Gamle fotos og gipsben

Vi har hundredvis af gamle fotos fra et langt liv opbevaret i kælderen i kasser og i albums. Jeg burde gøre et eller andet med dem, siger jeg til mig selv, men jeg ved ikke hvad udover engang imellem til familiefester at kopiere dem over på festsange eller projicere dem op på et lærred i forbindelse med en tale, for til mange af billederne knytter der sig jo interessante historier. Men jeg kan jo scanne nogle af dem og bruge dem til historier på bloggen.

Her er et billede af mig selv som nittenårig, der sidder og skumler iført noget der ligner et gipsben.

Men det er slet ikke gips. Her følger historien bag mit modløse udtryk.

Jeg havde brækket en knogle i ankelen og havde fået benet i gips, så jeg var egentlig slet ikke fit for den uge ved Høve Strand i et meget primitivt sommerhus, som Finn min nye kæreste havde lejet til os. Bade kunne jeg jo ikke, men alligevel drog jeg humpende og trøstigt afsted, og det hele startede også rigtigt fint. Sommervejret var i top, og vi nød solen og strandlivet, selvom jeg ikke kunne gå i vandet.

Men som dagene skred frem, begyndte det at klø uudholdeligt under gipsen og det lugtede betændt. Vi blev enige om, at betændelsen måtte stamme fra en mindre hudafskrabning, jeg havde fået, da jeg væltede på cyklen og brækkede benet, og som åbenbart ikke var blevet behandlet ordentligt, da gipsen blev lagt på.

Gode råd var dyre, for vi var langt fra hjemmet og Randers sygehus, hvor benet var blevet behandlet, men vi fandt hurtigt på råd. Vi kunne selvfølgelig selv klare det. Den gamle gips skulle bare klippes af, såret skulle desinficeres og have plaster på og en ny gipsbandage lægges på, for jeg havde jo set, hvordan lægen på sygehuset bar sig ad. Så Finn tog ind til Høve og købte gazebind og en stor pose gips samt lånte en solid grensaks på den nærliggende gård.

Alt gik planmæssigt. Finn agerede doktor, dyppede gazebindet i den udrørte gips og svøbte det omkring benet. Det så meget professionelt ud, og da han var færdig, kunne man  faktisk ikke se forskel på den nye og den gamle gipsbandage. Nu var der kun at vente på, at gipsen størknede, og det kunne jo ikke vare så længe, for gips størkner hurtigt.

Men tålmodigheden svandt langsomt ind, for efter nogle timers forløb var gipsen nøjagtigt lige så blød, som da den blev lagt på. Det kunne umuligt være gips, blev vi enige om. Dette viste sig da også at være tilfældet, da Finn tog ind og konfronterede farvehandleren med problemet. –  Han havde ved en fejltagelse solgt os revet kridt.

Jeg havde ikke tålmodighed til at lægge krop til endnu en gipsbandage, humøret var på nulpunktet, så i stedet lagde vi ved hjælp af bæltet fra min cottoncoat en stram forbinding om ankelen. Det var dejligt at være fri for gipsen, og det gik nogenlunde med at gå, bare jeg ikke støttede mig for meget på venstre fod. Og snart fungerede ankelen uden problemer.

Nogen tid efter spurgte far mig: “Hvad blev der egentlig af dit gipsben?” Han havde haft et ærinde på Randers Sygehus, og var blevet spurgt af en læge, hvorfor hans datter aldrig var kommet og havde fået fjernet gipsen. Far var blevet ham svar skyldig, for med skam at melde havde jeg aldrig haft lyst til at fortælle mine forældre, at jeg havde tilbragt en uge i sommerhus med min kæreste, hvor vi selv havde forsøgt os som læger.