Her i denne sommer kommer vi til en del fester hos folk, der fylder rundt eller halvrundt, og det plejer at være rigtigt sjovt og festligt. Når jeg er i mit mest gloomy mood kan jeg somme tider finde på at sige, at det ikke er noget at fejre at blive gammel, men så falder som regel det prompte svar fra en af de tilstedeværende: ‘Glem ikke at alternativet er værre!’, og det er nok til at lukke munden på mig. I fredags var vi til en sådan fin fødselsdag hos min dejlige svoger:
Her i huset spiser vi hovedsagelig vegetarisk og fisk, pesco-vegetarer som salig Steve Jobs kaldte sig selv og ligesindede. For tiden er hovedingredienserne i madlavningen nye kartofler og jordbær, som vi køber fra en gårdbutik, hvor kartoflerne er gravet op og jordbærrene plukket samme morgen. Jordbærrene er søde og mørkerøde, og hvad kartoflerne angår kan man faktisk gnide skindet af dem med fingrene. Snart kan vi også der købe ærter og hindbær. De allerbedste hindbær er dog de små, søde og stærkt smagende bær, som vi snart selv kan plukke i den nærliggende skov.
Igår aftes bestod middagsmaden af små nye kartofler, indiske spinatfrikadeller og rygeost-dip.
Indiske Spinatfrikadeller
450 g frossen spinat, 150 g hvedebrød (f.eks. toastbrød), 1 æg, 1 tskf. karry, ½ tskf. muskat, 1 fed presset hvidløg, salt og peber. Optø spinaten i en sigte og pres al væden ud. Smuldr brødet fint og bland det med spinaten og de øvrige ingredienser (med hænderne). Form farsen til små frikadeller og steg dem på panden ved middelvarme til de er faste.
Rygeost-dip
Rygeost røres sammen med creme fraiche, lidt salt og diverse finthakkede krydderurter.
Der var stegende hedt i Randers midtby igår, men efter mit månedlige besøg hos zoneterapeuten – det er hende der sørger for mit gode helbred – skulle jeg lige finde et par hvide sommerbukser, der svarede til temperaturen. Jeg måtte svedende kæmpe mig igennem tre butikker, før det endelig lykkedes at finde et par hvide, lette bukser, som forhåbentlig ikke får lov til bare at blive hængende i skabet og efterfølgende blive givet til Kirkens Korshær. De tegner godt. Da jeg efter det vellykkede køb puttede pungen i tasken og lynede den til, sagde ekspeditricen anerkendende: “Ja, det er fornuftigt med lynlåse i taskerne”. Det havde jeg nu ikke tænkt så meget over, selvom jeg måske burde gøre det, efter at have fået stjålet min pung op af tasken i Rom sidste sommer.
Da jeg efterfølgende var et smut i Netto, lod jeg for ikke at få yderligere hedeture vinduerne i den brandvarme bil stå halvt åbne. Ude igen slæbende på Netto-poser stod der en kvinde ved siden af bilen og spurgte: “Hvordan i alverden tør du forlade bilen med vinduerne åbne?” Noget overrasket over kvindens bekymring svarede jeg, at jeg regnede Randers for lige så fredelig som på Frode Fredegods tid. “Nå ja”, sagde hun undskyldende, “men jeg kommer jo også fra Århus”.
To advarsler på samme dag! Måske skulle jeg til at udvise lidt mere paranoia.
Verdens ældste menneske er netop død – igen. Japaneren Jiroemon Kimura blev født i 1897, og han døde forleden i en alder af 116 år. Videnskaben leder efter svar på, hvorfor en mand som Jiroemon bliver så ekstremt gammel. Et svar skal hjælpe os andre til også at få lange liv.
Japanske forskere er i gang med at undersøge, om det samfund man lever i har indflydelse på det at blive gammel. De har et forskningsprojekt i gang i byen Kuyotango, hvor Jiroemon Kimura levede til han blev 116 år, og hvor flere andre borgere også bliver meget gamle. Alene i år fylder 94 af byens 60.000 indbyggere 100 år. Man vil undersøge, om området har træk til fælles med for eksempel Sardinien og Okinawa ,hvor mange mennesker også bliver over 100 år.
Fornylig så jeg en TV-udsendelse om velfungerende gamle på 100 år og derover. Det var reflekterende og kreative mennesker, som stadig dyrkede deres interesser, som de altid havde gjort og havde valgt at tilbringe den sidste del af deres liv på en institution specielt indrettet efter deres gruppes behov. Her var der dejlige boligforhold og omgivelser, men alligeved gav flere af de 100-årige udtryk for, at de ikke havde noget imod at lukke øjnene her og nu og få lov at dø. De virkede ikke desillusionerede, tværtimod meget afklarede, men det virkede, som om de havde fået det ud af livet, de skulle og nu var mæt af dage, som man kaldte det i gamle dage.
Så måske drejer det sig ikke om hvor længe man lever, men om hvordan man lever så længe man er her.
Kan man ønske sig mere? Vinterens trængsler er forlængst forbi. På vores gåtur ned til færgestedet hilser vi på naboens to hunde:
og hendes heste, som guffer i sig af frisk græs og smørblomster:
Nede ved færgelejet er ‘Ragna’, Danmarks mindste færge, ved at lægge til. Den er opkaldt efter den første færgemands kone og sejler i fast rutefart mellem Mellerup og Voer:
Vi ser et opslag om, at den har 50 års jubilæum, og at man fra og med søndag den 9. juni og ugen ud kan blive fragtet over fjorden til halv pris samt nyde gratis kaffe og kringle. Ring hvis nogen af vennerne er interesseret, så kan vi tage en tur sammen over vandet.
Hernede fra færgelejet har vi udsyn til den klump huse, hvor vi selv bor:
Anna Maries Skriveblok 