Konen med æggene

15. Februar 2010

På vej gennem byen i dag kom jeg forbi Konen med Æggene

Hun blev lavet af billedhuggeren Ane Brügger i 1950’erne og står på pladsen ved siden af Helligåndshuset for at minde os om, at det var her, at bønderkonerne i gamle dage stod og solgte deres æg. Ane Brüggger var angiveligt inspireret af H.C. Andersens digt:

KONEN MED ÆGGENE

Der var en kone på landet,
hun havde en høne blandt andet.
Nu, lægge æg er hønens fag,
og denne gav et hver evige dag;
det var et par snese, da de blev talt,
se, det fandt konen ikke så galt!
Hun dem forsigtig i kurven fik,
tog den på hovedet og gik.
Til staden styrede hun sin gang;
men hun var ene og vejen var lang,
skønt hun gik til af alle kræfter.
Nu tænkte hun over og regned’ efter,
hvor godt hun fik sine æg betalt,
og det var jo heller ikke så galt:
»Ja vist! « Således hun går og taler:
»For disse får jeg en hel rigsdaler.
For den vil jeg købe to høns, lad se!
Med den der hjemme har jeg da tre;
hver lægger æg, og om ikke længe
kan jeg handle igen og komme til penge;
jeg køber tre høns, til de tre jeg har;
se det bliver seks. Deres æg jeg ta’r;
jeg sælger de halve, den anden rest
skal ruges til kyllinger, det er bedst!

Jeg får da en hønsegård; tænk dig bare!
Og den tager til. Det er holdende vare!
En del lægger æg, en del ruger ud –
hvor jeg bliver rig, du søde Gud!
Jeg køber to gæs og et lille får,
og bedre og bedre handelen går
med æg og med høns og med fjer og med uld.
Til sidst får jeg pengeposen fuld!
Jeg køber en gris, jeg køber en ko,
hvo ved, måske kan jeg købe to?
Se det giver af sig! Og efter et år
har jeg hus og folk og køer og får.
Så kommer en frier ind i min stue,
han kysser min hånd, og jeg bliver frue!
For han har en gård, der er større end min!
Jeg bliver så fornem, så stolt og så fin,
jeg tåler ikke den mindste snakken,
jo, jeg skal vide at knejse med nakken! « 
– Og ret som hun sagde det, gjorde hun så.
Klask! Æggene der på jorden lå!
Med dem den hele lyksalighed faldt –
og det var i grunden ikke så galt!

Den historie kan fortolkes på flere måder. Hvis vi lader snusfornuften råde, så var det jo bedre om hun ikke havde fortabt sig så meget i sit tankespind men havde koncentreret sig om sit forehavende her og nu og var nået velbeholden hjem igen med en skilling på lommen.

Modsat peger studier fra Handelshøjskolen i Århus på, at vi i Danmark er så præget af H.C. Andersens eventyr, bl.a. Konen med Æggene, Den lille Havfrue og Den lille Pige med Svovlstikkerne,  hvor moralen er, at det ikke betaler sig at gå efter sine drømme og løbe en risiko, at det skulle hæmme iværksætterkulturen her til lands.

Dette gælder i hvert fald ikke H.C.A. selv. Han gik jo i høj grad efter sine drømme og løb en risiko for at nå sine mål.

Udgivet af

Anna Maries Skriveblok

Pensioneret indvandrerlærer, oversætter. Interesser: Bøger, film, katte, mennesker, eksistens, mad, yoga, meditation, sundhed, natur, historie, Randers og omegn.

3 kommentarer til “Konen med æggene”

  1. Jeg synes, det er en meget smuk skulptur, Ane Brügger har lavet! Og det var spændende at læse, at studier fra Handelshøjskolen i Århus peger på, at vi i Danmark er meget præget af H.C. Andersens eventyr.
    Er det med vilje, at du øverst oppe skriver 15. januar, når dit indlæg er udgivet 15. februar?

  2. Kære Anna Marie.
    Du kender mig ikke, men jeg har læst din hjemmeside, og jeg må sige, at jeg synes du er ” en skrap Kælling”.
    Tak for det.
    I øvrigt har jeg i efteråret 2009 udgivet min første bog,”Undo”,en børnebog, jeg har brændt for i mange år.

    http://www.pojkunstogrammer.dk/Undo.html

    Jeg fandt din hjemmeside, fordi jeg læser HCA eventyr højt til stor fornøjelse for diverse fynboere, og jeg ledte efter nye synsvinkler på “konen med æggene”.
    PT kan jeg godt lide Shubiduas version….

    Med venlig hilsen
    Preben Ole Jørgensen

Skriv en kommentar