De mest populære

Jeg har lige modtaget året statistik fra WordPress.com, den udmærkede server som huser min blog. Heraf fremgår, at bloggens 4 mest besøgte sites i 2012 er følgende:

1. Hvidsten-Gruppen 1

2. De blå Øjne

3. Maleriudstilling – Poul Anker Bech

4. Kar til udendørs bad

Disse er nu ikke de bedste indlæg, jeg har bragt, synes jeg, men det er jo nok de emner, der er søgt mest på.

Endvidere kan jeg med tilfredshed konstatere, at bloggen en dag i april har haft ikke mindre end 351 besøg. Så mange besøgende er dog ikke hverdagskost, en 60-100 besøg om dagen er mere normalt. Men dette er fuldt ud tilfredsstillende. Jeg skriver hovedsagelig blog til ære for mig selv og mine nærmeste og for at strukturere min hverdag, og derudover er det bare skønt, at andre også gider læse den og ovenikøbet responderer engang imellem. Så jeg fortsætter ufortrødent med bloggen i det nye år.

Om lidt skal jeg afsted for at byde 2013 velkommen i champagne, men ønsker forinden alle mine rare bloglæsere et rigtigt godt nytår!

Lillejuleaftensdag

Sådan ser der ud derude:

DSCN3632

Men heldigvis ser der sådan ud herinde:

DSCN3635

Efter lillejuleaftensbrunch hos svoger inde i byen er vi blevet fragtet hjem af nevø, erfaren chauffør med vinterdæk, inden vejene lukkede helt til. I morgen skulle vejret forhåbentlig blive lidt bedre, når vi skal afsted med tog til Fyn for at holde juleaften sammen med søster og familie der.

Jeg vil ønske alle blogvenner en rigtig god jul med dette skønne citat lånt fra en af mine unge facebook-venner:

Do not stand at my grave and weep I am not there I do not sleep I am a thousand winds that blow I am the diamond glimts on snow I am the sunlight on ripened grain I am the gentle autumm rain When you awaken in the mornings hush I am the swift uplifting rush of quiet birds in circled flight I am the soft stars that shine at night Do not stand at my grave and cry. I am not there. I did not die!

Rifbjerg

Jeg har lige læst Klaus Rifbjergs sidste bog ‘Nøleren’ og kan bagest i bogen optælle, hvor mange bøger han har udgivet i sit liv, nemlig omkring 150. Det giver mange hyldemeter bøger på bibliotekerne.

Tegning: Philip Ytournel
Tegning: Philip Ytournel, Politiken

Der er sikkert en del mennesker, der godt kan få for meget af Rifbjerg, og som synes at han og hans meninger har fyldt for meget på parnasset i alle årene. Men for mig er Klaus Rifbjerg en slags institution, hvis udgivelser jeg lige siden ungdommen har læst med jævne mellemrum, startende med ‘Den kroniske Uskyld’ og ‘Anna jeg Anna’, og nu har jeg så lige læst hans sidste bog ‘Nøleren’.

Rif

Jeg har endnu engang frydet mig over hans sprudlende og galgenhumoristiske stil, som er suveræn, synes jeg. Han skriver om et forlist venskab med en barndomsven, som angiveligt skulle være forfatteren og kritikeren Niels Barfoed, som har dannet model for flere personer i Rifbjergs forfatterskab, bl.a. Tore i den kroniske uskyld. Men de to herrer er altså på deres gamle dage blevet dødelige uvenner, og ‘Nøleren’ handler om hovedpersonens følelser og refleksioner i en sådan situation. På trods af galgenhumoren  fornemmer man personens smerte over et tilsyneladende uafvendeligt brud med en gammel ven fra barndommen.

Efter læsning af bogen spekulerede jeg på, hvad der i virkelighedens verden kan have været årsag til bruddet mellem Rifbjerg og Barfoed og kom til at tænke på Hemingways bemærkning om, at »Det er altid en fejl at lære en forfatter nærmere at kende«, forstået på den måde at man kan blive brugt, fortalt på en måde man ikke kan genkende eller ikke bryder sig om hos sig selv.

Ny striktrøje og varme kirsebærsten

Den blev såmænd meget pæn min julecardigan, selvom jeg hverken er særlig dygtig eller hurtig udi strikkekunsten:

DSCN3611

Jeg synes det er hyggeligt og beroligende at sidde og strikke, mens jeg hører radio eller musik. Men, men, men – strikketøjet har givet mig nogle grimme infiltrationer i nakken og smerter i skulderleddet, som ikke engang gårsdagens træning i motionscentret har kunnet afhjælpe. Ærgerligt nok!

Men så kom jeg pludselig tanke om den pude med kirsebærsten, som jeg har liggende i skabet på badeværelset:

DSCN3605Den blev fundet frem, opvarmet i mikrobølgeovnen i 4 minutter til den var meget varm og derefter lagt om min værkende nakke. Der har den så ligget i 20-30 minutter, og minsandten om det ikke allerede har hjulpet på smerterne. Senere på eftermiddagen vil jeg tage endnu en omgang.

Uden på pakken står der, at det er en metode, man brugte meget i gamle dage i Schweiz. Her havde man åbenbart mange kirsebærtræer, for man vaskede og tørrede kirsebærstenene og fyldte dem i små poser, som man så kunne opvarme i ovnen og bruge mod kolde fødder, muskelspændinger i nakke, skuldre og ryg, mavepine eller til at  lægge på spædbørnene for at berolige dem. Det lyder genialt, og jeg tror virkelig, at der er noget om snakken.

Men måske skulle jeg alligevel prøve at hækle i stedet for at strikke.

Ny scanner

Noget må ske. Gamle familiefotos ligger i albums og i vild uorden i kasser i kælderen og anråber min samvittighed om at blive sorteret, scannet og trykt til en fotofamiliebibel til glæde for yngre generationer. Til den ende har jeg benyttet mig af Aldis tilbud – Aldi er et godt og billigt sted at købe elektronik – og har købt en scanner som er kompatibel med min bærbare. Den kan desuden printe og fotokopiere – og det til en pris af 650 kr. Utroligt! Jeg går snart i gang med opgaven, for nu kan jeg jo sidde her i kakkelovnsvarmen med den bærbare på skødet og scanneren ved hånden. Men indtil videre er jeg ikke kommet længere end til at kigge løseligt på nogle af billederne, og dette kan godt sætte gang i hukommelsen.

Her er et billede af husbond på toppen af huset på Knudshoved Odde, en lang tange vest for Vordingborg, hvor vi engang boede. Han skulle ordne noget ved antennen. Imens sad nevø og jeg inde i stuen og sludrede hyggeligt over en kop te, mens vi hørte musik.

Knudsskov antenne

Vi havde ikke tænkt over, at der var gået en rum tid siden Finn klatrede op til antennen, før det pludselig ringede på døren. Udenfor stod en mand, som sagde at der sad en mand oppe på taget og råbte om hjælp.

Oppe fra taget har Finn haft en fantastisk udsigt over Smålandshavet og Avnø Fjord, og hvis han har været heldig, har han kunnet få et glimt af en af bisonokserne ude på den alleryderste ende af tangen, men han må have følt sig temmelig ensom, efter at stigen væltede og ingen hørte hans råb om hjælp, for der kommer kun sjældent en vandrer eller cyklist forbi helt derude i det fredede område, hvor al motorkørsel er forbudt, og vi andre havde ikke hørt hans råb på grund af musikken.

Langt om længe kom der heldigvis en vandrer forbi, som hørte det fortvivlede råb fra den ensomme mand oppe på taget og kunne hidkalde vores hjælp til at få rejst stigen, så han kunne kravle ned og komme ind og få sig en velfortjent kop te.

Det grinede vi meget ad den sommer.