Da Grethe forleden fyldte rundt

Dette er et lille eventyr om, hvordan det gik til, at en  sød, ung  københavnerpige gik hen og blev til en ærkejyde, og  nu i dag kan sidde her og fejre sin runde fødselsdag,.

Det hele begyndte med en bror og søster, som boede med deres forældre langt ude på landet. Broren var lidt af en vildbasse og fik tit knubs, når han under deres leg kastede sig ud i farlige foretagender. Storesøster gik derfor ofte og var lidt bekymret for ham. Det blev hun ved med, da familien senere flyttede ind til Randers, og broren var blevet smedelærling på Scandia og om aftenen gik ud på nattesjov sammen med kammeraterne. Hun havde det med at bekymre sig , storesøsteren, og det gjorde hun  stadig, da bror senere tog ud at sejle som maskinist på de store have, helt til Sydamerika, ja  selv efter at han var blevet  militærpoliti i København. Her var hun også selv flyttet til og boede sammen med sin mand ude på Rosenvej i Gentofte, hvor de boede til leje på 1.sal i en villa, og når broren kom ud og besøgte dem, tænkte hun ved sig selv: ”Bare han dog snart kunne finde sig en sød pige”.

Så en dag da han besøgte dem, sagde han minsandten ”Jeg har truffet en pige. Må jeg tage hende med ud og besøge jer?” Der var stor glæde i det lille hjem, da han snart efter kom ud og præsenterede dem for Grethe, som pigen hed, og hun viste sig at være netop den søde pige, som søsteren i sit stille sind havde efterlyst.

Grethe boede i et værelse på Vesterbro og cyklede hver dag ud til Handelsbanken på Gl. Kongevej, hvor hun arbejdede som bankassistent.  Hendes forældre havde en tobaksforretning i Tordenskjoldsgade lige om hjørnet til Det Kgl. Teater, og det var spændende at høre om, hvordan skuespillerne der, bl.a. Poul Reichardt, undertiden kom og købte deres smøger i butikken. Grethes mor havde spurgt Grethe om, hvordan det var gået med besøget hos søsteren og hendes mand, og Grethe fortalte, at det havde været hyggeligt og lidt sjovt, for det ene af deres to værelser var helt fyldt op af en adskilt motorcykel, med smådele, skruer og møtrikker fordelt i konservesdåser, så  der kun lige var plads til et klaver og en divan, men ellers var det gået rigtigt godt.

De 4 unge mennesker sås tit og hyggede sig sammen.  Grethe inviterede på højt smørrebrød inde på Vesterbro. Smørrebrød var heldigvis en direkte vej til brors hjerte, for han havde altid elsket god og rigelig mad, og for søsteren og hendes mand var dette noget ganske andet end de flade madder, de var vant til ude på Rosenvej. De fire havde det også sjovt og hyggeligt på andre måder og gik ofte ud sammen i København og slog til Søren.

Efter nogen tid blev det unge par forlovet, og efter at bror havde suppleret sin uddannelse med en kørelæreruddannelse og Grethe havde skiftet jobbet i København ud med Handelsbanken i Randers, blev der holdt bryllup. Det foregik i Gladsaxe kirke med efterfølgende stor bryllupsmiddag i Grethes onkels villa i Gladsaxe.  Hele familien fra Randers havde taget turen til hovedstaden, og her var alle sejl sat til. Aftenen før brylluppet var alle kvinderne til polterabend med smørrebrød og dans i Lorry, og mændene var i Nyhavn.

Dagen efter strålede det unge par som solen, da de poserede for fotografen ude foran kirken.  Og under den efterfølgende bryllupsmiddag sang gæsterne fra Jylland til københavnernes store forundring ”Jyden han er stærk og sej” for ligesom at forberede Grethe på hendes nye liv som jyde.

Og søsteren – ja, hun var nu befriet for alle sine bekymringer, broren havde fundet den søde pige, som hun havde efterlyst, og familien i Randers havde fået et nyt familiemedlem, som havde begge ben på jorden, og som helt sikkert ville kunne træde til, hvis tingene skulle brænde lidt på i familien derovre i Jylland.

Ude på Valby Bakke

Forleden var der på Googles forside en lille vignet om Kamma Rahbek i anledning af, at hun fyldte 241 år. Ellers er hun ikke en personlighed, der plejer at stå stor ståhej om, men af en eller anden grund havde danske Google valgt at hylde hende på hendes fødselsdag, hvilket hun faktisk også fortjener.

kamma-rahbeks-241st-birthday-5086632295268352-hp2x

Kamma Rahbek er en næsten glemt personlighed, som indirekte i høj grad satte sit præg på Guldalderens København. Hun boede dengang i begyndelsen af 1800-tallet sammen med sin mand, litteraturkritiker og professor Knud Lyhne Rahbek, ude i Bakkehuset, på Valby bakke, i dag kendt som Bakkehusmuseet, dengang langt uden for København,

Herude i Bakkehuset skabte Kamma et åndehul for datidens store personligheder. I de hyggelige stuer, som man kan fryde sig over den dag i dag på Bakkehusmuseet, var der ofte besøg af H.C. Andersen, brødrene H.C. og A.S. Ørsted, B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig, Johan Ludvig Heiberg, St.St. Blicher, Adam Oehlenschlæger, Johannes Ewald og endnu flere. Her sad de omkring tebordet eller middagsbordet og førte lange samtaler med den lille, spinkle kvinde, som ikke gjorde meget væsen ud af sig selv ud over at skabe et kulturelt miljø og en atmosfære, som er gået over i historien som et slags centrum for hele guldalder-Danmark. Kamma interesserede sig brændende for litteratur, men udover de breve hun skrev til sine mange venner, når de var på udenlandsrejser,  skrev hun ikke selv.

Hun følte sig åbenbart bedst tilpas hjemme i Bakkehuset.

stue1

Her gjorde hun det til en kunst at lave små fine æsker, som hun fremstillede af luksuøse papirmaterialer, gerne købt i Hamburg, og fremtryllede fantastiske, avancerede æsker helt fra bunden. Med guldborter, løvefødder, spejleffekter og påmalede motiver eller akvareller under glas i låg og bund er de at betragte som individuelle kunstværker, som man stadig kan se udstillet på Bakkehusmuseet.

aeske

Til Bakkehuset hørte dengang en syv tønder land stor have, hvor Kamma Rahbek som en af de første privatpersoner i Danmark passioneret og næsten videnskabeligt dyrkede sjældne planter og smukke blomster. Her kunne man gå små ture på de bugtede stier omkring den lille havedam og nyde det smukke natursceneri.

En af familien Rahbeks venner var forfatteren P.A. Heiberg, som skrev satiriske vers. Det var ham, som skrev verselinjen “Ordener hænger man på idioter”, som også ofte bliver citeret i dag. I 1799 var trykkefriheden i Danmark blevet erstattet af censur, og det gik ud over P.A. Heiberg, som var en stridbar samfundskritiker. Han fik frataget sit statsborgerskab og blev udvist af landet. Det fortælles, at Kamma og Knud Lyhne stod på Valby Bakke og vinkede farvel til deres ven, da diligencen med ham kørte ud af byen mod Paris, hvor han tilbragte resten af sit liv. Hans otte-årige søn, Johan Ludvig Heiberg, kom herefter i pleje hos familien i Bakkehuset og tilbragte et par år af sin barndom her.

Man kan sige, at Kamma Rahbek fungerede som salon-værtinde for guldalderens personligheder, en salon som var mere dansk og ligetil i sin form end datidens aristokratiske og superforfinede parisiske saloner. I hvert fald har Kamma Rahbek sat sig dybe spor i historien om den danske guldalder. Hun døde i 1829, kun 54 år gammel, efterfulgt året efter af sin mand, Knud Lyhne Rahbek, som angiveligt sygnede hen uden Kamma i huset.

BAKKEHUSET

Da jeg blev gift i sin tid, forærede min svigermor mig til brylluppet et fint, gulnet kniplingslommetørklæde og sagde med betydningsfuld mine, at det havde tilhørt Kamma Rahbek. Dengang sagde dette mig ikke ret meget, men jeg fik at vide, at svigermor for år tilbage havde arvet nogle genstande fra en gammel dame af Kamma Rahbeks slægt, som havde været bofælle med en tante i familie. I arvegodset fra svigerforældrene fandt jeg selv senere en miniæske i en lidt miserabel forfatning, som jeg mente godt kunne være en af Kamma Rahbeks æsker. Det samme mente Bakkehusmuseet, som fik den overdraget. Jeg har dog gemt et foto af æsken:

kamma-miniaeske

Men lommetørklædet har jeg stadig.

 

 

 

 

 

 

Den røde Pung

Den engelske komiker Jeff Wysasky skulle en tur til Barcelona og blev advaret af sine venner om de mange lommetyve der. Han udtænkte derfor en genial ide, som ville være en sød hævn, hvis nogen skulle finde på at stjæle hans pung. Metoden er  lige  vand på min mølle, fordi jeg selv engang i Rom i et overfyldt tog fik stjålet min pung af en lommetyv og bagefter følte mig ganske ydmyget samt efterfølgende havde en masse besvær med at få spærret mit betalingskort og erstattet kørekort og andre kort i pungen. Det værste var dog næsten, at min nye, fine pung var væk, en lækker, rød pung købt dagen i forvejen i søsters yndlings læderbutik i Viterbo.

Jeff fandt en billig tegnebog og købte et grimt lykønskningskort med musik i og en flaske med glitterpulver. Han limede lykønskningskortet inden i tegnebogen og dryssede godt med glitterpulver indeni. Historien melder desværre ikke noget om, hvorvidt han blev bestjålet i Bardelona, så at tyven kunne blive narret og gjort godt til grin. Men det må vi næsten håbe.

Som barn havde jeg selv forestillinger om, hvordan jeg gennem forskellige former for snedighed og snille ville kunne narre indbrudstyve og andre forbrydere på min vej, men en dag da der faktisk skete noget i den retning, som måske kunne have udviklet sig til noget værre, var det dog ganske andre brutale midler, jeg tog i brug. En dag hvor jeg var alene hjemme, ringede det på døren, og da jeg lukkede op, stod der en ukendt, og for mig at se skummelt udseende mand udenfor og spurgte efter mine forældre. Da jeg dumt nok sagde, at de ikke var hjemme, satte han med et snedigt smil en fod på dørtærsklen, som om han alligevel ville træde indenfor. Resolut smækkede jeg døren i på hans fod, som han fik trukket til sig med et halvkvalt skrig. Han må mindst have forstuvet storetåen. Da mine forældre kom hjem, fortalte jeg om episoden. De kendte ikke noget til den person, jeg beskrev, så der er forhåbentlig ikke grund til at fortryde min brutale handling.

Tilbage til episoden i Rom, hvor jeg sammen med mine to søstre steg på toget for at komme ud til Vatikanet. Folk myldrede ind, og vi stod som sild i en tønde. Naiv som jeg er, skænkede jeg ikke tricktyve en tanke, men da vi stod ud, spurgte mine søstre uroligt, om jeg havde min pung. De var mere Rom-vante end mig og havde lagt mærke til nogle mistænkelige fyre omkring mig. Og ganske rigtigt – min fine, røde pung var væk.

Det var en grim oplevelse, og jeg har oprigtigt ondt af folk, som ikke bare får stjålet en pung, men får hele deres hjem gennemrodet af tyve. Heldigvis havde jeg to resolutte søstre, som hjalp den noget fortumlede storesøster i nødens stund. Ja, selv en nøjagtig kopi af den røde pung, som tjener mig godt den dag i dag,  blev fremskaffet igen.

pung.JPG