvide duge og servietter er så smukke, at jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på, hvordan hun tålmodigt har siddet og fremstillet alle de fine ting til hjemmet. Jeg har aldrig selv broderet noget. Det har ikke rigtigt været in i min tid, men min mor, som ellers var en moderne kvinde, har også broderet lidt. Jeg har to hovedpudebetræk med hulsømsbroderi og monogram, som hun broderede til mig lige efter jeg blev gift.

DSCN4566

m

DSCN4567

Nu er alle de gamle broderier blevet vasket og strøget, men det ærgrer mig lidt, at jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal bruge alle de fine småduge og servietter til. Måske kunne jeg anbringe en af dem midt på bordet oven på en mørk dug, næste gang jeg får gæster til spisning.

Der kom en skat med posten

I postkassen lå der en tyk A4 kuvert fra kusine Anne Marie, der ligesom mig er opkaldt efter vores farmor. Kuverten indeholdt bedstemors breve til min bedstefar i deres 2½ år lange forlovelsestid fra1906 til 1909, før de endelig blev gift. Kusine har gjort mig en virkelig stor tjeneste ved at sende mig disse brevkopier, for jeg var stærkt knyttet til bedstemor. Hun betød noget helt særligt for mig, og gennem brevene lærer jeg hende endnu bedre at kende. Min far blev født i 1910 og  var mine bedsteforældres ældste barn.  Sit sidste og tiende barn fik bedstemor i 1924.  Af de 10 børn, hun fik, døde to som helt små, og en nittenårig søn døde under en svømmetur i søen efter en hård og svedig dags høstarbejde og en datter døde af meningitis som 35-årig.  Så hun havde en skæbne, som for et nutidsmenneske forekommer meget hård. Men som barn oplevede jeg kun livet på gården hos bedstemor som et solskinsfyldt  eventyr.

Bedstefar og bedstemor mødte hinanden på Mellerup Højskole i 1906. Det er også i Mellerup, at bedstemors ældste barnebarn i dag 107 år senere efter at have læst hendes breve nu sidder og skriver om hendes liv. Mellerup højskole var dengang en kendt grundtvigsk højskole på linje med Askov. Det var her, at digteren Jakob Knudsen få år forinden havde været højskolelærer og havde skrevet sangen :”Se nu stiger solen”.  Det fortælles, at  Jakob Knudsen blev inspireret til sangen, mens han – næsten lige uden for min dør faktisk – stod og så solen stå op over Randers Fjord.

Bedstefar kom fra en gård i omegnen af Mellerup, fra et grundvigsk miljø hvor der var tradition for, at de unge mennesker kom på højskole, så her i Mellerup var han ikke så langt hjemmefra. Men bedstemor var kommet til den danske højskole oppe i Østjylland helt fra Gabøl i nærheden af Åbenrå.

Blikshøjgård
Blikshøjgård

Det må have været lidt af et kulturchok for hende at komme på højskole i Danmark, for området i Sønderjylland, hvor hun kom fra, hørte dengang  under Tyskland, og alle danskere, der boede her, var underlagt tysk myndighed og skulle aftjene tysk værnepligt.  Hovedsproget var tysk, selvom danske skoler var tilladte. De mange dansksindede må have følt det både undertrykkende og ydmygende, at det var tysk sprog og myndighed, der gjaldt på et sted, hvor de fleste var danskere. Dette er dog ikke noget hovedtema i bedstemors breve, men fremgår enkelte steder som sidebemærkninger, f.eks. skriver hun om en let angst for de tyske gendarmer, en beretning om broren Jes, der bliver sygemeldt og sendt hjem fra tysk militærtjeneste i Wiesbaden samt om præstefruen i huset hvor hun tjener, der lidt nedladende og utilpas meddeler hende, at det er en dansker, der i deres område er blevet valgt ind i landdagen i Slesvig-Holsten.

Bedstemor skriver et flydende og helt fejlfrit dansk med en fin og tydelig skrift. Danskerne syd for grænsen lagde stor vægt på det danske sprog.  Det var vigtigt at vedligeholde sproget, som blev talt i landet nord for grænsen, som de engang håbede at blive genforenet med. Hun skriver meget om, hvordan hun glæder sig til at komme til Danmark og være sammen med sin Jens på gården i Østjylland. Og det er mærkeligt for hendes barnebarn at sidde her og læse, hvordan Anne Marie har været virkelig forelsket i Jens. Dengang var det meget almindeligt på gårdene på landet, at ægteskaber var mere eller mindre fornuftsægteskaber. Gårdmandsbarn skulle ægte gårdmandsbarn. Alt andet var en mesalliance. Så bedstemor udtrykker da også frygt for, at hans familie ikke vil kunne acceptere en fattig pige fra Sønderjylland som hende. Hun skriver, at hendes familie tidligere har haft en gård, som de har måttet afhænde på grund af faderens sygdom. Helt så ringe har hendes livsomstændigheder nok ikke været.  Jeg ved, at en bror blev bestyrer af et stort gods på Rügen, og at hendes yngste bror blev ansat som jurist i landbrugsministeriet i København.

I de 2½ år bedstemor og bedstefar var forlovet, besøgte de kun hinanden få gange. Det har været besværligt at rejse, først med bumletog og derefter med hestevogn, og dengang kunne man ikke uden videre få fri fra arbejde.  I 1906 da de mødte hinanden, var bedstefar kun 21 år gammel og hun fire år ældre, så grunden til den lange forlovelsestid har jo nok været, at han skulle blive gammel og udlært nok til at kunne overtage fødegården efter sine forældre, og desuden skulle der bygges et hus til dem.

Ud over I brevene at fortælle, hvor meget hun savner ham, og at hun glæder sig til at komme og være sammen med ham for altid, beretter hun om sit liv som tjenestepige i huset hos en tysk præstefamilie, om hvor træt hun er, når hun først sent om aftenen får fri, om hvordan huden på hendes hænder er helt opløst efter at have været for meget i sæbevand. Hun bekymrer sig meget om sin familie, hendes far som er syg og sengeliggende, og som hun mener ikke har langt igen, og så er der dagligdags beretninger om hendes næsten jævnaldrende søskende Eline og Jes, som jeg som barn har truffet som gamle mennesker. Jeg var dengang uhyggeligt berørt af  Jes’ dybe ar i ansigtet, der stammede fra en granateksplosion i 1. verdenskrig, mens han var indkaldt som tysk soldat.

Bedstemor skriver, at hun savner foredragene og kammeraterne på højskolen og efterlyser en såkaldt Vandrebog, som må have været den tids Facebook, et hefte som cirkulerede mellem de tidligere elever og indeholdt stort og småt fra deres dagligliv. Nogle af eleverne mødtes åbenbart også senere på Askov Højskole.

Bedstemor og bedstefar var begge to kulturelt interesseret og optaget af Grundtvigs tanker, og bedstefar var ligesom bedstemor interesseret i datidens vigtige nationale spørgsmål om Sønderjyllands genforening med Danmark. I 1920, ti år efter at Anne Marie var blevet gift med Jens og flyttet ind på gården i Østjylland, blev Sønderjylland endelig genforenet med Danmark. Dette gav anledning til, at de rejste en sten til minde om begivenheden, en af flere genforeningssten, som blev rejst rundt omkring i landet. Stenen blev sat på Blikshøj, den gamle gravhøj som gården var opkaldt efter, og rundt omkring den skabte de et fint anlæg med gruslagte gange og hvide bænke, hvor der hvert år blev afholdt sommerfester for egnens befolkning med danske sange og taler af forskellige kulturpersonligheder, bl.a. digteren Jakob Knudsen.

Sammen med brevene lå der også andre papirer bl.a. dette valgkort, som gav bedstemor ret til at stemme om genforeningen, selvom hun i mellemtiden var blevet dansk statsborger:

Valgkort

 

I mine tidlige barndomsår boede vi nærheden af mine bedsteforældres gård, og her havde min bror og jeg vores andet hjem. På gården var bedstemor det lysende midtpunkt, elsket og respekteret af alle, og selvom hun jo forlængst er død og borte, er hun stadig levende imin erindring.

l

Melodi på Hjernen

For nogle nætter siden havde jeg en drøm, hvor en person sang ‘Stemningsmelodien’ fra den gamle danske film ‘Lejlighed til Leje’. Jeg har ikke tænkt på sangen i årevis, men pludselig var den der lyslevende i drømmen, sikkert sunget af Else Sigfuss med den dybe, bløde stemme, som var hende der lagde stemme til den i filmen.

Jeg oplever desværre nogle gange at få en melodi på hjernen og ikke kunne få den ud af hovedet igen, og dette kan være ret træls i længden, uanset om det drejer sig om en popsang eller et stykke Mozart. Men lige nu er det altså ‘Stemningsmelodien’, og i morgenradioen et par dage efter blev jeg minsandten mindet om den igen, da de sendte uddrag af et stykke på Århus Teater instrueret af Christian Lollike, hvor de også sang brudstykker af sangen.

Filmen ‘Lejlighed til Leje’ handler om et ungt par, som dengang i bolignødens dage skal igennem en masse genvordigheder omkring en ledig lejlighed, før de til sidst får hinanden. Det unge romantiske par bliver spillet af Bjørn Watt-Boolsen og Lis Løwert –  som senere bliver til oberst Hackel og fru Violet i Matador. De to var vist i øvrigt gift med hinanden.

Men der er også musik i filmen, Kai Normann Andersens sentimentale ørehængere. Min veninde og jeg var i teenage-årene trofaste biografgængere til alle de musikfilm, der blev spillet i Raadhusteatret, Slotsbio og Kinopalæet i Randers. Vi så også ‘Lejlighed til Leje’ og har sikkert svælget i de iørefaldende melodier og romantiske tekster, for jeg opdager, at jeg den dag i dag kan det meste af teksten til ‘Stemningsmelodien’ udenad.

Findes den mon på Youtube, og kan jeg få den ud af hovedet ved at høre den grundigt igennem? Det er et forsøg værd. Her er den med Lise Reinau i en indspilning fra 1960. Men pas på!

http://www.youtube.com/watch?v=WmDaxpHxE0Y

Bonderose

Det var ikke bonderoser men silkepæoner, jeg købte i byen igår.

bonderise

Silkepæonerne, som jeg købte, er desværre en afglans af bonderoserne i min barndoms have i landsbyen, som havde store tætfyldte blomsterhoveder, enten dybrøde eller hvide. Men de holdt ikke længe, kort tid efter lå alle de sødtduftende, silkeagtige blade på jorden i et tykt lag. Måske er det derfor, at silkepæonen, som er mere holdbar, er blevet mere populær i dag.

Fotobogen

Så blev den endelig færdig, fotobogen om mine forældres og deres børn og børnebørns liv. Min far blev født i 1910 og min mor døde i 2000, så deres liv spænder over i alt 90 år.

DSCN3984

Det er fotos fra denne periode, som jeg har fundet frem fra gamle gemmer og udvalgt og scannet. Opgaven har trukket lidt i langdrag, men nu foreligger resultatet altså. Meget bedre end jeg havde håbet, for jeg havde frygtet at de gamle, uskarpe sort-hvide fotos taget med boxcamera for mange år siden ville se lidt sølle ud i endelig udgave. Men nej, alt er skarpt og fint udført, rigtig tysk kram lavet hos CEWE, som jeg kun kan anbefale.

DSCN3990

DSCN3992

DSCN3993

En fotobog kan være en god gaveide. Jeg har et par gange benyttet mig af at få lavet en fotobog over en bestemt begivenhed eller et bestemt emne som gave.