Helte og Heltinder

Jørgen Leth har sine helte. De er som regel mandlige, som det sig måske hør og bør for en mand. Jeg så ham forleden aften tale om sine helte i et program på DK4, denne underlige kanal der spøjst nok har så mange programmer med den tyske sanger Hansi Hinterseer, men som altså forleden aften også bragte denne samtale med Jørgen Leth, som Finn kender fra sine unge dage, og som vi derfor skulle se. Kanalen har ikke undertekster, hvilket som regel er påkrævet for mig med min dårlige hørelse, men jeg kastede mig alligevel ud i det, og det viste sig heldigvis, at Jørgen Leth talte så langsomt og tydeligt, at jeg kunne høre det meste af, hvad der blev sagt.

Normalt har jeg det ikke godt med folk, der promoverer sig selv alt for kraftigt og er derfor lidt forbeholden over for Jørgen Leth, som jeg fornemmer er her og der og alle vegne. Desuden siger hverken hans film eller digte mig noget, og jeg følger ikke med i Tour de France og kan ikke udtale mig om hans højt priste evner som kommentator her. Men denne aften brændte han igennem på skærmen som et ægte, ærligt og nærværende menneske, og hvis man kan kalde en mand for sød, vil jeg tillade mig at kalde ham det. Jeg forstår bedre, hvorfor Finn har fremhævet ham, når jeg har været ude efter ham med riven Da Finn i sin ungdom spillede som blues- og boogiepianist i diverse klubber og værtshuse i Århus og omegn, var Jørgen Leth en ung journalistspire, som var fan af hans musik og skrev rosende om ham i aviserne, og han har også senere nævnt Finn i artikler og bøger.

Udsendelsen med Jørgen Leth fik mig til at tænke på, at jeg jo også selv, især i ungdommen, har haft mine ‘heltinder’, som har betydet noget for mig. Og jeg ved ikke hvorfor, at det netop var fru Nielsen fra mine teenageår, som dukkede op imin erindring. Fru Nielsen var min venindes mor, og det var lige så meget hende som veninden Lotte, der trak, når jeg kom på visit i deres lejlighed på øverste etage i et nybyggeri i Randers. Det var ikke bare de fantastisk lækre kager, som hun jævnligt diskede op med, der trak , hun var oprindelig udlært konditor, eller den gode og hyggelige stemning der herskede i familien, som også inkluderede hunden Topper og katten Morten. Sidstnævnte havde hun på mystisk vis lært at trække proppen op af badekarret og tisse der, når den skulle. Nej, det var hendes evne til at lytte og snakke afslappet med mig om de ting, der optog mig i mit teenage-univers. Med 6 børn i familien havde min søde mor andet at beskæftige sig med end at drøfte livets problemer med sin ældste datter.

Som 14-årig blev jeg inviteret med Lotte og Nielsens på besøg i København, hvor de oprindelig kom fra. Det var første gang, jeg var på besøg der, så det var noget af en oplevelse. Vi overnattede nogle nætter på hotal Prinsen i Roskilde og tog hver morgen med toget ind til København for at opleve hovedstadens seværdigheder. Det var stort for den lille randrusianer at spadsere omkring i vrimlen på Strøget – for slet ikke at tale om besøget i Tivoli. Her sad hun på Divan 1 sammen med Nielsens og spiste rejer. Dengang var rejer ikke så almindelig en spise som i dag, og som noget særligt var det en stor skål upillede rejer, der blev stillet på bordet foran den lille flok. Så fru Nielsen gik i gang med at undervise i, hvordan man pillede rejer og anbringe dem ‘i trængsel’ på det ristede brød.
Bagefter var vi i Dansetten, hvor der blev danset jitterbug til Peter Rasmussens orkester. Her kom der et par fyre med smalle bukseben og brillantine i håret og ville danse med Lotte og mig, men fru Nielsen mente åbenbart, at de så lidt for skumle ud, for hun sagde med bestemt mine: “Mine døtre danser ikke”. Lidt flovt for os men inderst inde var jeg vist lidt lettet over at blive fri for at begå mig i de vilde bevægelser ude på dansegulvet.

Normalt arrangerede fru Nielsen fødselsdagsfest for Lotte oppe i lejligheden med et gedigent kagebord, som ville få selv la Glace til at blegne, men da Lotte fyldte 15, mente fru Nielsen åbenbart, at der skulle ske noget særligt, for da blev jeg og 4 andre bedsteveninder om eftermiddagen sat stævne oppe ‘Hos Annie’ i Torvegade. ‘Hos Annie’ lå på 1. sal, og i det store hyggelige lokale kunne man spise en let frokost og drikke kaffe og te. Et særligt træk ved etablissementet var det store flygel, hvor en hyggepianist diverterede med musik og sang. Denne dag var det en ung, smart, fyr, som sad bag flyglet og spillede og sang jazzede melodier. Han havde et godt øje til os piger, der sad og drak varm chokolade med flødeskum, og sendte øjne til os, hvilket vi bestemt ikke havde noget imod.

Jeg selv var en anelse utilpas den dag, dels fordi jeg var iført en gul, strikket bluse, som jeg havde arvet efter mor, og som jeg ikke syntes lige var min farve, og dels fordi jeg havde fået krøller i håret, hvilket nok var en fejldisposition. Men så skete der det fantastiske, som reddede hele dagen. Den smarte pianist pegede på mig, smilede med alle sine hvide tænder, og mens han stadig kiggede på mig, spillede han denne her:

Wilhelmina
She’s the cutest little girl
In Copenhagen

Wilhelmina
She has all the fellas
Crazy in the noggin
In Copenhagen

And the roses
On her cheeks
And the music
When she speaks
And how sweet
Her kisses taste
Sugar-canish,
Like my Mama”s Danish pastry

En gammel Danny Kaye sang, for gammel til at findes på YouTube, ellers ville jeg have bragt den her, men jeg har stadigvæk melodien i hovedet. Og det er overflødigt at sige, at veninderne var grønne af misundelse, og at dagen trods striktrøjen og krøllerne var reddet for mig.

Ligesom Jørgen Leth har jeg også mine heltinder og helte. Fru Nielsen med sin empati, sødme og kunstneriske sans var en af dem.

Advertisements

8 thoughts on “Helte og Heltinder

  1. Hej
    Så vidt jeg husker, fandt jeg dig via Ellen – men pyt med det, det vigtigste er at jeg fandt frem. Du skriver dejligt, og så interesserer du dig for katte. Min mor ville derfor have sagt, at du er et godt menneske.

  2. Tak for den, søde 🙂

    Anna Maries Skriveblok skrev den 05/09/2016 07:28:

    > Anna Maries Skriveblok posted: “Jørgen Leth har sine helte. De er som regel mandlige, som det sig måske hør og bør for en mand. Jeg så ham forleden aften tale om sine helte i et program på DK4, denne underlige kanal der spøjst nok har så mange programmer med den tyske sanger Hansi Hinte” > >

  3. She’s back! Det var godt at læse. Jeg tror, det er meget vigtigt for børn/teenagere at have nogle andre voksne end deres forældre, som “ser” dem. Det er ikke altid forældrene kan få øje på den personlighed, der er ved at vokse frem, ja, måske vil de egentlig nødig. Så er man heldig, hvis man har andre voksne, der kan hjælpe en på vej.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s