Stille duet med Dylan

Jo, her går livet stille og roligt. Jeg har heldigvis ikke glemt at snakke endnu, men det kniber noget med at høre responsen. Godt at der er noget der hedder blok og kuglepen. I dag om otte dage får jeg tilsluttet lyd til mit cochlear implant, og så indledes en ny og spændende fase i forløbet. Jeg er fortrøstningsfuld – nu ender jeg i hvert fald ikke som stokdøv.

Når der er én der har fødselsdag på den lille, lukkede vej, hvor vi bor, hejser alle de andre også flaget. Vi har desværre ikke selv flagstang, men kan fryde os over det flotte syn af alle 7-8 flag, der blafrer i vinden ned mod fjorden. Her den nærmeste nabos:

DSCN6040 - Kopi

Og så ærgrer vi os stadigvæk over, at duen stadig er enevældig hersker ude på foderbakken. Men den skal jo også være her og er iøvrigt meget fredsommelig, så vi hælder bare noget mere fuglefrø ud, så der også er noget til de små fugle.

F0derbakke

I modsætning til det stille og rolige liv om dagen er der til gengæld gang i drømmeaktiviteten om natten. Her igen en drøm, der har noget med lyd i at gøre, noget bevidstheden er stærkt optaget af for tiden.

Vi bor i et stort hus med masser af plads og en stor sal, og lægger derfor hus til, da nogle af vores venner skal holde en stor fest. Festen går godt, der er liv og glade dage, og jeg selv er med både som gæst og en slags vært. I drømmen er jeg lidt yngre end i virkeligheden. Pludselig opdager jeg, at Bob Dylan er en af gæsterne og bliver varm indeni og beæret over at være i samme lokale som ham. På et tidspunkt kommer han oven i købet hen og sætter sig ved siden af mig. Det er en anden udgave end virkelighedens Bob Dylan, en 37-38 årig mand, varm, klog og ukrukket. Han trækker guitaren frem og stiller forstærker og mikrofon op og går i gang med at spille og synge. Han beder mig om at synge med, og selvom jeg ved, at jeg ikke synger særligt godt, synger jeg alligevel lidt med ude fra sidelinjen á la Joan Baez, og det går helt godt. Senere siger han til mig, at jeg ligner hans datter, og jeg begynder at forstå, hvorfor han lige har sat sig ved siden af mig. Jeg spørger, om han har et foto af datteren, og han tager et foto af en sort 13-14 årig teenage-pige frem, helt almindelig af udseende og påklædning. Fotoet er taget på New Zealand, siger han. Jeg siger, at ligheden måske består i, at jeg har negroide ansigtstræk, men han siger, at det ikke er deri, at ligheden ligger.

Det bliver ligesom lidt for meget med den fantastiske situation ( jeg ved godt at situationen med Dylan er fantastisk, så det er en slags drøm i drømmen),  så jeg går lidt ud. Her ser jeg, at ungerne i selskabet har smidt noget emballage, og der står en fyldt skraldepose. Jeg samler det sammen og bærer det ud i skraldespanden.

 

Reklamer

2 thoughts on “Stille duet med Dylan

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s