Denne historie fandt sted for 15 år siden, før min dejlige søster Eva, som altid var primus motor, når familien skulle samles og holde fest, til alles store sorg gik hen og døde af knoglemarvskræft. Men på det tidspunkt var hun stadig i fuld vigør, og da det efterhånden var svært at finde plads i de forskellige private hjem for den voksende familie, når der skulle holdes fest, havde hun det år udset sig Vissing-hytten, en spejderhytte i en skov uden for Randers, som stedet for familiens sædvanlige 2. juledags-frokost .
2. juledagsfrokosten har sin rod i barndomshjemmet i Villa Dongsbo, hvor far og mor foruden den store børneflok på seks med deres påhæng også samlede andre med tilknytning til hjemmet. Faste deltagere var Ruth og Knud, familiens nære venner som boede på deres gård i Kousted, et hyggeligt sted hvor vores familie altid var velkomne.
I spisestuen i Dongsbo, hvor der i dagens anledning var sat plader i det store gamle mahognibord, var der plads til mange, og bordet bugnede af traditionelle juleretter. Den marinerede sild havde mor selv lavet fra grunden, og så var der selvfølgelig grønlangkål og brunede kartofler med hamburgerryg , medisterpølse, leverpostej og ikke at forglemme sylte, fars yndlingsspise. Alle retterne var lavet af den halve gris, som vi hver jul fik leveret ude fra den fædrene gård. På bordet fandtes også syltede rødbeder, asier og rødkål, og alt var hjemmelavet måske lige med undtagelse af smør og ost. Stemningen var hermed sat og humøret højt.
Så denne 2. juledag for 15 år siden skulle selvfølgelig ligesom alle de foregående fejres på traditionel vis i fars og mors ånd, og hele flokken belavede sig på at mødes i spejderhytten, som søster havde lejet til formålet. Men ingen havde forudset, at det netop denne dag skulle sætte ind med bidende kulde og et voldsomt snevejr, og ej heller havde søster, som havde lejet hytten ubeset, gjort sig nogen forestillinger om hyttens manglende komfort.
Imidlertid lykkedes det alle at pløje sig gennem snemasserne på de små skovveje hen i nærheden af hytten, og så ikke længere, for den var beliggende på en lille bakketop inde midt i skoven, og det viste sig umuligt at forcere sneen og nå op til den i bil. Den eneste for hvem det lykkedes at nå helt derop, var sejrstolte søster Else, der som den første i familien på det tidspunkt havde fået påsat vinterdæk. Vi andre måtte møjsommeligt slæbe dyner, soveposer samt julemaden op ad den lange bakke gennem snedriverne.
Endelig i hus, tænkte vi, da vi endelig nåede derop med alt vores habengut, men det skulle snart vise sig, at nu begyndte anstrengelserne for alvor, for den eneste varmekilde i huset var en brændeovn i et lille rum, hvor flokken ville blive nødt til at klemme sig gevaldigt sammen for overhovedet at være der. I det store lokale, som ville være passende for en større gruppe mennesker, var der ingen opvarmning, så vi måtte belave os på at sidde sammenklemt i det lille rum omkring et bræddebord og på faste, umagelige bænke langs væggene.
Men i første omgang gjaldt det om at frembringe noget varme til den forkomne flok, så et par af de mest praktiske nevøer blev sendt ud for at hugge brænde til husets eneste ovn. De kom heldigvis snart ind med en kurvfuld tørt brænde, og der kom ild i ovnen. Og snart efter kunne alle klemme sig sammen som sild i en tønde på de hårde bænke foran den medbragte julemad, som i hast var stillet frem på bordet.
Mod alle odds blev stemningen efterhånden rigtig god, sikkert hjulpet godt på vej af julesnapsen og på trods af, at man blev iskold på ryggen af at sidde i så lang tid op ad den tynde, uisolerede bræddevæg. Det kunne næsten ligne tidligere års gode, gamle julefrokoster, og det blev da også sent, før man begyndte at tænke på at gå til ro. Dette skyldtes måske også, at tanken om at gå til ro ikke var behagelig, for mens fimbulvinteren stadig herskede udenfor, skulle natten tilbringes på skumgummimadrasser i den store, iskolde sovesal på loftet.
Jeg mindes da også, at jeg hele denne nat ikke lukkede et øje, men lå stivfrossen af kulde, mens jeg i ny og næ hørte folk liste gennem lokalet, ned ad den stejle trappe og ad lange gange ud på toilettet. Om morgenen røbede gule pletter i sneen udenfor, at nogle af mændene i nattens løb havde listet sig til at lade vandet ud gennem gavlvinduerne. Vi fandt også ud af, da vi skulle rydde op og gøre rent dagen derpå, at det gode, tørre brænde, vi havde puttet i ovnen, var pæle der, som det stod, ikke måtte røres, fordi det var nogle, som de flittige spejdere havde lavet til et hegn, der skulle opsættes. Jeg husker ikke, om vi måtte bøde for vores fadæse.
I dag er familien blevet så stor, at deltagerne i julefrokosten er skrumpet ind til en lille flok. Til gengæld samles hele den store familie om sommeren i en spejderhytte. Jo, jo, vi har ikke tabt modet, men det foregår jo trods alt også om sommeren. Og hvis stemningen til sådanne familiesammenkomster skulle blive lidt mat, er det kun nødvendigt at nævne ordet ‘Vissing-hytten’, før det store grin breder sig i alle kroge.
Anna Maries Skriveblok 