Ad Mindernes Boulevard

En af familiens meget gode venner hed Ruth. Hun var oprindelig veninde med min faster.  De havde mødt hinanden som sygeplejeelever på Viborg Sygehus, og Ruth var ofte med Alma på besøg hjemme på gården hos bedstefar og  bedstemor, brors og mit andet hjem derude i landsbyen. Alma var min yndlingsfaster, og jeg blev altid glad, når de sagde, at jeg lignede hende, men hun døde desværre i en ung alder af meningitis efterladende sig to små drenge, hvilket var et stort chok for os allesammen. Men da Alma nu var død, mistede vi de efterfølgende år forbindelsen med Ruth.

Men så en dag efter at vi var flyttet til Randers, dukkede Ruth pludselig op. Hun var i mellemtiden blev gift med Knud og boede nu i en lille by uden for Randers. Hendes egentlige ærinde var, at hun ville have køreundervisning hos far for at få et kørekort, men hendes opdukken skulle blive indledningen til et langt venskab med familien i Dongsbo.

Ude på gården i den lille idylliske by hvor de boede, dyrkede Knud frø og ikke korn eller havde dyrehold som de fleste andre bønder på egnen. De eneste dyr på gården var hunden Cæsar og flere katte. Det var ikke gårdens drift, der var hovedindholdet i deres liv, men da de kun var de to, var frøavlen lige netop nok til at de kunne leve et behageligt liv efter deres eget hoved. Og det var efter datidens normer et særpræget miljø de skabte i landsbyen, bondemanden og hans kone sygeplejersken.

Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke dengang som nu gik rundt med et lille kamera i lommen, så jeg kunne have fotograferet blomsterhaven, køkkenhaven, drivhuset, stuerne, ja omgivelserne i den lille by i det hele taget. Jeg så fornylig, at byen  var nomineret i en konkurrence om Danmarks smukkeste landsby. Objektivt kunne jeg godt se, at flere af de andre landsbyer i konkurrencen var smukkere og mere særprægede, men for mig var Kousted den smukkeste af dem alle, så den stemte jeg selvfølgelig på.

Kousted fra luften
Kousted fra luften
Parti fra Kousted
Parti fra Kousted

I det livlige hjem i villa Dongsbo med mange børn og mange gæster var der sjældent ro, så når jeg i de ældste klasser i folkeskolen eller gymnasiet skulle læse til eksamen, boede jeg sommetider ude på gården hos Ruth og Knud i op til 14 dage. Når jeg tænker tilbage på den tid, forekommer det hele nok mere idyllisk end det var i virkeligheden, men billederne står knivskarpt i erindringen, så de må have gjort stort indtryk.

Efter at jeg selv havde fået hus og have, prøvede jeg i mange år at skabe en blomsterhave og en køkkenhave efter Ruths forbillede, men det lykkedes langtfra, og til sidst blev mine ambitioner både hvad blomster og urter angik mere beskedne. Jeg havde hverken hendes havetalent eller grønne fingre. Ruths blomsterbed var langt og bredt og dominerede den ene ende af haven. De højeste stauder, ridderspore i forskellige farver, solhat, venusvogn og mange flere stod bagest, og herefter kom der en hel masse andre stauder placeret efter størrelse. Ind imellem var der sået en masse sommerblomster. Hun havde en forkærlighed for guldvalmuer, som voksede overalt. Også dem prøvede jeg i mange år uden held at få til at vokse.

Og så var der køkkenhaven. I drivhuset havde hun selvfølgelig tomater, agurker, peberfrugter og druer og i køkkenhaven tykke, hvide asparges, skorzonnerødder, jordskokker, alle slags kål  – you name it. Det har nok kostet større anstrengelser end som så at fremelske alle disse herligheder, men tilsyneladende gik det hele som en leg, og for hende var det måske også en leg. Godt at jeg opgav at leve op til hendes færdigheder, før jeg nåede at blive helt frustreret og stresset.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at hun også var kogekunstner og i en håndevending kunne fremtrylle alskens lækre retter, samt at stuerne på gården lignede en million, selvom Ruth og Knud slet ikke havde råd til at købe dyre møbler.

Næh, alle møblerne var erhvervet for en slik i en skummel butik i Tårngade i Randers. Hun havde etableret et særligt forhold til indehaveren, marskandiser Iversen med Kejser Wilhelm-skægget, som ringede til fru Rasmussen i Kousted, hver gang han havde erhvervet et særligt interessant dødsbo, og det havde han åbenbart næse for. Jeg var med hende derinde engang, hvor vi banede os vej gennem flere lokaler i baghuset, hvor gedigne møbler i en lugt af kattetis og muselort stod stablet op. Ruth udvalgte sig passende stykker og fik dem fragtet hjem, hvor hun afsyrede, sleb, malede og ombetrak, eller hvad der nu skulle til for at skabe et hjem med stil og atmosfære.

Det var også Ruth, der formidlede, at familien i Dongsbo hos Iversen erhvervede en spisestue i mørk mahogni med 12 stole med bøffellæder og tilhørende udskåret skab og skænk.

Jeg håber, at min beretning vil få søde klokker til at ringe for Ruths ører i hendes himmel. Hun døde alt for tidligt i en alder af 64 af en blodprop i hjertet, og jeg nåede aldrig at fortælle hende, hvor stor en rolle hun spillede i mit liv. Knud døde få år senere. Han har savnet hende og det liv hun skabte i huset. Jeg har stadig for mit indre blik billedet af de to bøjet over bordet ivrigt optaget af at løse Informations svære lørdagskryds.

Min Kamp

Håber ikke det ligefrem bliver en kamp for mig, ellers må jeg lægge den fra mig, men jeg har hørt og læst så meget om Knausgård, så bogelsker som jeg er, vil jeg give ham en chance.

Knausgård

Men 6 tykke bind – det lyder reverenter talt overvældende. I sin tid kom jeg dog igennem 7 bind Marcel Proust, så det her skulle vel også kunne lykkes, evt. suppleret med noget lettere fordøjeligt ind imellem. Det lykkedes mig aldrig at komme igennem Ulysses. Den fungerede i mange år som sovepille. Forhåbentlig vil det ikke gå på samme måde med Knausgård.

 

 

Christel

Og hvem er så Christel? Det er der vist ikke mange der ved i dag, men da jeg var teenager vidste enhver da hvem Christel  var. Det var hende, der tegnede de der langbenede piger, som jeg og alle veninderne gerne ville ligne, og som vi havde billeder af på væggen i værelset. Det var også hende der illustrerede mine elskede Susy-bøger og senere Puk-bøgerne. I mange år har jeg ikke skænket Christel en tanke, men igår stødte jeg på en side på internettet med hendes tegninger, og pludselig dukkede der en masse associationer op fra den tid for så mange år siden.

13 2 10 11 12

Jeg fandt også en biografi om Christel, og det gik op for mig, hvor moderne og tidløse hendes tegninger er, i betragtning af at hun er født helt tilbage i 1919, omtrent på samme tid som min mor.

Vinterdag i februar

Udenfor er landskabet klædt i kedeligt hvidt, brunt og gråt, og vejene er så glatte, at jeg ikke tør risikere liv og lemmer med en rask gåtur.

DSCN3718

Så hellere tage bilen og køre en tur til byen og spise brunch sammen med Finn, som har fødselsdag i dag. Så plejer man at være hellig ko her i huset og må bestemme, hvad der skal ske. Det blev så til brunch i byen, og om lidt disse tynde, smørstegte pandekager med brombærsyltetøj til eftermiddagskaffen.

DSCN3722

Til aften efter at jeg har været til motion må jeg sætte de små grå i sving og prøve at fremtrylle noget lækkert at sætte på bordet foran hans højhellighed.

Men puha hvor er jeg træt af vinter. Helt anderledes må det være for søster og svoger, som har sendt dette foto fra Ganges-floden, hvor de forleden morgen befandt sig og så solen stå op.

Foto: Lene Flarup
Foto: Lene Flarup

Muffi – 10 år

Her sidder Muffi skovkat, nu 10 år, og hygger sig hos sin herre og mester. Hvad er et hjem uden kat, lyder devisen her i huset, og i alle årene har vi da også haft indtil flere katte i hjemmet. Jeg kender flere katte, der er blevet både 17 og 18 år gamle, men hos os holder Muffi rekorden. Vores egne katte er aldrig før blevet ældre end 10 år. Enten er de løbet hjemmefra, blevet kørt over eller aflivet på grund af sygdom. Men Muffi og sønnen Mini – som rettelig burde hedde Maxi – på 9 lever et adstadigt og sundt liv herude på landet og tegner til at blive oldinge.

DSCN3712

Da vi flyttede til Jylland og vores forrige kat forinden var blevet aflivet på grund af sygdom, havde vi ellers besluttet – for at kunne rejse og være mere frit stillet -, at nu skulle det være slut med kattehold. Men kort efter blev vi stillet over for et ultimatum, enten overtage en lille forpjusket skovkattekilling eller aflivning af samme. Og så var vi leveret som så mange gange før i vores familieliv. Og det har vi sandelig ikke fortrudt, selvom det kræver armkræfter at slæbe al den kattemad hjem fra byen.