Fra min grønne ungdom 3.

Det er ca. 50 år siden, at disse billeder blev taget. Det var før det blev almindeligt med farvefotografier, så her på billedet fra en årsfest på Århus Universitet sammen med to flotte fyre kan man ikke se, at både min stropløse tylskjole og mine negle var grønne.

Selv om fotografierne fra dengang er i sort/hvid, husker jeg jo tydeligt den skønne sommerferie i Rørvig for så mange år siden, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og havet var glitrende krystalblåt. Dengang var jeg en rigtig vandhund og kunne ovenikøbet stå på hænder. Det var en dejlig tid. Alligevel hører jeg ikke til dem, der begræder min tabte ungdom. Det gælder jo for os alle, at tiden går og sætter sine spor. Med alderen bliver man mere og mere fortrolig med tanken om, at man er dødelig, og bevidst om at det gælder om at leve hver dag fuldt ud. Som Pia Raug engang sang:  ‘Så ung som i dag bli’r du aldrig igen’. Jeg sætter pris på den viden og erfaring, som årene giver, at være fri for et stressende arbejdsliv og kunne beskæftige mig med det, jeg har lyst til.

Romantiker – eller hvad?

Fra et langt liv har vi bjerge af fotos, som jeg har opgivet at få bragt orden i, men her fornylig, hvor jeg dykkede ned i bunkerne og blev konfronteret med fortiden, kom jeg til at tænke på, hvorfor vi 3 gange i vores liv har boet i huse med stråtag, ja faktisk 4 gange, for en gang boede vi på en trelænget bondegård med stråtag på en af udlængerne.

Er det fordi vi begge to er romantikere, at vi absolut skulle bo i upraktiske, stråtækte huse med masser af edderkopper, og hvor man i tordenvejr måtte holde sig vågen om natten og drikke tordenkaffe, af skræk for at lynet kunne slå ned i stråtaget? I et af husene måtte man ovenikøbet bøje hovedet for at komme gennem dørene. Man skulle jo ellers tro, at manden i huset, som har en fortid som arkitekt, ville have foretrukket nogle mere modernistiske boliger. Og dog – jeg kommer til at tænke på, at Poul Henningsen, en af modernismens fædre, også boede i bondehus, og det samme gjorde et par af Finns lærere på arkitektskolen. Et mærkeligt paradoks.

Mens vi studerede, blev vi godt trætte af den emsige værtinde i villalejligheden, hvor vi boede, og lånte penge til at købe en lille faldefærdig ruin af et bondehus i den gamle del af Brøndbyøster. Med gode venners hjælp blev huset restaureret og moderniseret og omdannet til en rigtig hyggelig bolig.

Senere blev det til et mere luksuspræget bondehus i Jonstrupvang nord for København.

Her boede vi i 9 år, før vi flyttede teltpælene til Sydsjælland.

Men efterhånden blev trangen til stråtag for stor, og vi flyttede til Falster i endnu et stråtækt bondehus.

Idag har vi overvundet trangen. Vi er flyttet til Jylland, tilbage til rødderne, og her bor vi under fast tag og sover trygt og roligt, også når det lyner og tordner.

Fra min grønne ungdom 2.

“Jamen, så kan du jo finde et job som pige i huset, du kunne godt trænge til at lære at lave mad”, sagde mor, da jeg efter mit mislykkede vikarjob sagde, at jeg gerne ville flytte til København.

Og sådan blev det. Mor græd, da jeg som den første af hendes 6 børn rejste hjemmefra en kold dag i begyndelsen af januar. Mine egne betænkeligheder og savnet efter det livlige miljø derhjemme kom først senere, da jeg  blev præsenteret for mit kolde, højloftede pigekammer i villaen hos grevinden i Charlottenlund, hvor jeg havde fået job i huset.

Jobbet var blevet formidlet gennem min venindes mor, som kendte greveparret fra deres tid i Randers, hvor han tjente som militærmand, og hvor hun og grevinden havde spillet bridge sammen.

Det var langt fra det strålende eventyr at flytte hjemmefra, som jeg havde forestillet mig. Grevinden og jeg faldt slet ikke i hak. Hun var en mager, ældre dame, som lå i sengen til langt op ad formiddagen og hørte opera, og når hun endelig stod op, var hun som regel iført bukser, bluse og turban af guldlamé og slet ikke klædt på til at hjælpe mig med at lave mad eller gøre rent i det store hus.

Det havde ellers ligget i konceptet, at jeg skulle fungere som medhjælp i huset, men det var der slet ikke tale om. Jeg skulle lave det hele selv, inklusive maden, og da jeg indtil da aldrig havde interesseret mig for madlavning, var det sørgelige resultater, der kom ud af det, især da fordi der aldrig var råvarer nok til rådighed, når der skulle laves mad. Jeg ved ikke om de var påholdende eller fattige, men der var aldrig mad nok i huset og jeg selv gik hele tiden rundt og var lidt småsulten.

Jeg fik dog ros af greven. Han gav udtryk for, at jeg var en mester i at stege baconen til hans engelske breakfast om morgenen, en vane der stammede fra hans tid på ambassaden i London. Jeg var ærlig nok til at indrømme, at det heldige resultat nok mere skyldtes held end forstand.

Mit eventyr i villaen i Charlottenlund varede kun en måned. Så havde jeg fået nok, og jeg  havde i mellemtiden fundet et andet job i huset hos en enke i en villa i Svanemøllen. Der ville jeg få to dejlige værelser til rådighed, og madlavningen ville ikke blive et problem, bedyrede hun, eftersom hun spiste som en fugl.

Det skulle dog senere gå op for mig, at hun hovedsagelig fik sin føde gennem portvin, som blev indtaget i et aflåst værelse i kælderen. Hun havde været en af datidens flotte piger, som havde siddet model til en kendt billedhuggers mange skulpturer af nøgne kvinder, og senere var blevet gift med en meget ældre, rig overlæge. Overlægen var nu død, og hun sad ene og venneløs tilbage i det store hus.

Der blev alligevel problemer med madlavningen. Hun klagede bl.a. over, at jeg kom sukker i grønlangkålen. Jeg indvendte, at min mor altid plejede at komme lidt sukker i grønlangkål, men det vandt ikke rigtigt gehør. Sandt at sige var min dosering af sukker måske nok lidt rigeligere end mors normaldosis.

Jeg fandt det heller ikke særlig smart, at jeg ikke måtte have gæster i min lille lejlighed i villaen, og det blev især problematisk, da min kæreste kom til København fra Randers og ikke kunne besøge mig, så mit ophold i villaen i Svanemøllen varede kun 2 måneder.

Men hvad så? Langt fra hjemmet og uden penge. Dengang var det ikke ligefrem in at gå til kommunen, når man manglede penge, og penge skulle der jo til, så gennem  en annonce fik jeg et job på Johan Ankerstjernes filmtekniske laboratorium, hvor jeg skulle lime film sammen og placere danske undertekster på udenlandske film. Det gik meget godt, jeg sad i et stort lokale med fotostater på væggen af datidens filmbabes Helle Virkner og Brigitte Bardot sammen med andre unge mennesker, der ligesom mig var i besiddelse af nogle sprogkundskaber og lidt fingersnilde.

Jeg var dog godt klar over, at den gik ikke i længden, jeg måtte se at få mig en uddannelse. Men dette var altså mit sabbatår, dengang det ikke var in at rejse ud i verden, således som det blev senere. Efter nogen tid på filmlaboratoriet meldte jeg mig derfor ind på korrespondentstudiet i engelsk, tysk og spansk på Handelshøjskolen i København. Ikke et studium jeg just brændte for, men jeg var god til sprog, og det var en overskuelig uddannelse, dengang der ikke var noget der hed SU.

Her var alle mine medstuderende kvinder, og et par af dem blev mine gode veninder. Uddannelsen gav adgang til hvad man dengang anså for smarte jobs. Et par stykker af de studerende blev SAS-stewardesser, og andre fik jobs i ambassader i udlandet, bl.a. i Paris og Mexico.

Jeg selv var i mellemtiden flyttet sammen med Finn og fik efter studietiden job som korrespondent og direktionssekretær i et internationalt firma i København. Dette blev min indgang til et broget og kringlet karriereforløb, som jeg vil fortælle om en anden god gang

Fra min grønne ungdom 1.

Der skal engang imellem ryddes op i skuffer og skabe, men hvordan får jeg f.eks. bragt orden i alle de smykker, jeg har samlet gennem et langt liv, og som ligger hulter til bulter i nogle æsker. Og skam få mig, i dag bruger jeg kun nogle få af dem. Jeg må vist til at bruge smykker igen. Her er f.eks. nogle af de ældste smykker i samlingen, købt for de første rigtige penge jeg tjente, altså bortset fra dem jeg i gymnasietiden tjente ved at plukke jordbær .

Efter studentereksamen vidste jeg nemlig ikke rigtig, hvad jeg skulle. Jeg havde så småt tænkt på seminariet, men var ikke kommet videre i mine overvejelser, så derfor skaffede min far mig et job som lærervikar i en lille landsbyskole uden for Randers. Også dengang for et halvt århundrede siden var der lærermangel, så man kunne bruge alle mulige personager som vikarer, også en 19-årig totalt uegnet nybagt student som mig. Det gik da heller ikke særlig godt i mit nye job. Jeg havde mildt sagt svært ved at styre ungerne, især de store klasser, som næsten var lige så gamle som mig.

Men jeg kom jo pludselig til penge og investerede straks en masse i smart tøj. Min farmor tilrådede mig fornuftigvis til ikke straks at formøble hele formuen. Hun grinede så hele maven hoppede, da jeg beroligede hende med, at det gjorde jeg skam heller ikke, jeg havde ikke købt et eneste møbel.

Derimod havde jeg købt noget inventar på en dødsboauktion til den lille toværelseslejlighed, jeg havde fået stillet til rådighed i gavlen af lærerboligen.

Også et skab havde jeg fået tiltusket mig af en af familiens venner, så  selv om jobbet ikke var den store succes, frydede jeg mig over nu at bo i egen lejlighed.

Efter et halvt år gik det endelig op for mig, at jobbet ikke rigtigt var noget for mig, så jeg sagde op hos den flinke førstelærer og forlod Jylland og rejste til København.

Kattehistorier

Vores to katte er henholdsvis 6 og 5 år, mor og søn. Moren hedder Muffi og er af skovkatteafstamning, så hun har det desværre med at kradse, både i møbler og mennesker og kan også godt være lidt strid over for sønnen Mini, som derimod er meget kælen og doven og finder sig i det meste. Her er de fanget i et sjældent øjeblik af fredelig sameksistens.

Vores første kat kom til os for mange år siden, da vi boede i et lille  hyggeligt bondehus på 60 kvadratmeter i den gamle by i Brøndbyøster. Den tilhørte egentlig Lund, vores nabo, men opholdt sig mere og mere ovre hos os. Vi fodrede den, fordi vi ikke mente, Lund gav den nok at spise, og til sidst endte den med at flytte helt ind.

Den havde fået killinger, som den onde Lund havde formastet sig til at drukne, men en sommerdag da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg i soveværelset henne i et hjørne en lille killing, som endnu ikke havde fået øjne, som lå og peb ynkeligt.

Store Misser havde reddet en af sine killinger fra druknedøden og var med den i munden hoppet ind gennem vinduet, der stod på klem, for at bringe den i sikkerhed hos os. Siden da har vi altid haft katte i huset.

Vi havde nu to katte, Store Misser og sønnen Filius. Bestanden blev senere forøget med endnu et kuld killinger, som det lykkedes os at få afsat med undtagelse af den sødeste og sjoveste af dem, som vi selv beholdt, så da vi et par år efter flyttede fra Brøndbyøster til et noget større bondehus i Værløse, medbragte vi foruden disse to også Tykkenberg.

Dyrlægen i Værløse mente dog, at vi sagtens kunne huse en kat mere, for han ringede en dag og foreslog, at vi tog en kat til os, som ejeren måtte skille sig af med, fordi hun havde fået konstateret allergi over for kattehår. Så kattefamilien blev udvidet med Skralde, som den brune burmeserkat hed.

Men Skralde havde åbenbart ikke fået sit navn for ingenting, for den var en virkelig rappenskralde, som tyranniserrede vores stakkels huskatte, så de måtte tilbringe det meste af tiden under skabe og kommoder. Det var desværre en blandet fornøjelse med Skralde, så det endte med at dyrlægen måtte finde et andet hjem til den.

Det giver glæder men også sorger og bekymringer at have katte. I løbet af de 8-9 år vi boede i Jonstrup var Filius blevet dræbt i trafikken, Store Misser var blevet alvorligt syg og aflivet hos dyrlægen og Tykkenberg simpelthen udvandret. En sød sort kat, som vi derefter havde overtaget fra nogle andre, var  løbet væk mens vi var på rejse i Indien, selvom vi havde fået en til at bo i huset for at passe den. Så da vi flyttede til en gård på Sydsjælland, havde vi besluttet, at vi ikke ville have flere katte.

Men skæbnen ville det anderledes. En dejlig sommerdag kort efter vi var flyttet ind på vores nyerhvervede ejendom, sad vi og slikkede sol ude på gårdspladsen, da der ud af det blå kom spankulerende to søde stribede kattekillinger, som mjavende forlangte at få noget at spise. Det fik de selvfølgelig, og dermed var de flyttet ind.

Men ikke nok med det, et par dage efter kom der endnu et lille væsen vandrende, sandsynligvis en bror til de to andre, men denne havde været i kontakt med kemikalier eller andet skidt, i hvert fald havde den næsten intet tilbage af sin hvide pels og dens øjne var betændte og så forfærdelige ud. Efter nogen tids pleje med god mad og små doser antibiotika fra husets medicinskab kom den sig dog fuldstændig og fik navnet Miffi. Så nu havde vi både Selma (opkaldt efter Selma Lagerløf fordi den lignede hende på øjnene), Farsnydreng og Miffi.

Det var åbenbart rygtedes i kattekredse, at her var godt at være, for senere kom der endnu flere til. Det lignede efterhånden en hel kattefarm, hvoraf nogle var indekatte, mens andre holdt til i udhusene. Miffi, som havde udviklet sig til husets yndlingskat, må dog have syntes, det var for meget med de andre rivaliserende hankatte, for pludselig en dag forsvandt den og dukkede ikke op igen. Væk for evigt, troede vi.

Men et årstid efter sad der en dag en kæmpestor hvid kat på sålbænken uden for køkkenvinduet og kiggede insisterende ind på os, der sad og spiste morgenmad. Der gik et stykke tid, før det gik op for os, at det var vores gamle Miffi, som var vendt tilbage i ny kæmpeskikkelse. Den havde åbenbart fundet et nyt hjem, hvor den i hvert fald ikke blev sultet. Det var beroligende at tænke på, da den efter en kort visit stak af igen. Men katte havde vi jo også nok af nok af, bl.a. Giganten, Steen Eiler med det runde hoved, opkaldt efter den noble gamle arkitekt Steen Eiler Rasmussen, og Tætte.

Nogle af kattene fulgte med, da vi flyttede ud på en gård på Knudshoved Odde og nye kom til, da vi flyttede til Falster, og i dag hvor vi bor i Randers hygger vi os med Muffi og Mini.

Farmor

Farmor var født i 1884 i den del af Sønderjylland, som Danmark efter krigen i 1864 havde måttet afgive til Tyskland. Det var her i Åbenrå eller Apenrade, som byen hed på tysk, at farmor boede med sin familie.

Det var meget svært for familien at vænne sig til, at tysk var blevet det dominerende sprog i landsdelen, og at familiens unge mænd måtte gå i tysk militærtjeneste. Familiens hjerter hang ved Danmark, og de blev nok temmelig nationalistiske. De sang de gamle danske sange i hjemmet og gjorde meget ud af at fremhæve, at de var i familie med Peter Hjort-Lorenzen, et tidligere medlem af den slesvigske stænderforsamling som var blevet berømt og berygtet for ikke at ville tale tysk i stænderrådet, men kun ville  tale dansk.

Marie, som farmor hed, ville til Danmark, det forjættede land, så hun rejste på højskole i Mellerup ved Randers Fjord. Sjovt nok og ‘tilfældigvis’ er det netop i Mellerup, jeg selv  bor  i dag. I dag er højskolens bygninger brændt, men højskolen er erstattet af Mellerup Musikefterskole, som ligger på bakketoppen med vid udsigt over fjorden til begge sider.

Dengang var Mellerup Højskole en grundtvigsk højborg og var ledet af den kendte kulturpersonlighed Jens Bek. Men især var skolen kendt på grund af  forfatteren Jakob Knudsen, som havde været lærer på skolen. Det er ham, som har skrevet “Se, nu stiger solen af havets  skød”, som faktisk er den salme, der synges oftest i de danske kirker.

En af eleverne på højskolen var Jens, min farfar. Han var af gammel bondeslægt, temmelig selvbevidst og selvhævdende og uden tvivl en flot fyr. Marie faldt i hvert fald for ham, og det endte med at de blev gift og hun flyttede med ham ind på slægtsgården i Midtjylland.

Her er familien ved bordet i en af de fine stuer på gården i 1915. Man kan se i deres ansigter, at det ikke er hver dag, de bliver fotograferet. Marie har i løbet af de første 5-6 år af ægteskabet allerede fået 4 børn. Hun fik ialt 10 børn, hvoraf 3 døde som små, og livet var ikke altid nemt for hende. Det var økonomisk vanskelige tider for landbruget og Jens havde et hidsigt temperament, som hun dog hurtigt kunne få udjævnet ved at hæve stemmen ganske lidt og sige ‘Jens’ med et særligt eftertryk. Hendes dagligliv foregik med at sørge for husholdningen på gården med de mange børn og flere ansatte. Der var mange munde at mætte omkring det lange bord i den store stue.

I 1920 oplevede Marie den store  glæde, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Hun tog den lange rejse til Sønderjylland og deltog i festlighederne ved genforeningen, da Kong Christian  X  red over den gamle grænse på sin hvide  hest. Da hun kom hjem, sørgede  hun og Jens for i gårdens have at rejse en stor sten med inskription til minde om den store begivenhed.

Jeg nød særlig godt af at være hendes første barnebarn. Hun var da i midten af halvtredserne, og på trods af alle trængsler og hårde vilkår var hun en sådan bedstemor, som man kun hører om i  mest idylliske børnebøger. Hun var varm, humoristisk og lys af sind, og jeg traskede troligt i hælene på hende, hvad enten hun plukkede bær, bagte brød eller samlede æg. Hønsegården var hendes særlige domæne, og jeg hjalp hende med at samle og sortere æggene. Det var her hun tjente sine lommepenge, og bolcherne og de små gaver, hun gav mig, var sikkert købt for de penge hun tjente på sine æg.

Drømme om bedstefar

Der er nogle der siger, at børn ligner deres bedsteforældre mere end deres forældre. Hvis det er tilfældet, ville jeg gerne ligne min farmor og min morfar. I nat drømte jeg om morfar, og det inspirerede mig til at finde et gammelt amatørfoto frem, der viser mig som 2-3-årig på skødet af ham.

Han var andengenerations tysk indvandrer, og familiens herkomst i Tyskland fortaber sig i det uvisse, men fra en fjern slægt havde han i hvert fald arvet et sind og et temperament, der lå meget langt fra det almindelige danske. Han var livlig, temperamentsfuld og havde ikke langt fra latter til tårer. Han elskede munter musik og var en af de første på dansegulvet, når der var familiefester i forsamlingshuset. Han elskede at spille kort, men åbenbart mest for spændingens skyld, for han grinede lige højt og hjerteligt, hvad enten han tabte eller vandt.

Bedstefars forældre kom til Danmark i slutningen af 1900-tallet, hentet hertil af greven på Fussingø gods, som var tysker og foruden Fussingø ejede et gods i Tyskland. Greven var startet op med fåreavl på godset i Danmark og havde brug for en specialist, der kunne tage sig af fåreavlen her, så derfor blev mine oldeforældre hidkaldt fra hans gods i Tyskland for at varetage fåreavlen på Fussingø gods.

De fik 6 børn, alle drenge, og det var derfor lidt af en katastrofe, da oldefar blev syg og få år efter døde, de sidste år lænket til en kørestol. Oldemor, som man vist kan kalde en af hverdagens helte, fik alligevel det hele til at hænge sammen for sig selv og sine 6 drenge. Hun var en meget myndig og kompetent kvinde, og det lykkedes hende at skaffe sig en lille lejlighed i Randers. Her fik hun arbejde på Junckers Klædefabrik som syerske og blev i stand til at sørge for, at hendes drenge fik håndværkeruddannelser og kom i arbejde. En blev tømrer og to blev telefonmontører på Jysk Telefon.

Min bedstefar blev landmand og fik tjeneste på en gård i Rejstrup uden for Randers. Her skete det hverken værre eller bedre, at han blev vildt forelsket i den ældste af de to døtre på gården og hun i ham. Og dette faldt slet ikke i god jord, for hun, der som den ældste  skulle arve gården efter sine forældre, skulle helst ikke  giftes med en fattig landarbejder, oven i købet en indvandrer.

Men der var ikke noget at gøre, de to unge ville giftes, så der blev indgået et kompromis. De  fik et arveforskud og blev i stand til at købe en mindre landbrugsejendom. Det var her min mor blev født, og hvor bedstefar på billedet sidder med mig på skødet foran det store pæretræ, der voksede op ad husets gavl.

Bedstefar elskede sine dyr. Hans to gråskimlede heste, Kaj og Musse, blev striglet og plejet og passet, og hans hund løb altid i hælene på ham, lidt ligesom grisehandlerens hund Kvik i Matador.

Jeg havde ikke selv hund som barn, fordi min mor ikke brød sig om husdyr, men jeg fik lov til at ‘dele’ hund med bedstefar, så hans hund blev også min hund. Da jeg var11 år, flyttede vi et andet sted hen, og jeg var meget ulykkelig over at forlade skolen, mine kammerater og det trygge miljø i landsbyen, så da jeg kort tid efter var på besøg derude og græd mine modige tårer over at se de gamle kendte omgivelser, sagde bedstefar resolut: “Du får Polly med hjem”. Polly var hunden, den hvide ulvespids, som jeg var meget glad for. Jeg drog hjemad lidt gladere til mode, medbringende Polly i snor. Mor derimod var mindre begejstret, men jeg fik lov at beholde hunden.

Bedstefar var meget ulykkelig, da bedstemor døde, men han tabte ikke livslysten, og var med sit gode humør velkommen overalt hos familie og venner. Han besøgte flere gange Finn og mig i København, og han elskede at komme i Tivoli og på Frilandsmuseet.

I 1967 blev han syg og indlagt på sygehuset. Han fejlede tilsyneladende ikke noget, og vi regnede med, at han snart blev udskrevet, så Finn og jeg tog trøstigt afsted på ferie til Frankrig. Vi skulle være være der i 14 dage, og temaet var slotte i Loire-dalen og gourmet-restauranter.

Vi tog toget til Blois og lejede os ind på et lille  hotel lige ved foden af slottet.

Stedet var meget malerisk og romantisk, lige bortset fra sengene, som var meget lig hængekøjer, og det historiske lys- og lydshow som drønede ud fra slottet om aftenen, når vi skulle til at sove og forstyrrede nattesøvnen. Herfra tog vi nu i en lille lejet Renault på rundture i Loire-dalen og beså de pragtfulde slotte Chambord, Cheverny, Chenonceau, Amboise, Chaumont og endnu flere og spiste os mætte i lækre franske retter. En pragtfuld tur, en af de bedste ferier vi nogensinde har haft. Men den skulle imidlertid få en brat ende.

En nat da vi på trods af hængekøjerne og lydshowet endelig var faldet i søvn, havde jeg en meget tydelig drøm om bedstefar. I drømmen var han meget mindre end mig, og han ligesom klamrede sig til mig, som om han tryglede om hjælp. Om morgenen følte jeg mig utilpas og havde en anelse om, at noget var galt. Det var der også, for da vi kom ned i restauranten til morgenmad, var der lige kommet et telegram til mig, hvori der stod, at bedstefar var død den foregående dag.

Vi tog toget hjem den samme dag og var til begravelse et par dage senere. Bedstefar ligger begravet ved siden af bedstemor på kirkegården i landsbyen, hvor de boede den sidste del af deres liv.

Den gamle direktør og auberginerne

Ude på køkkenbordet ligger auberginen og venter på at blive omdannet til noget spiseligt. Jeg har et mærkeligt forhold til auberginer, for jeg ved egentlig aldrig, hvad jeg skal bruge dem til, men kan ikke lade være med at købe dem, fordi de ser så flotte ud, mørkviolette og glinsende.

Måske skulle jeg prøve at rekonstruere den gamle direktørs russiske opskrift. Som ung nyuddannet tresproglig korrespondent arbejdede jeg i midten af 1960’erne som sekretær for den gamle direktør i hans elektroniske virksomhed i København. Han var som ung i 1917 flygtet fra revolutionen i Rusland og landet i Danmark, hvor han i de følgende år oparbejdede en stor eksportvirksomhed med fabrikation af elektriske modstande, som der dengang var stort behov for i de nye elektroniske medier.

En dag sidder vi på kontoret i Vanløse og snakker om mad, og han fortæller da om en af sine yndlingsretter, en speciel aubergineret som han ikke har smagt siden barndommens dage i Rusland. Hans tænder løber i vand, mens han fortæller om den, nogenlunde på samme måde som jeg selv har det, når jeg tænker på  barndommens pandekager med brombærsyltetøj. Han vil gerne smage retten igen, men mener ikke, at man kan opdrive auberginer i Danmark.

Det havde han delvis ret i på det tidspunkt. Jeg anede eksempelvis ikke, hvordan en aubergine så ud, for de fandtes slet ikke på butikkernes hylder, som de gør i dag.  Eksportchefen var også til stede, og han og jeg sagde nu, at vi ville prøve at fremskaffe nogle auberginer. Til gengæld ville den gamle direktør så få sin russiskfødte kone til at lave retten og invitere os hjem og smage den.

Det lykkedes os at opstøve auberginer i en eksklusiv forretning, der hed Frugtkurven og lå på Strøget, og en dag i frokostpausen kørte vi ned til villaen ved Damhussøen for at smage den omtalte ret, som hans kone havde tilberedt.

Hun var selv taget afsted til sommerhuset i Humlebæk, men havde aftenen forinden hældt retten op i en lerkrukke, presset den sammen under en tallerken og stillet den til afkøling på kældergulvet. Sådan gjorde man altid i Rusland, forklarede han.

Retten smagte ikke helt så godt, som jeg havde forventet, men den gamle direktør var ovenud tilfreds. Såvidt jeg husker, blev den tilberedt på den måde, at auberginen først blev bagt i ovnen, så skindet kunne  fjernes, derefter blev den hakket fint og blandet med finthakket løg, olie og salt. Måske var der flere ingredienser i. Jeg har desværre glemt det, for det er jo mange år siden.

Men jeg har ikke glemt, at den gamle direktør var et spændende og dejligt menneske. Humanist og demokrat og set med nutidens briller et godt eksempel på en velintegreret indvandrer. Jeg har sandelig heller ikke glemt, hvor large han var. Når jeg havde brug for en bil til en længere køretur, kunne jeg frit disponere over et af hans store dollargrin. Og det var noget ganske særligt i min unge alder dengang at kunne suse ud ad landevejen i en kæmpestor amerikanerbil med automatisk gear.