Konfirmation

Vi skal til konfirmation på søndag, og det glæder vi os rigtigt meget til. Som det er tradition i den lille familie, fejrer Cecilie, den tredje af niece Rikke og Henriks fire søde piger, sin konfirmation i et stort telt på gårdspladsen. Efter højtideligheden i kirken kl. 11 samles folk fra nær og fjern til middag i teltet.

Tankerne går i den anledning tilbage til min egen konfirmation. Den fandt sted helt tilbage i 1951, og ligesom i dag var der dengang helt bestemte traditioner forbundet med begivenheden. Jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til den store dag, hvilket jeg også tror Cecilie gør. Hun skal konfirmeres i Skt. Clemens kirke i Randers, mens jeg blev konfirmeret i Skt. Mortens Kirke hos pastor Arberg, som vi gik til konfirmationsforberedelse hos, og som drengene ikke behandlede særlig pænt. De lavede sjov ved at ringe til ham og spørge, om han spillede waldhorn, og om han ville spille med i deres orkester. Det er ikke sikkert, pastor Arberg syntes det var lige så sjovt.

Højtideligheden i kirken sagde mig ikke så meget. Jeg var meget nervøs, da jeg stod oppe omkring alteret sammen med alle de andre, men havde samtidig i baghovedet tanken om en fyr, jeg var varm på, som sad nede i kirken, fordi hans søster også blev konfirmeret, og som jeg håbede ville bemærke mig deroppe foran i kirken i min  flotte konfirmationskjole med pufærmer i broderie anglaise.

Hele familien var selvfølgelig inviteret til middag bagefter, der var rekvireret kogekone, og huset stod på den anden ende. Men der var det skår i glæden, at jeg ikke blev konfirmeret sammen med mine klassekammerater, men havde måttet vente et år på min halvandet år yngre bror, så vores konfirmationsfester kunne slås sammen.  Fornuftigt tænkt af mine forældre, som havde 6 børn, de skulle holde konfirmation for. Men jeg ærgrede mig over, at jeg havde måttet vente et helt år på at blive konfirmeret på grund af ham, det barn.

En vigtig del af begivenheden var tøjet, som også dengang betød meget for mig. Foruden den flotte konfirmationskjole, som faktisk 3-4 år senere blev omsyet til en smart studenterkjole, blev der også købt andendagstøj, en højrød, ulden kjole med et flettet sort skindbælte og hertil sorte ballerinasko i ruskind, et dress jeg følte mig rigtigt godt tilpas i til de efterfølgende ungdomsgilder, der blev afholdt efter konfirmationerne. Det var straks værre med frakken og en rød hat i en slags kasket-facon. Disse rædsler, som jeg ikke havde på mange gange, fik lov at blive hængende i skabet. Senere brugte jeg nogle af pengene, jeg fik i gave, til at købe endnu en kjole, en smart sag som jeg var meget glad for. Endnu gladere blev jeg, da nogle af veninderne kom og fortalte, at Astrid Villaume, som spillede hovedrollen i den nyeste danske film, der gik i Rådhusteatret, havde en kjole af samme model på i filmen.

Faktisk har jeg svært ved at huske, hvad jeg fik af gaver. Dog kan jeg huske en taske i noget lækkert skind, som sikkert har været dyr, men forfærdelig grim. Jeg gik i hvert fald aldrig med den. Dog når jeg tænker efter, har jeg stadig tre gaver fra dengang.

Sølvsmykkeskrin, rejseetui til sysager, digtsamling

I dag hedder det Blå Mandag. Dengang hed det ungdomsgilde, og det var noget af det bedste omkring konfirmationen.  Den efterfølgende lørdag blev der derfor afholdt ungdomsgilde i huset, og der var liv og glade dage. Far og mor havde sat alle sejl til, måske for at kompensere lidt for dobbeltkonfirmationen. I hvert fald var Kaj og Carita, to musikere fra fars orkester, hidkaldt for at spille klaver og harmonika, der var hængt guirlander op i stuerne, og Maja, vores unge pige som ikke var meget ældre end os, havde sat en blomst i håret og var meget tilfreds med at agere barpige bag den improviserede bar, hvorfra der blev serveret sodavand og landgangsbrød, som var små lange flutes belagt med forskelligt pålæg. Det var et gevaldigt gilde, som der gik ry af længe efter. Også dengang var det vigtigt gennem alle konfirmationens ritualer at markere overgangen fra barn til voksen.