‘Rebecca’ – en af Hitchcocks bedste

For nogle dage siden så jeg i TV en italiensk filmudgave af Daphne du Mauriers roman ‘Rebecca’. Den skulle jeg selvfølgelig se, for jeg har tidligere set Hitchcocks filmatisering af samme roman, en gammel sort/hvid film fra 1940, en rigtig klassiker og en af Hitchcocks allerbedste.

Det var helt tilbage i tresserne, jeg så filmen første gang. Mor var på besøg hos os i København, og så skulle der altid ske noget særligt. Om sommeren var der Tivoli og dermed også rutchebanen, for mor elskede det store gys. Det var ikke lige min kop te, så mor og Finn plejede at tage et par rutchebane-ture i træk, mens jeg krysteragtigt stod nedenfor ventede.

Men en af aftenerne så vi, at ‘Rebecca’ gik i en forlængst hedengangen biograf på Nørrebrogade. Jeg havde set ‘Rebecca’ kort tid forinden, og mente at den måtte tilfredsstille mors hang til gys, så vi gik alle tre derhen for at se filmen endnu engang.

Det var nu også Laurence Olivier, den fine og flotte engelske skuespiller som havde spillet ‘Hamlet’ på Kronborg, der trak. Han spillede rollen som Mr. de Winter, godsejeren til Manderley, som efter at hans første kone Rebecca var omkommet i en bådulykke, havde giftet sig påny med en lidt naiv ung kvinde, som godsets dæmoniske og uhyggelige husholderske forsøgte at komme til livs eller skræmme væk, fordi hun havde indtaget hendes tidligere beundrede frues plads.

Jeg sad nu i biografens mørke sammen med mor og Finn og ventede spændt på den mest uhyggelige scene i filmen, hvor den onde husholderske skulle træde frem fra en mørk vinduesniche og skræmme den unge frue fra vid og sans. Også publikum var spændt, og der var dødstille i salen.

Men da det uhyggelige øjeblik indtraf, et par sekunder tidligere end jeg havde forberedt mig på, kom jeg til at udstøde et lille rædselsskrig, hvilket fik det spændte publikum i biografen ekstra op at køre. I hvert fald var der en mand i rækken lige bag ved, som begyndte at skælde mig kraftigt ud, fordi han sandsynligvis selv var blevet ekstra forskrækket, da jeg hylede.

Der blev desværre temmelig meget tumult i biografen på dette det mest spændende sted i filmen, og det hele blev ikke bedre af, at Finn nu begyndte at overfuse manden, der havde skældt mig ud, og at mor begyndte at grine højlydt. Vild panik og synd for Hitchcock, og ingen kan vel fortænke mig i, at jeg dukkede hovedet og prøvede at luske så ubemærket som muligt ud af biografen, da filmen var forbi.

Dette er altså en af grundene til, at “Rebecca” står ekstra prentet i min hukommelse. Og jeg behøver vel ikke at sige, at den italienske film var meget god, men at den på ingen måde kom op på siden af Hitchcock.

Reklamer

2 thoughts on “‘Rebecca’ – en af Hitchcocks bedste

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s