Uh, en rotte!

Jeg sidder mageligt på min yndlingsplads i sofaen og drikker morgenkaffe, mens jeg kigger på vores lille faste fugleflok på terrassen, som dagligt bliver så rigeligt fodret med både korn og æbler. De sidste til solsortene, som vi håber så vil kvittere med lidt sang her til sommer. Ellers består fugleflokken hovedsagelig af skovspurve, musvitter, bogfinker og duer og indimellem enkelte eksotiske småfugle, som jeg ikke kender navnet på, bl.a. to meget små fugle med sorte hoveder, som i lang tid har boet fast i tujaen lige over foderstedet.

Men i dag ser jeg lige pludselig et mindre pelsklædt væsen komme til syne og begynde at spise af kornet. Jeg tænker, at den er på størrelse med en kattekilling og egentlig ser meget sød ud, indtil det går op for mig, at det jo er en rotte. Uhh! Så er den pludselig ikke sød længere. Jeg kender jo alle de uhyggelige rottehistorier – hvordan de avler i stor mængde, huserer i kloakkerne og sågar kan bide spædbørn til døde. En gammel dame fortalte mig engang om noget familie hun havde, der havde en gård på landet, og som var blevet hjemsøgt af rotter. Rotterne havde formeret sig så meget, at de ligefrem løb op og ned ad husmurene.

Jeg åbner derfor terrassedøren under stort rabalder for at jage udyret væk og ser den løbe over vejen lige ind i genboens have. Min rare genbo, som jeg helst skal holde mig gode venner med, for det er ham, der holder mig til ilden med hensyn til min gang i motonscentret. Vi skiftes til at køre derhen to gange om ugen. Al den motion i maskinerne er forfærdelig kedsommelig, synes jeg, men den er vistnok med til at holde mig i form.

Det er over til genboen, at rotten er løbet, og jeg fortæller ham ved først givne lejlighed, at der kan være en rotte i hans have. Og det er der. Jeg har netop fået at vide, at han har set rotten løbe gennem haven over til en anden nabo. Så der er en rotte på færde her i nabolaget. Jeg håber, at kattene vil holde den væk fra min dør.