Polly

Igår da jeg gik en tur, mødte jeg på min vej disse 3 glade fyre.

Ulvespidser2

De fik mig til at tænke på Polly, min barndoms elskede hund. Bedstefar kaldte Polly en grønlænderhund, men racen hedder sikkert noget andet fint. Jeg var 11 år, og familien var lige flyttet fra landsbyen ind til byen, og omgivelserne var af den formening, at det var en fordel for os at udskifte livet i en landsby med en stor villa i forstaden, og at vi børn nu kunne komme i en finere privatskole i stedet for landsbyskolen. Men sådan havde jeg det slet ikke. Jeg savnede det frie liv på landet, hvor jeg kendte alle, og mine gamle skolekammerater, og jeg græd hver gang, jeg var på besøg derude og skulle hjem igen. En af grundene til min kvide var, at jeg også havde måttet tage afsked med Polly, som egentlig var min bedstefars hund, men som han velvilligt delte med mig. Bedstefar boede tæt på os, så det var ingen sag for mig både at passe Polly og have hyppigt samkvem med den.

En af gangene da jeg var på besøg derude og endnu engang tog tudende afsked med Polly, tog bedstefar en rask beslutning og sagde: “Du får Polly med hjem. Han er din nu.” Han lavede en aftale med den lokale vognmand og skaffede Polly og mig plads i førerhuset på vej hjemad.

Dongsbo

Vores nye bolig syntes at være egnet til at have en hund. Huset var omgivet af en stor lukket have med en høj smedejernslåge, hvorpå der sad et skilt med ‘Hunden bider’. Men hverken far eller mor var rigtigt hunde-mindede, og de havde sikkert også nok at gøre med deres travle liv og alle ungerne. Så de blev mildest talt noget overraskede, da jeg dukkede op med Polly i snor. Men enden på det hele blev alligevel, at Polly blev en del af familien.

Det gik også i lang tid rigtigt godt. Den holdt sig pænt i haven, selvom den havde været vant til at strejfe frit omkring ude på landet, og far hjalp med at vaske den. Og jeg selv begyndte for alvor at falde til i de nye omgivelser. Men efterhånden begyndte det at gå galt med Polly. Den begyndte at blive aggressiv over for postbudet og mælkemanden, når de kom ind gennem lågen. Den så sit snit til at slippe ud, og der kom klager fra folk, der følte sig generet af den. Den har sikkert savnet sit frie liv på landet. Efter et par år gik det helt galt. Da blev vi meldt til politiet, fordi Polly var brudt ind i den nærliggende lille zoologiske have og angiveligt skulle have bidt en af aberne, og vi blev anmodet om at lade den aflive. Jeg strittede heftigt imod og nægtede at tro på, at det var nødvendigt, men en dag mens jeg ikke var hjemme, var det alligevel sket.

Jeg husker endnu tydeligt, hvor ulykkelig jeg var dagen efter i skolen. Jeg havde lige fået min første menstruation, var iført en grim ternet kjole og blev kaldt op til tavlen og skulle løse en matematisk ligning, som min sadistiske lærer havde opstillet. Jeg var helt opfyldt af sorg, var i forvejen elendig til matematik, men kunne den dag slet ikke tænke og måtte gå tilbage til min plads med uforrettet sag.

Dette var en sorgens dag i en ellers lykkelig barndom, som jeg blev mindet om igår, da jeg mødte de tre søde grønlænderhunde på vejen ned til fjorden.

 

 

Reklamer

2 thoughts on “Polly

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s