Blinis på påskebordet

Russerne elsker blinis, små tykke pandekager med cremefraiche, dild og helst kaviar på, men stenbiderrogn og røget laks går også an.

Opskriften kræver halvt hvedemel og halvt boghvedemel, men det sidste lod sig ikke opdrive i hverken Føtex eller Brugsen, så jeg måtte nøjes med italiensk hvedemel, men det fungerede udmærket. Måske skal man til Fyn for at købe boghvedemel, for der siges boghvedegrød jo at være hverdagskost.

Ingredienser: 2 dl mel, 2 dl sødmælk, 10 g gær, 1 æg, 2 spsk. creme fraiche, salt. Gær udrøres i lun mælk og røres godt sammen med mel, æggeblomme, creme fraiche og salt. Sættes i køleskab i 2 timer. Herefter røres den stiftpiskede æggehvide forsigtigt i dejen, og pandekagerne steges i SMØR på en meget varm pande, ca. 2 spsk. dej til hver pandekage.

Serveres lune med lidt creme fraiche, finthakket rødløg, røget laks, stenbiderrogn og dildkviste. Velbekomme!

 

 

Emmaline

Billedet har vist været udsat for lidt af hvert, det er næsten lige så uklart som oldemors egen oprindelse. Jeg er stadig ikke færdig med familiefotobogen, som jeg har gang i. Det bliver kun til en lille tørn ind imellem, og i dag faldt jeg i staver over dette billede af min oldemor og hendes yndlingsbarnebarn, min mor, som var opkaldt Emmaline efter sin farmor. I dag er Emma et af de mest populære navne til piger, men hvorfor er der ikke flere, der  navngiver deres små piger Emmaline. Et sødt navn, synes jeg.

Som sagt fortaber oldemor Emmalines oprindelse sig i det uvisse, familiemyten lyder, at hun som helt spæd klædt i fint tøj blev fundet i en kurv på trappen til et børnehjem i Kiel, men ingen ved rigtigt noget, så jeg håber, at min fætter, som nu har sat sig for at prøve at opspore hendes oprindelse i enten Hamburg eller Kiel, vil få held med sit forehavende.

Oldemor kom sammen med sin mand og to små børn til Danmark fra Tyskland omkring 1880. Hun var altså indvandrer og talte livet igennem dansk med kraftig accent, og det har nok være lige så svært for hende at begå sig som indvandrer i det danske samfund, som det er for indvandrere i dag. Hendes mand var blevet hentet op fra Tyskland til en stilling på Fussingø gods, hvor greven skulle i gang med fåreavl i større stil, og derfor havde hentet en mand som havde forstand på fåreavl op til Danmark fra sit andet gods i Holstein. Så det blev oldefars opgave at tage sig af grevens får, og familien kom til at bo i et hus på Fussingø.

Få år efter deres ankomst til Danmark blev oldefar uhelbredelig syg og døde i en ung alder, og oldemor og hendes 6 små drenge, heraf et par tvillinger, var nu alene tilbage i et fremmed land. En af drengene skulle blive min dejlige morfar:

Men oldemor lod sig åbenbart ikke så let slå sig ud. Hun flyttede med sine drenge ind i en lille lejlighed i Randers, skaffede sig et job som syerske på Junchers Klædefabrik og sørgede for, at drengene kom i skole. Det gik dem allesammen godt i livet. De kom i lære og fik gode jobs. Tvillingerne byggede sig et dobbelthus på Gl. Hobrovej i Randers, Villa Rix, hvor de boede med deres familier, og bedstefar drev sammen med bedstemor et husmandsted uden for Randers, hvor mor og hendes to søskende voksede op.

Jeg var kun 5 år, da oldemor døde som 82-årig, så jeg husker hende kun svagt, men jeg husker, at mor hulkede og var meget ulykkelig over hendes død. Jeg har fået fortalt, at det nygifte pars hjem plejede at stå på gloende pæle, når hun skulle komme på besøg. Alt skulle være skinnende rent og ryddeligt, ellers kunne hun finde på selv at gå i gang med at gøre rent og rydde op. Hun var streng, men meget respekteret i hele familien.

Jeg er spændt på, om fætter får opsporet nogle oplysninger om  vores beundringsværdige oldemors oprindelse.

Snestorm, Knausgård og mig

Nu har vi i to dage ventet på snestormen, der skulle lamme hele landet. Og vi, der bor i en lavning ned til fjorden, kan jo nemt risikere at sne helt inde. Så igår formiddag skyndte vi os derfor at køre de 7 km op til Harridslev Brugs for at købe ind for ikke at udgå for ressourcer, i fald det værste skulle ske. Jeg ringede også til naboen og aflyste vores fælles tur til motionscentret, i fald det værste skulle ske. Jeg sagde desuden til Finn, at jeg nok ville blive nødt til at ringe til sygehuset og aflyse røntgenundersøgelsen imorgen af min dårlige skulder, hvis det værste nu skulle ske. Men det værste er slet ikke sket. Snestormen er aflyst.

Alligevel –  snestorm eller ej, det er hundehamrende koldt med en stiv østenvind der suser om hushjørnerne hernede ved fjorden. Kunne det dog ikke bare snart blive forår. Jeg længes så usigeligt efter en lun forårsvind, fuglesang, violer og anemoner. Men i dag nøjes jeg med at være taknemlig for varmen fra brændeovnen – samt Min Kamp hvor jeg nu er godt inde i 3. bind.

Jeg har af en eller anden grund altid mine betænkeligheder, når en bog bliver tildelt så mange roser på parnasset som Min Kamp, men jeg må medgive, at det virkelig er et medrivende og bevægende værk, han har skrevet, ham Karl Ove Knausgård. Udramatisk i gængs forstand og hverdagsagtig som beretningen om hans liv end er, er den så spændende, at jeg er godt på vej til at pløje mig igennem alle 6 bind.

Jeg er slet ikke færdig med Knausgård og hans hudløse beretninger. Jeg  vender tilbage.

Campingvogne som kvinder

På Østervold og i området omkring Kulturhuset er der opstillet 5 små campingvogne omdannet til kvindefigurer. Det er den norske kunstner Marit Benthe Norheim, som har opstillet sine skulpturer i anledning af Kulturhusdagen:

Der var minus 8 grader og der blæste en stiv påskeøsten, chillfactor minus 22, og jeg havde travlt, så der var ikke overskud til fordybelse i campingvognenes indre, men da jeg lige kiggede ind i dem lød der specialkomponeret musik og der var små udstillinger af keramik og skulpturer.

 

 

*-

Smørrebrød

At Smørrebrød er ikke Mad, Og Kierlighed er ikke Had, Det er for Tiden hvad jeg veed , Om Smørrebrød og Kierlighed.

Sådan skrev Johan Hermann Wessel engang i 1700-tallet, men at smørrebrød ikke skulle være mad, blev dementeret i sidste uge, hvor vi fik serveret smørrebrød hos bror og svigerinde. Som det fremgår af billedet, var det højt belagt og appetitligt:

Smørrebrød har været ude i kulden i mange år, men er ved at få en renæssance. På hjemmesiden her kan man læse at det danske smørrebrød stammer fra 1880’erne. Her kan man også se billeder af de nye frimærker med smørrebrød på:

Der er også et billede af en smørrebrødsseddel fra 1920’erne.

Smørrebrødssedlens “opfinder” var en ældre tjener, Emil Bjørn hos Nimb. Efterhånden blev det almindeligt, at enhver restaurant med respekt for sig selv havde en smørrebrødsseddel, som skulle udfyldes, når man bestilte smørrebrød. Smørrebrødssedlerne kunne være meget lange, hvilket vi i dag kender fra Ida Davidsens Restaurant, som reklamerer med en seddel med 250 stykker smørrebrød.

I mine meget unge dage arbejdede jeg en overgang som sekretær for pelshandler Birger Christensen i Østergade. I dag ville jeg ikke drømme om at handle med pelsdyr, men dengang syntes jeg bare det var sjovt at arbejde i det smarte miljø. Der kom tit grupper af amerikanere ind og købte pelse. De var på arrangeret tur i København og skulle bagefter til frokost på Hotel Royal og spise dansk smørrebrød. Jeg var med nogle gange og oplevede med hvilken appetit de spiste det højt belagte smørrebrød, og hvor begejstrede de var for det. Udlændingene kan godt lide smørrebrød. De synes, det er eksotisk og specielt dansk. Så smørrebrød fortjener afgjort en renæssance.

Smørrebrød behøver ikke at være højt belagt. Det kan også laves i en mere enkel udgave. Men det er vigtigt med godt, friskskåret rugbrød, smurt med smør helt ud til kanterne. Dernæst kommer grundlaget, som kan bestå af kødpålæg, fisk eller æg, og herefter i processen er det næsten kun fantasien, der sætter grænser. Det fine ved smørrebrød som gæstemad er, at man bare sætter et fad frisksmurt smørrebrød på bordet og efterfølgende ikke behøver at bekymre sig yderligere om maden, men kan hellige sig samværet med gæsterne.

I dag opfandt jeg selv følgende stykke smørrebrød, som tegner til at blive en genganger her i huset til søndagsfrokosten:

Et rimeligt tykt lag mayonnaise bredes ud på et stykke hjemmebagt rugbrød. Ovenpå et lag finskåret icebergsalat. Her ovenpå et ret tykt lag røget ørredfilet plukket i stykker. Pyntes med hakket rødløg, kapers og dilddkviste. Uhm, smager rigtigt godt.

Søndagsmatiné

Vi hørte dejlig musik på Værket søndag eftermiddag, Haydn, Schumann og Brahms, spillet af fire dygtige, yngre musikere:

 

En kop kaffe i pausen på Café Sven Dalsgård, som er opkaldt efter kendt Randers-maler. Her udsnit af hans selvportræt:

 

 

Matador med flere

Jeg elsker gode TV-serier, bevidstheden om at der er gang i en handling, et univers, som bare fortsætter og udvikler sig over et par måneder. Nu har Matador jo kørt igen for gud ved hvilken gang, og jeg har talt med bekendte, som ser den igen efter allerede at have set den flere gange tidligere. Jeg er så heldig, at jeg kun har set den én gang før og er blevet glædeligt overrasket ved at se den igen så mange år efter og opdage, hvor god den er. Jeg ærgrer mig bare over, at jeg ikke i sin tid var opmærksom nok til at vise den for mine indvandrer-kursister, for den giver jo et fantastisk levende billede af datidens Danmark dengang i 30’erne og 40’erne, og selvom jeg heldigvis er knapt så gammel som så, kan jeg sagtens genkende livet og personerne fra min egen ungdom i en provinsby.

Jeg synes også Borgen er en udmærket serie, selvom jeg egentlig i forvejen føler mig stopfodret med dansk politik gennem diverse nyhedsudsendelser, men serien er professionelt lavet med fremragende spil af Sidse Babett Knudsen.

Allerbedst kan jeg dog lide engelske og amerikanske serier, så det er guf for en fan som mig med de serier der findes på Netflix, som vi her i huset lige har fået adgang til. Vi har netop her i aften set 3. afsnit af House of Cards, en glimrende film som handler om kyniske politikere og deres spil i Washington, men da vi jo har adgang til alle seriens afsnit, gælder det om at disciplinere sig og kun se ét afsnit ad gangen, selvom det godt kan rykke lidt i én for lige at se et afsnit mere.