Konfirmation

Vi skal til konfirmation på søndag, og det glæder vi os rigtigt meget til. Som det er tradition i den lille familie, fejrer Cecilie, den tredje af niece Rikke og Henriks fire søde piger, sin konfirmation i et stort telt på gårdspladsen. Efter højtideligheden i kirken kl. 11 samles folk fra nær og fjern til middag i teltet.

Tankerne går i den anledning tilbage til min egen konfirmation. Den fandt sted helt tilbage i 1951, og ligesom i dag var der dengang helt bestemte traditioner forbundet med begivenheden. Jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til den store dag, hvilket jeg også tror Cecilie gør. Hun skal konfirmeres i Skt. Clemens kirke i Randers, mens jeg blev konfirmeret i Skt. Mortens Kirke hos pastor Arberg, som vi gik til konfirmationsforberedelse hos, og som drengene ikke behandlede særlig pænt. De lavede sjov ved at ringe til ham og spørge, om han spillede waldhorn, og om han ville spille med i deres orkester. Det er ikke sikkert, pastor Arberg syntes det var lige så sjovt.

Højtideligheden i kirken sagde mig ikke så meget. Jeg var meget nervøs, da jeg stod oppe omkring alteret sammen med alle de andre, men havde samtidig i baghovedet tanken om en fyr, jeg var varm på, som sad nede i kirken, fordi hans søster også blev konfirmeret, og som jeg håbede ville bemærke mig deroppe foran i kirken i min  flotte konfirmationskjole med pufærmer i broderie anglaise.

Hele familien var selvfølgelig inviteret til middag bagefter, der var rekvireret kogekone, og huset stod på den anden ende. Men der var det skår i glæden, at jeg ikke blev konfirmeret sammen med mine klassekammerater, men havde måttet vente et år på min halvandet år yngre bror, så vores konfirmationsfester kunne slås sammen.  Fornuftigt tænkt af mine forældre, som havde 6 børn, de skulle holde konfirmation for. Men jeg ærgrede mig over, at jeg havde måttet vente et helt år på at blive konfirmeret på grund af ham, det barn.

En vigtig del af begivenheden var tøjet, som også dengang betød meget for mig. Foruden den flotte konfirmationskjole, som faktisk 3-4 år senere blev omsyet til en smart studenterkjole, blev der også købt andendagstøj, en højrød, ulden kjole med et flettet sort skindbælte og hertil sorte ballerinasko i ruskind, et dress jeg følte mig rigtigt godt tilpas i til de efterfølgende ungdomsgilder, der blev afholdt efter konfirmationerne. Det var straks værre med frakken og en rød hat i en slags kasket-facon. Disse rædsler, som jeg ikke havde på mange gange, fik lov at blive hængende i skabet. Senere brugte jeg nogle af pengene, jeg fik i gave, til at købe endnu en kjole, en smart sag som jeg var meget glad for. Endnu gladere blev jeg, da nogle af veninderne kom og fortalte, at Astrid Villaume, som spillede hovedrollen i den nyeste danske film, der gik i Rådhusteatret, havde en kjole af samme model på i filmen.

Faktisk har jeg svært ved at huske, hvad jeg fik af gaver. Dog kan jeg huske en taske i noget lækkert skind, som sikkert har været dyr, men forfærdelig grim. Jeg gik i hvert fald aldrig med den. Dog når jeg tænker efter, har jeg stadig tre gaver fra dengang.

DSCN6440
Sølvsmykkeskrin, rejseetui til sysager, digtsamling

I dag hedder det Blå Mandag. Dengang hed det ungdomsgilde, og det var noget af det bedste omkring konfirmationen.  Den efterfølgende lørdag blev der derfor afholdt ungdomsgilde i huset, og der var liv og glade dage. Far og mor havde sat alle sejl til, måske for at kompensere lidt for dobbeltkonfirmationen. I hvert fald var Kaj og Carita, to musikere fra fars orkester, hidkaldt for at spille klaver og harmonika, der var hængt guirlander op i stuerne, og Maja, vores unge pige som ikke var meget ældre end os, havde sat en blomst i håret og var meget tilfreds med at agere barpige bag den improviserede bar, hvorfra der blev serveret sodavand og landgangsbrød, som var små lange flutes belagt med forskelligt pålæg. Det var et gevaldigt gilde, som der gik ry af længe efter. Også dengang var det vigtigt gennem alle konfirmationens ritualer at markere overgangen fra barn til voksen.

 

 

Det lille paradis

Gode råd var dyre, for hvor skulle vi nu bo? Det var i 1985, og vi havde måttet sælge vores gård på Sydsjælland, hvor vi i 7 år havde drevet kursusvirksomhed med kurser i den alternative ende af spektret – yoga og meditation, kropsbevidsthed, gestaltterapi, psykodrama og meget andet. Vi arrangede kurser med professionelle lærere udefra og underviste selv i yoga og meditation. Desuden lejede vi ud til grupper som selv medbragte deres lærere. Det havde været en sjov og givende tid, hvor vi mødte en masse interessante mennesker fra ind- og udland, en tibetansk lama, en indiansk shaman og mange andre.
Det havde egentlig været vores plan, at vi skulle blive boende her resten af vores liv efter mange års liv i København, hvor vi havde arbejdet som henholdsvis arkitekt og direktionssekretær. Men kursusvirksomheden var ikke nogen guldgrube, og i længden kunne vi ikke få økonomien til at hænge sammen, så vi måtte bide i det sure æble og sælge det sted, som vi ellers selv gennem hårdt arbejde havde restaureret og fået indrettet til et rimeligt velfungerende kursuscenter.
Vi havde lært Knudshoved Odde at kende, fordi vi somme tider arrangerede små ekskursioner med kursisterne til naturskønne steder på Sydsjælland, og mødet med Knudshoved Odde, en lille ukendt og godt gemt perle der strakte sig 15 km ud i Smålandshavet vest for Vordingborg, havde fået både os og kursisterne til at falde i svime. Et smukt og varieret landskab med udsigt til Smålandshavet til den ene side og Avnø Fjord til den anden, hvor man kunne gå i timevis og kun møde fugle, ræve og rådyr samt bison-okser, der gik frit omkring på den yderste del af odden.

knudshoved kort
Det var derfor, vi fik den lyse ide at prøve at finde en bolig på Knudshoved Odde. Vi havde set, at der lå flere små huse spredt ud over området, så vi ringede til Rosenfeldt gods, som ejede jorden og spurgte, om de havde et hus til leje. Det havde de ikke, sagde sekretæren, det skulle da lige være Knudsskovgård, tilføjede hun tøvende. Vi kendte godt Knudsskovgård. Det var en stor, gammel kampestensbygning, en tidligere proprietærgård som lå yderst ude, der hvor odden blev rigtigt smal. Vi forstod ikke, hvorfor damen lød så betænkelig, for os lød det som en appelsin der faldt ned i vores turban, hvis vi kunne komme til at bo der. Det var jo det sted, vi havde kigget så forelsket på, når vi var på tur derude, og måske kunne det store hus, som senest havde rummet et sommerpensionat, give os mulighed for at fortsætte kursusvirksomheden.

Scan0001
Der var andre end os, der var begejstret for stedet. Vi fik besøg af en japansk familie, som jeg havde fået kontakt med over nettet, og som slæbte poser med sten og sand fra stranden med hjem til Japan til mindeom stedet.

Efter at have givet godsforvalteren nogle referencer og sikret os at huslejen var til at betale, endte det med, at vi skrev lejekontrakt, og i maj 1985 flyttede vi ind i det store hus ‘på den yderste øde ø’. Huset var solidt og havde de moderne bekvemmeligheder, der skulle til. Det trængte bare til en ordentlig omgang rengøring og maling, så vi gik trøstigt i gang med at sætte de mange værelser i huset i stand med henblik på at fortsætte kursusvirksomheden. Efter at have afholdt et par kurser på Knudsskovgård, gik det imidlertid op for os, at vi var færdige med kursusaktiviteterne. Vi orkede det ikke længere og stoppede med at afholde kurser.

Scan0016
Kollega Jan Maxen, Danmarksmester i kunstflyvning, kom en dag i sin maskine og lavede opvisning over gårdspladsen. Mens de fløj med hovedet nedad, tog hans passager dette billede af os, der står og kigger beundrende på det fantastiske syn

Men vi boede jo stadig på et af de smukkeste steder i Danmark, og selvom huset var alt for stort til kun to mennesker, og det tog en hel dag at slå græsplanen i den store parklignende have, valgte vi at blive boende. Og her boede vi så i de næste 15 år, i et landskab der i sommerhalvåret var et lille paradis på jord. Fra den ene side af huset kunne man se ud over Smålandshavet og fra den anden side udover Avnø Fjord.

Scan0018

Vi strejfede omkring og lærte hver krog i landskabet at kende, og selvom terrænet kunne være svært at forcere, vandrede vi flere gange de 7 km ud til spidsen af Odden, hvor man finder et unikt bronzealderlandskab, hvor der vokser omtrent samtlige danske træsorter, mandshøje bregner, filtrede brombærkrat, kaprifolie, vedbend og et væld af sjældne blomster. I de små søer trives alle slags frøer, bl.a. Danmarks største bestand af den totalfredede klokkefrø, hvis lyde man kunne være heldig at høre om foråret.
I et af udhusene havde godset stående en gammel firehjulstrækker uden nummerplader,og når vi havde ældre, gangbesværede folk på besøg, stjal vi os til at køre dem ud på spidsen i den, selvom det strengt taget var forbudt. Området var fredet, og bilkørsel var forbudt, så skulle man helt ud på spidsen af odden og besigtige det helt særlige landskab derude, måtte man gå den lange vej. Cykling lod sig heller ikke rigtigt gøre på de sandede veje.

Scan0001-001
Finn reparerer antennen. Desværre måtte han tilbringe en lille timestid på taget, fordi stigen væltede, og han ikke kunne råbe mig op inde i huset. Endelig kom der en ensom vandrer forbi, som fik mig hidkaldt og hjalp mig med at rejse stigen.

Vores eneste naboer var et par sommerhuse, hvoraf det ene var en sortmalet bjælkehytte, som lå godt gemt væk nede ved stranden. Det var en gave fra den norske stat til godsets ejer, den gamle kammerherre, som tak for hans indsats i den norske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Her boede hver sommer dronningens hofdame, som var søster til fruen på godset. Nogle gange fik vi fint besøg, når hun kom op til os og skulle låne telefonen.

Scan0019
Når vi havde gæster, var det ikke noget problem at have dem boende et par dage. Her til Sct. Hans.

Jo, vi havde det dejligt ude på ‘Knuden’, det bedste sted af alle de steder vi har boet, selvom det somme tider kunne være lidt strengt at bo der i vintermånederne, når sneen vanskeliggjorde bilkørsel på den smalle vej ind til byen. Jeg var begyndt som lærer på den nystartede sprogskole i Nykøbing Falster, hvor jeg underviste flygtninge og indvandrere i dansk, og måtte forcere eventuelle snemasser. Men det skete vistnok kun et par gange i løbet af alle årene, at jeg måtte ringe afbud til skolen på grund af føret.

Scan0017
Selvom klimaet kunne være barsk om vinteren derude på odden, havde vi det rigtigt hyggeligt indendøre, og vi kunne jo altid tage en løbetur i det store hus.

Det var en skøn tid. I dag er vi flyttet tilbage til hjemstavnen og bor i Mellerup lidt uden for Randers, og vi kan bestemt ikke klage over hverken bolig eller beliggenhed, men engang imellem sender vi alligevel en nostalgisk tanke til det lille paradis, vi boede i dengang ude på Knudshoved Odde.