Blodeg

Hvad er så det? Jo, det er såmænd en rød eg. Sådan en så jeg for første gang igår i parken til Støvringgård. Her findes der også en kæmpestor rødbøg, men altså også en rødeg.

 

 

De fem sanser plus den sjette

Jeg fik forleden dag en smuk buket nelliker, som dufter så dejligt, og som jeg går og stikker næsen i og snuser til.

Her i forårstiden er der også nok at snuse til i haven – violer, syrener, æbleblomster, liljekonvaller –  you name it.  Det er lykkedes mig at få liljekonvaller til at gro i haven, men dem nænner jeg slet ikke at plukke og tage ind, så jeg må gå og snuse til dem derude med enden i vejret..

Jeg har heldigvis en rigtig god lugtesans, som min mand misunder mig meget. Han har desværre næsten mistet sin. Til gengæld hører han lige så godt, som han altid har gjort, hvilket desværre ikke gælder for mig, som nok må siges at lide af aldersbetinget hørenedsættelse, hvilket de mest avancerede høreapparater ikke kan rette ordentligt op på. Får man grå stær og et sløret syn, kan man få sig et par nye linser og komme til at se som en atten-årig, men nedsat høreevne er desværre noget, man må affinde sig med. Heldigvis kan man skrue op for lyden af medierne og bruge gode høretelefoner.

Men træls er det, især når ens omgivelser taler i munden på hinanden, eller når radiofolkene på P1, som jeg ofte lytter til, bruger underlægningsmusik eller jingler, samtidig med at der bliver talt, samt ikke anbringer og indstiller mikrofonerne ordentligt. Jeg må se at finde ud af, hvem jeg skal brokke mig til derinde i statsradiofonien, for de må vel vide, at en stor del af deres lyttere er i en alder, hvor nedsat høreevne er almindeligt forekommende.

Jeg kommer til at tænke på Hamid, en af mine indvandrerelever i sin tid, som en dag i klassen pludselig viste sig at være på forkant med dansk humor og sagde: “Måske er jeg ikke så god til dansk, Anna Marie, men jeg er ikke døv.” Jeg må åbenbart have talt temmelig højt for at gøre ham noget begribeligt. Måske skulle jeg begynde at lade, som om jeg er udlænding for at få folk til at tale højt og tydeligt.

Dette var et lille hjertesuk. Heldigvis fungerer mine andre sanser udmærket, og ovenikøbet bilder jeg mig ind, at jeg også har en sjette sans. Men herom en anden gang, for nu skal jeg hen og se ‘Gosford Park’ i fjernsynet.

Brevdue på besøg

Det plejer kun at være tyrkerduer og ringduer, som besøger foderpladsen på vores terrasse, men igår kom der en fremmed fætter på besøg, som jeg googlede mig frem til måtte være en tamdue. Det viste sig da også, at den havde en ring omkring hvert ben, så det må have været en brevdue, som har været godt træt efter en lang flyvetur, for den lå og bredte sig på foderpladsen hele dagen uden at rokke sig ud af pletten, selvom vi vandrede omkring derude. Måske har den fløjet 1600 km i én flyvning, hvilket ikke er ualmindeligt for en brevdue. Men her til morgen var den væk, så den må nu være på vej hjemad med sine beskeder.

Under 2. Verdenskrig gav private avlere omkring 200.000 brevduer til de engelske styrker, og ca. 17.000 brevduer blev kastet ned med faldskærm over det tysk besatte Europa. Man ved endnu ikke fuldt ud, hvordan brevduer bærer sig ad med at nå sikkert frem til dueslaget. De orienterer sig bl.a. efter kendetegn i det område, de normalt flyver rundt i, men også når de overflyver et ukendt landskab, kan de finde vej. Det er sandsynligt, at de har en magnetisk sans, med hvilken de kan orientere sig i forhold til den magnetiske nordpol.

I dag er brevduers militære betydning meget mindre, men der findes stadig brevdueforeninger overalt i landet, som arrangerer kapflyvninger, og i Hillerød findes landets sidste totalisator, hvor man stadig kan spille på duerne.

 

Fotobogen

Så blev den endelig færdig, fotobogen om mine forældres og deres børn og børnebørns liv. Min far blev født i 1910 og min mor døde i 2000, så deres liv spænder over i alt 90 år.

Det er fotos fra denne periode, som jeg har fundet frem fra gamle gemmer og udvalgt og scannet. Opgaven har trukket lidt i langdrag, men nu foreligger resultatet altså. Meget bedre end jeg havde håbet, for jeg havde frygtet at de gamle, uskarpe sort-hvide fotos taget med boxcamera for mange år siden ville se lidt sølle ud i endelig udgave. Men nej, alt er skarpt og fint udført, rigtig tysk kram lavet hos CEWE, som jeg kun kan anbefale.

En fotobog kan være en god gaveide. Jeg har et par gange benyttet mig af at få lavet en fotobog over en bestemt begivenhed eller et bestemt emne som gave.

Uh, en rotte!

Jeg sidder mageligt på min yndlingsplads i sofaen og drikker morgenkaffe, mens jeg kigger på vores lille faste fugleflok på terrassen, som dagligt bliver så rigeligt fodret med både korn og æbler. De sidste til solsortene, som vi håber så vil kvittere med lidt sang her til sommer. Ellers består fugleflokken hovedsagelig af skovspurve, musvitter, bogfinker og duer og indimellem enkelte eksotiske småfugle, som jeg ikke kender navnet på, bl.a. to meget små fugle med sorte hoveder, som i lang tid har boet fast i tujaen lige over foderstedet.

Men i dag ser jeg lige pludselig et mindre pelsklædt væsen komme til syne og begynde at spise af kornet. Jeg tænker, at den er på størrelse med en kattekilling og egentlig ser meget sød ud, indtil det går op for mig, at det jo er en rotte. Uhh! Så er den pludselig ikke sød længere. Jeg kender jo alle de uhyggelige rottehistorier – hvordan de avler i stor mængde, huserer i kloakkerne og sågar kan bide spædbørn til døde. En gammel dame fortalte mig engang om noget familie hun havde, der havde en gård på landet, og som var blevet hjemsøgt af rotter. Rotterne havde formeret sig så meget, at de ligefrem løb op og ned ad husmurene.

Jeg åbner derfor terrassedøren under stort rabalder for at jage udyret væk og ser den løbe over vejen lige ind i genboens have. Min rare genbo, som jeg helst skal holde mig gode venner med, for det er ham, der holder mig til ilden med hensyn til min gang i motonscentret. Vi skiftes til at køre derhen to gange om ugen. Al den motion i maskinerne er forfærdelig kedsommelig, synes jeg, men den er vistnok med til at holde mig i form.

Det er over til genboen, at rotten er løbet, og jeg fortæller ham ved først givne lejlighed, at der kan være en rotte i hans have. Og det er der. Jeg har netop fået at vide, at han har set rotten løbe gennem haven over til en anden nabo. Så der er en rotte på færde her i nabolaget. Jeg håber, at kattene vil holde den væk fra min dør.

Knausgård afsluttet

Det har taget mange timer at komme igennem Karl Ove Knausgårds ‘Min Kamp’, et værk i 6 bind på i alt 4096 sider, hvoraf alene bind 6 er på 1289 sider. Men det har været alle timerne værd. Det er et fantastisk værk, en skildring af en mands liv som barn, ung og 30-40-årig familiefar med 3 børn  i vore dages Skandinavien. Det er et følsomt og bevidst menneske, der skriver, og så er det hele oven i købet fortalt så autentisk som muligt, det er forfatterens eget liv gennem alle årene, der fortælles om, hvilket da også har bragt ham i unåde hos flere familiemedlemmer, som har truet med sagsanlæg.

Hovedparten af bogen er let at læse, og man bliver næsten suget ind i bogens stemning og kommer tæt ind på livet af dens hovedperson. Når en del af bogen er sværere tilgængelig er det fordi, at der i bind 6 er indlejret en slags  bog i bogen, nemlig 500 sider omhandlende Hitlers ‘Min Kamp’ og de strømninger i tiden fra 1900-45 som han var eksponent for. Jeg må indrømme, at jeg sprang disse 500 sider over i første omgang og først læste dem til sidst. Denne tekst er tungere kost, en fin analyse af og refleksioner over de omstændigheder, der førte til Holocaust, men jeg har ikke rigtigt kunne greje den højere mening med at kombinere den med det øvrige indhold. Alligevel forekommer værket at hænge sammen, at være en helhed. Og tegner helt sikkert til at blive en klassiker.

Knausgård har givet mig blod på tanden til at genlæse Proust, men det må vist vente til vinter. Lige nu skal jeg i hvert fald ud og plante blomster i potter på terrassen.

 

 

Den 5. maj 2013

Den 5. maj er Danmarks befrielsesdag. Det var også den 5. maj, på en dejlig forårsdag,  at søde grandniece Amalie blev konfirmeret i Ålum Kirke.

Bagefter poserer Amalie sammen med far og mor og søstre uden for kirken:

Og traditionen tro bliver konfirmanden sammen med søstre og veninder kørt til fotografering ved Fussingø sø i en flot veteranbil:

Efterfølgende spiste vi frokost i telt på gårdspladsen, mens ungerne morede sig  på trampolinen:

Det var en rigtig fin dag.

Moderne Tider

Jeg får en SMS med meddelelse om, at nu er min Viasat-pakke på vej, og at jeg snart kan afhente den på posthuset. Jeg har bare ikke bestilt noget hos Viasat og ringer op til dem, men man kan kun komme igennem, hvis man er kunde hos dem og har et kundenummer. Jeg er ikke kunde og opgiver. Et par dage efter får jeg endnu en SMS, denne gang fra postvæsenet der meddeler, at nu ligger min pakke parat til mig på Ikast postkontor. Der er lidt langt fra Mellerup til Ikast, måske 100 km, og jeg venter som sagt ikke nogen pakke, så jeg finder et telefonnummer til Ikast postkontor, men det viser sig at være postvæsenets hovedkontor, og da jeg har ventet her i tilstrækkelig lang tid med musik og diverse meddelelser i øret uden at en person giver sig til kende, giver jeg op og sender en venlig tanke til familien i Ikast, som jo nok ikke får deres pakke fra Viasat.

Vi hører meget radio her i huset og bliver temmelig vrisne, hvis vi ikke kan høre vores radio til morgenkaffen. Vores eneste radioforbindelse med ordentlig lyd foregår digitalt via vores TDC box, som desuden er forbundet til telefon, internet og TV. Alt det andet fungerer som sædvanligt, men igår fremgik det af skærmen, at radiosignalet midlertidigt var afbrudt, og det er det stadigvæk. Jeg ringede op til TDC hotline for at få en forklaring, men fik at vide, at jeg var nr. 19 i køen, og at det kunne vare 25 minutter, før jeg kom igennem, så det opgav jeg. I stedet sendte jeg en mail til deres service og forklarede problemet, men har selvfølgelig ikke fået noget svar.

Jeg må til en vis grad og nødtvungent give de af mine ældre medborgere ret, der mener, at alting var meget lettere i gamle dage, før den digitale tidsalder holdt sit indtog. Og alligevel elsker jeg jo mine gadgets.

For lidt siden gik jeg en tur i anemone-skoven og fik rystet ærgrelserne af mig: