2 km fra hjemmet, der hvor Gudenåen løber ud i Randers Fjord, ligger Støvringgård Kloster. Her gik vi en tur i eftermiddag – som vi så ofte gør – og kiggede på alle herlighederne. Og heldigvis har vi det som regel for os selv, for her kommer næsten aldrig et øje. Vi taler somme tider om, at man måske skulle lade sig skrive op til en af de lejligheder, der i dag er indrettet på slottet.
Slottet er opført i 1622 og blev i 1760 gennem et testamente omdannet til et kloster for en priorinde og 12 jomfruer fra “de fem første klasser af den kgl. rangfordeling”, hvad det så end vil sige. Men jomfru skulle tages bogstaveligt, for ingen mand måtte bo inden for voldgraven, og der var streng straf for uanstændig opførsel.
I 1981 flyttede den sidste af de såkaldte konventualinder ud, men man kan stadig finde deres navne på gravstenene på konventualindernes kirkegård, som ligger i skoven tæt ved slottet.
Om foråret blomstrer her den største rhododendronbusk, jeg har set her til lands.
På stenen her kan man se, at hun hed Johanne til fornavn, men på de fleste sten er navnene udvisket.
På den anden side af vejen ligger skoven med naturens herligheder. Her en lille skovsø, hvor den eneste lyd er kildens rislen og solsortens sang:
Og på vejen hjem, for nu at komme ned på jorden igen, fandt vi nogle store markchampignons, som skal flødestuves til aftensmaden.
Anna Maries Skriveblok 
Tak fordi du viser rundt på Støvringgård Kloster – det var spændende at læse og at se dine smukke billeder.
God mandag til dig og kærlig hilsen.