Vorning – min barndoms by

Objektivt set er Vorning, min barndoms by, en kedelig lille landsby som så mange andre landsbyer i Danmark. Indrømmet, der er også mange smukke landsbyer her i landet, men Vorning hører altså til i den kedelige ende. Sådan ser den dog slet ikke ud i min erindring. I barndommens gyldne lys forekommer byen mig at være en lille landskabelig perle, som indeholdt alt, hvad jeg som barn havde brug for, og jeg husker endda, at jeg priste mig lykkelig over netop at være født på dette sted, som måtte være verdens centrum.

I byen er der en smuk gammel kirke fra det 12. århundrede. som i kirkefaglige kredse er kendt for en smuk, sekssøjlet portal hvis forbillede tydeligt nok er Viborg domkirke. Den tilmurede dør i portalen har foroven en glat tympanon (døroverligger). Det almindelige er ellers, at det er syddøren, der er udsmykket, ikke fordi det er mændenes indgang, men fordi den vender mod lyset, Guds rige, hvorimod norddøren, kvindernes indgang, vender mod nord, mørkets og djævelens rige.  –  Ak ja, hvad har vi kvinder dog ikke måttet stå model til.

På kirkegården ligger en stor del af min familie begravet, her er min farfar og farmors gravsten:

Fra kirkegården kan man se over til præstegården. Lidt til venstre for den boede min farbror, som var præstegårdsforpagter der i mange år:

Vorning er nævnt i en af St. St. Blichers noveller “Nøddåben” fra 1824. Historien går i korthed ud på følgende:

I midten af det 18. århundrede kom der om natten en karet kørende ind i Vorning præstegård. To forklædte, maskerede mænd sted ud af den. Den ene havde en trækasse under armen. De gik ind i præstegården og spurgte, om de kunne få et barn døbt, men ville ikke opgive forældrenes navn. Fruen gik ind og vækkede præsten, men da han hørte, hvordan sagen hang sammen, vendte han sig om og sov videre. Præstekonen, som godt ville tjene pengene, gik ind i præstens studereværelse og trak i hans kjole og tog hans paryk på og gik derefter ud til de fremmede og døbte barnet, mens pigen holdt vandfadet. Præstekonen fik en silkepung med penge for det og pigen fik en guldskilling for at tie.

Det er tvivlsomt, om Blichers novelle har rod i en virkelig begivenhed. Men St. St. Blicher har sikkert hørt historien fra sin farbror, som på et tidspunkt var præst i Vorning. Som barn hørte jeg engang novellen oplæst i radioen og blev bestyrket i min opfattelse af, at Vorning var et meget betydningsfuldt sted og måtte være noget nær verdens centrum.

Reklamer

5 thoughts on “Vorning – min barndoms by

  1. Fint å se fra heimplassen din! Stedet der en har vokst opp blir det alltid noe ekstra med. Jeg er så heldig å bo på min enda! Bare i et annet hus.
    -Margit-

  2. Det var meget smukt at læse om din barndoms by – og spændende at Blicher har skrevet om den! Jeg har gået i skole med en af Blichers efterkommere, Jens, og det har vi meget sjov ud af i min skoletid.
    Kh til dig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s