Fredelige tilstande

Måske er randrusianere et særligt fredsommeligt og venligt folkefærd, for man hører faktisk aldrig noget om indvandrerbander eller racisme her i Randers. Midt i byen ligger Frivillighuset, og her kommer der hver dag en masse engagerede frivillige, som hjælper unge indvandrere fra folkeskolerne og ungdomsuddannelsener med lektier og hjemmearbejde, eller som sidder og sludrer med børnene og de voksne over en kop te eller kaffe.

Huset åbner hver dag kl. 14, og så myldrer det som regel ind med unge mennesker, der lige skal have hjælp til dansk- eller matematikopgaverne eller skrive en opgave på computerne. Der var også vild aktivitet i sidste uge, da jeg kom derind. Her er brugere og frivillige igang med at male et billede på muren i baggården.

Murmaleri 002

Malvinas Hus

14,4 km og 23 min. siger GPS’en, da vi taster ind på Malvinas Hus i Spentrup. Den, altså GPS’en, er en gave fra gode familiemedlemmer, som vil sikre sig, at vi ikke kommer op at skændes, hver gang vi er ude i bilen og skal finde en adresse. I den retning slægter vi mine forældre på. Da vi for flere år siden boede i Jonstrup Vang nord for København og ventede far og mor på besøg fra Randers, dukkede de altid op, røde i kammen og mor med håret i uorden, efter voldsomme skænderier om hvorvidt de nu skulle dreje til højre eller venstre i storbyen København for at nå op til Jonstrup.

Den slags finder ikke sted her hos os mere. Nutildags kører vi roligt og adstadigt afsted og kigger os omkring, mens en behagelig kvindestemme fra GPS’en fører os til målet. Dette var tilfældet i dag, da vi skulle indvie GPS’en, og lod den føre os til Steen Steensen Blichers Mindestue i Malvinas Hus i Spentrup.

PIC_0746

Malvina var Blichers yndlingsdatter, som var gift med præstegårdsforpagteren. De boede i huset her, som i dag rummer mindestuen med nogle af digterens personlige ting. Præstegården, hvor han levede fra 1825 til sin død i 1848 og skrev sine bedste tekster,  ligger lige ved siden af og er stadig bolig for sognets  præst.

PIC_0741

Blicher var en passioneret jæger, og her hænger hans jagtgevær over et af møblerne. Jeg forstår ikke, at folk kan få sig selv til at skyde fredsommelige og smukke dyr i naturen, men for Blicher var der måske en slags raison i det. Han havde 10 børn og var hele sit liv meget fattig. Det var faktisk først efter sin død, at han blev rigtigt anerkendt som forfatter. Han elskede at strejfe omkring i naturen med jagtgeværet over skulderen, og  jagtudbyttet var sikkert et nødvendigt tilskud til husholdningen.

PIC_0738

PIC_0742

To lange piber,  lommelærker, fine kaffekopper, et skakspil. Jo, han forstod åbenbart også at nyde livet.

PIC_0747

Han ligger begravet på Spentrup kirkegård. Født 1782 død 1848. 66 år, ingen alder synes vi i dag ihukommende Svend Auken. Jo, i min alder lægger man mærke til, hvor gamle folk normalt bliver. Ikke som i ungdommen, hvor man nærmest mente man var udødelig. Det er der åbenbart også mange unge mennesker, der  mener i dag, hvis man skal gå efter deres adfærd i trafikken.

Nå, men vi nåede i hvert fald hjem uden hverken ulykker eller skænderier og afsluttede turen med is og en kop kaffe på terrassen.

 

Motionstur til færgen da solen endelig kom frem

28. juli 2009

Danmarks mindste færge hedder ‘Ragna’ efter den første færgemands kone for snart mange år siden. Her boede de:

PIC_0705

Den sejler fra Mellerup til Voer over Randers fjord og har plads til 4 biler, et par motorcykler og godtfolk, der har lyst til en 5 minutters sejlads over fjorden for at nyde naturen på den anden side.

PIC_0711

En godt gemt og glemt idyl

2 km fra hjemmet, der hvor Gudenåen løber ud i Randers Fjord, ligger Støvringgård Kloster. Her gik vi en tur i eftermiddag – som vi så ofte gør – og kiggede på alle herlighederne. Og  heldigvis har vi det som regel for os selv, for her kommer næsten aldrig et øje. Vi taler somme tider om, at man måske skulle lade sig skrive op til en af de lejligheder, der i dag er indrettet på slottet.

Støvringgård 009

Slottet er opført i 1622 og blev i 1760 gennem et testamente omdannet til et kloster for en priorinde og 12 jomfruer fra “de fem første klasser af den kgl. rangfordeling”, hvad det så end vil sige. Men jomfru skulle tages bogstaveligt, for ingen mand måtte bo inden for voldgraven, og der var streng straf for uanstændig opførsel.

Støvringgård 011

I 1981 flyttede den sidste af de såkaldte konventualinder ud, men man kan stadig finde deres navne på gravstenene på konventualindernes kirkegård, som ligger i skoven tæt ved slottet.

Støvringgård 002

Om foråret blomstrer her den største rhododendronbusk, jeg har set her til lands.

Støvringgård 003

På stenen her kan man se, at hun hed Johanne til fornavn, men på de fleste sten er navnene udvisket.

På den anden side af vejen ligger skoven med naturens herligheder. Her en lille skovsø, hvor den eneste lyd er kildens rislen og solsortens sang:

Støvringgård 005

Og på vejen hjem, for nu at komme ned på jorden igen, fandt vi nogle store markchampignons, som skal flødestuves til aftensmaden.

 

 

Paaskesønnernes Gård

 

13. juli 2009

Forleden dag sad Finn og jeg på hjørnet af Torvegade og Rådhusstræde og spiste en softice mens vi lod blikket glide ud over Rådhustorvet. Her troner i midten byens helt Niels Ebbesen på sin sokkel omgivet af det fine gamle Rådhus fra 1700-tallet samt andre pæne, ældre huse. Rådhuset blev i 1930 flyttet 3 m på ruller for at give plads til en udvidelse af Rådhusstræde. Et smukt og rart miljø, som ikke er blevet ofret på byfornyelsens alter, som det er sket så mange andre steder i byen, hvor bevaringsværdige kvarterer og bygninger i tidens løb brutalt er blevet nedrevet for at give plads til vejgennemføringer og moderne, praktiske og desværre ofte grimme bygninger.

Vi fryder os over miljøet på Rådhustorvet, mens vi spiser vores is, indtil blikket falder på det gamle stenhus over for Skt. Clemensgård, og humøret daler betragteligt og vi spørger undrende hinanden, hvordan man dog kan finde på at plastre den kamtakkede gavl på Påskesønnernes Gård, det smukke, gamle stenhus fra 1463, som vist nok er det ældste hus i Randers, til med et så utroligt grimt hus, som helt skæmmer synet af det gamle hus.
Paaskesønner2 002

Her ville man virkelig have en chance for at råde bod på fortidens synder ved at rive den grimme kasse ned og evt. opføre en diskret og passende bygning, som lader gavlen på Påskesønnernes Gård stå frit og huset komme til sin ret.

Paaskesønner1

Det gamle hus rummer i sig selv en interessant historie og figurerer i en gammel folkevise, hvori det hedder:

De Paaskesønner lader bygge et huus
midt på Randers Gade
jeg saae aldrig saae højt et Huus
i alle mit Livs Dage.
De Paaskesønner
forbygger alle Borge.

Det fortælles, at brødrene Peter og Niels Paaske byggede gården, hvoraf i dag kun forhuset står tilbage. Brødrene var driftige Randers-købmænd ligesom deres far, Niels Paaske, som efter et skænderi blev slået ihjel af herremanden Lave Broch fra Gl. Estrup. Denne undslap galgen på grund af sin sociale placering, men blev idømt knæfald, bøn og en stor sum penge til familien Paaske. Man mener, at pengene blev brugt til opførelse af huset på Rådhustorvet.