Glaskål og og yogakursus

Så kom der lige 4 portobello-svampe og en glaskål i indkøbskurven. Hvad der skal ske med sådanne impulskøb vides aldrig, før jeg har søgt viden på Google, for det er jo rent ud sagt fantastisk, hvad man kan finde ud af, når man søger information her. Jeg, som ellers ikke kan prale af at være noget teknisk geni, har ved hjælp af Google f.eks. løst utallige it- og elektronikproblemer her i huset, og det er nu heller ikke længere noget problem for mig at finde ud af, hvad vi skal have at spise til aften. Google løser nemt problemet for mig.

Med hensyn til glaskålen var jeg lidt urolig, for i modsætning til mig der elsker kål og desuden ved, at kål er noget af det sundeste der findes, har Finn det meget svært med at få kål ned. Han plejer at dække sig ind bag min egen elskede far, som ikke kunne udholde synet af hvidkål og spidskål samt George W.Bush, som hævdedes at hade broccoli – som om han nu skulle være autoritet på noget område. Men både for min egen og vores sundheds skyld prøver jeg alligevel med jævne mellemrum at liste noget kål i min ægtemand.

Inspireret af Google blev glaskålen og portobello-svampene tilberedt på følgende måde:

Kålen, som i størrelse og konsistens minder om en kæmpe bagekartoffel, skæres ud i små, mundrette firkanter og koges halvmøre i vand. Efter at kogevandet er hældt fra, steges stykkerne møre på panden i en god klat brunet smør.

Fjern stokkene fra svampene og skrab det meste af lamellerne ud. Stokkene hakkes fint sammen med tomater, rødløg og en rest kogte kikærter. Dette røres op med en god skvæt af Massimos olivenolie og krydres med salt, peber og lidt chilipulver. Blandingen fyldes i svampene, og der hældes endnu lidt olivenolie over. Bages i ovnen i 12-15 minutter.

Mens vi sad og spiste dette måltid mindedes vi, hvornår vi sidst havde spist glaskål. Det var meget længe siden, helt tilbage i begyndelsen af 1970’erne på et yogakursus i Sverige. Maden her var vegetarisk, og råvarerne blev leveret af et par, som drev et biodynamisk landbrug i nærheden. De kom med jævne mellemrum kørende i deres gamle ladvogn fyldt med kasser af forskellige grøntsager, og det var til aftensmaden en dag, hvor de havde været der med deres fremmedartede grøntsager, at vi smagte glaskål for første gang.

Hvad vi dengang på kurset lærte af praksis og grundprincipper inden for yoga og meditation har vi haft stor nytte af lige siden, men sandt at sige var de strenge regler, der skulle overholdes i de 14 dage, kurset varede, lidt af en prøvelse. Enkelte opgav da også undervejs og rejste hjem, og det samme overvejede vi flere gange. Men heldigvis holdt vi ud.

Vi udholdt total tavshed i flere dage, hvor vi kun måtte meddele os skriftligt, og dette kun hvis det drejede sig om noget absolut nødvendigt. Vi gennemgik en tarmskylning, hvor systemet skulle udrenses totalt gennem indtagelse af store mængder saltvand afbrudt af forskellige yogaøvelser, og hvor der i anledning af begivenheden var opstillet ekstra toiletter i området. Det var en hård  – og ret munter omgang -, men ret skal være ret, efterfølgende følte vi os lette og virkeligt godt tilpas.

En af kursisterne, en kendt designer, havde fået sin daglige avis omdirigeret til stedet og kunne ikke forstå,at hun ikke havde modtaget den, så hun brød alle regler om tavshed og råbte til yogalæreren, som sad oppe på taget og arbejdede på skorstenen, om han havde set hendes avis. “Her på yogakursus læser vi ikke avis”, råbte han, “så den har jeg konfiskeret”. Så fulgte en længere rasende polemik, før tavsheden var genoprettett. Man accepterede efterhånden de forskellige rasende udbrud, for det lå ligesom i kortene, at frustrationer skulle udtrykkes og ikke fortrænges.

Måske var det nemesis, alligevel syntes vi dog, at det var lidt synd for yogalæreren, at hans arbejde med skorstenen ikke rigtigt lykkedes. En aften da vi sad i det store opholdsrum og skulle indvi den nyopførte kamin med plexiglas, skete der en mindre eksplosion, så gnister, plexiglas og sod føg ud irummet. Ingen kom dog noget til ud over at få sod i hovedet, men yogalæreren var mærkeligt tavs og ydmyg efter uheldet. Det var ikke lykkedes ham at få gennemtrækket i skorstenen til at fungere ordentligt.

Dagen efter hjalp Finn ham med et par skitser, så der kunne etableres et ordentligt træk, og et stykke tid efter at vi var kommet hjem, fik vi et kort fra ham, hvor han takkede for hjælpen, samt at kamin og skorsten nu fungerede perfekt.

Ligesom Proust med Madeleine-kagen, skulle der altså en glaskål til for at bringe disse hændelser op i erindringen.

 

 

Helte og Heltinder

Jørgen Leth har sine helte. De er som regel mandlige, som det sig måske hør og bør for en mand. Jeg så ham forleden aften tale om sine helte i et program på DK4, denne underlige kanal der spøjst nok har så mange programmer med den tyske sanger Hansi Hinterseer, men som altså forleden aften også bragte denne samtale med Jørgen Leth, som Finn kender fra sine unge dage, og som vi derfor skulle se. Kanalen har ikke undertekster, hvilket som regel er påkrævet for mig med min dårlige hørelse, men jeg kastede mig alligevel ud i det, og det viste sig heldigvis, at Jørgen Leth talte så langsomt og tydeligt, at jeg kunne høre det meste af, hvad der blev sagt.

Normalt har jeg det ikke godt med folk, der promoverer sig selv alt for kraftigt og er derfor lidt forbeholden over for Jørgen Leth, som jeg fornemmer er her og der og alle vegne. Desuden siger hverken hans film eller digte mig noget, og jeg følger ikke med i Tour de France og kan ikke udtale mig om hans højt priste evner som kommentator her. Men denne aften brændte han igennem på skærmen som et ægte, ærligt og nærværende menneske, og hvis man kan kalde en mand for sød, vil jeg tillade mig at kalde ham det. Jeg forstår bedre, hvorfor Finn har fremhævet ham, når jeg har været ude efter ham med riven Da Finn i sin ungdom spillede som blues- og boogiepianist i diverse klubber og værtshuse i Århus og omegn, var Jørgen Leth en ung journalistspire, som var fan af hans musik og skrev rosende om ham i aviserne, og han har også senere nævnt Finn i artikler og bøger.

Udsendelsen med Jørgen Leth fik mig til at tænke på, at jeg jo også selv, især i ungdommen, har haft mine ‘heltinder’, som har betydet noget for mig. Og jeg ved ikke hvorfor, at det netop var fru Nielsen fra mine teenageår, som dukkede op imin erindring. Fru Nielsen var min venindes mor, og det var lige så meget hende som veninden Lotte, der trak, når jeg kom på visit i deres lejlighed på øverste etage i et nybyggeri i Randers. Det var ikke bare de fantastisk lækre kager, som hun jævnligt diskede op med, der trak , hun var oprindelig udlært konditor, eller den gode og hyggelige stemning der herskede i familien, som også inkluderede hunden Topper og katten Morten. Sidstnævnte havde hun på mystisk vis lært at trække proppen op af badekarret og tisse der, når den skulle. Nej, det var hendes evne til at lytte og snakke afslappet med mig om de ting, der optog mig i mit teenage-univers. Med 6 børn i familien havde min søde mor andet at beskæftige sig med end at drøfte livets problemer med sin ældste datter.

Som 14-årig blev jeg inviteret med Lotte og Nielsens på besøg i København, hvor de oprindelig kom fra. Det var første gang, jeg var på besøg der, så det var noget af en oplevelse. Vi overnattede nogle nætter på hotal Prinsen i Roskilde og tog hver morgen med toget ind til København for at opleve hovedstadens seværdigheder. Det var stort for den lille randrusianer at spadsere omkring i vrimlen på Strøget – for slet ikke at tale om besøget i Tivoli. Her sad hun på Divan 1 sammen med Nielsens og spiste rejer. Dengang var rejer ikke så almindelig en spise som i dag, og som noget særligt var det en stor skål upillede rejer, der blev stillet på bordet foran den lille flok. Så fru Nielsen gik i gang med at undervise i, hvordan man pillede rejer og anbringe dem ‘i trængsel’ på det ristede brød.
Bagefter var vi i Dansetten, hvor der blev danset jitterbug til Peter Rasmussens orkester. Her kom der et par fyre med smalle bukseben og brillantine i håret og ville danse med Lotte og mig, men fru Nielsen mente åbenbart, at de så lidt for skumle ud, for hun sagde med bestemt mine: “Mine døtre danser ikke”. Lidt flovt for os men inderst inde var jeg vist lidt lettet over at blive fri for at begå mig i de vilde bevægelser ude på dansegulvet.

Normalt arrangerede fru Nielsen fødselsdagsfest for Lotte oppe i lejligheden med et gedigent kagebord, som ville få selv la Glace til at blegne, men da Lotte fyldte 15, mente fru Nielsen åbenbart, at der skulle ske noget særligt, for da blev jeg og 4 andre bedsteveninder om eftermiddagen sat stævne oppe ‘Hos Annie’ i Torvegade. ‘Hos Annie’ lå på 1. sal, og i det store hyggelige lokale kunne man spise en let frokost og drikke kaffe og te. Et særligt træk ved etablissementet var det store flygel, hvor en hyggepianist diverterede med musik og sang. Denne dag var det en ung, smart, fyr, som sad bag flyglet og spillede og sang jazzede melodier. Han havde et godt øje til os piger, der sad og drak varm chokolade med flødeskum, og sendte øjne til os, hvilket vi bestemt ikke havde noget imod.

Jeg selv var en anelse utilpas den dag, dels fordi jeg var iført en gul, strikket bluse, som jeg havde arvet efter mor, og som jeg ikke syntes lige var min farve, og dels fordi jeg havde fået krøller i håret, hvilket nok var en fejldisposition. Men så skete der det fantastiske, som reddede hele dagen. Den smarte pianist pegede på mig, smilede med alle sine hvide tænder, og mens han stadig kiggede på mig, spillede han denne her:

Wilhelmina
She’s the cutest little girl
In Copenhagen

Wilhelmina
She has all the fellas
Crazy in the noggin
In Copenhagen

And the roses
On her cheeks
And the music
When she speaks
And how sweet
Her kisses taste
Sugar-canish,
Like my Mama”s Danish pastry

En gammel Danny Kaye sang, for gammel til at findes på YouTube, ellers ville jeg have bragt den her, men jeg har stadigvæk melodien i hovedet. Og det er overflødigt at sige, at veninderne var grønne af misundelse, og at dagen trods striktrøjen og krøllerne var reddet for mig.

Ligesom Jørgen Leth har jeg også mine heltinder og helte. Fru Nielsen med sin empati, sødme og kunstneriske sans var en af dem.