Melodi på Hjernen

For nogle nætter siden havde jeg en drøm, hvor en person sang ‘Stemningsmelodien’ fra den gamle danske film ‘Lejlighed til Leje’. Jeg har ikke tænkt på sangen i årevis, men pludselig var den der lyslevende i drømmen, sikkert sunget af Else Sigfuss med den dybe, bløde stemme, som var hende der lagde stemme til den i filmen.

Jeg oplever desværre nogle gange at få en melodi på hjernen og ikke kunne få den ud af hovedet igen, og dette kan være ret træls i længden, uanset om det drejer sig om en popsang eller et stykke Mozart. Men lige nu er det altså ‘Stemningsmelodien’, og i morgenradioen et par dage efter blev jeg minsandten mindet om den igen, da de sendte uddrag af et stykke på Århus Teater instrueret af Christian Lollike, hvor de også sang brudstykker af sangen.

Filmen ‘Lejlighed til Leje’ handler om et ungt par, som dengang i bolignødens dage skal igennem en masse genvordigheder omkring en ledig lejlighed, før de til sidst får hinanden. Det unge romantiske par bliver spillet af Bjørn Watt-Boolsen og Lis Løwert –  som senere bliver til oberst Hackel og fru Violet i Matador. De to var vist i øvrigt gift med hinanden.

Men der er også musik i filmen, Kai Normann Andersens sentimentale ørehængere. Min veninde og jeg var i teenage-årene trofaste biografgængere til alle de musikfilm, der blev spillet i Raadhusteatret, Slotsbio og Kinopalæet i Randers. Vi så også ‘Lejlighed til Leje’ og har sikkert svælget i de iørefaldende melodier og romantiske tekster, for jeg opdager, at jeg den dag i dag kan det meste af teksten til ‘Stemningsmelodien’ udenad.

Findes den mon på Youtube, og kan jeg få den ud af hovedet ved at høre den grundigt igennem? Det er et forsøg værd. Her er den med Lise Reinau i en indspilning fra 1960. Men pas på!

http://www.youtube.com/watch?v=WmDaxpHxE0Y